Det er når æbletræet afblomstrer, at det sætter frugt

“To my great surprise, I found that going nowhere was at least as exciting as going to Tibet or Cuba. And by going nowhere I mean nothing more intimidating than taking a few hours out of every day, a few days out of every year or even a few years out of a life to sit still long enough to find out what moves you most. To recall where your truest happiness lies. And too remember, that sometimes making a living and making a life point in opposite directions.”

Ordene er taget fra en Ted Talk med journalisten Pick Iyer. Ord, jeg igen og igen  vender tilbage til og har vendt tilbage til over det sidste halvandet år. Det halvandet år, der er gået, siden jeg trykkede på Pause.  

Fordi det var de ord, der var med til at åbne min bevidsthed. Få mig til at forstå. At pauserne i livet, den tid, hvor vi trækker stikket, tillader os selv bare at være. De pauser er helt essentielle for vores eksistens. Ikke bare for glæden, for meningsfuldheden, for lykken. Pauserne er livsnødvendige for os.

Men alt dette anede jeg ikke. Jeg anede det ikke, for jeg så det ikke omkring mig. For i vores verden pauser noget, man gør sig fortjent til. Har du født et barn, får du et år. Har du arbejdet fem dage, får du to dage. Har du knoklet et liv, får du sit livs efterår. Til at være, at nyde, at samle næring.

Og pauser er noget, vi bliver tildelt, når det er fuldstændig umuligt for os at gøre andet. Når vi blive ramt af livet. gennem stress, livsomvæltning, sorg, sygdom, krise.

Pauser er noget, man gør sig fortjent til. Frivilligt eller ufrivilligt.

Men hvordan landede vi her? Ser jeg tilbage, har pauserne altid været en del af vores natur. For mange af de mennesker, hvis ideer vores samfund står på skuldrene af, var pauserne lige så essentiel en del af arbejdet, som arbejdet selv. Mennesker som Darwin, Kierkegaard og Nietschze gik dagligt lange ture på adskillige timer, som en del af deres virke og inspiration. Adskillige store tænkere har udtalt sig omkring, hvordan disse pauser var den helt essentielle del af deres arbejde. Det er her, inspirationen, ideerne, arbejdet bliver grundlagt. Selve nedskrivningen, udførelsen er blot en fuldbyrdelse af de frugter der høstes gennem pausen.

Og i naturen selv, er pauserne mellem blomstring en del af hele livets cyklus. Vi ville aldrig bilde os ind at forvente af æbletræet, at det skal bære frugt året rundt.

Alligevel er det den tanke, der ligger til grund for hele vores måde at anskue vores arbejdsliv. Vores liv, faktisk. Pauserne, som er det mest naturlige og helt essentielle i vores eksistens, er blevet sygeliggjorte. Især de store af slagsen. De pauser er for de svage, de ældre, de syge.

Men vi kender nok alle oplevelsen. Af problemet, der blev løst i drømmen. Opgaven, der fandt løsningen på gåturen. Ideen, der kom på ferien.

Og tænk en gang. Hvis alle disse små gemnembrud kan komme gennem de mindste af pauser, som søvn, en gåtur, ferie. Tænk, hvad der så kunne hænde med verden, hvis vi alle tog os tid til at stoppe op. Helt op. Og holde pause. Og bare blive ved. Lige indtil noget trak så meget i os, at vi ikke kunne lade være med at gå igang igen.

Vi gror mennesker i kasser

Vi gror mennesker i kasserVi cyklede en tur idag. Kleo, Freddie og jeg. Kleo stoppede på hjørnet ved lygtepælen og legede at hun besøgte købmanden. Imens cyklede tre piger forbi. Kleo kom hen til mig, med lave skuldre. “Mor, hun sagde at jeg ikke kan finde ud af at køre uden støttehjul.” Og så: “Jeg vil gerne hjem. Domme cykel. Domme støttehjul!”

Vi snakkede sammen og jeg gav hende et kram. Vi snakkede om hvor fjollet det er at sige sådan. For det er jo helt ligegyldigt hvad man kan eller ikke kan. Det, der ikke er ligegyldigt er den dejlige cykeltur vi havde. At vi er sammen og har det sjovt og godt.

Så vi sagde “Pilut med dig!” (vi læser Madicken for tiden). Og så fortsatte vi i øvrigt hjemad. Med lave skuldre, stadig. Og et ønske om at få fjernet de dumme støttehjul i morgen.

Her til aften talte vi om det igen. Det med støttehjulene. Jeg fortalte Kleo at der jo er voksne mennesker der ikke kan køre bil. Til dem siger vi ikke “Ha, du kan ikke køre bil!”. Vi siger “Kom, du kan køre med mig.” Og jeg fortalte en historie om en edderkop med en hat og en morale. Og så faldt hun i søvn. Og jeg lå i mørket og tænkte.

