Det er godt vi har hinanden

Jeg har været med til ti begravelser i mit liv. Jeg er 32 år. Begravelserne har alle været familiemedlemmer eller elskede venner og mange af dem foregik i min barndom. Tre bedsteforældre, som hver især døde efter et langt liv. En naturlig slutning, om man vil. Resten har ikke haft den samme historie. Sygdom, trafikuheld, selvmord, mere sygdom. Min farbror, to af mine fastre, min onkel, min svoger, min far, min veninde. Alle sammen tragiske dødsfald og alt for tidlige dødsfald.

I perioder, da jeg var lille, når nogen ringede fra min fars side af familien, sagde mine forældre halvt spøgende: “Hvem er nu død?”. Døden var nærværende i mit liv fra jeg var syv år gammel og den er det stadig idag. Alligevel var den ikke noget, vi snakkede meget om. Til trods for at den vendte tilbage igen og igen, år efter år. En enkelt gang, da min far mistede sin ene søster, husker jeg at han fortalte mig om skytsengle. At hun nok var hans skytsengel nu. En smuk historie, som jeg holdt ved i lang tid efter. Men ellers var der stille. Når vi talte om døden var det med ironisk distance. Vi lavede sjov med den, holdt den i armslængde. som for at undgå at se den i øjnene. Som for at undgå at tage alvoren alvorligt.

Gennem hele min barndom har jeg set voksne mennesker falde sammen i afmagt ved mødet med døden. Da jeg blev voksen fandt afmagten også mig, da først min far døde, dernæst min svoger og senest min veninde. Og angsten kom snigende. Og lagde sig som en tungt anker om mit hjerte. Om mit liv, for en overgang. For hvad gør man med mødet med døden, når man som barn kun har set de voksne le tragikomisk ad den, mens deres ansigter langsomt faldt indad? Når den vender tilbage år efter år efter år, som en konstant prikken på skulderen og bønfalder mig om at se den i øjnene, mens jeg kun har lært at le og se bort? Når jeg husker min mor sige “I vores familie dør de som fluer” mens hun griner og øjnene flygter? Hvor går man hen med sin angst?

I hele mit voksne liv har jeg løbet fra den. Alt hvad remmer og tøj kunne holde. Fyldt min tid, mit sind, mit liv med distraktioner, så jeg ikke så angsten i øjnene. For jeg har aldrig lært andet. Jeg var bange, sindssygt bange. For i min verden var døden noget, der kom igen og igen og igen. Og ingen havde nogensinde sagt mig, at den ikke er farlig. Så jeg har troet jeg kunne snyde den og leve mit liv på trods.

 

Da jeg var omkring 10, mistede min far sin anden søster. En kræftsygdom, der alt for hurtigt spredte sig og tog hendes liv indenfor et år. Jeg kan huske, at jeg kom hjem fra ferie med min mor og mine søskende og fandt min far i stuen. Han havde flyttet alle møbler og var ved at vaske gulv. Min far vaskede aldrig gulv. Jeg kan huske det, fordi jeg kan huske hans fortvivlelse. Min voksne far, der krøllede sammen af afmagt, fordi hans storesøster var taget fra ham. Han græd. Og han blev ved. Og så tog han mig op. Og han satte sig med mig i den rødstribede lænestol. Han gav mig et knus, som jeg husker den dag idag. Og han sagde “Det er godt, vi har hinanden”.

For nogle dage siden sad jeg på en legeplads. Med sol og børn og en nær veninde. Og midt i alt spurgte hun til Line. Min veninde, der døde for halvandet år siden. Om jeg ville fortælle om hende. Så jeg fortalte. Og fortalte. Og hun kom til live igen, som vi sad der blandt gynger og trampoliner og byggede slotte i sandet. Og jeg blev glad i maven ved tanken om Line. Og jeg skrev en besked til min veninde den aften. Takkede hende fordi hun spurgte. Det er godt vi har hinanden.

Og dagen efter malede jeg dørkarme, mens jeg hørte Deepak Chopra tale om den. Døden. Om, hvordan han ikke frygter den. For vi dør jo hele tiden, sagde han. Den dreng jeg var, lever ikke længere, han er væk, sagde han.

