Man taler da med træer, ik?

Bag det hus, hvor jeg voksede op, var skoven. En uendelig skov, med store, gamle træer, der strakte sig endeløst op ad bakken og ned mod vejen. Vel egentlig kun en halv kilometers penge i voksenterminologi. Men i min lille verden, et helt univers. Med gyngen over skrænten, med lysningen bag hegnet, hvor vi lavede bål. Med uendelige eventyr, gemmesteder, historier.

Siden blev skoven til brænde og jorden belagt med boliger, som historien vil have det i det 20. århundrede.

Men før det, før det boede jeg i det gule hus i svinget, med en magisk skov bag min have. I den magiske skov voksede bunkevis af træer. Og gik man ind ad stien nedenfor hækken og fulgte man hegnet langs haven op bag huset og fortsatte nogle meter ind til dér hvor skoven tætnede, så stødte man på det. Mit træ. Gammelt, knudret og med tusinder af grene, der strakte sig ud og ind og ud igen i en uendelig længsel mod himlen. Præcis så mange og så tykke og så lave, at man med lethed kunne stryge til tops og indtage hele verden. Stammen var stor som verden selv og under den bredte de gamle, tykke rødder sig ned i skovens muld.

Og der, i hulrummet under rødderne var det allerbedste: træets hemmelige gemmested. Her skjulte vi alle de bedste skatte. En gammel shampoo-flaske med smukt motiv, de smukke små sæber vi havde fundet, en spand til alverdens sager. Vi gemte dem alle lige dér og træet vogtede over dem og røbede aldrig vores hemmelighed. Når jeg var trist til mode, eller glad, eller alene, eller tænksom. Når solen stod højt og når vinden ruskede. Så søgte jeg tilflugt hos mit træ. Jeg fandt skattene frem og beundrede dem, holdt min hånd på stammen med de dybe fuger, mens vi delte historier, mit træ og jeg.

Og som historien ville have det, måtte mit træ lade livet, så flere menneskevæsener kunne komme til. Og senere flyttede jeg derfra og senere endnu blev jeg voksen. Og jeg holdt op med at gemme skatte under træer og søge tilflugt under grønne kroner. Ikke fordi jeg ikke ville, men fordi jeg glemte.

Til pludselig en dag, i et helt andet liv. Længe efter afskeden med dét, de kaldte voksenlivet og den dér virkelige verden. Efter turene i skoven igen vendte tilbage i mit liv. Da vi igen var opdagelsesrejsende i skoven, mine to små og jeg, på jagt efter det perfekte klatretræ. Mens vinden ruskede og bed kinderne røde.

Dér, blandt alle mine glemte venner, da huskede jeg pludselig mit gamle træ. Som havde jeg åbnet en kiste fra barndommens loft. Shampooflasken og spanden og fugerne og tilflugten. Minderne om en gammel ven, som jeg alt for længe havde savnet. Og dér, midt i skoven, midt i opdagelsesrejsen, blandt blade og vind og væsener, huskede jeg pludselig min vens navn. Hr. Olsen. Jeg havde givet ham navnet en dag, jeg søgte tilflugt ved foden af den tykke stamme. Det helt rigtige navn til en ældre herre, fuld af års visdom, fuld af de dyrebareste skatte, fuld af en gammel vens trøst.

Og jeg blev på én gang lykkelig og vemodig. Over at have glemt mine gamle ven og hans navn i alle disse år. Over at genfinde mindet om ham, flere end tyve år senere. Over alt det, der ligger gemt, som vi kender, indeni. Men som kan skjules af år og af støj og øjne, der ser. Over at fare vild i livet og over at finde vejen hjem. Til alt, der stadig bor indeni. Min gamle ven bag hegnet. Til de skjulte skatte og en verden i verden. Med solskin og eventyr og væsener.

Til træerne, der stadig og tålmodigt taler, hver gang jeg lytter.

Det er bare en fase

“Vil nogen ikke sige, at det bare er en fase?”

