Den mandag foråret kom

Vi satte os i bilen, du og jeg. Og kørte mod skoven i stilhed. På sædet bag mig gled du i søvn, mens Bennie and the Jets holdt os med selskab. Jeg fandt en vej, vi endnu ikke kendte og åbnede døren til foråret.

Der gik vi, du og jeg, under træernes dække. Og samlede kogler og hørte efter fuglene, før vi satte os i vejkanten.

Og sad.  I stilhed. Med solen i vores ansigter og græs under fødderne. Omkring os kvidrede fuglene om bedre tider. Og bedst som vi troede vores hjerter var frosne, kom foråret. Og talte til os, med ord vi troede vi havde glemt.

Vi var gemt og glemt, dér i vejkanten. Du og jeg, i stilhed. Jeg så på dig, du sad blot dér. Med en enkelt grankogle og en sten du samlede op. “Den glimter, se” sagde jeg, da du viste den til solen. Og du var stille, helt stille, mens foråret tøede os op.

Og måske husker vi det aldrig igen. Den dag foråret kom, i vejkanten i skoven. Og måske husker vi det for evigt. Men der sad vi, det ved jeg. Du og jeg, helt stille. Og fuglene vidste præcis hvem vi var. Sådan som fuglene gør. De sang for alle, for træerne, for os. Og de synger endnu et sted derude.

I vejkanten, hvor vi altid vil sidde. En mandag, et forår, engang. Og jeg vil komme tilbage og sætte mig og se dig sidde dér. Med din hue, din grankogle og din bløde kind. Med nakken bagover, mens du spejder efter toppen af granen. Og dér, lige dér, vil tiden forsvinde. Præcis som den gør hvert forår. Når hjertet græder og griner i ét og øjnene flyder over.

Der vil vi mødes, du og jeg, i stilhed, når det bliver forår. Der vil vi sidde og vide at evigheden er så kort som et enkelt øjeblik.

Man taler da med træer, ik?

Bag det hus, hvor jeg voksede op, var skoven. En uendelig skov, med store, gamle træer, der strakte sig endeløst op ad bakken og ned mod vejen. Vel egentlig kun en halv kilometers penge i voksenterminologi. Men i min lille verden, et helt univers. Med gyngen over skrænten, med lysningen bag hegnet, hvor vi lavede bål. Med uendelige eventyr, gemmesteder, historier.

Siden blev skoven til brænde og jorden belagt med boliger, som historien vil have det i det 20. århundrede.

Men før det, før det boede jeg i det gule hus i svinget, med en magisk skov bag min have. I den magiske skov voksede bunkevis af træer. Og gik man ind ad stien nedenfor hækken og fulgte man hegnet langs haven op bag huset og fortsatte nogle meter ind til dér hvor skoven tætnede, så stødte man på det. Mit træ. Gammelt, knudret og med tusinder af grene, der strakte sig ud og ind og ud igen i en uendelig længsel mod himlen. Præcis så mange og så tykke og så lave, at man med lethed kunne stryge til tops og indtage hele verden. Stammen var stor som verden selv og under den bredte de gamle, tykke rødder sig ned i skovens muld.

Og der, i hulrummet under rødderne var det allerbedste: træets hemmelige gemmested. Her skjulte vi alle de bedste skatte. En gammel shampoo-flaske med smukt motiv, de smukke små sæber vi havde fundet, en spand til alverdens sager. Vi gemte dem alle lige dér og træet vogtede over dem og røbede aldrig vores hemmelighed. Når jeg var trist til mode, eller glad, eller alene, eller tænksom. Når solen stod højt og når vinden ruskede. Så søgte jeg tilflugt hos mit træ. Jeg fandt skattene frem og beundrede dem, holdt min hånd på stammen med de dybe fuger, mens vi delte historier, mit træ og jeg.

Og som historien ville have det, måtte mit træ lade livet, så flere menneskevæsener kunne komme til. Og senere flyttede jeg derfra og senere endnu blev jeg voksen. Og jeg holdt op med at gemme skatte under træer og søge tilflugt under grønne kroner. Ikke fordi jeg ikke ville, men fordi jeg glemte.

Til pludselig en dag, i et helt andet liv. Længe efter afskeden med dét, de kaldte voksenlivet og den dér virkelige verden. Efter turene i skoven igen vendte tilbage i mit liv. Da vi igen var opdagelsesrejsende i skoven, mine to små og jeg, på jagt efter det perfekte klatretræ. Mens vinden ruskede og bed kinderne røde.

Dér, blandt alle mine glemte venner, da huskede jeg pludselig mit gamle træ. Som havde jeg åbnet en kiste fra barndommens loft. Shampooflasken og spanden og fugerne og tilflugten. Minderne om en gammel ven, som jeg alt for længe havde savnet. Og dér, midt i skoven, midt i opdagelsesrejsen, blandt blade og vind og væsener, huskede jeg pludselig min vens navn. Hr. Olsen. Jeg havde givet ham navnet en dag, jeg søgte tilflugt ved foden af den tykke stamme. Det helt rigtige navn til en ældre herre, fuld af års visdom, fuld af de dyrebareste skatte, fuld af en gammel vens trøst.