På pigen på cyklen. Og hvordan hun blot er udtryk for det system vi har byget op. Det system, vi kalder barndommen.

Vi lever I en verden, der er så fuldstændig bizart fokuseret på evner, at selv vores børn opdeler sig og hinanden baseret på hvad de kan. “Kan jeg binde mine sko, når jeg bliver seks år, mor? Jeg vil gerne være 10, for så kan jeg tegne rigtig godt!” Fra vi er bittesmå, bliver vi målt og vejet, mens vores mødre læser i bøger om udviklingstrin, rulninger fra mave til ryg og “vinduer” for pottetræning. Når du er tre, skal du smide sutten og når du starter i børnehave skal du droppe luren og inden du starter skole skal du kunne tørre dig selv. Og “Det du kan selv, det gør du selv” for udviklingens rulletrappe kører kun én vej.

Og vi spejler os i alle de andre små, der sidder i kassen med os. Fordi vi har samme alder og er samlet her i kassen for at lære de samme ting, allesammen. Så vi kan tjene os retten til adgangsbilletten til næste trin på stigen. Næste kasse. Hvor vi igen lærer de selvsamme ting, allesammen, på én gang. Og falder du bagefter eller forstår du ikke, eller længes dine øjne mod ruden. Så er der metoder, der kan rette dig ind igen, til du igen ligger dér midt i kassen. Og melder klar til igen at ville det samme, som de andre, igen og igen. Når du er syv, kan du lære om bogstaver, når du er ni, kan du lære engelsk. Vi lærer den hurtigt, stigen og vi lærer at det må være meningen med livet at klatre på den.

Til du til sidst, sammen med alle dine kasse-kammerater, kommer til enden af den sidste kasse. Spændte og dygtiggjorte indenfor alt det samme træder i hver og én ud på den anden side af kassen, ser jer omkring og spørger “hvor er den næste?”. Mens de voksne ryster på hovedet og spørger “Hvad vil du?” Og du bliver forvirret og bange og forstår slet ikke, for hvor blev nu kasserne af. Da jeg var fire, lærte jeg at cykle og jeg svømmede da jeg var seks. Og jeg har lyttet efter og hoppet fra kasse til kasse og nu spørger du mig hvad jeg vil? Hvor mærker jeg det med at ville? På hvilket trin på stigen lærte jeg dét? Fortæl mig blot hvad jeg skal, i denne kasse, nu hvor jeg er blevet de 17. For jeg er skabt i en verden af kasser. Af trin med dygtiggørelse. Jeg er et produkt af et system, der gør os alle til én.

Systemerne, vi sætter vores børn i, fra de træder ind i denne verden og til de en dag indtager den på egen hånd, er ikke nogle de kommer med. Ej heller findes de fra naturen. Systemerne er skabt for samfundets nemhed. For systematisering af mennesket i grupper.

For du kan køre med støttehjul, til du er ti eller tyve eller tres. Du kan beholde sutten, til den dag skal herfra. Du kan gemme fysik og kemi, til du gider og du kan lære at tørre dig, præcis når det passer. Ingen af de evner, du opnår i livet, har en deadline eller en udløbsdato. Og får nogen på et tidspunkt bildt dig ind, at du er færdig med at kvalificere dig som menneske, den dag du fylder 18, så håber jeg, du siger “Pilut med dig”. Privilegiet som menneske er at lære hver dag.

Og ingen af os er domme voksne eller lede forældre. Og alle vil vi vores børn det godt. Men denne udvillingsstige, vi forsøger at passe vores kære små ind i, er blot en kopi af den stige, vi selv har forsøgt at tilpasse vores liv til. Og et udtryk for det faktum, at vores voksne liv er bygget op omkring selvsamme adfærd: At vi anser hinanden som årgange af den samme model.

Lige så vel som vi er ved at tvinge biodiversiteten ud af dyrenes og planternes verden, ser vi også rammerne for diversiteten iblandt os mennesker smuldre. Ikke fordi vi er slette mennesker, der vil hinanden det skidt. Slet ikke. Men fordi vi simpelthen ikke kan få den menneskelige diversitet til at passe ned i de firkantede rammer, vi har bygget. Vi vil gerne rumme hinanden, give plads til forskelligheden. Men ligegyldigt hvilken retning vi rager i, rammer vi kassernes sider.

Jeg mener ikke, vi skal holde op med at stille krav til hinanden og til vores børn. Tværtimod. Jeg tror, vi som mennesker alle vokser, når vi kan mærke at omverdenen forventer noget af os. Men jeg mener, kravene skal de være de rette. Og siden vi alle som mennesker er unikke, hver og en, skal vi være påpasselige hver eneste gang vi standardiserer og generaliserer kravene til hinanden.