Jeg stod stille i den halvvåde novembervind og iagttog Kleo, der demonstrativt forsøgte at gynge sig selv på den lavthængende, halvrådne gynge udenfor feriekolonien. Havets susen og Kleos utålmodighed gjorde det svært at stable en bare nogenlunde nærværende samtale på benene med den meget begejstrede journalist der sad i den anden ende af røret. Grundet en dårligt timet tissetur i busken samme morgen (Kleo, heldigvis) var vi nu pludselig havnet som centrum for et simple living portræt i et lokalt blad.

“Vil nogen ikke sige at det bare er en fase?” spurgte journalisten i den anden ende. Jo, svarede jeg. For det er det jo. Alt er en fase. Jeg var barn, før jeg blev ung og ung før jeg blev voksen. Jeg boede ét sted, før jeg flyttede og endnu ét før jeg flyttede igen. Jeg uddannede mig, arbejdede, sagde op. Jeg levede med Henrik i tosomhed, hvorefter vi fik børn. Og en dag flyver de fra reden og tosomheden vender tilbage. Alt er faser. Livet er, per definition, faser.

Men jeg forstod godt hvad hun mente. Med faserne. Den nedladende tone vi støder på. “Det er bare en fase” siger vi hovedrystende om vores børn, når de rammer deres unge år. “Vent og se, det er en fase” siger vi vidende og med himmelvendte øjne om dem vi kender der stikker ud, stikker af eller stikker op. Det er en fase. Som for at berolige hinanden. Bare rolig, det er en sindssyge, der fortager sig. Og de sindssyge lytter vi ikke til. Før eller senere vender de tilbage til de snorlige rækker og indfinder sig igen. Når fasen er ovre.

Det vender tilbage til mig igen og igen. Planlægningen af livet. Foreskrivningen. Planen, kasserne, forudsigeligheden. Flugten fra faserne. Gør livet ondt på os, fordi vi har glemt at det er faser? At vi ikke kan holde livet i et knytnævegreb og tvinge det til at forblive det samme for tid og evighed? Hvad hvis vi gav slip? Mærkede faserne og sæsonernes skiften. Indeni og udenpå. Hvis vi havde modet til at læne os ind mod livet og følge med når faserne skifter. Ikke kæmpe imod med gråd og angst og kontrol, men stole på livet selv, på det der kalder indeni og bare drive med.

Måske ville vi så ikke have trang til at se på de skæve og midlertidigt sindssyge (Gud velsigne dem) og væbne os med hovedrysten og “Det er bare en fase”. For så ville deres sindssyge ikke gnave i vores egne lemmer. Vi ville se at sindssygen og faserne blot er drevet af livet selv.

 

Skal jeg partout forpligte mig for livet, med 30 års lån og løfter om evighed? Eller må jeg vælge og mærke og vælge om igen. Må jeg drive med livet og de sving der kommer. Må jeg stikke af i en retning og komme tilbage og fortælle at den går jeg aldrig igen. Må jeg een gang for alle droppe den perfektionisme, der hærger vores forestilling om tiden og livet og bare være og drive og mærke. Og leve. Perfektionisme eksisterer per definition ikke, hørte jeg for nyligt. For alt er i konstant forandring. Livet, verden, universet. Og når alt er i konstant forandring, er intet nogensinde perfekt. Og samtidig er alt til hver en tid perfekt. Helt uden vores stræben. Helt uden vores indgriben, kontrol, planer og pros and cons lister.

Livet klarer sig selv. Livet tager sig af sig selv. Og det tager sig af os. Vores opgave er ikke at vælge rigtigt i første forsøg. For der findes intet rigtigt. Eller forkert. Der findes faser. Efter faser, efter faser. Og de kommer selv og de går igen. Én tid er ikke mere dyrebar end en anden. Én tid har ikke mere kvalitet end en anden. Og hver en fase, hvadend den varer 50 år eller tre uger, bærer sin egen gave med sig.

Der venter ingen blomster ved enden af vejen til den, der ramte rigtigt i første forsøg. Der venter ingen stående applaus for korrekt kalkulation og tro tjeneste. Til gengæld venter der galskab i krogene. Lykke og tvivl og håb og tro. Og alt det andet, vi læste om i bøgerne. Det venter altsammen på os. I faserne, hvis vi tør gå med dem. Og læne os ind og leve liv efter liv, hele livet.

