Den er stor, dén klimadebat. Angstprovokerende og uoverskuelig. Og må vi overhovedet snakke om den eller bliver vi brændt på bålet? Sådan har jeg tænkt, når tankerne melder sig. Men har man en stemme, råber man undertiden. Og jeg har brug for at råbe. For den er allevegne, den klimadebat. Den træder os over tæerne og den prikker os på skulderen. Og alligevel er det, som om vi formår at se den anden vej. Klima er nummer ét, når Gallup beder os krydse vigtige emner af i en valgkamp. Men det er Middag for 2 med entrécote i køledisken i Brugsen også.

For den kan vel for helvede vente, den dér drivhuseffekt, til vi har spist vores fredagsbøf og bestilt den nye kjole. Den, der står til de nye sko til maj-brylluppet på landet. Det kan jo ikke passe, at lige præcis jeg, som er så forpustet, forpint og fortravlet, at lige præcis jeg også skal løse klimaet. Lige præcis jeg, som vågner udmattet hver morgen til et ræs af motionsløb, havregrød, aflevering, arbejde, fritidsaktiviteter, bilkøer, kalenderjonglering, mandagsapati, onsdagssex og fredagsbøf. Lige præcis jeg har fortjent min bøf, mine jeans og min bil. Præcis jeg har brug for den tur til Thailand og også den til Malta. Så kan miljøet vel klare sig. Med aktivisterne, veganerne, planteæderne og dem fra det dér grønne parti. Og politikerne har lavet en aftale i Paris og et sted er der nogen, der har styr på noget. Jeg tænker, de ringer, hvis jeg skal give nogle penge eller afbestille bøffen for en uge eller to.

Sådan tror jeg, vi alle har tænkt. Jeg har i hvert fald, i mange år. Tænkt, at det ikke handlede om mig. At miljøet er noget derude. At det her, lige her, det er jo bare mit lille liv. Det her er blot mine valg. Og jeg havde en drøm at udleve. Et liv at sætte sammen og en liste så lang.

I toppen lå der et stort og flot hus, der lå to biler, et job med pæn indkomst og ting. Der lå tøj og renovering og flere ting. Alskens forsikringer og pis og papir. Og nederst, allernederst, under hus og ting og papir og pis, der lå den mand jeg elsker og vores to små børn. Og havde du spurgt mig dengang om jeg prioriterede alt det pis og papir og hus og bil over kærligheden selv, mine børn og min mand, så havde jeg rystet på hovedet og sagt “Nej, er du gal.” Men sådan prioriterede jeg ikke desto mindre. For ting koster penge og penge koster tid. 

Og sådan så min liste ud, fordi jeg tog den for givet. Fordi jeg havde kopieret den fra et blad, eller en veninde eller god-knows-who. Fordi jeg så de andre leve dét liv med dén liste, fordi jeg havde set mine forældre leve dét liv med dén liste og fordi jeg aldrig følte grund til at stoppe op og sætte spørgsmåltegn ved dét liv. Sætte spørgsmålstegn ved min liste. Og jeg levede det liv, fordi jeg tænkte det ville det føles godt. På overfladen. Og til en start. Fordi huset, tingene, bilerne, tøjet, pisset og alt papiret føltes som en lækker, cremet succes i et samfund, hvor menneskeligt værd langsomt, men sikkert, er forvekslet med status. Fordi jeg tænkte jeg ville føle mig selv som lækker og cremet succes, når jeg stod dér med det hele i favnen. Fordi jeg tænkte “Nu skal jeg fandeme vise jer at jeg også kan”. 

Men det kunne jeg ikke en skid. For dér stod jeg med favnen fuld. Af huset, jobbet, bilerne, tøjet og tingene og helt klar til at råbe ad verden. Og da udeblev følelsen af succes. Udmattelse, angst, irritation, frustration, rastløshed, afmagt, skam og skyld. Jeg følte så mange ting, da jeg stod dér med favnen fuld. Men ingen af dem var cremet succes.

Og alt imens tænkte jeg, at vi har styr på det der ‘miljø’. At vi kan redde det, indgribe, sætte ind. Give lidt penge, samle noget affald og stemme på de rette.

Mit liv, med min liste og mit pis og mit papir og min skam og min angst og min afmagt. Det faldt mig aldrig ind at dét er selve klimakrisen. At alt det pres vi lægger på os selv, lægger vi på hele verden.

Og vi ser os selv som udenforstående, vi mennesker, når snakken drejer sig om miljø. Miljøet er noget, vi påvirker. Har ansvar for. Har indvirkning på. Noget, vi mødes i Paris og laver aftaler omkring. Noget med naturen, træerne, dyrene.

