Miljø og prioriteter. Og pis og papir

Den er stor, dén klimadebat. Angstprovokerende og uoverskuelig. Og må vi overhovedet snakke om den eller bliver vi brændt på bålet? Sådan har jeg tænkt, når tankerne melder sig. Men har man en stemme, råber man undertiden. Og jeg har brug for at råbe. For den er allevegne, den klimadebat. Den træder os over tæerne og den prikker os på skulderen. Og alligevel er det, som om vi formår at se den anden vej. Klima er nummer ét, når Gallup beder os krydse vigtige emner af i en valgkamp. Men det er Middag for 2 med entrécote i køledisken i Brugsen også.

For den kan vel for helvede vente, den dér drivhuseffekt, til vi har spist vores fredagsbøf og bestilt den nye kjole. Den, der står til de nye sko til maj-brylluppet på landet. Det kan jo ikke passe, at lige præcis jeg, som er så forpustet, forpint og fortravlet, at lige præcis jeg også skal løse klimaet. Lige præcis jeg, som vågner udmattet hver morgen til et ræs af motionsløb, havregrød, aflevering, arbejde, fritidsaktiviteter, bilkøer, kalenderjonglering, mandagsapati, onsdagssex og fredagsbøf. Lige præcis jeg har fortjent min bøf, mine jeans og min bil. Præcis jeg har brug for den tur til Thailand og også den til Malta. Så kan miljøet vel klare sig. Med aktivisterne, veganerne, planteæderne og dem fra det dér grønne parti. Og politikerne har lavet en aftale i Paris og et sted er der nogen, der har styr på noget. Jeg tænker, de ringer, hvis jeg skal give nogle penge eller afbestille bøffen for en uge eller to.

Sådan tror jeg, vi alle har tænkt. Jeg har i hvert fald, i mange år. Tænkt, at det ikke handlede om mig. At miljøet er noget derude. At det her, lige her, det er jo bare mit lille liv. Det her er blot mine valg. Og jeg havde en drøm at udleve. Et liv at sætte sammen og en liste så lang.

I toppen lå der et stort og flot hus, der lå to biler, et job med pæn indkomst og ting. Der lå tøj og renovering og flere ting. Alskens forsikringer og pis og papir. Og nederst, allernederst, under hus og ting og papir og pis, der lå den mand jeg elsker og vores to små børn. Og havde du spurgt mig dengang om jeg prioriterede alt det pis og papir og hus og bil over kærligheden selv, mine børn og min mand, så havde jeg rystet på hovedet og sagt “Nej, er du gal.” Men sådan prioriterede jeg ikke desto mindre. For ting koster penge og penge koster tid. 

Og sådan så min liste ud, fordi jeg tog den for givet. Fordi jeg havde kopieret den fra et blad, eller en veninde eller god-knows-who. Fordi jeg så de andre leve dét liv med dén liste, fordi jeg havde set mine forældre leve dét liv med dén liste og fordi jeg aldrig følte grund til at stoppe op og sætte spørgsmåltegn ved dét liv. Sætte spørgsmålstegn ved min liste. Og jeg levede det liv, fordi jeg tænkte det ville det føles godt. På overfladen. Og til en start. Fordi huset, tingene, bilerne, tøjet, pisset og alt papiret føltes som en lækker, cremet succes i et samfund, hvor menneskeligt værd langsomt, men sikkert, er forvekslet med status. Fordi jeg tænkte jeg ville føle mig selv som lækker og cremet succes, når jeg stod dér med det hele i favnen. Fordi jeg tænkte “Nu skal jeg fandeme vise jer at jeg også kan”. 

Men det kunne jeg ikke en skid. For dér stod jeg med favnen fuld. Af huset, jobbet, bilerne, tøjet og tingene og helt klar til at råbe ad verden. Og da udeblev følelsen af succes. Udmattelse, angst, irritation, frustration, rastløshed, afmagt, skam og skyld. Jeg følte så mange ting, da jeg stod dér med favnen fuld. Men ingen af dem var cremet succes.

Og alt imens tænkte jeg, at vi har styr på det der ‘miljø’. At vi kan redde det, indgribe, sætte ind. Give lidt penge, samle noget affald og stemme på de rette.

Mit liv, med min liste og mit pis og mit papir og min skam og min angst og min afmagt. Det faldt mig aldrig ind at dét er selve klimakrisen. At alt det pres vi lægger på os selv, lægger vi på hele verden.