Valget er et privilegie

Jeg vender altid tilbage til valget. Det frie valg. Ligesom valget altid vender tilbage til mig.

Valget giver friheden ben. Valget tager os fra den ene virkelighed til den anden. Fra ét parallelt liv til det næste. Og valget er et privilegie. For som levende har vi det altid. Det frie valg.

En dag i juni skrev Siff til mig. Om jeg ville præsentere mig selv og vores historie i et indlæg på hendes blog, Ind i Verden. Ind i Verden rummer en historie om en familie der valgte nærværet, tiden og bevidstheden først. En historie om et liv med få ting, på få kvadratmeter, med rum til tanker og plads til tiden. Siffs tanker var med mig, da jeg for lidt over et halvt år siden sagde mit job op og vi startede vores rejse mod et liv med plads til livet. Jeg har fulgt hendes blog længe, så da hun skrev, sagde jeg ja med det samme.

Og nu ligger vores lille historie, som den blev fortalt en juli-aften på sofaen i det gamle hus, på Siffs blog. Og det er første gang jeg har forsøgt at nedskrive den. Måske fordi jeg skriver bedst fra såret, ikke fra arret. Måske fordi den skræmmer mig, historien. Fordi minderne vælter frem fra mørket og tager pusten fra mig til tider.

Men som med så meget andet, er dét der skræmmer os mest, som regel også det, der kalder højest. Og den var god at få skrevet, den historie, den juli-aften. Den sad fast et sted og den kom med forløsning.

Og den handler om valget. Siffs blog er ikke længere online, men her kan du læse indlægget:

 

Klokken er lige slået 20. I vores seng i den anden ende af det alt for store hus, ligger to små kroppe filtret ind i drømme. Udenfor mit vindue skifter juli-himlen med blæsten, mens jeg stirrer på de spæde knopper i æbletræet. Inden de har vokset sig til store saftige æbler, er vi væk. Good riddance, når jeg lige at tænke. Der er sgu altid så mange orm i de æbler.

Jeg har aldrig kunnet lide at præsentere mig selv. Det gør mig selvbevidst og ulideligt sårbar. At skulle prøve at præsentere de sidste års rejse er endnu mere uoverstigeligt. For hvor starter man? Og hvordan fortæller man en historie, man endnu er midt i at udleve? Når jeg ser tilbage, har jeg altid været på vej hertil. Og alligevel var jeg nok havnet et helt andet sted, hvis de sidste fire år ikke forløb som de gjorde.

“And there is the account of the hanging of three men, and a scuba diver, and a suicide. There are stories of coincidence and chance, of intersections and strange things told, and which is which and who only knows?” som han siger i mine ungdomsårs yndlings film.

Og det er vel også ligemeget. I sidste ende har min historie landet mig her. På en sofa i et alt for stort hus, med et æbletræ, på en kæmpe grund, som vi alt sammen forlader om en måned. Alene dét at skulle tænke tilbage giver mig kuldegysninger. Minder om mørke vinteraftener vælter frem og jeg synes næsten jeg kan mærke den metalliske smag i munden igen. Når jeg vågnede klokken 3 om natten med galoperende hjerte og ikke kunne sove, mens tanker om død og ødelæggelse rullede gennem mit sind, som et godstog ude af kontrol. Når jeg stod med min Kleo på armen og bønfaldt Henrik om at blive hjemme, fordi dagen alene med mine tanker i det store hus, fik benene til at forsvinde under mig.

De store følelser har altid ulmet i mig. Sårbarheden. Som lille skreg jeg uden ende, når de tog over. Jeg råbte og slog og kastede med alt, der var i nærheden. De var så kæmpestore og helt umulige, følelserne. Og jeg var lille og afmægtig og alene. Hidsig, blev jeg kaldt. Og det var jeg. Udenpå. Indeni var jeg bange.

