Vi lever bag sorte rektangler og næres af lys i stager. Her går vi rundt, med lange fingre og trækker slør af glimt ud i tiden. Fingrene danser og vi trækker og hiver. Skubber lys gennem de mørke firkanter, ind i tiden, ud af året. Til solen vil se os igen.

Er vi levende her, bag de mørke ruder? Går tiden stadig forbi? Vi lægges i arkiv i en lomme uden tyngde. På én gang ulideligt genkendt og underligt uvelkomment.

Og tiden vi går i, er ikke vores. Jeg betragter den fra siden, med en rynke mellem brynene. Tilstede og slet ikke. Mens jeg går rundt, bag maske, mellem reoler med poesi. Bag mørke firkanter på det lokale bibliotek. Poesi i kasser, opdelt efter forbogstav. Bag de sorte rektangler strækker jeg fingrene ud efter ord. Optimisme i poser, jævnligt doseret. Jeg åbner en bog med Inger Christensen greatest. De fremmede ord gør svimmel bag masken. Det kradser indeni.

Og jeg har lyst til at ringe til stjernerne og fortælle. Siden I døde, er verden en anden.

Den verden, de døde går fra, den går fra os, med dem. For tiden vil kun fremad. Den bølger, skubber og strømmer. Mest stille og ubemærket og så. I store ryk, der tager os alle med. Som en bølge, der løfter fødderne fra bunden. For igen at sætte dem et ukendt sted. Sådan vil tiden. Fremad og fremad. Og forandre den verden, de savnede forlod.

Og jeg vil både blive og jeg vil med og se. Den nye verden, der kommer. På den anden side af de sorte rektangler. Så jeg stirrer ind i stagernes lys, mens jeg lægger mig stille. I arkiv til genfødsel. I den nye verden, i den nye tid, som mine fingre strækker sig lange efter.

Berlingske vil også bringe Muhammed annonce, står der på min skærm, under overskriften ‘Seneste nyt’ og jeg overvejer kort, om folk simpelthen bare stiltiende har samtykket, at verdens undergang alligevel er skudt igang. Og i så tilfælde kan vi jo ligeså godt gå full retard. I køkkenet, i et sommerhus fra tresserne, et sted i Danmark, insisterer Freddie råbende på at få lov at hjælpe med at vaske op. Hvem ved, maybe the world has come to an end? Den kollektive sindssyge sniger sig altid ind af de smalleste sprækker.

Og Freddie fortsætter den midlertidige sindsplage i en form for moderne, interpretive dans til p8 jazz fra DAB radioen i hjørnet. Midt på det plettede uldtæppe. Jeg gad vide om forstyrrelserne nogensinde lægger sig. Om der kommer en dag med stilhed. Klokken nitten om aftenen en tilfældig søndag.

Jeg gad vide, om vi nogensinde igen kan blive enige om, at vi er mennesker først. At ytringsfrihed er en smuk ting, såfremt vi benytter den til at fremme det gode. Præcis som vores hjerner og næver og virke i verden. Gad vide, om det er nu. Om det er nu, vi er kommet til det sted i historien, hvor manglen på fysisk virke efterlod os alle tomme for egentligt formål. Og dermed alt for frie til at udforske det uudtømmelige, menneskelig idioti.

Er det nu, sindssygen oprinder? Komplet med Muhammed annoncer og interpretiv dans. Eller er der en form for Gud derude, der bamhjertigt skænker os et par runder mere? Om ikke andet, så for egen underholdnings skyld. Selv en Gud har vel svært ved at  modstå fristelsen for at se hvad der sker i næste afsnit.

.Dér stod jeg, i regnen, mens jeg iagttog dig. Nøjsom, stille, sirligt. Trak du én efter én de lange velcro-stropper gennem spænderne, før du satte dem fast. Én efter én efter én. Mens regnen løb og gjorde min nakke våd og kold.

Og de der velcrostropper. De kan blot løsnes. For igen at blive strammet, næste gang du skal ud. Det er en af den slags ting, jeg næsten ville have vovet at påstå, var meningen. Med den slags stropper. Men du er nøjsom. Og sirlig. Og du insisterer. De skal trækkes ud af spænderne. Og trækkes ind igen.

Men din mor er sjældent nøjsom. Og nakken var ikke længere tør.

“Du behøver ikke gøre det sådan hver gang. Det tager så lang tid at gøre det på den måde,” sagde jeg og trak kraven op om halsen.

“Jeg kan godt li‘ lang tid,” svarede du blot.

Og der stod jeg, med våd nakke, i efterårsregnen. Den dag jeg huskede. At den lange tid skal tages alvorligt.