Og vi ser os selv som udenforstående, vi mennesker, når snakken drejer sig om miljø. Miljøet er noget, vi påvirker. Har ansvar for. Har indvirkning på. Noget, vi mødes i Paris og laver aftaler omkring. Noget med naturen, træerne, dyrene.

Initiativerne fejler intet. Ej heller intentionerne. Men vores tankegang er i så høj grad et udtryk for det skråplan, vi har kørt vores verden ud på. Som levende organismer i verden, eksisterer vi ikke udenfor miljøet. Som levende væsener, kan vi ikke omtale miljø som værende noget, vi indgriber på. Vi er en del af miljøet og det er en del af os. Vi er en del af den natur, den verden og hele det system, der netop nu er ude af balance. Vi er den verden, der er ude af balance. Overfloden er allevegne. Den er materiel, den er social, den er følelsesmæssig. Vi er overvældede, vores børn er overvældede og naturen er det samme. Naturen udpines, dyr uddør, klimaet forandres og selv bliver vi syge af stress, fjerner os fra hinanden og bliver mere og mere fjendske overfor alt og alle. These are the days it never rains, but it pours. 

Alt føles som tilvalg, fordi ingen fortæller os om fravalgene. Vi tager for os i buffeten og forstår ikke hvorfor vi råber ad vores børn på vejen. Eller hvorfor vi har hjertebanken hver dag på vej til arbejde. Eller hvorfor vi bliver rasende, når vores elskede insisterer på at se os i øjnene og tale, midt i Netflix serien. Vi tager til takke med et liv halvt levet, fyldt med pis og med papir, mens vi skeler til vores dødelighed og håber på udsættelse. For når vi engang er færdige med alt det her råben, alt det her løben, alt det her dulmen, så skal vi jo nok nå at leve lidt. Slå bremsen i og finde roen og hinanden. Det er alt sammen på listen. Og udenfor døren brænder jorden, men den må vente, den må vente, for listen er så lang.

Og vi streger intet ud og vælger intet fra. Ikke engang når verden brænder, vores børn får angst og livet selv gør vores medmennesker syge. Vi vælger til og vælger til. Vi forkæler os selv og stryger vores forslåede egoer, alt imens vi aldrig skeler til, hvad vores tilvalg ødelægger.

Og når selv fremskrivningerne indhenter os og angsten bliver for svær, forsøger vi os med janteloven. Vi råber om klimatosser mens vi fnyser “Kunne mindre ikke have gjort det?”. Nej, mindre kunne ikke gøre det. Mindre kan ikke gøre det. For et ødelagt system kan ikke lappes udefra. Det er som Einstein sagde, omend om noget meget mere dybsindigt end dette. Vi kan ikke løse problemerne med den samme tankegang der skabte dem.

Vi kan vælge el frem for diesel og vi kan sige nej tak til Tupperware. Og tage bussen og spise vegansk til vi brækker os. Men hullet i verden er indeni os og kan ikke lappes udefra. Så længe vi løber og ser væk og adskiller og fremmedgør. Så længe vi er forpustede og lukker øjnene og udsætter, så heler vi intet i verden. Så sætter vi plastre og bandager på et sår, der vil bløde helt indtil den dag vi forstår. At en krise skabt af et fravær af omsorg kun kan løses med omsorg igen.

Men vi løber og adskiller og opnår og skriver lister og forstår intet som helst. Og vi ser væk fra hinanden og løber gennem vores børns barndom. Vi tager til takke med frihed i doser af seks uger årligt og vi dulmer sorgen med overflod. For vi er rigere end nogensinde før, men som mennesker er vi udmagrede. Og ansigt til ansigt med den krise vores verdens levende organismer befinder sig i, kan vi slet ikke begribe at dette dog ikke kan klares med penge. At det virkelig kan passe, at vi ikke kan give en halvtredser om måneden til nogen, der fikser det. Og så snart vores penge ophører med at have magt, da tyr vi til apati. Så kan det være ligegyldigt. Hvad nytter jeg så alligevel. Så tror jeg slet ikke på at mine valg overhovedet gør nogen forskel. Ansigt til ansigt med den største medmenneskelige krise i verdenshistorien, tror vi ikke, vi har nogen våben. Det falder os ikke ind at gribe til empati. Til omsorg. For os selv, dernæst hinanden, dernæst vores vores verden.

Vi læner os tilbage i en fløjlsblød offerrolle, mens vores børns verden brænder.