Jeg følte mig ved siden af. Ikke som de andre og aldrig som et helt rigtigt menneske. Jeg brugte timer i min fantasi og timer på at aflæse mine legekammerater, for at forsøge at være som dem, de rigtige menneskebørn. Men jeg følte mig altid forkert. Som otte-årig opfandt jeg en ‘bedste veninde’, for det fandt jeg ud af, at man skulle have. Når børnene fra de store huse spurgte om mit tøj var arvet, løj jeg og sagde at min mor havde købt det i en butik i Århus. Min familie boede sammen, men hver for sig og det var ikke kun det faktum, at vi ikke havde to biler eller tog på skiferie, der gjorde os anderledes. Min far var en revolutionær idealist og min mor en ængstelig tryghedsnarkoman, begge med et temperament der kunne slå gnister. Vores hjem var et cirkus, til tider. Kaotisk, forvirrende og farverigt. Alt i én og på samme tid. Og midt i det hele kæmpede jeg for at finde min plads. For at gøre mig bemærket. Det gjorde jeg i skolen. Med flotte karakterer, roser og klap på håret. Her kunne jeg noget. Så her var jeg nogen, konkluderede jeg fejlagtigt. Hvad man ikke gør for at være et rigtigt menneskebarn.

Allerede fra begyndelsen af mit liv var døden altid nærværende. Inden jeg fyldte 18, havde jeg deltaget i seks begravelser. Tre af dem bedsteforældre, der døde efter et langt liv. Resten var min fars søskende, der én efter én mødte en tragisk ende. “Hvem er nu død?” spurgte mine forældre en lang årrække halvt spøgende, når nogen ringede fra dén side af familien. Jeg synes ikke, det var sjovt.

Min egen far døde, da jeg var 22. De dæmoner, der havde jagtet ham siden hans fødsel, indhentede ham og han døde alene, i en taglejlighed i en landsby i Vestjylland. Jeg brugte tiden efter hans død på at overbevise mig selv om, at jeg ikke havde ret til at være ked af det. Ikke sådan rigtigt. Som far havde han alligevel været en svær størrelse at leve med, så hvordan kunne jeg have ret til at sørge? Jeg masede og klemte på de kæmpestore følelser. Jeg pakkede dem væk og af vejen og så væk fra spejlet.

Sådan gik mine tyvere. Med kontrol og prestige-jagt og “jeg skal fandeme vise jer, at jeg kan”, mens følelserne jagtede mig. Frygten, melankolien, tristheden, vreden.

Det er blot én historie. En anden starter, da jeg blev mor. Som 28-årig til Kleo.

At blive mor var på én gang en ubeskrivelig lykke og en inderligt angst. Jeg var vant til en verden af facit med to streger. Hvor man kunne læse nok og så klare det godt. Det var dét jeg kunne. Det var jo dén jeg var. Så jeg læste og læste. Og ledte og ledte. Efter de rigtige svar. Efter facit til at lykkes med det her lille menneske i mine hænder. Og bekymringen tog overhånd og fødselsdepressionen spirede.

Og midt i alt dét, rykkede vores verden. Vi fandt drømmehuset på bakken, ved de høje graner. Vi flyttede en dag i oktober og spøgelserne flyttede med. Bekymringen tog til og blev langsomt til angst og depressionen lagde sig som en tung, stille dyne over den efterårsgrå himmel. Et alt for stort hus i en by uden venner. Et lillebitte liv, som kun jeg kunne passe på. Og den store, tomme intethed der skyllede ind hver morgen klokken 4.

Og så. Mere meningsløshed. En decemberdag, to måneder efter vi flyttede, blev min søsters mand indlagt på sygehuset. Lægerne troede det var influenza. Det viste sig at være langt, langt værre og i slutningen af januar var han væk. Tilbage stod min søster og to små børn. Og i verden manglede der en far. Og jeg stod med lille Kleo på armen, midt i mørket og følte jorden forsvinde.

Jeg kan ikke lide at se billeder fra den tid. Jeg vil helst ikke mindes. “Nyd det nu! Nyd det nu!” kørte mantraet som i tomgang. Men omkring mig forsvandt alt og verden havde ingen farve.

