Myten om convenience

Er convenience sundt for os?Jeg læste en artikel om Frida og Mikkel igår. Frida og Mikkel er på alle måder et par, der lever deres ideologi. På gården Stenbjerglykke lever de selvforsynende i pagt med naturens gang og med hjælp fra deres børn. Hele familien tager del i det arbejde det er at leve livet på gården. Og dét er netop pointen: det er hårdt arbejde. At forsyne sig selv og sin familie efter gammeldags metoder er benhårdt arbejde  hver eneste dag. Men ifølge Mikkel og Frida, er det arbejdet der giver meningen. Ikke de lange ferie-dage, hvor vi kan drive og dovne og drømme, men dagligdagen med arbejdet for maden på bordet. 

Frida og Mikkels tilgang til tilværelsen pustede til noget, jeg længe har funderet over: Hvordan convenience (det danske ord Bekvemmelighed er simpelthen ikke tilstrækkeligt i denne sammenhæng) er blevet en af de centrale værdier i vores samfund. Og hvor bagvendt dét er. For convenience er ikke og har aldrig været en værdi i sig selv. Convenience er en nødvendighed i et samfund, der løber løbsk; en pille, der fjerner symptomerne, men aldrig kan kurere sygdommen.

I mit arbejde har jeg oplevet hvordan convenience igen og igen er blevet det centrale salgsargument, når en service eller et produkt skal markedsføres. “Fordi det er nemt! Fordi det sparer tid!” er argumenterne, og alle nikker. Med ét enkelt klik, er en tagline jeg har brugt alt for mange gange i mit arbejde. 

For der er jo en grund til at vi alle jagter den, bekvemmeligheden. Convenience er lidt som dovenskab. Det føles dejligt i øjeblikket og giver en masse på den korte bane. Som når du har hovedpine og tager en Panodil. Smerterne forsvinder, det føles godt. Vi kan løbe lidt stærkere, blive lidt længere på arbejdet, klemme en ekstra løbetur ind i ugen og se lidt mere Bagedyst om aftenen. Når ikke vi skal bruge tid på selv at handle ind, støvsuge, køre til byen efter julegaver, huske venners fødselsdage, sætte en plade på afspilleren, og så videre, og så videre. Så vi ender med at jagte convenience og proppe den ind i alle aspekter af vores tilværelse. For det føles rart med en ekstra løbetur, ekstra fritid, mere Bagedyst. Belønningen sker med det samme og vi klapper os selv på ryggen for at få puslespillet til at gå op. 

Der er bare ét problem: Nok føles convenience dejligt her og nu, men på den lange bane ender den med at gøre problemet langt være. Den Panodil vi sluger hver dag, gør os blinde for det faktum at der ligger en sygdom til grund for vores smerte. 

Mennesket har været jæger og levet i pagt med naturen i omtrent 200.000 år. Herefter begyndte vi at dyrke jorden gennem landbruget. Først indenfor de sidste par hundrede år er vi begyndt at bevæge os væk fra skaffelsen eller dyrkelsen af egen føde som primær beskæftigelse. Med industrialiseringen blev ideen om den industrielle effektivitet  altomfattende. Hele vores tilværelse opereres efter effektivitetens principper og vi glemmer helt at vores natur er en anden. At dét at arbejde for føden, at tage os af familien og skabe tryghed om hjemmet ligger dybt i vores dna. At fysisk arbejde efterfulgt af belønning, er fundamentet for den mening vi finder i tilværelsen.

Aldrig har så mange daglige aktiviteter kunnet udføres så bekvemt som idag – og aldrig før har så mange mennesker kæmpet med at finde meningen med tilværelsen. Vi identificerer os med de maskiner vi omgiver os med, instrumentaliserer kroppen og gør hjernen til kommandocentralen. Vi implementerer convenience overalt, så maskinen kører så gnidningsfrit som muligt. Og alt imens mangler vi pludselig gnidningerne, kampen, fysikken. Vi går i terapi-have og bliver selvforsynende for igen at få belønningen af at dyrke vores jord. Vi løber marathon og kører mountainbike for at genforene os med kroppen og den fysiske kamp for målet. Vi strikker, hækler og laver keramik på livet løs, og genfinder glæden ved håndværket. Vi søger efter kampen, efter igen at mærke det hårde arbejde og den efterfølgende belønning.