Igår sad Kleo på sengen i soveværelset med mit ur. “Nu er klokken 10. Nu er den 11. Nu er den 12” råbte hun fra soveværelset med korte mellemrum. Indenfor et par minutter, var der gået et døgn. Tænk, hvis tiden gik så hurtigt, tænkte jeg. Gad vide om det kunne få os til at stoppe op. Tage ansvar for vores valg. Tage de svære samtaler og vælge om. Prioritere, fremfor kun at vælge til. Vende ryggen til et ødelagt system og gribe modet til at bygge et nyt fra bunden. Med hinanden på toppen af listen, ligemeget hvad. Med omsorg. Og uden så meget pis og papir.

Træerne har slugt os

at bo i skoven

Træerne har slugt os og her er stille, mussestille. Du lægger dit lille hoved ved mig, mens jeg tænder for musikken. “Det er dejligt, mor” siger du og dine øjne lyser mod mine. Her, hvor træerne har slugt os og alle vores hemmeligheder. Her går vi rundt i stille tilfredshed og langsomt, men sikkert, rejser vi os igen. Vi holder hinandens hænder, vi taler, vi griner. Vi tager os tid, for vi har den, i spande. Og vi mærker det alle, her hvor skoven har skjult os. Det er dén, der altid har kaldt. Kan det virkelig være, når jeg at tænke, mellem kaffe og endeløs stirren på blade der klapper i vidnen. Kan det være at dette liv altid har levet her mellem træerne og nede under huden. Har det levet sig selv og ventet på os. Tålmodigt, tilfreds, vel vidende. På den dag vi ville ankomme og trætte smide vores bagage på trappen foran huset, for at lade træerne sluge os, én efter én. 

Og frem fra de lysegrønne blade springer magiske væsener og fra anlægget på væggen, kriblen fra barndommen. Fuld af nattens stjerner. Fuld af alle himlens stjerneskud. Og dagene kommer og de går igen med en lethed jeg ikke anede. De danser forbi os og vi følger med. Og jeg græder, for jeg har aldrig vidst at al den slags lykke måske altid har boet her, lige her i skoven. Lige her, under huden.

Jeg vil aldrig tilbage, men blive her i skoven, med de væsener der finder mig mellem træerne. Jeg vil blive lige her til væsenerne får fingre, der bøjes og skriver, og bliver til ord på papiret foran mig. De vandrer ud i skumringen, med natsværmere og månefødsel og ser til mens jeg drømmer og de holder om mit hjerte. Og du ligger her hos mig i den stribede sofa og jeg aer dit hår, mens jeg græder. Og bag døren drømmer din lillebror med en nakke der dufter af hjerter, der bobler. Og jeg græder kun fordi I to har vist mig vejen. I kom og fandt mig, fortabt, uden magi. I gav mig alle historierne, magien og væsenerne. De væsener, der kravler frem fra skoven nu. I kender dem alle og kalder dem frem. De danser med os i stuen og giver hjerterne vinger. Og træerne griber os og tager imod det hele.

 

Så jeg sætter mig i ly af skoven og skriver. Og tænker, mens væsenerne danser. Tænker over den dér virkelige verden. Den, vi kaldes tilbage til, så snart vi drømmer så stort at det kradser. Den, I skulle hærdes for at klare jer i. Den, jeg tvang os til at leve i. For jeg tror ikke længere på den. Jeg tror ikke på at den findes. Herude er der ikke virkelighed og fantasi. Drømmeland og morgendag. Her er verden i os. Hele verden. Drømmene, fantasien. Træerne, skyerne. Sorgen, lykken, kærligheden, uendeligheden. Nattens væsener og dagenes lys. I har altid vidst det. Dig og lillebror, med nakken af guld. 

Så jeg skriver kun for at overbevise mig. Fordi jeg var faret vild i en verden uden væsener. Fordi jeg havde lært at min verden var uvirkelig. Fordi jeg engang cyklede ind i en bil, da jeg dagdrømte. Og lærte, at biler cykler man udenom og drømme gemmes til natten. Fordi jeg ´lærte at begå mig´. Tage i skole og få flotte karakterer. Sætte ting i system og adskille, adskille, adskille. Virkelighed her. Fantasi dér. Dagdrømme her. Udrette dér. Og at fantasien, dén skal udnyttes. For kreativitet er penge værd. Og at natten er til drømme, men dagen, dén er virkelighedens.

Og jeg øvede mig og øvede mig. Og jeg gjorde det bedste, jeg kunne. Til dagdrømmene lagde sig ned, én for én, og jeg styrede cyklen udenom bilerne.