Da det blev tid at komme tilbage på arbejde igen, flygtede jeg alt hvad remmer og tøj kunne holde. Jeg var in no state til at arbejde, men at blive derhjemme i angsten og mørket var ganske simpelt ikke en mulighed. Så jeg kæmpede og kæmpede. Mit tøj blev løsere og jeg løb stærkere og stærkere. Væk fra angsten, mørket, intetheden. Og Kleo græd i vuggestuen og vores dage fra hinanden var endeløse. Men jeg kunne ikke andet.

Der er så mange forgreninger og stier. Så mange snore, man kan trække i, i sådan et liv. Så mange grunde jeg kan pege på, når jeg spørger mig selv, hvordan jeg endte her. Meget er tilfældigt, men noget ved jeg. Noget ved jeg helt sikkert. Havde jeg ikke mødt Line, havde jeg nok fortsat som altid.

Line var min veninde siden studiet. Hun var stor som livet selv og det reneste og ærligste jeg har kendt. Når hun grinede, spirede alt omkring hende og hun satte verden i brand. For mig var hun mere end en veninde. Hun var det vindue, jeg havde manglet. Vinduet ind til mig. Line havde røntgen-syn og omkring hende forsvandt alt bullshit. Vi var venner fra første stund. Vi grinede, så det gjorde ondt i lemmerne og snakkede, så det rykkede i verden.

Line blev syg, før Kleo kom til. Brystkræft. Hun kom i behandling, blev erklæret rask og gift med sin kærlighed Martin. En eftermiddag i vores anden december i det store hus, ringede hun til mig. Kræften var tilbage og den havde spredt sig. Hun ville ikke overleve det. Jeg var på vej hjem fra arbejde og holdt ind til siden, mens jeg kiggede ud over markerne. Nede i vuggestuen hentede jeg Kleo, mens jeg så ned i gulvet. Lidt over et år senere døde Line.

Jeg kan fortælle tusind og atter tusind historier. Men den vigtigste jeg har at fortælle, handler om Line. Hun havde 31 år på jorden. Men hun greb mere af livet, end de fleste, der fylder 90. Hun var stærk og lysende klar. Og hun døde, før jeg overhovedet forstod, at det er spild af liv at være noget som helst andet.

Hendes død gjorde mig angst. I dag forstår jeg, at det var fordi jeg mistede mit vindue. Vinduet ind til mig. Line så mig præcis som jeg ville ønske, verden så mig. Nu var hun væk og her sad jeg tilbage. Alene. Uværdig. Usynlig.

Nogle måneder efter Lines død, vendte jeg tilbage på arbejde efter min barsel med Freddie. Tre måneder senere blev jeg sygemeldt. Stress og Angst. Verdens tyngdesløshed. Men dén kunne man ikke krydse af i erklæringen til jobcentret. Med ét stod verden stille og jeg lagde alt fra mig. Hele mit 32-årige liv havde jeg gjort. Præsteret. Opnået. Set efter andre og dømt mig selv derefter. Tikket alle boksene og gjort alle noget så stolte. Alt imens jeg var forsvundet. Dømt uværdig og pakket væk.

Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste bare, at det var det vigtigste i verden at finde mig igen. At mine børn skulle vide hvem deres mor var. At jeg ikke ved slutningen af mit liv ville gøre status over halvhjertede forsøg og et indre liv, der aldrig blev levet ud. Så jeg trykkede reset. Satte alt på pause og startede fra scratch. Jeg gik ture i skoven og skrev. For det var det eneste, jeg havde lyst til. På min hjembys lokale café, en gammel pladeforretning jeg plejede at besøge med min far; dén hvor han købte Rolling Stones triple cd’en, som jeg hørte igen og igen og igen; dér sad jeg nu og skrev. Til Line, med Line, for at finde mig. Jeg startede med min nekrolog. Sådan som jeg ønskede den en dag vil se ud:

Stine gik med hjertet først, delte ud af livet til dem hun mødte og gjorde en forskel, hvor end hun var. Hun var  hurtig til at grine, havde en fantastisk humor og ledte efter magien i alt. Hun elskede eventyr, både de store og de små, og havde det allerbedst omgivet af træer, med fødderne i græsset, øjnene mod horisonten og sine kære i hånden. Herfra udforskede hun verden, fandt nye veje og tog på eventyr hver gang chancen bød sig.