Jeg tror ikke idealet er at vi alle flytter på landet og dyrker vores egen jord og syr vores eget tøj. Udviklingen er konstant og den er en del af den menneskelige præmis. Jeg tror heller ikke at convenience kun er til skade. Convenience giver os tid og kan være et effektivt middel til et større mål. Men jeg tror det er vigtigere end nogensinde før, ikke at glemme mennesket i udviklingen. Huske, at det nemme liv – hvor tillokkende det end virker – ikke nødvendigvis er et meningsfuldt liv; tværtimod. I en verden hvor alt må vige for målet, genfinder vi kun meningen hvis vi en gang imellem husker os selv på at se ned på vores fødder og fortabe os lidt i rejsen, i arbejdet og i det ubekvemme. 

At leve godt

At leve godtJeg har noget med kirkegårde. Hvilket er hamrende ironisk, for jeg er angst for døden. Men de trækker i mig, kirkegårdene. De giver mig ro og forankring. Altings tilstedeværelse og altings forgængelighed på ét og samme sted.

Vi snakkede om døden igår, Henrik og jeg. Om døden og om at leve, bevidst. At træffe valg, mens vi kan og lade vores værdier være styrepinden. “Livet er én lang forberedelse på døden”, sagde Henrik. “At leve godt er at forberede sig på at dø godt”. Det blev siddende i mig og gav ekko resten af dagen.

For år tilbage lavede en sygeplejerske et opsigtsvækkende blogindlæg. Hun arbejdede på en afdeling for terminalt syge og listede i sit indlæg en top 10 over menneskers fortrydelser på deres dødsleje. Konfronterende læsning. Jeg åbnede blogindlægget for nylig, i et forsøg på at læse det. Men angsten kom rullende ind over mig og jeg lukkede min browser. Kiggede væk, satte skodder for vinduerne. Døden blev levende og jeg var skræmt fra vid og sans.

Den har været der så længe jeg kan huske, angsten for døden. Som lille mærkede jeg den i glimt, som en vægtløs fornemmelse i maven, når tanken faldt på døden eller jeg så op mod stjernerne og det store sorte tæppe væltede ned mod mig. Som at se på solen, som Yalom ville formulere det, men for derefter også at kigge væk igen, fortsætte med livet.

Over de sidste år har den været en tilbagevendende og i perioder blivende bestanddel af mit liv, angsten. For tre og et halvt år siden blev jeg mor og havde pludselig alt at miste. 10 måneder senere mistede min søster sin mand, pludseligt. Der gik halvandet år og jeg blev mor igen. Tre måneder efter, døde min hjerteveninde. Ansvar og afmagt, mening og meningsløshed, uendelig glæde og dyb sorg har tegnet rammerne for de sidste tre år og de første år af mit moderskab. Jeg har haft sværere og sværere ved at se væk fra solen og være tilstede i livet, lige nu.

Angsten er der i os alle, tænker jeg. Jeg hader den, men det seneste år er der sket noget. For selvom jeg afskyr angsten, er den også blevet en ven. Den der slags, der fortæller de sandheder jeg ikke vil høre. Fordi de er netop dét. Sandheder. Så jeg er begyndt at lytte og når jeg gør det, er det så nemt at høre efter. Angsten har fjernet al støj og stillet alting i et sknivskarpt perspektiv. Og i det perspektiv er det pludselig blevet helt umuligt for mig at fortsætte det liv jeg har levet hidtil; at fortsætte med at bruge min tid på den måde jeg har brugt den på. 

Jeg vil for alt i verden dø godt. Og inden den dag kommer, vil jeg leve godt.

Vi tænker alle at vi har mange år endnu. Tid til at nå det hele og det er en dejlig tanke at varme sig ved. Men vi ved intet. Vi aner ikke om vi har mange år, for tiden er ikke vores. Så jeg vil hellere varme mig ved tanken om at dét jeg gør her og nu gør at jeg kan dø godt, når den tid kommer. 

Livet er her og nu. Men det er døden også.  Alt er til og alt er forgængeligt. Og man kan være så bange for døden, at man bliver bange for at leve.

Køkkenhave i forhaven? Når du har en græsplæne, men skal bruge en mark #1

I pauserne fra alle de tungere indslag her på domænet skal der også være plads til noget lavpraktik. For det er jo det, livet er. Det tunge og det lette. Lige dele dødsangst og daglivare-tips (Eller. Forhåbentlig 20/80).

Dette indlæg mænger sig i sidstnævnte kategori. Ikke desto mindre berører det noget større. Det handler i bund og grund om hvad vi gør med den jord vi (banken) ejer.

