Vi sejler gennem morgenens tusmørke

Hver morgen, når vi vågner i mørket, hiver du i mig med et “Kom nuuu, mor, kom!” Sammen kryber vi ud over sengekanten, søvnige, krøllede og halvblinde i mørket.

Jeg løfter dig op, sætter dig på hoften og du smiler et hemmeligt smil. Jeg smiler igen og sådan sejler vi gennem morgenens tusmørke, du og jeg. Du med rank ryg på min hofte og et smil af forventningens glæde over en ny dag, der snart lysner. Jeg med håret uglet og ugers træthed i lemmerne.

Morgen efter morgen mødes vi her. I vores stille, hemmelige sejltur gennem huset. Du og jeg. Med smil og ryggen rank, mod dagens lys.

Jeg kan umuligt være den eneste…

… der ikke bryder sig om nytår.

Hvert år omkring denne tid lander den samme, velkendte uro i kroppen og jeg ønsker inderligt at kunne aflyse årets sidste dag og hoppe direkte til januar og et helt nyt år.

Og med god grund.

Fyrværkeri gør mig bange, afslutninger gør mig melankolsk, larm udmatter mig og pænt tøj og opsat hår får mig til at føle mig som en fisk på land.

Nytåret giver mig akut flugt-instinkt og jeg veksler hele dagen idag mellem lige dele savn til julens trygge, vamsede, varme overspisning af snebolde og januars grå og forudsigelige hverdag. Jeg vil spole. Tilbage eller frem. Bare jeg slipper for d. 31.

det har været sådan så længe jeg kan huske. Som barn elskede jeg den højtidelige stemning, der indfandt sig når “Vær velkommen” strømmede ud fra fjernsynet lidt over tolv. Det gør jeg stadig. Men jeg hadede det fyrværkeri og bulder og brag der fulgte efter. Larmen gjorde mig ængstelig og fyrværkeriet gjorde mig bange. Allerhelst ville jeg sidde indendøre og se ud på de mange fine farver, mens jeg i al hemmelighed glædede mig til det gik over. Og allermest holdt jeg af gåturen med min mor dagen efter, når det hele var overstået, alt var gråt og verden åndede ro igen.

Senere, da jeg blev ældre, ændrede nytåret betydning. Nu var det noget med årets fest og champagne-branderter. Glimmer, opsat hår og høje hæle. Forventninger, der ikke blev indfriet. Og mig, der inderligt glædede mig til 1. januar, hvor jeg igen kunne trække i løst tøj og lade håret og forventningerne hænge.

Idag er nytår blevet en sær blanding af det hele og mere til. To små børn har introduceret en ny form for uro for det snigende midnats-bulder, der med garanti afbryder deres nattesøvn op til flere gange. De seneste år har desuden gjort at denne status-dag følges af en bølge af tungsind, der stille og roligt ruller sig ind over min december-ro. Minder om hårde år, om dem vi har mistet, om det vi har gennemgået og lært. Tanker om det kommende år, om det vi skal igennem, dem vi står overfor at miste. Sammen med taknemmelighed over det vi har, det vi har bygget, de to smukke børn vi har fået – det faktum at vi alle har hinanden og at det er den vigtigste status af alle.

Og dér, et sted midtimellem, lander det så, mit nytår. Vi holder det helt alene i år. Os to og vores to små. Ingen forventninger og rigeligt med tid. Udsigt til farverne fra vinduet. Fryd over knaldperler på terrassen. Taknemmelighed, når klokken slår tolv. Over alt hvad vi har og har haft. Over at vi står her endnu, sammen. Og over at det, trods alt og endnu engang, endelig blev d. 1. januar.

Mørket åbner døre

Mørket er tungt af ånde fra os alle fire. Buttede barnefingre holder fast i min arm, på min mave hviler en fod og på gulvet en af nattens brugte bleer.
Mit hemmelige liv her i mørket åbner døre både frem og tilbage. Jeg drømmer mens jeg er vågen og nyder nattens stilhed når den lille spiser.
Engang var vi to i dette mørke. Forvirrede, forelskede, for os selv. Nu er vi fire. Det er så mærkeligt magisk at lave en familie. At udvide indefra. At have dem hos sig, men hele tiden mindre og mindre. Fra mave, til arm, til hånd og videre ud i verden. Jeg snuser dem i nakken og tænker at vi alle har hinanden til låns. En dag må I videre.

