Lavpraktisk, langsom livsstil #2

Volume 2. Det er officielt en serie. Jeg fortsætter svadaen af tips til lavpraktisk, langsom livsstil fra mit ståsted af slet ikke værende ekspert på området, men ivrig deler af info og erfaring jeg samler op på min vej.

 

Sæt farten ned. Heeelt ned.

Den her er nem. Den kræver intet og den er tilgængelig flere gange dagligt for langt størstedelen af os. Det handler om at sætte farten ned, når du går.

Jeg har altid gået hurtigt. Virkelig hurtigt. Det er noget folk der kender mig decideret har påtalt og for min mand og jeg var det kilden til virkelig mange diskussioner (Heavy shit, I know) når vi gik en tur gennem byen eller i skoven. Jeg tænkte aldrig over det. Jeg ville bare gerne frem. Hurtigt. Jeg kunne slet ikke se ideen i at gå langsomt. Som at tage landevejen, når man kan køre på motorvej. Hvorfor? Senere hen tror jeg sgu jeg synes jeg virkede lidt sej, når jeg sådan kom farende hen ad gangene på studiet eller arbejdet i et hæsblæsende tempo. Pisse-travl og pisse-vigtig. Pisse-sejt.

Det er først indenfor det sidste år at jeg er holdt op. Når jeg skal fra a til b – især på arbejdet – tager jeg mig god tid og bruger det som en mulighed for at lægge mærke til kun dét. At gå. Mærke fødderne mod jorden, høre lydene, mærke mit åndedræt. Det klarer sindet, det giver tid og mest af alt så går jeg ikke og føler mig så skide-vigtig samtidig. 

 

Lån, byt og giv væk

Jeg kommer fra en familie af krejlere. 90% af alt hvad jeg ejede som barn var noget, nogen havde ejet før mig. Min bedsteste t-shirt kom fra en sort sæk min mor havde med hjem fra arbejde og min yndlingsbamse fandt min bror til mig i en container. Nuff said.

En form for backlash var forventeligt. Og det kom især til udtryk, da jeg fik mit første barn. Lad os bare sige jeg blev lidt loco. Insane in the membrane, baby style. Alt skulle være nyt. Intet måtte være brugt. Manglede vi noget, købte vi det. Gik noget i stykker? Pyt. Køb noget nyt. (Rim not intended. Læste det lige højt for mig selv og det gik op for mig hvor Palles Autoværksted den sætning lyder. Anyways. Vi lader den stå) Jeg købte og købte og asede og masede for at få det her lille stykke flæskede baby til at ligne det der douchede-rosa-med-et-strejf-af-nervøst-sammenbrud-univers som virkede til at være det eneste man kunne opforstre  babyer i anno 2015. Needless to say, det var ikke en succes. 

Idag er jeg vendt 180 grader. Vores bebs nummer 2 fylder 1 år lige om lidt og jeg tror sammenlagt jeg har brugt maksimalt 1.000,- på tøj til ham i hans første leveår. Hele hans garderobe er arvet fra kære venner, bekendte og families bekendte. Når vi skal på weekend og mangler en baby-seng, farer jeg ikke ud og køber en ny, men låner en fra mit netværk. Når tøj er blevet for småt ryger det til den lokale genbrug. Jeg behøver ikke investere i en trampolin til baghaven, for det har naboen, og så kan ungerne hoppe løs på den når de leger med naboens børn. Og det vildeste er, at jeg er langt mere taknemmelig over alle de ting jeg får foræret og låner end jeg var over alt det jeg købte mig selv fattig i førhen. 

Så den her handler lidt om landsbyen. Den der skal til for at opforstre et barn. Den er allevegne. Vi skal bare bruge den, har jeg fundet ud af. Lån, byt, giv, tag imod. Alt lige fra børnetøj til hjælpende hænder. Det hele er der, hvis man tør spørge og samtidig give slip på nogle af de overfladiske værdier vi lader os spise af med idag. Vi kan ikke selv og det har aldrig været meningen at vi skulle selv

En lille smule Jesus, en lille smule yoga

Der sker noget ude på landet. Noget, de ikke har i byen.

For eksempel går jeg hver mandag til yoga i det gamle missionshus. Missionshuset tilhørte i gamle dage Indre Mission, men er nu købt af et par lokale, der bl.a. udlejer det til fester, konfirmationer – og yoga. Mandag, tirsdag og torsdag. Herude er det gamle missionshus dermed blot et venue og det var derfor ikke før til aftenens yoga-session, at det gik op for mig, hvor tværkulturel en oplevelse det er, det her med at dyrke yoga i et gammelt missionshus.