Initiativerne fejler intet. Ej heller intentionerne. Men vores tankegang er i så høj grad et udtryk for det skråplan, vi har kørt vores verden ud på. Som levende organismer i verden, eksisterer vi ikke udenfor miljøet. Som levende væsener, kan vi ikke omtale miljø som værende noget, vi indgriber på. Vi er en del af miljøet og det er en del af os. Vi er en del af den natur, den verden og hele det system, der netop nu er ude af balance. Vi er den verden, der er ude af balance. Overfloden er allevegne. Den er materiel, den er social, den er følelsesmæssig. Vi er overvældede, vores børn er overvældede og naturen er det samme. Naturen udpines, dyr uddør, klimaet forandres og selv bliver vi syge af stress, fjerner os fra hinanden og bliver mere og mere fjendske overfor alt og alle. These are the days it never rains, but it pours. 

Alt føles som tilvalg, fordi ingen fortæller os om fravalgene. Vi tager for os i buffeten og forstår ikke hvorfor vi råber ad vores børn på vejen. Eller hvorfor vi har hjertebanken hver dag på vej til arbejde. Eller hvorfor vi bliver rasende, når vores elskede insisterer på at se os i øjnene og tale, midt i Netflix serien. Vi tager til takke med et liv halvt levet, fyldt med pis og med papir, mens vi skeler til vores dødelighed og håber på udsættelse. For når vi engang er færdige med alt det her råben, alt det her løben, alt det her dulmen, så skal vi jo nok nå at leve lidt. Slå bremsen i og finde roen og hinanden. Det er alt sammen på listen. Og udenfor døren brænder jorden, men den må vente, den må vente, for listen er så lang.

Og vi streger intet ud og vælger intet fra. Ikke engang når verden brænder, vores børn får angst og livet selv gør vores medmennesker syge. Vi vælger til og vælger til. Vi forkæler os selv og stryger vores forslåede egoer, alt imens vi aldrig skeler til, hvad vores tilvalg ødelægger.

Og når selv fremskrivningerne indhenter os og angsten bliver for svær, forsøger vi os med janteloven. Vi råber om klimatosser mens vi fnyser “Kunne mindre ikke have gjort det?”. Nej, mindre kunne ikke gøre det. Mindre kan ikke gøre det. For et ødelagt system kan ikke lappes udefra. Det er som Einstein sagde, omend om noget meget mere dybsindigt end dette. Vi kan ikke løse problemerne med den samme tankegang der skabte dem.

Vi kan vælge el frem for diesel og vi kan sige nej tak til Tupperware. Og tage bussen og spise vegansk til vi brækker os. Men hullet i verden er indeni os og kan ikke lappes udefra. Så længe vi løber og ser væk og adskiller og fremmedgør. Så længe vi er forpustede og lukker øjnene og udsætter, så heler vi intet i verden. Så sætter vi plastre og bandager på et sår, der vil bløde helt indtil den dag vi forstår. At en krise skabt af et fravær af omsorg kun kan løses med omsorg igen.

Men vi løber og adskiller og opnår og skriver lister og forstår intet som helst. Og vi ser væk fra hinanden og løber gennem vores børns barndom. Vi tager til takke med frihed i doser af seks uger årligt og vi dulmer sorgen med overflod. For vi er rigere end nogensinde før, men som mennesker er vi udmagrede. Og ansigt til ansigt med den krise vores verdens levende organismer befinder sig i, kan vi slet ikke begribe at dette dog ikke kan klares med penge. At det virkelig kan passe, at vi ikke kan give en halvtredser om måneden til nogen, der fikser det. Og så snart vores penge ophører med at have magt, da tyr vi til apati. Så kan det være ligegyldigt. Hvad nytter jeg så alligevel. Så tror jeg slet ikke på at mine valg overhovedet gør nogen forskel. Ansigt til ansigt med den største medmenneskelige krise i verdenshistorien, tror vi ikke, vi har nogen våben. Det falder os ikke ind at gribe til empati. Til omsorg. For os selv, dernæst hinanden, dernæst vores vores verden.

Vi læner os tilbage i en fløjlsblød offerrolle, mens vores børns verden brænder.

Igår sad Kleo på sengen i soveværelset med mit ur. “Nu er klokken 10. Nu er den 11. Nu er den 12” råbte hun fra soveværelset med korte mellemrum. Indenfor et par minutter, var der gået et døgn. Tænk, hvis tiden gik så hurtigt, tænkte jeg. Gad vide om det kunne få os til at stoppe op. Tage ansvar for vores valg. Tage de svære samtaler og vælge om. Prioritere, fremfor kun at vælge til. Vende ryggen til et ødelagt system og gribe modet til at bygge et nyt fra bunden. Med hinanden på toppen af listen, ligemeget hvad. Med omsorg. Og uden så meget pis og papir.