Det er bare en fase

“Vil nogen ikke sige, at det bare er en fase?”

Jeg stod stille i den halvvåde novembervind og iagttog Kleo, der demonstrativt forsøgte at gynge sig selv på den lavthængende, halvrådne gynge udenfor feriekolonien. Havets susen og Kleos utålmodighed gjorde det svært at stable en bare nogenlunde nærværende samtale på benene med den meget begejstrede journalist der sad i den anden ende af røret. Grundet en dårligt timet tissetur i busken samme morgen (Kleo, heldigvis) var vi nu pludselig havnet som centrum for et simple living portræt i et lokalt blad.

“Vil nogen ikke sige at det bare er en fase?” spurgte journalisten i den anden ende. Jo, svarede jeg. For det er det jo. Alt er en fase. Jeg var barn, før jeg blev ung og ung før jeg blev voksen. Jeg boede ét sted, før jeg flyttede og endnu ét før jeg flyttede igen. Jeg uddannede mig, arbejdede, sagde op. Jeg levede med Henrik i tosomhed, hvorefter vi fik børn. Og en dag flyver de fra reden og tosomheden vender tilbage. Alt er faser. Livet er, per definition, faser.

Men jeg forstod godt hvad hun mente. Med faserne. Den nedladende tone vi støder på. “Det er bare en fase” siger vi hovedrystende om vores børn, når de rammer deres unge år. “Vent og se, det er en fase” siger vi vidende og med himmelvendte øjne om dem vi kender der stikker ud, stikker af eller stikker op. Det er en fase. Som for at berolige hinanden. Bare rolig, det er en sindssyge, der fortager sig. Og de sindssyge lytter vi ikke til. Før eller senere vender de tilbage til de snorlige rækker og indfinder sig igen. Når fasen er ovre.

Det vender tilbage til mig igen og igen. Planlægningen af livet. Foreskrivningen. Planen, kasserne, forudsigeligheden. Flugten fra faserne. Gør livet ondt på os, fordi vi har glemt at det er faser? At vi ikke kan holde livet i et knytnævegreb og tvinge det til at forblive det samme for tid og evighed? Hvad hvis vi gav slip? Mærkede faserne og sæsonernes skiften. Indeni og udenpå. Hvis vi havde modet til at læne os ind mod livet og følge med når faserne skifter. Ikke kæmpe imod med gråd og angst og kontrol, men stole på livet selv, på det der kalder indeni og bare drive med.

Måske ville vi så ikke have trang til at se på de skæve og midlertidigt sindssyge (Gud velsigne dem) og væbne os med hovedrysten og “Det er bare en fase”. For så ville deres sindssyge ikke gnave i vores egne lemmer. Vi ville se at sindssygen og faserne blot er drevet af livet selv.

 

Skal jeg partout forpligte mig for livet, med 30 års lån og løfter om evighed? Eller må jeg vælge og mærke og vælge om igen. Må jeg drive med livet og de sving der kommer. Må jeg stikke af i en retning og komme tilbage og fortælle at den går jeg aldrig igen. Må jeg een gang for alle droppe den perfektionisme, der hærger vores forestilling om tiden og livet og bare være og drive og mærke. Og leve. Perfektionisme eksisterer per definition ikke, hørte jeg for nyligt. For alt er i konstant forandring. Livet, verden, universet. Og når alt er i konstant forandring, er intet nogensinde perfekt. Og samtidig er alt til hver en tid perfekt. Helt uden vores stræben. Helt uden vores indgriben, kontrol, planer og pros and cons lister.

Livet klarer sig selv. Livet tager sig af sig selv. Og det tager sig af os. Vores opgave er ikke at vælge rigtigt i første forsøg. For der findes intet rigtigt. Eller forkert. Der findes faser. Efter faser, efter faser. Og de kommer selv og de går igen. Én tid er ikke mere dyrebar end en anden. Én tid har ikke mere kvalitet end en anden. Og hver en fase, hvadend den varer 50 år eller tre uger, bærer sin egen gave med sig.

Der venter ingen blomster ved enden af vejen til den, der ramte rigtigt i første forsøg. Der venter ingen stående applaus for korrekt kalkulation og tro tjeneste. Til gengæld venter der galskab i krogene. Lykke og tvivl og håb og tro. Og alt det andet, vi læste om i bøgerne. Det venter altsammen på os. I faserne, hvis vi tør gå med dem. Og læne os ind og leve liv efter liv, hele livet.