Jeg ved ikke om jeg er dér endnu. Jo, det ved jeg. Det er jeg ikke. Vi er ikke helt venner endnu, døden og jeg. Men jeg løber ikke længere, jeg vender mig ikke væk. Angsten bliver langsomt mindre. Jeg forsøger at åbne mine sammenknebne øjne og se på den. Jeg forsøger at lytte til den. Og når jeg bliver bange og lille og gerne vil flygte, så tager Henrik min hånd og minder mig om, at døden blot er døden og har været det altid. At den er der, så vi ved hvornår vi lever. At vi alle har den tilfælles. Han havde ret, min far. Den dag, i hvert fald. I sidste ende er det så godt at vi har hinanden. Lige her. Lige nu. I sidste ende er dét det eneste vi har. Og det han sagde den dag i lænestolen, er nok det vigtigste døden har lært mig, indtil videre. Og jeg fortsætter med at lytte. Og jeg lægger min angst ned, når Kleo spørger til den og vi taler om den og mindes. Og vi ler ikke ad den og vi laver ikke sjov. For angsten stopper her, med mig.

Så noget har den lært mig. Det er så godt, at vi har hinanden. At vi bruger livet med hinanden.

Og så har den lært mig noget andet. At det betyder noget, hvad du siger om døden til dine børn. Hvad du siger om den til dem, der sørger. Hvad vi siger om den til hinanden. Hvad vi siger til dem, der er væk. Dét har den lært mig og jeg øver mig hver dag.

Så derfor taler jeg om den. Fordi det betyder noget, at vi taler om den. Og så ellers lader den ligge, for at gå ud i verden og leve livet, nu vi har det.

Jeg er sådan én, der glemmer ting

Igår sad vi under den åbne himmel. Med børn og bål og leg. Og sol i spandevis. Jeg og en anden mor talte om hvor meget brænde vi havde tilbage til brændelageret. Jeg pegede over i hjørnet ved den røde murstensbygning og sagde “Vi kan jo bruge brændet i hjørnet”. Hun så på mig og sagde kærligt: “Det sagde du også i sidste uge.”

Det var først da jeg svarede: “Undskyld. Det skal du ikke tage dig af. Jeg er sådan én, der glemmer ting. Det er ikke fordi, det ikke er vigtigt” at det gik op for mig.

Jeg er begyndt at glemme ting. Mange ting og hele tiden, faktisk. Det er ikke en underdrivelse at sige, at jeg er blevet sådan én, der glemmer ting. Jeg ved sjældent hvad klokken er, eller hvad jeg skal i næste uge. Jeg roder, griser og er lidt klodset. Jeg bevæger mig langsomt og jeg er begyndt at komme for sent. Og jeg nyder det.

Men jeg har ikke altid været sådan. Tværtimod, faktisk. Men jeg tror altid hun har boet inde i mig, hende den glemsomme, rodede, klodsede.

Før var der bare ikke plads til hende. For før var jeg hende, der havde styr på ting. Alting. Jeg havde lister i hovedet. De indeholdt alt og de var endeløse. Jeg var vokset op med klap på hovedet og ros til skyerne, når jeg kendte det rigtige svar, så jeg fortsatte i mit voksne liv med at søge dem. De rigtige svar. For at få ros, måtte man kende alle svar. Så det gjorde jeg. Hvis ikke jeg gjorde, fandt jeg på noget, der lød overbevisende. Jeg huskede alle samtaler og holdt styr på alles præferencer. En slags forsikring for at alle skulle kunne lide mig.

For det var jo også vigtigt. At have mange venner. Lister af dem, helst. Med én på førstepladsen og så fremdeles. Og for at have dét, skulle man være sådan én folk kunne lide. Da jeg var otte, opfandt jeg en ‘bedste veninde’, der boede i en anden by. For sådan én havde alle de andre. Og jeg ‘socialiserede’, for det havde jeg lært, at man skulle. For der er ingen tid at spilde i en ekstrovert verden. Et par venner er ikke nok i en verden, hvor alle kender alle. ‘Networking’ hed det senere, da vi blev voksne og uddannede. Og jeg hadede det. De mange mennesker gjorde mig forpustet, svimmel, forvirret. Samtalerne gjorde mig selvbevidst og nervøs og jeg talte minutterne til jeg var hjemme. I ro, med mig selv.