I lang tid tænkte jeg, at det der med at være selvforsynende var noget for bofællesskaber og hippie-røve. Så fandt jeg ud af at tid er vigtigere for mig end penge – og det har den konsekvens at man bliver lidt af en fattigrøv. Og vupti, var tanken om at være selvforsynende pludselig lokkende. Derudover gik det op for mig, at jeg bruger mere og mere tid på at tænke over, hvordan vi kan benytte den jord vi har, til at forsyne os og vores børn med næring – fremfor at bruge tid og energi på at trimme jorden, så den er pæn og præsentabel overfor vores naboer. Så, turns out, jeg er nok også lidt af en hippie-røv.

 

Heldigvis har vi på vores 2000 kvm store grund masser af plads til at leve den (semi-)selvforsynende drøm ud. Der er bare lige dét, at den største del af vores grund udgøres af en stor græsplæne foran vores hus. Plænen skråner og er til skue for en del af vores naboer. For at opsummere, placerer det os altså i et dilemme man kunne kalde “Hvad gør man, når man har en forhave, men egentlig skulle bruge en mark?”.

Man tager selvfølgelig sin kreative kasket på. Nød lærer som bekendt fattigrøve at gro deres egen mad på de særeste steder og dermed er en føljeton født:

Guiden til hvordan du bruger din forhave som mark uden at det ligner pis

Siden jeg har hele den lange, mørke vinter til at planlægge og tegne, kommer de her indlæg til at omhandle forskellige ideer til hvordan projektet kan gribes an, samt en famlende begynders guide til hvilke grøntsager man skal starte med at så (plante? Det er dér vi er) på sin selvforsynende villa-mark. Måske kommer jeg endda til at tage fat i et par selvforsynings-entusiaster hen ad vejen og malke dem for råd i de her indlæg. Det skal nok blive godt. Selvfølgelig skal det dét.

I går aftes satte jeg mig for første gang med en blok og en pen og lod ideerne komme dumpende. Nedenfor kan I se en tegning over vores forhave som den ser ud fra oven. Langt det meste er græs, afgrænset mod vejen af et bed med buske og langs indkørslen af et staude-bed.

Forhaven uden køkkenhave

Den ide, der ummidelbart tiltaler mig mest – og som passer bedst til vores 70er-hus – er at lave en form for afgrænsning af staudebedet i form af brædder eller lignende, så det bliver delt i to firkantede bede. Tanken er så at lade denne afgrænsning gå igen i resten af forhaven, hvor jeg laver nogle lavere højbede med samme brædder. Disse bede bliver så en blanding af pyntebede og køkkenhave og dermed både funktionelle og dekorative. Jeg har forsøgt at skitsere ideen nedenfor.

Forhave med køkkenhave

Måske bliver det løsningen, måske noget helt andet. Men nu er første spadestik i hvert fald taget og det giver noget lethed til vinterens mørke at bruge den på at planlægge en spirende have.

Om træer

Jeg hører blues og læser om Efteråret i Gyldendals årstids-tetralogi. Jeg sletter ordet tetralogi tre gange, fordi det er et bæ-ord. Jeg måtte slå det op på Google: “Triologi med fire”. Tetralogi. Det lyder som et humanistisk studie.

Tonerne af Little Wing giver mig akut barndoms-hjemve. Efterår og blues. Det stemmer nok meget godt.

Jeg læser om træ-frøenes vækst og modning og standser op:

Nogle efterår står træerne fyldt med frø, andre år er der næsten ingen. Det skyldes dels ydre, klimatiske påvirkninger, dels en rytme, som det enkelte træ følger. Nogle år samler de næring til vækst, andre år går en stor del af sommerens næringsoverskud til forberedelse af blomstring og frøsætning det følgende år.”

Det er vel det samme vi gør, os mennesker. Nogle år planlægger vi, vi drømmer, vi ser fremtiden klart og vi sætter frø; vi vokser. Og pludselig standser vi op. Drømmene braser og vi kan intet andet end at være her, nu. Intet andet end at samle næring. Vi forstår ikke hvad der sker, hvor fremdriften blev af. Så vi prøver igen og igen. Fremad må vi. Vi må videre på vejen, videre med planerne. Men vi kommer ikke videre, vi kan ikke.

Ligesom træet, har vi brug for pauser. Vi har også brug for at samle næring til vækst. Træet har forstået det. Man kan ikke blot vækste og vækste, uden at fodre væksten. Det er noget andet med os, tror vi. Vi er ikke en del af naturen, tænker vi. Så vi slår os selv oveni i hovedet, hver gang naturen tvinger os til at stoppe op og samle næring. “Hvad er der galt med mig?” tænker vi og gør os selv syge af bekymring over ikke at kunne fare frem med evigt stigende tempo.

Der er intet galt. Vi er blot træer. Hvilken betryggende tanke.