Og jeg blev på én gang lykkelig og vemodig. Over at have glemt mine gamle ven og hans navn i alle disse år. Over at genfinde mindet om ham, flere end tyve år senere. Over alt det, der ligger gemt, som vi kender, indeni. Men som kan skjules af år og af støj og øjne, der ser. Over at fare vild i livet og over at finde vejen hjem. Til alt, der stadig bor indeni. Min gamle ven bag hegnet. Til de skjulte skatte og en verden i verden. Med solskin og eventyr og væsener.

Til træerne, der stadig og tålmodigt taler, hver gang jeg lytter.

Det er bare en fase

“Vil nogen ikke sige, at det bare er en fase?”

Jeg stod stille i den halvvåde novembervind og iagttog Kleo, der demonstrativt forsøgte at gynge sig selv på den lavthængende, halvrådne gynge udenfor feriekolonien. Havets susen og Kleos utålmodighed gjorde det svært at stable en bare nogenlunde nærværende samtale på benene med den meget begejstrede journalist der sad i den anden ende af røret. Grundet en dårligt timet tissetur i busken samme morgen (Kleo, heldigvis) var vi nu pludselig havnet som centrum for et simple living portræt i et lokalt blad.

“Vil nogen ikke sige at det bare er en fase?” spurgte journalisten i den anden ende. Jo, svarede jeg. For det er det jo. Alt er en fase. Jeg var barn, før jeg blev ung og ung før jeg blev voksen. Jeg boede ét sted, før jeg flyttede og endnu ét før jeg flyttede igen. Jeg uddannede mig, arbejdede, sagde op. Jeg levede med Henrik i tosomhed, hvorefter vi fik børn. Og en dag flyver de fra reden og tosomheden vender tilbage. Alt er faser. Livet er, per definition, faser.

Men jeg forstod godt hvad hun mente. Med faserne. Den nedladende tone vi støder på. “Det er bare en fase” siger vi hovedrystende om vores børn, når de rammer deres unge år. “Vent og se, det er en fase” siger vi vidende og med himmelvendte øjne om dem vi kender der stikker ud, stikker af eller stikker op. Det er en fase. Som for at berolige hinanden. Bare rolig, det er en sindssyge, der fortager sig. Og de sindssyge lytter vi ikke til. Før eller senere vender de tilbage til de snorlige rækker og indfinder sig igen. Når fasen er ovre.

Det vender tilbage til mig igen og igen. Planlægningen af livet. Foreskrivningen. Planen, kasserne, forudsigeligheden. Flugten fra faserne. Gør livet ondt på os, fordi vi har glemt at det er faser? At vi ikke kan holde livet i et knytnævegreb og tvinge det til at forblive det samme for tid og evighed? Hvad hvis vi gav slip? Mærkede faserne og sæsonernes skiften. Indeni og udenpå. Hvis vi havde modet til at læne os ind mod livet og følge med når faserne skifter. Ikke kæmpe imod med gråd og angst og kontrol, men stole på livet selv, på det der kalder indeni og bare drive med.

Måske ville vi så ikke have trang til at se på de skæve og midlertidigt sindssyge (Gud velsigne dem) og væbne os med hovedrysten og “Det er bare en fase”. For så ville deres sindssyge ikke gnave i vores egne lemmer. Vi ville se at sindssygen og faserne blot er drevet af livet selv.

 

Skal jeg partout forpligte mig for livet, med 30 års lån og løfter om evighed? Eller må jeg vælge og mærke og vælge om igen. Må jeg drive med livet og de sving der kommer. Må jeg stikke af i en retning og komme tilbage og fortælle at den går jeg aldrig igen. Må jeg een gang for alle droppe den perfektionisme, der hærger vores forestilling om tiden og livet og bare være og drive og mærke. Og leve. Perfektionisme eksisterer per definition ikke, hørte jeg for nyligt. For alt er i konstant forandring. Livet, verden, universet. Og når alt er i konstant forandring, er intet nogensinde perfekt. Og samtidig er alt til hver en tid perfekt. Helt uden vores stræben. Helt uden vores indgriben, kontrol, planer og pros and cons lister.

Livet klarer sig selv. Livet tager sig af sig selv. Og det tager sig af os. Vores opgave er ikke at vælge rigtigt i første forsøg. For der findes intet rigtigt. Eller forkert. Der findes faser. Efter faser, efter faser. Og de kommer selv og de går igen. Én tid er ikke mere dyrebar end en anden. Én tid har ikke mere kvalitet end en anden. Og hver en fase, hvadend den varer 50 år eller tre uger, bærer sin egen gave med sig.

Der venter ingen blomster ved enden af vejen til den, der ramte rigtigt i første forsøg. Der venter ingen stående applaus for korrekt kalkulation og tro tjeneste. Til gengæld venter der galskab i krogene. Lykke og tvivl og håb og tro. Og alt det andet, vi læste om i bøgerne. Det venter altsammen på os. I faserne, hvis vi tør gå med dem. Og læne os ind og leve liv efter liv, hele livet.