Jeg så dit ansigt i et lyskryds idag

Det er mandag d 30. december og jeg så dit ansigt i et lyskryds idag. Når du endelig skal komme forbi, vil jeg foretrække du blot ringer på. Eller prikker mig på skulderen mens jeg sidder alene, så jeg ikke bliver forvirret og kører galt. Midt i et kryds i provinsen fordi min afdøde fars ansigt stirrede på mig fra en Ford Mondeo.

Der er 11 år siden du døde i år. Og jeg tænker om jeg nogensinde bliver voksen. Fra mine måske alt for pink headphones strømmer Dylan og “Knocking on Heavens Door” præcis som dengang. Og udenfor er verden stadig grå og våd. Stadig eller igen.

Med alderen er den største indsigt efterhånden at tiden ikke virker til at eksistere. Og for den døde er intet vel for sent. Hun døde for tidligt, læste jeg på en spiseseddel udenfor tanken og jeg tænkte hvilket idioti. Allesammen dør vi vel til tiden. Allesammen ville vi vel gerne have haft mere tid. Mere kage. Allesammen dør vi vel for tidligt, hvis vi selv kunne udtale os om sagen. Men døden er ikke vores. Ligesom solnedgangen, vinteren og lavvandet ikke er det. Solen går ned præcis når den skal og døden kommer, når det er dens tid.

Og jeg ville elske at spørge dig, om der på dit livs spiseseddel skulle stå noget ligeså idiotisk. Og alt efter dagsformen ville du sikkert svare, at der i stedet skulle stå noget i retning af “Goodnight and good luck”, “Fuck you all” eller “Nina er gået i bad og jeg spiser ostemad”. Og jeg tænker om du mon synes, man kan dø for tidligt.

 

Og derfor og for titusind andre grunde ville jeg foretrække at du, når du kommer forbi, blot ringer på. Eller prikker mig på skulderen mens jeg sidder alene. For når du sådan dukker op i lyskryds i slutningen af december, så kan jeg ikke nå at spørge eller nå at fortælle. Om idiotiske spisesedler og om alt i verden. Om Kleo, der synger med på Walk of Life i sin mormors bil. Om Freddie, der griner så insisterende at verden flyder over. Om Henrik og al den galskab, der holder os levende og lykkelige. Om alle de skridt jeg har trådt siden jeg så dig. Alle de skridt, der på én og samme tid tager mig tættere på dig og længere fra dig.

Kleo insisterer på at lave en nytårsnat til dig. For det er synd, siger hun, at du sidder et sted langt væk og godt ved det er nytår, men ikke får nogen hat. For du er jo død, siger hun.

Nytårshatte bør ikke være forbeholdt de levende. Så næste gang du kommer forbi, så ring blot på. Her er nytårshatte og kaffe på kanden.

Under hjørnet af min dyne

Mens du stadig kan være under hjørnet af min dyne. Mens du stadig rammer himlen, når jeg løfter dig op. Mens dine øjne lyser mod mine, gennem mørke november morgener. Imens, altimens, ligger jeg her, med dig, under hjørnet af min dyne, med et hjerte der er tungt af titusind års moderskab.

Jeg aner ikke mere om livet end du. Det ved jeg, du vil tro. Men jeg aner intet. Jeg finder det hele frem med dig. For verden før, den kender jeg ikke igen. Og den verden der kommer, den kender du bedre end jeg. Så her går jeg rundt med din bløde hånd i min, mens hvert minut trækker slør ud i fremtiden. For det er dén lillebitte, bløde hånd der skal vise os vejen.

Og dér ligger du under hjørnet af min dyne, i mørket, mens hele verden falder ned til os. Lige her, under dynen, mens mit tunge hjerte synker. Tungere og tungere styrter det vægtløst gennem min krop. Og jeg tænker, at sådan må det være. For sådan har det været i titusind år. For mødre før mødre før mødre. Det må være tungt, det hjerte, så dine vinger kan være lette. Så jeg bærer alt det tunge og mit ømme, ømme hjerte, mens jeg gemmer dig under hjørnet af min dyne. For du er endnu bitte lille og lige her aner vi ikke andet.

Men når nu afsked er det værste man ved, så er atten år en lang én af slagsen. Så her ligger jeg, med dig, under dynen, musestille. Mens tiden i mørket går i stå. Og jeg kysser din pande, mens mit hjerte gør sig klar. Lidt mere, dag for dag. Mens du vokser ud af hjørnet på min dyne.