Til jeg vågnede helt forladt en dag. Med barnestemmer omkring mig. Med en længsel indeni mod alt hvad jeg havde forladt. Mod en barndom hvor alt igen var ét og ingen stillede spørgsmål. Mod væsenerne i min verden, der var draget bort. Mod jeres jubel, dén dag, i dynerne i min seng.

 

Så nu sidder vi her i sofaen, med striberne, og alt er ét. Og du lytter til musikken og siger “Ved du hvad den hedder, mor, den her sang?” Og jeg lytter og forstår at du mærker det også. Jeg lytter, mens du siger: “Den hedder En Stille Aften. Og den hedder også Når jeg kigger udenfor, falder stjernerne ned på min vej.

Og af alle væsenerne, er jeg det allerheldigste. For lige her sidder jeg, med jer, der ved at stjernerne falder ned til os, lige når vi mangler dem.

Valget er et privilegie

Jeg vender altid tilbage til valget. Det frie valg. Ligesom valget altid vender tilbage til mig.

Valget giver friheden ben. Valget tager os fra den ene virkelighed til den anden. Fra ét parallelt liv til det næste. Og valget er et privilegie. For som levende har vi det altid. Det frie valg.

En dag i juni skrev Siff til mig. Om jeg ville præsentere mig selv og vores historie i et indlæg på hendes blog, Ind i Verden. Ind i Verden rummer en historie om en familie der valgte nærværet, tiden og bevidstheden først. En historie om et liv med få ting, på få kvadratmeter, med rum til tanker og plads til tiden. Siffs tanker var med mig, da jeg for lidt over et halvt år siden sagde mit job op og vi startede vores rejse mod et liv med plads til livet. Jeg har fulgt hendes blog længe, så da hun skrev, sagde jeg ja med det samme.

Og nu ligger vores lille historie, som den blev fortalt en juli-aften på sofaen i det gamle hus, på Siffs blog. Og det er første gang jeg har forsøgt at nedskrive den. Måske fordi jeg skriver bedst fra såret, ikke fra arret. Måske fordi den skræmmer mig, historien. Fordi minderne vælter frem fra mørket og tager pusten fra mig til tider.

Men som med så meget andet, er dét der skræmmer os mest, som regel også det, der kalder højest. Og den var god at få skrevet, den historie, den juli-aften. Den sad fast et sted og den kom med forløsning.

Og den handler om valget. Læs den her, hos Siff.

Mindst af alt holder jeg af hverdagen

Hverdagen skræmmer mig for tiden. Dét vi startede for mere end et halvt år siden, udvikler sig konstant. Det tager mig med og afslører mere og mere. Mest af mig selv. Og jeg hader hverdagen. Har jeg fundet ud af.

Jeg har nok altid vidst det. Når jeg læste Dan Turèll. Mest af alt holder jeg af hverdagen. ‘Virkelig, Dan?’ har jeg tænkt. Og så: Der må være noget galt med mig. Siden jeg elsker den så lidt, den der hverdag. Jeg må mangle en evne. Evnen til at se det store i det små. Kærligheden til rutinen. Trygheden i det mundane. Dan har evnen, tydeligvis. Hvordan får jeg fat i den?

Og andre virkede til at have evnen. Evnen til at elske hverdagen. Stå op, afsted, snik-snak, handle, lave mad og så i seng. Og jeg prøvede den på og blev kun mere angst. Og når det blev weekend, skyndte vi os afsted. Ud, væk, på eventyr i det ukendte. Og verden åbnede sig i bilen og tankerne blev kæmpestore. Og horisonten var bred og vi elskede med de største armbevægelser. Og det blev søndag og angsten tog til. For man kan jo ikke leve af at jagte eventyr i en Fiat Punto. Så træk vejret og lær at elske den, den skide hverdag. Sådan tænkte jeg.

Men det er dét der er med at rejse. Rejsen er ydre og indre, har jeg læst. Og bedst som jeg tror at vores rejse er komplet, åbner en ny sti sig og jeg husker at destinationen altid er her. 

Således tog vi i sidste uge afsted på ferie. En mærkelig en af slagsen og én som egentlig ikke var som vi ville. Vi havde lånt et hus nord for København. I haven var der kaniner, som Kleo og Freddie fodrede. Indenfor var der smukt og højt til loftet. Men vi følte os fangede i byen, i et fremmed hus, med små fedtede børnefingre og alt for værdifulde designermøbler. 