Men her i sengen og mens I er mine, kan jeg ligge i mørket og åbne døre fremad. Til en barndom med jer. Endeløse sommerdage og den bedste kælkebakke. Is større end hænderne kan bære og skrammede, bare knæ. Den der følelse, når tåen rammer asfalten, fra pedalen på cyklen. Det sekund, hvor tyggegummiboblen sprænger og klistrer sig fast til ansigtet.

I skal det hele og jeg er kun med. Ser til og suger og forsøger at gemme det hele. Til I en dag ikke er til låns længere.

In other news

  • Jeg har lavet min egen voksenjulekalender i år. Den går i store træk ud på hver dag at smugspise noget af min datters slik med hovedet inde i skabet. #brugdenhvisdukan
  • Ammehjernen er ankommet. Jeg kan huske hvordan man spiser, at jeg har to børn og forstyrrende meget af teksten til Coco Jambo. Og det er cirka det.
  • Jeg har brug for en alvorlig snak med hvem end der kom på udtrykket Slept like a baby. Hvem er du? Hvem er disse babyer du kender? Hvorfor sover de så godt? Hvorfor vågner dine reference-babyer ikke hver gang man hoster/de prutter/der kører en bil forbi/de skifter søvnfase/hvert tiende minut? Jeg er lige dele misundelig og forundret. Eller. Nej. Den er 80/20.
  • Da jeg var yngre forstod jeg aldrig de der likørflasker i Anton Berg æskerne. Så blev jeg mor. Nu er de min største kærlighed. Sprut og chokolade i én og samme indpakning. Jeg håber, at hvem end der kom op med dén ide, fik både lønforhøjelse, forlænget ferie og kage i kantinen, lige på stedet.
  • Jeg er ved at læse Charlie Hotel Oscar Kilo af Maise Njor og Camilla Stockmann. Hvilket gør at jeg konstant har Foxtrot Unicorn Charlie Kilo med Bloodhound Gang på hjernen. Et soundtrack der giver et frisk pust til babyboblen.

Hvornår kommer de voksne?

Kender I det? De der situationer hvor man helt per automatik tænker “Jeg gi’r op. Jeg ringer til de voksne, så klarer de den”. Og i et splitsekund indfinder roen sig i maven indtil det går op for en – jeg er de voksne. Der er ikke nogen at ringe efter. This is it. Værsågod og fix det, voksenstyle.

For mig indtraf situationen i går morges. For Gud-ved-hvilken gang. Men senest altså, i går morges. Vi havde netop haft inspektion af rørskaden i badeværelset af murerfirma, der selvfølgelig kunne fortælle at – surprise! – det hele ville blive dyrere end først antaget (som med alt andet i et hus fra 1970), jeg havde udsigt til at min mand tager på forretningsrejse (kalder vi det stadig det? Jeg mangler et bedre, ikke-firser-klingende udtryk) til Thailand i morgen og dermed (og for anden gang indenfor to uger) efterlader mig som ene-direktør i det cirkus der er vores hjemlige liv, og mens jeg forsøgte at excellere i disciplinen “giv baby og 2-årig bleer og tøj på på samme tid” måtte jeg – igen, for Gud-ved-hvilken gang – forgæves forsøge at forklare 2-årig, at hendes lillebror ikke bryder sig meget om direkte slag i ansigtet. Jeg sad pludselig med råbende og skrigende 2-årig på skødet, mens lillebror lå, opløst i gråd, på dobbeltsengen og det eneste jeg kunne tænke var “hvornår kommer de voksne” – der er vel forhåbentlig ingen der regner med at det er mig der skal opstampe energien, tålmodigheden og de uanede mængder af trøste-chokolade, der ville gøre det muligt at komme igennem denne uge, eller bare den her morgen med alle lemmer, følelser og familiemedlemmer intakte?!