Til den dag dine vinger er lige akkurat så lette (og mit moderhjerte akkurat så tungt), at du løfter dig herfra og svæver mod verden. Og jeg griner for mig selv imens jeg græder og jeg aner ikke om det er tyngden eller letheden, jeg bærer. Og sådan, lige sådan, må det være. Fra første færd og til den sidste. Når man elsker så højt et lille, lillebitte væsen der lige netop passer under hjørnet af ens dyne.

Efterår igen og igen

Jeg har sokker på i dobbeltlag og ingen intentioner om at gå i bad, før solen kommer. Little Wing fylder igen stuen og jeg gider ikke se mennesker. Eller mig selv i spejlet. Udenfor danser bladene om kap med regnen i en vertikal strøm mod jorden og mine fingerspidser er ru. Fordi jeg skærer mig på farverne, lyset, livet. Efteråret er tilbage.

Jorden tager bladenes farver tilbage og fra den evigt våde muld stiger melankolien med dug og tåge og vådt i vådt i vådt. Cirklen sluttes endnu engang. Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå. Intet tilstede, alt i bevægelse. Intet forgængeligt, alting foranderligt.

Sommerens sindssyge fortager sig langsomt, mens drømme bliver til planer og lister, der skrives. Og jeg når lige at hade mig selv en smule for de kæmpestore armbevægelser jeg absolut skulle møde sommersolen med. De skide nøgne arme flyver så nemt til vejrs. Næste år må jeg huske. Lave en sticky note og sætte den i min kalender. “Husk efteråret” skal der stå. Husk, at sindssygen fortager sig. Hver gang efteråret vender tilbage og vandet forlader himlen. Når selv de maniske mærker tågen trække ind og lægger sig apatiske i sengen, for først at stå op med forårets komme. Husk nu det skide efterår.

Og playlisten på Spotify insisterer på at fortsætte med Hoochie Coochie Man, men den går ikke. Jeg bliver her i min svømmepøl af melankoli og udskyder til solen kommer. I et tidligere liv indtog jeg med sikkerhed efteråret i en skov, omhyllet af mørke. Med græs på taget, ild i ovnen og whiskey i glasset. Og langt skæg og ugegammel skjorte. Uden andre forpligtelser end de ord der ramte papiret, når flasken var tom. Jeg spiste spegepølse, der hang fra en krog i loftet og syltede grøntsager direkte fra glasset, mens verden udenfor vinduet insisterede. Hvis jeg er kommet af jorden, så har jeg med sikkerhed siddet dér engang. Med whiskyen i glasset og pølsen hængende fra loftet i skoven. Omhyllet af ensomhed. Mættende, sorgløs ensomhed.

Alt imens vågner jeg her. Under tunge dyner og med perler på ruden. En blød fod mod min kind og en hånd i mit hår. Whisky og ensomhed tilhører et andet liv og her er de store armbevægelser ikke kun sommerens. Tilværelsen insisterer på min deltagelse, mens jeg overstrækker mine ømme lemmer og indtager stilhed i rationerede doser. En midaldrende mand med hang til whisky og pølser fra loftet landet midt i havregrød og speedsnak og kapløb om bordet og blerøv. Jeg svarer i enstavelsesord mens jeg stirrer gennem væggen.

Og dagen vågner langsomt og sorgløs ensomhed udskiftes med savlekys. Whisky i glas med chokolade bagerst i skabet. Mens den ugegamle skjorte er bestandig. Og efterårets melankoli jages langsomt men sikkert på flugt midt i dublo-klodser og kærlighed uden betingelse. Og Little Wing giver vej til Alfons Åberg. Som én sæson til en anden. Intet forgængeligt, alting foranderligt. En tid til ensomhed og en tid til firsomhed. Én til ømme, langsomme lemmer og én til flyvende arme.

Og selv en gammel, halvfuld mand med hang til ensomhed og syltede ting på glas bliver omvendt til store armbevægelser af al den efterårslykke.

Miljø og prioriteter. Og pis og papir

Den er stor, dén klimadebat. Angstprovokerende og uoverskuelig. Og må vi overhovedet snakke om den eller bliver vi brændt på bålet? Sådan har jeg tænkt, når tankerne melder sig. Men har man en stemme, råber man undertiden. Og jeg har brug for at råbe. For den er allevegne, den klimadebat. Den træder os over tæerne og den prikker os på skulderen. Og alligevel er det, som om vi formår at se den anden vej. Klima er nummer ét, når Gallup beder os krydse vigtige emner af i en valgkamp. Men det er Middag for 2 med entrécote i køledisken i Brugsen også.