Bag den firkantede facade gemte jeg mit rod i skabe. Min taske var et arkiv af kvitteringer og gamle lakridser. Pizzabakker kunne stå på mit køkkenbord i uger og min bil blev støvsuget halvårligt. Bag min lukkede dør var der helle. Her stillede ingen spørgsmål, her skulle jeg ikke vide alt, her kunne jeg bare være til. Sådan levede jeg en hel ungdom. Jeg for vild i verden uden at ane, hvem jeg var. Jeg forvekslede ros med kærlighed og jagtede den, til det gjorde mig syg. Jeg fikserede blikket på alle de andre, mens jeg ledte og ledte efter rummet, det dér rum til mig. I mange år, rigtig mange år, troede jeg oprigtigt at jeg ikke var lavet til at være i verden. Jeg var ikke lavet som de andre.

Jeg kunne have fortsat sådan endeløst, tror jeg. Forpustet, fortravlet, forvirret. Lavet lister og klamret mig fast til kontrollen. Den kontrol, der aldrig var min til at begynde med. Det var først da livet slog bremserne i, at hende den lille rodede indeni langsomt begyndte at komme frem. Og de endeløse lister langsomt forsvandt. Tiden blev irrelevant og tempoet blev langsomt. Jeg fik travlt med at være, frem for at gøre. Indtil jeg pludselig en dag vågnede op og var hende, der glemmer ting.

Jeg er ikke længere bange for ikke at vide ting. For ingen vender sig væk, når jeg ikke kender svaret. Jeg har ingen venner på Facebook og bruger ikke tiden på at holde kontakt med lister af bekendte.  Min verden er lillebitte og den vokser sig mindre hver dag. Præcis som jeg altid har ønsket det. Her går jeg rundt i mit rod. Og glemmer og er til og er nok. Og alt imens husker jeg alt det, der er vigtigt. At vi kun er her, nu. At alverdens lister ikke er en plan for livet. At det er akkurat så vigtigt at lære at glemme, som det er at huske.

Foråret lader som ingenting

Det er maj igen og bøgen er sprunget ud. Rapsen er så gul, at jeg ikke kan tro, man ikke kan se den fra månen. Det er maj igen og jeg savner dig. Bøgen springer ud, som om den er ligeglad, men jeg kan mærke at du forsvinder. Du er væk i verden og foråret lader som ingenting.

Og Henrik kommer ind og taler lidt om kværulanter og mit blik er fjernt, mens jeg prøver at huske. Jeg er i min egen verden, siger jeg, før han smiler og går igen. Den sprukne lyd af dit hæse grin. Titusind smøger og snakke. Og flere smøger endnu. Titusind ting du sagde, som jeg skulle have skrevet ned. Fået dig til at gentage, mens jeg trykkede play på en båndoptager. En af dem fra 90’ernes politiserier, så jeg kunne bære dig rundt i min lomme. Titusind ting, du sagde og jeg husker intet idag. Alt forsvinder og snart savner jeg mindet om dig.

For tiden læger ikke sår, den kommer bare og går med banker af sand. Banker, der tyngdeløst lægger sig ovenpå og ovenpå igen. Til minderne ligger lige dér på tungen og alligevel er lysår væk. I ét univers er det halvandet år siden jeg så dig sidst. I et andet, er halvandet år en livstid. Og jeg ved ikke længere om jeg tror på tiden. Den virker ikke til at eksistere. Bøgen er akkurat så grøn i år, som den var det alle de forrige og rapsen er ligeså gul. Og tager jeg bilen ind til byen og går i Botanisk Have, så sidder du der sikkert og venter. Med dit lange hår og en smøg i hånden. Med et grin og en øl knappet op. Det må du gøre, for bøgen er akkurat lige så grøn og rapsen er ligeså gul.

Hvis maj er og bliver maj. Og hvis foråret nægter at bemærke, at alting på én gang er forandret. Så må alting være det samme og tid være noget, vi leger. Så ved jeg, du sidder under solen et sted. Med øjnene mod himlen og venter. Venter, uden tid, men med foråret, der nægter at bemærke, du er væk.