Men rejsen er indre og ydre, læste jeg. For måske var denne rejse aldrig blevet det den blev, hvis ikke vi havde siddet præcis i dén lejlighed, præcis i København. Hvis ikke vi pludselig følte os så fangede. Måske var det pausen fra alt derhjemme. Afbrækket, afstanden, der fik alting til at stå helt klart. Kontrasterne til at tegne sig tydeligt. At forlade alt hjemme og bare køre. Med hinanden i hånden og mod horisonten.

For lige pludselig forstod jeg, at det eneste der nogensinde havde holdt mig tilbage var mig. Den eneste der holdt os tilbage var mig. Jeg trak og trak, mod en hverdag jeg hadede. En hverdag, som jeg havde gjort alt for at give slip på over det sidste halve år. Den skide hverdag. Måske var det afstanden, der gav mig modet. De nye øjne. Dagene sammen. 

“Jeg vil bare gerne bo i en campingvogn” udåndede jeg med afmagt i stemmen til Henrik på anden-dagen. Jeg vil være det omrejsende cirkus vi er. Jeg vil bruge af livet. Virkelig bruge af det. Det skal være en hullet, vredet klud, når jeg er færdig med det. Jeg vil løbe til jeg ikke kan trække vejret, jeg vil skråle, jeg vil ud. Jeg vil male med prikker og store, brede striber. Jeg vil nå at farve mit hår lyserødt og jeg vil se, hele tiden, med de her nye øjne. Jeg vil leve i kontrasterne. “Du er Elton John” sagde Henrik. Og så græd jeg.

Og der sad jeg så. I københavn. Midt i en fremmed sofa og græd. Fordi jeg aldrig før havde følt mig så set. Så set som i dét øjeblik, hvor min mand vidste at jeg er Elton John. Og det her ender sgu som en skør fortælling og jeg er helt ligeglad. For jeg tog afsted til København og kom hjem som Elton John. Med mit omrejsende cirkus i hånden. 

Og nu sidder vi her i vores kaos. Flyttekasser og legoklodser og tumlemadrasser og flyverbriller. Cirkusset letter langsomt fra det store hus ved skoven. Jeg kan mærke det, for vejret glider let og trækker mig op mod himlen. Tagrenden er knækket og vi er gledet fra hinanden lyder det fra radioen. Og mandag lurer, hvor Henrik skal afsted. Resterne af den skide hverdag. Så jeg løfter hovedet og ser mod nytåret. Ét skridt nærmere livet. Èt skridt mere væk fra hverdagen. Og jeg børster gamle tanker væk fra sindet, så sjælen igen kan flyve frit. Vi skylder vores børn at vise dem hvem vi er. Så de får modet til at vise verden præcis hvem de er. Og jeg er Elton John. Og cirkusvogn og lyserød. Og rod og planer ud af vinduet. Og fortællinger fra skøre verdener og magi så let som candyfloss. Og eventyr. Så mange eventyr. And sometimes making a living and making a life point in opposite directions. 

Og mindst af alt. Mindst af alt holder jeg af hverdagen. 

Når man kun er lille

“Men det er vores bakke, det her. Det er vores naboer.” sagde jeg til Henrik, mens tårerne løb ned ad mine kinder. Dér sad jeg, helt lillebitte, jaloux og uden luft. I vores sofa, mens børnene sov og himlen skiftede farve.

Huset er solgt, aftalen underskrevet og om en måned har vi ikke længere udsigt til granerne, marken og æbletræet. Vi sælger ud og pakker ned og rykker op. Og mit hjerte bliver let, når jeg tænker på rejsen foran os. Friheden, roen, det simple. Den rene tavle, mulighederne. Tiden.

Og alligevel er jeg lille, lillebitte. For det her, lige her, det er min vej. De her, det er mine naboer. Det er mine og jeg vil ikke dele. Og historien om en graciøs videregivelse med ønsker om alt vel ville være poetisk, men den lever ikke i mig. Det gør en lille pige, der fandt sin plads i verden her, ved foden af granerne. En lille pige, der pludselig var mor og hustru og voksen. Som flyttede og faldt og rejste sig med hjælp. Som varmede sig i omsorgen og følelsen af et hjem.

Og hun græder, når hun skal væk. Og hun savner og er lille og vægtløs. Og jeg ved hun må gå, men hun insisterer på at vi bliver. Bare en stund, mens vi ser ud på granerne. Og æbletræet og juli-himlen, mens vi sammen græder lidt. Og mindes og mærker og er. Og hun bander imens og græder lidt igen, for hun er så bange for at miste. Så jeg tager hendes hånd og holder hende tæt og viser hende stien videre.

Det er så skide svært at vokse, når man kun er lillebitte.