For den kan vel for helvede vente, den dér drivhuseffekt, til vi har spist vores fredagsbøf og bestilt den nye kjole. Den, der står til de nye sko til maj-brylluppet på landet. Det kan jo ikke passe, at lige præcis jeg, som er så forpustet, forpint og fortravlet, at lige præcis jeg også skal løse klimaet. Lige præcis jeg, som vågner udmattet hver morgen til et ræs af motionsløb, havregrød, aflevering, arbejde, fritidsaktiviteter, bilkøer, kalenderjonglering, mandagsapati, onsdagssex og fredagsbøf. Lige præcis jeg har fortjent min bøf, mine jeans og min bil. Præcis jeg har brug for den tur til Thailand og også den til Malta. Så kan miljøet vel klare sig. Med aktivisterne, veganerne, planteæderne og dem fra det dér grønne parti. Og politikerne har lavet en aftale i Paris og et sted er der nogen, der har styr på noget. Jeg tænker, de ringer, hvis jeg skal give nogle penge eller afbestille bøffen for en uge eller to.

Sådan tror jeg, vi alle har tænkt. Jeg har i hvert fald, i mange år. Tænkt, at det ikke handlede om mig. At miljøet er noget derude. At det her, lige her, det er jo bare mit lille liv. Det her er blot mine valg. Og jeg havde en drøm at udleve. Et liv at sætte sammen og en liste så lang.

I toppen lå der et stort og flot hus, der lå to biler, et job med pæn indkomst og ting. Der lå tøj og renovering og flere ting. Alskens forsikringer og pis og papir. Og nederst, allernederst, under hus og ting og papir og pis, der lå den mand jeg elsker og vores to små børn. Og havde du spurgt mig dengang om jeg prioriterede alt det pis og papir og hus og bil over kærligheden selv, mine børn og min mand, så havde jeg rystet på hovedet og sagt “Nej, er du gal.” Men sådan prioriterede jeg ikke desto mindre. For ting koster penge og penge koster tid. 

Og sådan så min liste ud, fordi jeg tog den for givet. Fordi jeg havde kopieret den fra et blad, eller en veninde eller god-knows-who. Fordi jeg så de andre leve dét liv med dén liste, fordi jeg havde set mine forældre leve dét liv med dén liste og fordi jeg aldrig følte grund til at stoppe op og sætte spørgsmåltegn ved dét liv. Sætte spørgsmålstegn ved min liste. Og jeg levede det liv, fordi jeg tænkte det ville det føles godt. På overfladen. Og til en start. Fordi huset, tingene, bilerne, tøjet, pisset og alt papiret føltes som en lækker, cremet succes i et samfund, hvor menneskeligt værd langsomt, men sikkert, er forvekslet med status. Fordi jeg tænkte jeg ville føle mig selv som lækker og cremet succes, når jeg stod dér med det hele i favnen. Fordi jeg tænkte “Nu skal jeg fandeme vise jer at jeg også kan”. 

Men det kunne jeg ikke en skid. For dér stod jeg med favnen fuld. Af huset, jobbet, bilerne, tøjet og tingene og helt klar til at råbe ad verden. Og da udeblev følelsen af succes. Udmattelse, angst, irritation, frustration, rastløshed, afmagt, skam og skyld. Jeg følte så mange ting, da jeg stod dér med favnen fuld. Men ingen af dem var cremet succes.

Og alt imens tænkte jeg, at vi har styr på det der ‘miljø’. At vi kan redde det, indgribe, sætte ind. Give lidt penge, samle noget affald og stemme på de rette.

Mit liv, med min liste og mit pis og mit papir og min skam og min angst og min afmagt. Det faldt mig aldrig ind at dét er selve klimakrisen. At alt det pres vi lægger på os selv, lægger vi på hele verden.

Og vi ser os selv som udenforstående, vi mennesker, når snakken drejer sig om miljø. Miljøet er noget, vi påvirker. Har ansvar for. Har indvirkning på. Noget, vi mødes i Paris og laver aftaler omkring. Noget med naturen, træerne, dyrene.