Eller, sagt bedre af en helt anden end mig: “Everybody is a genius. But if you judge a fish by its ability to climb a tree, it will live its whole life believing that it is stupid.” Denne helt anden er Albert Einstein. En mand, der i øvrigt blev verdenskendt som videnskabsmand. I min bog er han en af verdens mest inspirerende filosoffer. Og sådan er mennesket så smukt et væsen. Sådan har vi alle, på en og samme tid, så forskellige linser at indtage verden igennem og tilsvarende så forskellige facetter at vise til verden. Hvis vi får pladsen.

For hvad verden har brug for, er plads. Så vi finurlige væsener kan ånde, være og leve.

For alting kan plantes i kasser. Men levende organismer gror og udvikler sig. Før eller siden, vil kassen blive for lille. Spørgsmålet er så: beskærer vi planten eller tager vi den ud af kassen og sætter den fri til at gro?

Hvis man intet husker

Vi var på Djursland idag. Forbi stedet. Blandt solskin og forår. Mellem himmel og jord.

Tiden heler såret, kan jeg mærke. Og det gør mig vred. Så jeg sætter mig ned for mig selv. Med jævne mellemrum og piller det op med vilje. Kradser og river til det svier igen. Til jeg kan mærke dig. Her.

Her, i min verden, er du stadig ikke død. I grunden forestiller jeg mig nok ikke nogen døde som døde. ‘Døden tog ham’ står der i de gamle romaner. Dem, der er gule af tid og dufter af dage, der gik fra os. ‘Døden tog ham’. Døden tager ikke og slet ikke dig. Om nogen tog nogen, var det nærmere omvendt. Du smilte vel dit smil og tog den ved hånden. Viste den vejen hjem.  Og så lavede i en aftale. Og nu er du dronning af stjernerne.

 

Ikke desto mindre sidder jeg her. To år efter og skriver breve i intetheden. Manglen af dig, efterlod mig ensom blandt mennesker. Død eller ej. Du, dronning blandt stjerner.

Og det slår mig hver gang, at jeg næppe strejfer din tanke, så tit som du fylder min. Til gengæld drømmer træerne vel næppe om mig, som jeg om dem, du ved. Du har så mange at savne, deroppe. Hernede har jeg blot én. Og sådan er de rejsendes privilegie. Sådan er det, nu du er dronning af stjernerne.

Og alt imens du danser rundt i stjernestøvet, er livet på jorden stadig gennemblødt af trivielle pinsler. Som den krumme, der har sat sig fast i revnen ved siden af P-tasten på mit tastatur. Hvad den vil mig, aner jeg ikke. Hvis krummer i revner ved P-taster vil nogen noget.

Jeg vil vel bare ikke glemslen. Den skræmmer mig fra vid og sans. Hvor går de døde hen, når de levende glemmer? Er du stadig dronning af stjerner, når jeg ikke længere husker? Hvad er meningen med glemsel, hvis ikke at pine de levende med tidens gang.

Alligevel tænker jeg, at intet nogensinde forsvinder. Hvis døde ikke er døde og du er dronning af stjerner. Så går alle de tabte minder til et tidløst sted. Hvor de samles og venter. Til den dag, vi skal afsted. Og får dem alle igen. Og alt bliver igen tidløst. Dansen igen uden tyngde. Og du er dronning af stjernerne. Og jeg er blot på vej. Og sammen husker vi igen. Dengang vi pissede om kap. Og dansede uden ende. Og kørte i pickup til Djursland.

Alligevel er jeg hjemsøgt af én tanke. Alligevel bliver jeg ved. At sætte mig ned og pille i såret og endeløst huske og huske. For selvom du er dronning af stjernerne. Selvom de døde aldrig dør. Så er savnet af dig det dig jeg har. Og kan man savne, hvis man intet husker?

 

Den mandag foråret kom

Vi satte os i bilen, du og jeg. Og kørte mod skoven i stilhed. På sædet bag mig gled du i søvn, mens Bennie and the Jets holdt os med selskab. Jeg fandt en vej, vi endnu ikke kendte og åbnede døren til foråret.

Der gik vi, du og jeg, under træernes dække. Og samlede kogler og hørte efter fuglene, før vi satte os i vejkanten.

Og sad.  I stilhed. Med solen i vores ansigter og græs under fødderne. Omkring os kvidrede fuglene om bedre tider. Og bedst som vi troede vores hjerter var frosne, kom foråret. Og talte til os, med ord vi troede vi havde glemt.

Vi var gemt og glemt, dér i vejkanten. Du og jeg, i stilhed. Jeg så på dig, du sad blot dér. Med en enkelt grankogle og en sten du samlede op. “Den glimter, se” sagde jeg, da du viste den til solen. Og du var stille, helt stille, mens foråret tøede os op.