Jeg gik bag en mand på gaden idag. Ved sin side trak han en cykel. Bagpå cyklen var en kurv, helt fuld og tætpakket. Snackgulerødder i poser, asparges, tre liter yoghurt på spand fra Thise og to liter mælk. Side om side i kurven, helt sirligt. Og for et øjeblik var alt jeg ønskede. Et liv så fint, så enkelt, så overskueligt, som de snackgulerødder, asparges, tre liter yoghurt og to liter mælk i dén kurv.

Så rigtigt og fint. Perfekt afstemt til størrelsen af kurven, gled snackgulerødder, asparges, tre liter yoghurt og to liter mælk gennem byens mylder og gader af larm. I oktobers eftermiddags tusmørke. Ud og ind og et enkelt stop ved banken. Så op og videre. Men hele tiden så fint og hele tiden perfekt afstemt. Til størrelsen af kurven på cyklen.

Var livet blot så enkelt. Så enkelt og sirligt afstemt.

Var mit liv en kurv på en cykel, var det en af dem i siv. Der var gået lidt op i den ene side og blevet skæv i hanken. Og nogle ville elske dens patina, mens andre ville købe nyt. Og kurven ville være fyldt med dimser og dutter. Gamle vanter og lakridser fra en svunden tid. Og tilfældigt neddumpede varer. Lidt brød på bud, lidt økologisk, lidt fra den der kasse med varer for de halvfattige og miljøglade. Men aldrig. Aldrig sirligt afstemt efter størrelsen på kurven.

Dog altid pakket med nænsom hånd, så ikke chokoladebollerne blev mast af to liter havremælk og et kilo kartofler. Altid nænsomt pakket, aldrig sirligt afstemt.

Og hist og her ville en dims eller en dut, eller en hel pose med bleer, eller en top fra et bundt med gulerødder (placeret strategisk på en af de virkelige gode sommerdage med overskud og sol i væld) altid vælte ud over kanten. Den kant der var gået lidt op, ved siden af hanken der var lidt skæv. Og pladsen ville altid være for trang, trods kurven var stor og fyldig. Og en pakke toiletpapir ville havne i rygsækken og en pose med kaffe på styret. Og tre ting på listen ville altid være glemt.

Og et eller andet sted, hvem ved. I oktobers eftermiddagsdis, i fugtige, grålige gader. Ville nogen få øje på den gamle kurv i siv. Med hanken der var skæv og det, der var gået op i siden. Bagpå en cykel i let slinger, henover brosten og mellem folk. Med kaffe på styret og toiletpapir i tasken. Måske ville nogen se på kurven, tætpakket på sin usirlige måde. Og skele til sin egen sirligt pakkede plasticpose med hank, med tre liter sødmælk og rullepølse fra slagter. Og, hvem ved, måske for et øjeblik ønske sig en flig af noget. Så uendeligt lidt afstemt til størrelsen på kurven, men dog så nænsomt pakket.

Vi satte os i bilen, du og jeg. Og kørte mod skoven i stilhed. På sædet bag mig gled du i søvn, mens Bennie and the Jets holdt os med selskab. Jeg fandt en vej, vi endnu ikke kendte og åbnede døren til foråret.

Der gik vi, du og jeg, under træernes dække. Og samlede kogler og hørte efter fuglene, før vi satte os i vejkanten.

Og sad.  I stilhed. Med solen i vores ansigter og græs under fødderne. Omkring os kvidrede fuglene om bedre tider. Og bedst som vi troede vores hjerter var frosne, kom foråret. Og talte til os, med ord vi troede vi havde glemt.

Vi var gemt og glemt, dér i vejkanten. Du og jeg, i stilhed. Jeg så på dig, du sad blot dér. Med en enkelt grankogle og en sten du samlede op. “Den glimter, se” sagde jeg, da du viste den til solen. Og du var stille, helt stille, mens foråret tøede os op.

Og måske husker vi det aldrig igen. Den dag foråret kom, i vejkanten i skoven. Og måske husker vi det for evigt. Men der sad vi, det ved jeg. Du og jeg, helt stille. Og fuglene vidste præcis hvem vi var. Sådan som fuglene gør. De sang for alle, for træerne, for os. Og de synger endnu et sted derude.

I vejkanten, hvor vi altid vil sidde. En mandag, et forår, engang. Og jeg vil komme tilbage og sætte mig og se dig sidde dér. Med din hue, din grankogle og din bløde kind. Med nakken bagover, mens du spejder efter toppen af granen. Og dér, lige dér, vil tiden forsvinde. Præcis som den gør hvert forår. Når hjertet græder og griner i ét og øjnene flyder over.

Der vil vi mødes, du og jeg, i stilhed, når det bliver forår. Der vil vi sidde og vide at evigheden er så kort som et enkelt øjeblik.