Initiativerne fejler intet. Ej heller intentionerne. Men vores tankegang er i så høj grad et udtryk for det skråplan, vi har kørt vores verden ud på. Som levende organismer i verden, eksisterer vi ikke udenfor miljøet. Som levende væsener, kan vi ikke omtale miljø som værende noget, vi indgriber på. Vi er en del af miljøet og det er en del af os. Vi er en del af den natur, den verden og hele det system, der netop nu er ude af balance. Vi er den verden, der er ude af balance. Overfloden er allevegne. Den er materiel, den er social, den er følelsesmæssig. Vi er overvældede, vores børn er overvældede og naturen er det samme. Naturen udpines, dyr uddør, klimaet forandres og selv bliver vi syge af stress, fjerner os fra hinanden og bliver mere og mere fjendske overfor alt og alle. These are the days it never rains, but it pours. 

Alt føles som tilvalg, fordi ingen fortæller os om fravalgene. Vi tager for os i buffeten og forstår ikke hvorfor vi råber ad vores børn på vejen. Eller hvorfor vi har hjertebanken hver dag på vej til arbejde. Eller hvorfor vi bliver rasende, når vores elskede insisterer på at se os i øjnene og tale, midt i Netflix serien. Vi tager til takke med et liv halvt levet, fyldt med pis og med papir, mens vi skeler til vores dødelighed og håber på udsættelse. For når vi engang er færdige med alt det her råben, alt det her løben, alt det her dulmen, så skal vi jo nok nå at leve lidt. Slå bremsen i og finde roen og hinanden. Det er alt sammen på listen. Og udenfor døren brænder jorden, men den må vente, den må vente, for listen er så lang.

Og vi streger intet ud og vælger intet fra. Ikke engang når verden brænder, vores børn får angst og livet selv gør vores medmennesker syge. Vi vælger til og vælger til. Vi forkæler os selv og stryger vores forslåede egoer, alt imens vi aldrig skeler til, hvad vores tilvalg ødelægger.

Og når selv fremskrivningerne indhenter os og angsten bliver for svær, forsøger vi os med janteloven. Vi råber om klimatosser mens vi fnyser “Kunne mindre ikke have gjort det?”. Nej, mindre kunne ikke gøre det. Mindre kan ikke gøre det. For et ødelagt system kan ikke lappes udefra. Det er som Einstein sagde, omend om noget meget mere dybsindigt end dette. Vi kan ikke løse problemerne med den samme tankegang der skabte dem.

Vi kan vælge el frem for diesel og vi kan sige nej tak til Tupperware. Og tage bussen og spise vegansk til vi brækker os. Men hullet i verden er indeni os og kan ikke lappes udefra. Så længe vi løber og ser væk og adskiller og fremmedgør. Så længe vi er forpustede og lukker øjnene og udsætter, så heler vi intet i verden. Så sætter vi plastre og bandager på et sår, der vil bløde helt indtil den dag vi forstår. At en krise skabt af et fravær af omsorg kun kan løses med omsorg igen.

Men vi løber og adskiller og opnår og skriver lister og forstår intet som helst. Og vi ser væk fra hinanden og løber gennem vores børns barndom. Vi tager til takke med frihed i doser af seks uger årligt og vi dulmer sorgen med overflod. For vi er rigere end nogensinde før, men som mennesker er vi udmagrede. Og ansigt til ansigt med den krise vores verdens levende organismer befinder sig i, kan vi slet ikke begribe at dette dog ikke kan klares med penge. At det virkelig kan passe, at vi ikke kan give en halvtredser om måneden til nogen, der fikser det. Og så snart vores penge ophører med at have magt, da tyr vi til apati. Så kan det være ligegyldigt. Hvad nytter jeg så alligevel. Så tror jeg slet ikke på at mine valg overhovedet gør nogen forskel. Ansigt til ansigt med den største medmenneskelige krise i verdenshistorien, tror vi ikke, vi har nogen våben. Det falder os ikke ind at gribe til empati. Til omsorg. For os selv, dernæst hinanden, dernæst vores vores verden.

Vi læner os tilbage i en fløjlsblød offerrolle, mens vores børns verden brænder.

Igår sad Kleo på sengen i soveværelset med mit ur. “Nu er klokken 10. Nu er den 11. Nu er den 12” råbte hun fra soveværelset med korte mellemrum. Indenfor et par minutter, var der gået et døgn. Tænk, hvis tiden gik så hurtigt, tænkte jeg. Gad vide om det kunne få os til at stoppe op. Tage ansvar for vores valg. Tage de svære samtaler og vælge om. Prioritere, fremfor kun at vælge til. Vende ryggen til et ødelagt system og gribe modet til at bygge et nyt fra bunden. Med hinanden på toppen af listen, ligemeget hvad. Med omsorg. Og uden så meget pis og papir.