Det var der nogen der regnede med. Og jeg fik jo styr på det. Og vi kom ud af døren. Godtnok til lortebil, der ikke ville starte i frostvejr. Men ud af døren kom vi. Og også ned i vuggestuen (tak til nabo med startkabler). Og nogen blev bestukket med sut. Og alle blev glade igen.

Og de voksne var mig. Og jeg ved ikke om jeg nogensinde vænner mig til det. Måske holder jeg aldrig op med at føle mig lidt som en 12-årig, der leger far-mor-og-børn i en voksen dames tøj.

22965f05-9638-44f6-9b88-a375e4bc8c35

Dis over bakkerne

Det er morgen og tusmørke stadig. Der dis over bakkerne så langt øjet rækker. Klokken er kun akkurat 8 og kaffen er allerede kold. På min mave, i viklen, sover den sidst tilkomne allerede sin formiddagslur. En urolig en af slagsen. Mon det nogensinde bliver anderledes, når jeg at tænke og skubber så tanken væk.

Det er en af de dage hvor tankerne kommer rullende over bakkerne med disen. De lægger sig tungt om hjertet og ligger der, stille som disen, og venter på at solen brænder igennem for at fordampe dem. De er ikke store, tankerne. Snarere tværtimod. Det er de der små hverdagstanker, der kryber op på mig i de lange barselsdage, midt mellem morgengrød, tøjvask og bleskift. Det er små bekymringer, der hurtigt vokser i stilheden. Det er huskelister, der presser sig på. Det er dårlig samvittighed, skyld, skam, frygt, tungsind. De ligger der bare, tungt om mit sind og stille.

Jeg har lært dem alle at kende nu. Jeg ved at hvis jeg bare lader dem ligge der, stille, så fordamper de så snart solen får ordentligt fat. Som ham gæsten, der insisterer på at være skidesur i stolen ovre i hjørnet, ligegyldigt hvor meget alle de andre hygger sig. Han er velkommen. Han skal bare have lov at sidde der, i hjørnet, og være sur. Han må gerne. Før eller siden tager han altid hjem igen. Og mens han er der, minder han om at der ikke altid behøver være glæde.

Nogle dage er vi skidesure ovre i hjørnet. Andre dage danser vi på bordene. Og endnu andre dage sidder vi blot stille, med verden. Med de sure, de glade, de sørgmodige, de eftertænksomme, de levende og de døde. Stille, i tusmørket, med verden og tiden. Iagttager og lytter med dis om hjertet – og en urolig baby på brystet.

Stilleben

For tiden øver jeg mig i at sidde stille. At være stille, at blive stille.

Jeg er gået igang med at læse den bogen Nok! Af John Naish og dens første kapital sendte mig direkte ud i lidt af en digitaliserings-detox.

Jeg tilbringer for tiden dagene derhjemme på barsel med en lille størrelse, der ikke er meget ældre end 1 måned. Og 9 ud af 10 dage ender med at jeg falder om med tungen ude af munden over heller ikke at have nået alt det jeg synes jeg skulle idag – hverken vasketøjet, eller badet, eller nå ja, det der nærvær med mand og børn og mig selv. Jeg føler mig fortravlet, jeg har ondt af mig selv og jeg hører mig selv lyde som visse martyrske kvindelige familiemedlemmer, hver gang jeg åbner munden overfor min mand.

En dag da jeg, for-Gud-ved-hvilken-gang, praktiserede en omgang amning med tilhørende smartphone-underholdning, faldt jeg over en artikel. En artikel, hvor en dame af min mors generation tillod sig at udtale sig om noget af det mest hellige i det kvindelige, danske samfund: nybagte mødres ret til at brokke sig – og ikke bare brokke sig, men deres ret til konstant at omtale forældreskabet som det hårdeste, der er overgået menneskeheden (du kan læse den her). Kvinden i artiklen lagde venligt op til om ikke mødre idag roligt kunne skrue ned for selvmedlidenheden, læne sig en my tilbage i ammepuden og forsøge at stille skarpt på nydelsen i forældreskabet – fremfor konstant at dyrke og skabe en slags mødregruppe-rundhyl omkring den endeløse tortur moderskabet stiller den moderne kvinde overfor.