Jeg så dit ansigt i et lyskryds idag

Det er mandag d 30. december og jeg så dit ansigt i et lyskryds idag. Når du endelig skal komme forbi, vil jeg foretrække du blot ringer på. Eller prikker mig på skulderen mens jeg sidder alene, så jeg ikke bliver forvirret og kører galt. Midt i et kryds i provinsen fordi min afdøde fars ansigt stirrede på mig fra en Ford Mondeo.

Der er 11 år siden du døde i år. Og jeg tænker om jeg nogensinde bliver voksen. Fra mine måske alt for pink headphones strømmer Dylan og “Knocking on Heavens Door” præcis som dengang. Og udenfor er verden stadig grå og våd. Stadig eller igen.

Med alderen er den største indsigt efterhånden at tiden ikke virker til at eksistere. Og for den døde er intet vel for sent. Hun døde for tidligt, læste jeg på en spiseseddel udenfor tanken og jeg tænkte hvilket idioti. Allesammen dør vi vel til tiden. Allesammen ville vi vel gerne have haft mere tid. Mere kage. Allesammen dør vi vel for tidligt, hvis vi selv kunne udtale os om sagen. Men døden er ikke vores. Ligesom solnedgangen, vinteren og lavvandet ikke er det. Solen går ned præcis når den skal og døden kommer, når det er dens tid.

Og jeg ville elske at spørge dig, om der på dit livs spiseseddel skulle stå noget ligeså idiotisk. Og alt efter dagsformen ville du sikkert svare, at der i stedet skulle stå noget i retning af “Goodnight and good luck”, “Fuck you all” eller “Nina er gået i bad og jeg spiser ostemad”. Og jeg tænker om du mon synes, man kan dø for tidligt.

 

Og derfor og for titusind andre grunde ville jeg foretrække at du, når du kommer forbi, blot ringer på. Eller prikker mig på skulderen mens jeg sidder alene. For når du sådan dukker op i lyskryds i slutningen af december, så kan jeg ikke nå at spørge eller nå at fortælle. Om idiotiske spisesedler og om alt i verden. Om Kleo, der synger med på Walk of Life i sin mormors bil. Om Freddie, der griner så insisterende at verden flyder over. Om Henrik og al den galskab, der holder os levende og lykkelige. Om alle de skridt jeg har trådt siden jeg så dig. Alle de skridt, der på én og samme tid tager mig tættere på dig og længere fra dig.

Kleo insisterer på at lave en nytårsnat til dig. For det er synd, siger hun, at du sidder et sted langt væk og godt ved det er nytår, men ikke får nogen hat. For du er jo død, siger hun.

Nytårshatte bør ikke være forbeholdt de levende. Så næste gang du kommer forbi, så ring blot på. Her er nytårshatte og kaffe på kanden.

Under hjørnet af min dyne

Mens du stadig kan være under hjørnet af min dyne. Mens du stadig rammer himlen, når jeg løfter dig op. Mens dine øjne lyser mod mine, gennem mørke november morgener. Imens, altimens, ligger jeg her, med dig, under hjørnet af min dyne, med et hjerte der er tungt af titusind års moderskab.

Jeg aner ikke mere om livet end du. Det ved jeg, du vil tro. Men jeg aner intet. Jeg finder det hele frem med dig. For verden før, den kender jeg ikke igen. Og den verden der kommer, den kender du bedre end jeg. Så her går jeg rundt med din bløde hånd i min, mens hvert minut trækker slør ud i fremtiden. For det er dén lillebitte, bløde hånd der skal vise os vejen.

Og dér ligger du under hjørnet af min dyne, i mørket, mens hele verden falder ned til os. Lige her, under dynen, mens mit tunge hjerte synker. Tungere og tungere styrter det vægtløst gennem min krop. Og jeg tænker, at sådan må det være. For sådan har det været i titusind år. For mødre før mødre før mødre. Det må være tungt, det hjerte, så dine vinger kan være lette. Så jeg bærer alt det tunge og mit ømme, ømme hjerte, mens jeg gemmer dig under hjørnet af min dyne. For du er endnu bitte lille og lige her aner vi ikke andet.

Men når nu afsked er det værste man ved, så er atten år en lang én af slagsen. Så her ligger jeg, med dig, under dynen, musestille. Mens tiden i mørket går i stå. Og jeg kysser din pande, mens mit hjerte gør sig klar. Lidt mere, dag for dag. Mens du vokser ud af hjørnet på min dyne.

Til den dag dine vinger er lige akkurat så lette (og mit moderhjerte akkurat så tungt), at du løfter dig herfra og svæver mod verden. Og jeg griner for mig selv imens jeg græder og jeg aner ikke om det er tyngden eller letheden, jeg bærer. Og sådan, lige sådan, må det være. Fra første færd og til den sidste. Når man elsker så højt et lille, lillebitte væsen der lige netop passer under hjørnet af ens dyne.