Ud af højtalerne strømmede messende indisk, mens jeg fra min ‘hund med hovedet nedad’ fæstnede blikket på et billede af den gamle hovedgade, bag prædikestolen – og i øvrigt ved siden af de tre store, blå IKEA sække med yoga-klodser og bælter, som instruktøren slæber ind ad døren hver mandag kl 17:57.

Yoga, Jesus, IKEA. Spiritualitet, religion, kultur. I tilfældig forening i en landsby midt i Jylland.

Det ser du ikke i byen.

Lavpraktisk, langsom livsstil

Som med alle andre tendenser, har det her langsom livsstil, minimalisme, slow living – kært barn har mange navne – det med at blive mere en trend end en reel livsstil. Fokus flytter sig fra kernen af filosofien og det dybe budskab og til de flygtige, overfladiske elementer der er nemt fordøjelige i vores skizofrene og hektiske indtag af information.

Det er skide ærgeligt.

Så derfor: lavpraktisk, langsom livsstil. Ingen fokus på de produkter du bør købe, for at se ud som de andre minimalister i dit Instagram-feed. Ingen 10-trins-guide til bedre livsstil. Ingen sælg-dit-hus-og-lev-af-dine-afgrøder uopnåelige planer. Bare gode gammeldags råd, fra mig til dig, omkring hvordan du kan åbne små lommer af ro i din hverdag. Selvtak. Here we go.

Bogen tilbage på lokummet

Den første er retro. Far-retro. We’re bringing lokums-reading back. Tanken opstod for mig, sjovt nok, på toilettet; fødestedet for nogle af historiens bedste ideer. Egentlig er tanken blot at benytte dine daglige toilet-besøg til andet end scrolling gennem Facebook feedet på autopilot. Læg telefonen fra dig, når du føler naturen kalde. Luk døren bag dig. Smid bukserne, sæt dig ned og vær til.

Finder du det små-klamt blot at være i nuet med dine efterladenskaber, kan du med fordel gøre som din far: Hav altid godt læsestof klar på toilettet og gør denne daglige handling til et kærligt retreat for dig selv, med dig selv.

 

Gu’ vil jeg da så!

Dette er et lille trick, som jeg selv forsøger at implementere mere og mere i min hverdag (med større eller mindre succes, men hey, ingen er eksperter). Det går kort og godt ud på at sige ja, hver gang dit barn foreslår at I skal lave noget sammen. Har du ikke nogle børn, så lån naboens, din søsters, dine venners. Aftal eventuelt med dig selv, at du starter med én dag om ugen, hvor du skal bruge denne regel. Og så er det ellers bare at smide hvad du har i hænderne og tage med på dit barns eventyr.

Er du heldig, får du lov at tilbringe en hel eftermiddag i bar røv, på jagt efter søheste i baghaven. I alle tilfælde får du 100% gratis og nærende nærvær og en billet til en eventyrverden, der kan få dig til at glemme deadlines, tøjvask og Trumps seneste tweet. Det er ren Matador-Mix for sjælen.

 

Don’t Google

Den her handler lidt om mængden af information og vores adgang til den. Har du prøvet det der med at sidde på nettet og søge efter, let’s say, ’hvordan fjerner jeg opkast fra loftet’ og fem minutter senere har du ikke alene fundet 23 forskellige svar, men har nu også pludselig akut-angst over 7-10 andre random facts, du ellers aldrig havde tænkt over, men som du via din færden gennem world-wide-info-junglen nu pludselig er alt for klar over? Det kender jeg.

Min løsning? Gå retro. Mor-style, denne gang. Tilbage i min barndom, i 90’erne, før Google – dengang opstod der også spørgsmål, tvivl, bekymringer. Dengang vandrede vores forældre bare ikke rundt med direkte adgang til den civiliserede verdens samlede arkiv af information i bukselommen. Så når de stødte på tvivl gjorde de gerne én af to ting: Enten trak de simpelthen på skuldrene, sagde ’pyt’ og lod tiden vise om problemet krævede mere bekymring. Var problemet imidlertid for stort eller akut til at kunne køres på pyt-kontoen (som f.eks. behov for fjernelse af opkast fra loft) og kendte man ikke selv løsningen på problemet, så spurgte man en ven. En mor, en nabo, en kollega, en fagmand. Ikke en virtuel tredje-, fjerde-, femtepart. Og det kan noget, dét med at bede om hjælp og råd fra netværket. Det styrker vores tilstedeværelse i verden, det knytter bånd og så hjælper det helt lavpraktisk også på vores hukommelse at indsamle og huske gode råd, fremfor blot at forlade os på at have dem alle i lommen. Vi bliver afhængige af andre end os selv og det er, i min mening, noget af det mest møghamrende vigtige i livet.