Needless to say, kommentarfeltet tilhørende artiklen på Facebook faldt hurtigt i rillen: ‘det-er-sgu-okay-at-fortælle-at-det-er-hårdt #vækmedglansbilledet’. Selvom jeg aldrig er fortaler for glansbilleder af nogen art, satte kvindens ord tanker igang hos mig. Hvorfor var jeg her på min anden og sidste barsel også og endnu en gang faldet direkte i selvmedlidenheds-fælden igen? Og endnu mere: hvorfra kommer den her dyrkelse af ‘det-er-faktisk-pisse-hårdt-at-du-ved-det’-rundhylet blandt nybagte mødre i min alder? Kunne vi egentlig ikke lære noget af den rare dame i artiklen? Ja det er hårdt – men i og med at det er det for os alle (nybagte mødre, that is), er det så ikke også lidt overflødigt at gentage?

Det var først da jeg begyndte at læse første kapitel af Nok! at det gik op for mig hvor noget af det her rundhyl og mit eget føromtalte hjemlige martyrium stammer fra: Ser jeg tilbage over den sidste måned har jeg konstant befundet mig i minimum to verdener på én gang. Konstant ammende/igang med at bestille børnetøj på nettet; vuggende/igang med at indtage afsnit 459 af BH90210; ved at undersøge Babysams åbningstider/ændre min datters afhentningstidspunkt på daycare app’en/bleskiftende. Konstant multi-taskende, konstant hjertebankende, konstant ikke tilstedeværende.

Tager jeg et skridt tilbage og erstatter hver af disse online aktiviteter – der foregår på én og samme tid – med en fysisk aktivitet, så får jeg straks et billede i hovedet af et af de her tegneserie-one-man-bands, der slår på stortromme, mens han spiller både mundharmonika, guitar og triangel. No wonder at hver dag ender forpustet og rundtosset foran fjerneren med en kæmpe pose er-eller-andet-spiseligt indenfor rækkevidde (og en iPhone i hånden).

Hvis vi sammenligner sådan en barselsdag med en tilfældig barselsdag fra den rare dames barsler engang i 70’erne, har de fysisk set været ret ens (bortset fra et åbenlyst fravær af store mængder hessian tapet, fløjl og orange i min barsel). De fysiske rammer og udfordringer omkring forældreskabet og dét at blive mor, er umiddelbart meget ens – men det indre landskab har ændret sig voldsomt for nutidens mødre. Den stress der ligger i at være til stede i adskillige verdener på én gang, kan vi til nød opretholde på arbejdsmarkedet (der i øvrigt – for manges vedkommende – kræver det samme af os). Men når sådan en lille krøllet klump med baby pludselig kræver fuldt nærvær og vi samtidig forsøger at opretholde vores evige tilstedeværelse i de der tusind andre digitale verdener vi er en del af, så ender vi med at føle os hæsblæste, stressede og alt andet end tilstedeværende i vores eget liv. Og det værste er – det er den digitale verden der får den gode udgave af os, mens børnene må tage til takke med en fjern mor og lidt Gurli Gris på tv’et. Vi kigger os omkring og ser at det eneste der har ændret sig, der kan være grund til denne evige hæsblæsende følelse, er den lille krøllede baby og vi konkluderer at det er moderskabet, der pludselig har gjort os stressede.

Jeg siger ikke at det ikke er hårdt at få børn, eller at have børn. Men jeg tror vi kan være mere kærlige ved os selv. Vi kan passe bedre på os selv og vores børn, ved slukke for mobilen, for tv’et, for makeuppen, for rengøringen, for opvasken og for selvkritikken der følger med. Og i stedet skrue op for nærvær og tilstedeværelse, ro i kroppen og ro på sindet. Hvis vi gør det, tror jeg faktisk den rare dame, der barslede i 70’erne har ret. Så er det ikke (nær) så hårdt med de der børn.