Vi gror mennesker i kasserVi cyklede en tur idag. Kleo, Freddie og jeg. Kleo stoppede på hjørnet ved lygtepælen og legede at hun besøgte købmanden. Imens cyklede tre piger forbi. Kleo kom hen til mig, med lave skuldre. “Mor, hun sagde at jeg ikke kan finde ud af at køre uden støttehjul.” Og så: “Jeg vil gerne hjem. Domme cykel. Domme støttehjul!”

Vi snakkede sammen og jeg gav hende et kram. Vi snakkede om hvor fjollet det er at sige sådan. For det er jo helt ligegyldigt hvad man kan eller ikke kan. Det, der ikke er ligegyldigt er den dejlige cykeltur vi havde. At vi er sammen og har det sjovt og godt.

Så vi sagde “Pilut med dig!” (vi læser Madicken for tiden). Og så fortsatte vi i øvrigt hjemad. Med lave skuldre, stadig. Og et ønske om at få fjernet de dumme støttehjul i morgen.

Her til aften talte vi om det igen. Det med støttehjulene. Jeg fortalte Kleo at der jo er voksne mennesker der ikke kan køre bil. Til dem siger vi ikke “Ha, du kan ikke køre bil!”. Vi siger “Kom, du kan køre med mig.” Og jeg fortalte en historie om en edderkop med en hat og en morale. Og så faldt hun i søvn. Og jeg lå i mørket og tænkte.

På pigen på cyklen. Og hvordan hun blot er udtryk for det system vi har byget op. Det system, vi kalder barndommen.

Vi lever I en verden, der er så fuldstændig bizart fokuseret på evner, at selv vores børn opdeler sig og hinanden baseret på hvad de kan. “Kan jeg binde mine sko, når jeg bliver seks år, mor? Jeg vil gerne være 10, for så kan jeg tegne rigtig godt!” Fra vi er bittesmå, bliver vi målt og vejet, mens vores mødre læser i bøger om udviklingstrin, rulninger fra mave til ryg og “vinduer” for pottetræning. Når du er tre, skal du smide sutten og når du starter i børnehave skal du droppe luren og inden du starter skole skal du kunne tørre dig selv. Og “Det du kan selv, det gør du selv” for udviklingens rulletrappe kører kun én vej.

Og vi spejler os i alle de andre små, der sidder i kassen med os. Fordi vi har samme alder og er samlet her i kassen for at lære de samme ting, allesammen. Så vi kan tjene os retten til adgangsbilletten til næste trin på stigen. Næste kasse. Hvor vi igen lærer de selvsamme ting, allesammen, på én gang. Og falder du bagefter eller forstår du ikke, eller længes dine øjne mod ruden. Så er der metoder, der kan rette dig ind igen, til du igen ligger dér midt i kassen. Og melder klar til igen at ville det samme, som de andre, igen og igen. Når du er syv, kan du lære om bogstaver, når du er ni, kan du lære engelsk. Vi lærer den hurtigt, stigen og vi lærer at det må være meningen med livet at klatre på den.

Til du til sidst, sammen med alle dine kasse-kammerater, kommer til enden af den sidste kasse. Spændte og dygtiggjorte indenfor alt det samme træder i hver og én ud på den anden side af kassen, ser jer omkring og spørger “hvor er den næste?”. Mens de voksne ryster på hovedet og spørger “Hvad vil du?” Og du bliver forvirret og bange og forstår slet ikke, for hvor blev nu kasserne af. Da jeg var fire, lærte jeg at cykle og jeg svømmede da jeg var seks. Og jeg har lyttet efter og hoppet fra kasse til kasse og nu spørger du mig hvad jeg vil? Hvor mærker jeg det med at ville? På hvilket trin på stigen lærte jeg dét? Fortæl mig blot hvad jeg skal, i denne kasse, nu hvor jeg er blevet de 17. For jeg er skabt i en verden af kasser. Af trin med dygtiggørelse. Jeg er et produkt af et system, der gør os alle til én.

Systemerne, vi sætter vores børn i, fra de træder ind i denne verden og til de en dag indtager den på egen hånd, er ikke nogle de kommer med. Ej heller findes de fra naturen. Systemerne er skabt for samfundets nemhed. For systematisering af mennesket i grupper.

For du kan køre med støttehjul, til du er ti eller tyve eller tres. Du kan beholde sutten, til den dag skal herfra. Du kan gemme fysik og kemi, til du gider og du kan lære at tørre dig, præcis når det passer. Ingen af de evner, du opnår i livet, har en deadline eller en udløbsdato. Og får nogen på et tidspunkt bildt dig ind, at du er færdig med at kvalificere dig som menneske, den dag du fylder 18, så håber jeg, du siger “Pilut med dig”. Privilegiet som menneske er at lære hver dag.

Og ingen af os er domme voksne eller lede forældre. Og alle vil vi vores børn det godt. Men denne udvillingsstige, vi forsøger at passe vores kære små ind i, er blot en kopi af den stige, vi selv har forsøgt at tilpasse vores liv til. Og et udtryk for det faktum, at vores voksne liv er bygget op omkring selvsamme adfærd: At vi anser hinanden som årgange af den samme model.

Lige så vel som vi er ved at tvinge biodiversiteten ud af dyrenes og planternes verden, ser vi også rammerne for diversiteten iblandt os mennesker smuldre. Ikke fordi vi er slette mennesker, der vil hinanden det skidt. Slet ikke. Men fordi vi simpelthen ikke kan få den menneskelige diversitet til at passe ned i de firkantede rammer, vi har bygget. Vi vil gerne rumme hinanden, give plads til forskelligheden. Men ligegyldigt hvilken retning vi rager i, rammer vi kassernes sider.

Jeg mener ikke, vi skal holde op med at stille krav til hinanden og til vores børn. Tværtimod. Jeg tror, vi som mennesker alle vokser, når vi kan mærke at omverdenen forventer noget af os. Men jeg mener, kravene skal de være de rette. Og siden vi alle som mennesker er unikke, hver og en, skal vi være påpasselige hver eneste gang vi standardiserer og generaliserer kravene til hinanden.

Eller, sagt bedre af en helt anden end mig: “Everybody is a genius. But if you judge a fish by its ability to climb a tree, it will live its whole life believing that it is stupid.” Denne helt anden er Albert Einstein. En mand, der i øvrigt blev verdenskendt som videnskabsmand. I min bog er han en af verdens mest inspirerende filosoffer. Og sådan er mennesket så smukt et væsen. Sådan har vi alle, på en og samme tid, så forskellige linser at indtage verden igennem og tilsvarende så forskellige facetter at vise til verden. Hvis vi får pladsen.

For hvad verden har brug for, er plads. Så vi finurlige væsener kan ånde, være og leve.

For alting kan plantes i kasser. Men levende organismer gror og udvikler sig. Før eller siden, vil kassen blive for lille. Spørgsmålet er så: beskærer vi planten eller tager vi den ud af kassen og sætter den fri til at gro?