Needless to say, den var ikke i nærheden af at beskrive mit liv som det så ud, den oktober-dag i 2018. Så jeg tog en dyb indånding. Tog Line i den ene hånd og min far i den anden. Og så lavede jeg det om.

Det er fire år siden jeg blev mor for første gang. Tre et halvt år siden vi flyttede. Tre et halvt år siden jeg sad på gulvet i køkkenet og ikke anede hvordan jeg skulle komme tilbage til verden. Tre et halvt siden vi mistede min svoger. To et halvt år siden Henrik blev sygemeldt med stress, første gang. Knap to år siden Freddie kom til verden. Halvandet år siden Line døde. Næsten et år siden jeg blev sygemeldt med stress. Og et halvt år siden Henrik blev sygemeldt for anden gang.

Fire år. Fire år med den største lykke og det dybeste mørke. Fire år, hvor verden skiftede farve, for aldrig at blive den samme igen. Fire år, der satte sig som tredive.

Der er så mange stier og grene og snore. The account of the hanging of three men and a scuba diver and a suicide. Og folk spørger nogle gange hvorfor vi vælger som vi vælger og jeg ved ikke hvilken snor, jeg skal trække i. For alt er vævet sammen og den ene sti viser os den næste.

Og lige nu er vi her. Jeg afleverer ikke længere mine børn og jeg har opsagt mit job. Når jeg har tiden, skriver jeg. For det er dét, der altid har gjort mig glad. Henrik bliver selvstændig i det nye år og det store hus med æbletræet er solgt. Det samme er mange af vores ting. Vi har vekslet det hele for tid, med hinanden. For det er vores højeste prioritet nu. Tid. Sammen. Vi har ingen planer. Jo, én. Vi skal have en campingvogn. Til eventyr.

Den anden dag skrev en bekendt “Held og lykke med det. Tiny Houses er det nye sort.”

Og jeg forstår godt hvis folk ser det hele som en fiks ide. Den seneste bølge og noget med minimalisme. Hashtag omsorgsrevolution og Husk at elske. Jeg kan huske mig selv grine fjoget, når min far reciterede Kierkegaard. Livet må forstås baglæns, men må leves forlæns. Jaja, bevares.

Tusind og atter tusind historier, som kan fortælles på titusind måder. Og alligevel kan det siges så simpelt. Jeg kendte en mand engang. En revolutionær, en ren sjæl, en idealist og min far. Han døde inden han fyldte 60. Jeg kendte endnu en mand. Godheden selv, sine venners ven og far i to små verdener. Han nåede ikke at blive 40. Og så kendte jeg en pige. Hun såede blomster overalt hvor hun gik. Hun blev kun 31.

Valget er et privilegie, der er forbeholdt de levende. En dag skal jeg væk og kan ikke længere vælge. Derfor vælger jeg det liv jeg vil, i dag.

 

Mindst af alt holder jeg af hverdagen

Hverdagen skræmmer mig for tiden. Dét vi startede for mere end et halvt år siden, udvikler sig konstant. Det tager mig med og afslører mere og mere. Mest af mig selv. Og jeg hader hverdagen. Har jeg fundet ud af.

Jeg har nok altid vidst det. Når jeg læste Dan Turèll. Mest af alt holder jeg af hverdagen. ‘Virkelig, Dan?’ har jeg tænkt. Og så: Der må være noget galt med mig. Siden jeg elsker den så lidt, den der hverdag. Jeg må mangle en evne. Evnen til at se det store i det små. Kærligheden til rutinen. Trygheden i det mundane. Dan har evnen, tydeligvis. Hvordan får jeg fat i den?

Og andre virkede til at have evnen. Evnen til at elske hverdagen. Stå op, afsted, snik-snak, handle, lave mad og så i seng. Og jeg prøvede den på og blev kun mere angst. Og når det blev weekend, skyndte vi os afsted. Ud, væk, på eventyr i det ukendte. Og verden åbnede sig i bilen og tankerne blev kæmpestore. Og horisonten var bred og vi elskede med de største armbevægelser. Og det blev søndag og angsten tog til. For man kan jo ikke leve af at jagte eventyr i en Fiat Punto. Så træk vejret og lær at elske den, den skide hverdag. Sådan tænkte jeg.

