bag sorte rektangler

Vi lever bag sorte rektangler og næres af lys i stager. Her går vi rundt, med lange fingre og trækker slør af glimt ud i tiden. Fingrene danser og vi trækker og hiver. Skubber lys gennem de mørke firkanter, ind i tiden, ud af året. Til solen vil se os igen.

Er vi levende her, bag de mørke ruder? Går tiden stadig forbi? Vi lægges i arkiv i en lomme uden tyngde. På én gang ulideligt genkendt og underligt uvelkomment.

Og tiden vi går i, er ikke vores. Jeg betragter den fra siden, med en rynke mellem brynene. Tilstede og slet ikke. Mens jeg går rundt, bag maske, mellem reoler med poesi. Bag mørke firkanter på det lokale bibliotek. Poesi i kasser, opdelt efter forbogstav. Bag de sorte rektangler strækker jeg fingrene ud efter ord. Optimisme i poser, jævnligt doseret. Jeg åbner en bog med Inger Christensen greatest. De fremmede ord gør svimmel bag masken. Det kradser indeni.

Og jeg har lyst til at ringe til stjernerne og fortælle. Siden I døde, er verden en anden.

Den verden, de døde går fra, den går fra os, med dem. For tiden vil kun fremad. Den bølger, skubber og strømmer. Mest stille og ubemærket og så. I store ryk, der tager os alle med. Som en bølge, der løfter fødderne fra bunden. For igen at sætte dem et ukendt sted. Sådan vil tiden. Fremad og fremad. Og forandre den verden, de savnede forlod.

Og jeg vil både blive og jeg vil med og se. Den nye verden, der kommer. På den anden side af de sorte rektangler. Så jeg stirrer ind i stagernes lys, mens jeg lægger mig stille. I arkiv til genfødsel. I den nye verden, i den nye tid, som mine fingre strækker sig lange efter.

Muhammed, Gud og interpretive dans

Berlingske vil også bringe Muhammed annonce, står der på min skærm, under overskriften ‘Seneste nyt’ og jeg overvejer kort, om folk simpelthen bare stiltiende har samtykket, at verdens undergang alligevel er skudt igang. Og i så tilfælde kan vi jo ligeså godt gå full retard. I køkkenet, i et sommerhus fra tresserne, et sted i Danmark, insisterer Freddie råbende på at få lov at hjælpe med at vaske op. Hvem ved, maybe the world has come to an end? Den kollektive sindssyge sniger sig altid ind af de smalleste sprækker.

Og Freddie fortsætter den midlertidige sindsplage i en form for moderne, interpretive dans til p8 jazz fra DAB radioen i hjørnet. Midt på det plettede uldtæppe. Jeg gad vide om forstyrrelserne nogensinde lægger sig. Om der kommer en dag med stilhed. Klokken nitten om aftenen en tilfældig søndag.

Jeg gad vide, om vi nogensinde igen kan blive enige om, at vi er mennesker først. At ytringsfrihed er en smuk ting, såfremt vi benytter den til at fremme det gode. Præcis som vores hjerner og næver og virke i verden. Gad vide, om det er nu. Om det er nu, vi er kommet til det sted i historien, hvor manglen på fysisk virke efterlod os alle tomme for egentligt formål. Og dermed alt for frie til at udforske det uudtømmelige, menneskelig idioti.

Er det nu, sindssygen oprinder? Komplet med Muhammed annoncer og interpretiv dans. Eller er der en form for Gud derude, der bamhjertigt skænker os et par runder mere? Om ikke andet, så for egen underholdnings skyld. Selv en Gud har vel svært ved at  modstå fristelsen for at se hvad der sker i næste afsnit.