“Vil nogen ikke sige, at det bare er en fase?”

Jeg stod stille i den halvvåde novembervind og iagttog Kleo, der demonstrativt forsøgte at gynge sig selv på den lavthængende, halvrådne gynge udenfor feriekolonien. Havets susen og Kleos utålmodighed gjorde det svært at stable en bare nogenlunde nærværende samtale på benene med den meget begejstrede journalist der sad i den anden ende af røret. Grundet en dårligt timet tissetur i busken samme morgen (Kleo, heldigvis) var vi nu pludselig havnet som centrum for et simple living portræt i et lokalt blad.

“Vil nogen ikke sige at det bare er en fase?” spurgte journalisten i den anden ende. Jo, svarede jeg. For det er det jo. Alt er en fase. Jeg var barn, før jeg blev ung og ung før jeg blev voksen. Jeg boede ét sted, før jeg flyttede og endnu ét før jeg flyttede igen. Jeg uddannede mig, arbejdede, sagde op. Jeg levede med Henrik i tosomhed, hvorefter vi fik børn. Og en dag flyver de fra reden og tosomheden vender tilbage. Alt er faser. Livet er, per definition, faser.

Men jeg forstod godt hvad hun mente. Med faserne. Den nedladende tone vi støder på. “Det er bare en fase” siger vi hovedrystende om vores børn, når de rammer deres unge år. “Vent og se, det er en fase” siger vi vidende og med himmelvendte øjne om dem vi kender der stikker ud, stikker af eller stikker op. Det er en fase. Som for at berolige hinanden. Bare rolig, det er en sindssyge, der fortager sig. Og de sindssyge lytter vi ikke til. Før eller senere vender de tilbage til de snorlige rækker og indfinder sig igen. Når fasen er ovre.

Det vender tilbage til mig igen og igen. Planlægningen af livet. Foreskrivningen. Planen, kasserne, forudsigeligheden. Flugten fra faserne. Gør livet ondt på os, fordi vi har glemt at det er faser? At vi ikke kan holde livet i et knytnævegreb og tvinge det til at forblive det samme for tid og evighed? Hvad hvis vi gav slip? Mærkede faserne og sæsonernes skiften. Indeni og udenpå. Hvis vi havde modet til at læne os ind mod livet og følge med når faserne skifter. Ikke kæmpe imod med gråd og angst og kontrol, men stole på livet selv, på det der kalder indeni og bare drive med.

Måske ville vi så ikke have trang til at se på de skæve og midlertidigt sindssyge (Gud velsigne dem) og væbne os med hovedrysten og “Det er bare en fase”. For så ville deres sindssyge ikke gnave i vores egne lemmer. Vi ville se at sindssygen og faserne blot er drevet af livet selv.

 

Skal jeg partout forpligte mig for livet, med 30 års lån og løfter om evighed? Eller må jeg vælge og mærke og vælge om igen. Må jeg drive med livet og de sving der kommer. Må jeg stikke af i en retning og komme tilbage og fortælle at den går jeg aldrig igen. Må jeg een gang for alle droppe den perfektionisme, der hærger vores forestilling om tiden og livet og bare være og drive og mærke. Og leve. Perfektionisme eksisterer per definition ikke, hørte jeg for nyligt. For alt er i konstant forandring. Livet, verden, universet. Og når alt er i konstant forandring, er intet nogensinde perfekt. Og samtidig er alt til hver en tid perfekt. Helt uden vores stræben. Helt uden vores indgriben, kontrol, planer og pros and cons lister.

Livet klarer sig selv. Livet tager sig af sig selv. Og det tager sig af os. Vores opgave er ikke at vælge rigtigt i første forsøg. For der findes intet rigtigt. Eller forkert. Der findes faser. Efter faser, efter faser. Og de kommer selv og de går igen. Én tid er ikke mere dyrebar end en anden. Én tid har ikke mere kvalitet end en anden. Og hver en fase, hvadend den varer 50 år eller tre uger, bærer sin egen gave med sig.

Der venter ingen blomster ved enden af vejen til den, der ramte rigtigt i første forsøg. Der venter ingen stående applaus for korrekt kalkulation og tro tjeneste. Til gengæld venter der galskab i krogene. Lykke og tvivl og håb og tro. Og alt det andet, vi læste om i bøgerne. Det venter altsammen på os. I faserne, hvis vi tør gå med dem. Og læne os ind og leve liv efter liv, hele livet.