Men det er dét der er med at rejse. Rejsen er ydre og indre, har jeg læst. Og bedst som jeg tror at vores rejse er komplet, åbner en ny sti sig og jeg husker at destinationen altid er her. 

Således tog vi i sidste uge afsted på ferie. En mærkelig en af slagsen og én som egentlig ikke var som vi ville. Vi havde lånt et hus nord for København. I haven var der kaniner, som Kleo og Freddie fodrede. Indenfor var der smukt og højt til loftet. Men vi følte os fangede i byen, i et fremmed hus, med små fedtede børnefingre og alt for værdifulde designermøbler. 

Men rejsen er indre og ydre, læste jeg. For måske var denne rejse aldrig blevet det den blev, hvis ikke vi havde siddet præcis i dén lejlighed, præcis i København. Hvis ikke vi pludselig følte os så fangede. Måske var det pausen fra alt derhjemme. Afbrækket, afstanden, der fik alting til at stå helt klart. Kontrasterne til at tegne sig tydeligt. At forlade alt hjemme og bare køre. Med hinanden i hånden og mod horisonten.

For lige pludselig forstod jeg, at det eneste der nogensinde havde holdt mig tilbage var mig. Den eneste der holdt os tilbage var mig. Jeg trak og trak, mod en hverdag jeg hadede. En hverdag, som jeg havde gjort alt for at give slip på over det sidste halve år. Den skide hverdag. Måske var det afstanden, der gav mig modet. De nye øjne. Dagene sammen. 

“Jeg vil bare gerne bo i en campingvogn” udåndede jeg med afmagt i stemmen til Henrik på anden-dagen. Jeg vil være det omrejsende cirkus vi er. Jeg vil bruge af livet. Virkelig bruge af det. Det skal være en hullet, vredet klud, når jeg er færdig med det. Jeg vil løbe til jeg ikke kan trække vejret, jeg vil skråle, jeg vil ud. Jeg vil male med prikker og store, brede striber. Jeg vil nå at farve mit hår lyserødt og jeg vil se, hele tiden, med de her nye øjne. Jeg vil leve i kontrasterne. “Du er Elton John” sagde Henrik. Og så græd jeg.

Og der sad jeg så. I københavn. Midt i en fremmed sofa og græd. Fordi jeg aldrig før havde følt mig så set. Så set som i dét øjeblik, hvor min mand vidste at jeg er Elton John. Og det her ender sgu som en skør fortælling og jeg er helt ligeglad. For jeg tog afsted til København og kom hjem som Elton John. Med mit omrejsende cirkus i hånden. 

Og nu sidder vi her i vores kaos. Flyttekasser og legoklodser og tumlemadrasser og flyverbriller. Cirkusset letter langsomt fra det store hus ved skoven. Jeg kan mærke det, for vejret glider let og trækker mig op mod himlen. Tagrenden er knækket og vi er gledet fra hinanden lyder det fra radioen. Og mandag lurer, hvor Henrik skal afsted. Resterne af den skide hverdag. Så jeg løfter hovedet og ser mod nytåret. Ét skridt nærmere livet. Èt skridt mere væk fra hverdagen. Og jeg børster gamle tanker væk fra sindet, så sjælen igen kan flyve frit. Vi skylder vores børn at vise dem hvem vi er. Så de får modet til at vise verden præcis hvem de er. Og jeg er Elton John. Og cirkusvogn og lyserød. Og rod og planer ud af vinduet. Og fortællinger fra skøre verdener og magi så let som candyfloss. Og eventyr. Så mange eventyr. And sometimes making a living and making a life point in opposite directions. 

Og mindst af alt. Mindst af alt holder jeg af hverdagen. 

Jeg burde skrive noget

Jeg burde sætte mig ned. Skrive en opdatering om min køkkenhave. Om kartoffelplanterne der skyder mod himlen og de skæve rækker med radiser.