Og måske husker vi det aldrig igen. Den dag foråret kom, i vejkanten i skoven. Og måske husker vi det for evigt. Men der sad vi, det ved jeg. Du og jeg, helt stille. Og fuglene vidste præcis hvem vi var. Sådan som fuglene gør. De sang for alle, for træerne, for os. Og de synger endnu et sted derude.

I vejkanten, hvor vi altid vil sidde. En mandag, et forår, engang. Og jeg vil komme tilbage og sætte mig og se dig sidde dér. Med din hue, din grankogle og din bløde kind. Med nakken bagover, mens du spejder efter toppen af granen. Og dér, lige dér, vil tiden forsvinde. Præcis som den gør hvert forår. Når hjertet græder og griner i ét og øjnene flyder over.

Der vil vi mødes, du og jeg, i stilhed, når det bliver forår. Der vil vi sidde og vide at evigheden er så kort som et enkelt øjeblik.

Man taler da med træer, ik?

Bag det hus, hvor jeg voksede op, var skoven. En uendelig skov, med store, gamle træer, der strakte sig endeløst op ad bakken og ned mod vejen. Vel egentlig kun en halv kilometers penge i voksenterminologi. Men i min lille verden, et helt univers. Med gyngen over skrænten, med lysningen bag hegnet, hvor vi lavede bål. Med uendelige eventyr, gemmesteder, historier.

Siden blev skoven til brænde og jorden belagt med boliger, som historien vil have det i det 20. århundrede.

Men før det, før det boede jeg i det gule hus i svinget, med en magisk skov bag min have. I den magiske skov voksede bunkevis af træer. Og gik man ind ad stien nedenfor hækken og fulgte man hegnet langs haven op bag huset og fortsatte nogle meter ind til dér hvor skoven tætnede, så stødte man på det. Mit træ. Gammelt, knudret og med tusinder af grene, der strakte sig ud og ind og ud igen i en uendelig længsel mod himlen. Præcis så mange og så tykke og så lave, at man med lethed kunne stryge til tops og indtage hele verden. Stammen var stor som verden selv og under den bredte de gamle, tykke rødder sig ned i skovens muld.

Og der, i hulrummet under rødderne var det allerbedste: træets hemmelige gemmested. Her skjulte vi alle de bedste skatte. En gammel shampoo-flaske med smukt motiv, de smukke små sæber vi havde fundet, en spand til alverdens sager. Vi gemte dem alle lige dér og træet vogtede over dem og røbede aldrig vores hemmelighed. Når jeg var trist til mode, eller glad, eller alene, eller tænksom. Når solen stod højt og når vinden ruskede. Så søgte jeg tilflugt hos mit træ. Jeg fandt skattene frem og beundrede dem, holdt min hånd på stammen med de dybe fuger, mens vi delte historier, mit træ og jeg.

Og som historien ville have det, måtte mit træ lade livet, så flere menneskevæsener kunne komme til. Og senere flyttede jeg derfra og senere endnu blev jeg voksen. Og jeg holdt op med at gemme skatte under træer og søge tilflugt under grønne kroner. Ikke fordi jeg ikke ville, men fordi jeg glemte.

Til pludselig en dag, i et helt andet liv. Længe efter afskeden med dét, de kaldte voksenlivet og den dér virkelige verden. Efter turene i skoven igen vendte tilbage i mit liv. Da vi igen var opdagelsesrejsende i skoven, mine to små og jeg, på jagt efter det perfekte klatretræ. Mens vinden ruskede og bed kinderne røde.

Dér, blandt alle mine glemte venner, da huskede jeg pludselig mit gamle træ. Som havde jeg åbnet en kiste fra barndommens loft. Shampooflasken og spanden og fugerne og tilflugten. Minderne om en gammel ven, som jeg alt for længe havde savnet. Og dér, midt i skoven, midt i opdagelsesrejsen, blandt blade og vind og væsener, huskede jeg pludselig min vens navn. Hr. Olsen. Jeg havde givet ham navnet en dag, jeg søgte tilflugt ved foden af den tykke stamme. Det helt rigtige navn til en ældre herre, fuld af års visdom, fuld af de dyrebareste skatte, fuld af en gammel vens trøst.

Og jeg blev på én gang lykkelig og vemodig. Over at have glemt mine gamle ven og hans navn i alle disse år. Over at genfinde mindet om ham, flere end tyve år senere. Over alt det, der ligger gemt, som vi kender, indeni. Men som kan skjules af år og af støj og øjne, der ser. Over at fare vild i livet og over at finde vejen hjem. Til alt, der stadig bor indeni. Min gamle ven bag hegnet. Til de skjulte skatte og en verden i verden. Med solskin og eventyr og væsener.

Til træerne, der stadig og tålmodigt taler, hver gang jeg lytter.