Men den sidste tid har været et ræs. Et ræs for at få lov at stå stille. Og i mit hoved er et ekko af tomme tanker. Jeg sætter mig, skriver halve sætninger og sletter dem igen. Falder i staver og stirrer ud på bladene. Skriver noget halvfærdigt i min kalender og stirrer igen.

Vi byggede vores liv, før vi kendte os selv og nu må vi skille det ad. Én efter én, fjerner vi klodser fra tårnet, før vi til sidst sidder på gulvet med dem alle i hænderne igen. Så vi kan bygge på ny. Langsomt, nøjsomt, med vilje. Men faktum er, at det at skabe et langsomt liv, sker i bølger af hæsblæsende, kaotisk virvar. Sådan har det sidste halve år været. Hæsblæsende. Kaotisk. Virvar. Og alligevel har det været smukt. Fyldigt, rigtigt, godt.

For det var i de seks måneder, vi valgte at jeg skulle opsige mit job. At jeg skulle passe på vores børn og være sammen med dem hver dag. At barndommen frem for alt skal have lov at være magisk. De var i de måneder, vi besluttede at Henrik næste år skal være selvstændig. Og senere, at vi skal flytte, mod mindre plads og større frihed. Men det var også i de seks måneder, at Henrik for anden gang blev sygemeldt med stress, mens jeg stadig kom mig ovenpå min sygemelding. De var i de måneder, at vi knoklede for at færdiggøre et hus, som vi blot var midt i at renovere, da vi pludselig kunne mærke, at vi ikke længere skulle bo her. Det var i de seks måneder, det pludselig stod klart at vi ikke har eneste dag at spilde. Det var i de seks måneder, vi holdt fast i hinadens hænder til knoerne blev hvide, fordi vi nogle gange følte, det var de eneste hænder at holde fast i. Det var i de seks måneder jeg lærte mig selv at kende. Som hustru og som mor. Det var i de seks måneder, jeg så mine spøgelser i øjnene og tog dem i hånden.

“At dét vi gør, er det rigtige, betyder ikke at det kommer til at blive let. Tværtimod.” sagde Henrik en morgen, da jeg sad på køkkenbordet. Og græd. For gud-ved-hvilken gang. Det letteste i verden havde nok været at blive. I jobbet, i huset, i afsavnet og apatien. At betragte dem, der løb efter drømmene og tænke ‘hvor er det modigt’.

I stedet står vi her. Og jeg mærker bedre og bedre hvordan det stille, frie liv bor indeni. Jobbet, huset, tingene, pengene er alt sammen lag, vi har skrællet væk for at gøre det nemmere at leve i overensstemmelse med det, der er indeni. Lag, der skulle fjernes, for at vi kan have lov til at være. Klodser, vi tager fra tårnet. Og jeg ser først nu, at den største illusion for mig var, at med de lag, ville bekymringerne forsvinde. Og det har de gjort, mange af dem. Men kun for at give plads til nye.

For friheden ligger ikke i fraværet af forpligtelser, ejendele, ansvar. Friheden er ikke let og ligetil. Den kradser og klør og gør ondt. Og den kommer med det største ansvar. Ansvaret for at bruge tiden, præcis, som vi mener den skal bruges. Ansvaret for at give vores børn den barndom, vi mener de fortjener. Ansvaret for at stille spørgsmål og turde se svarene i øjnene. Ansvaret for at lægge bekymringerne ned. Lukke øjnene, tage skridtet og lade livet gribe.

Den er nogle gange ensom, den sti vi fandt, herude ved de høje graner. Den er usikker, skræmmende og ikke altid farbar. Den er fyldt med tvivl, konfrontation og hårdt arbejde. Men den er den helt rigtige. For os.

Og bag granerne lysner det på juli-himlen. Og jeg danser til Gnags, mens ungerne skråler. Væk mig med et nip af det som fuglene får pip af og så’n noget. Og min far er her igen og igen. For han ville aldrig gå glip af en revolution. Eller børn, der danser i underhylere til Vilde Kaniner. Og han tager min hånd og siger jeg kan. Puster mod i mine lunger, mens jeg retter mig op.

Og jeg kommer i tanke om dengang han skrev i et kort. At man kan hvad man vil, hvis man vil det man kan.