Dis over bakkerne

Det er morgen og tusmørke stadig. Der dis over bakkerne så langt øjet rækker. Klokken er kun akkurat 8 og kaffen er allerede kold. På min mave, i viklen, sover den sidst tilkomne allerede sin formiddagslur. En urolig en af slagsen. Mon det nogensinde bliver anderledes, når jeg at tænke og skubber så tanken væk.

Det er en af de dage hvor tankerne kommer rullende over bakkerne med disen. De lægger sig tungt om hjertet og ligger der, stille som disen, og venter på at solen brænder igennem for at fordampe dem. De er ikke store, tankerne. Snarere tværtimod. Det er de der små hverdagstanker, der kryber op på mig i de lange barselsdage, midt mellem morgengrød, tøjvask og bleskift. Det er små bekymringer, der hurtigt vokser i stilheden. Det er huskelister, der presser sig på. Det er dårlig samvittighed, skyld, skam, frygt, tungsind. De ligger der bare, tungt om mit sind og stille.

Jeg har lært dem alle at kende nu. Jeg ved at hvis jeg bare lader dem ligge der, stille, så fordamper de så snart solen får ordentligt fat. Som ham gæsten, der insisterer på at være skidesur i stolen ovre i hjørnet, ligegyldigt hvor meget alle de andre hygger sig. Han er velkommen. Han skal bare have lov at sidde der, i hjørnet, og være sur. Han må gerne. Før eller siden tager han altid hjem igen. Og mens han er der, minder han om at der ikke altid behøver være glæde.

Nogle dage er vi skidesure ovre i hjørnet. Andre dage danser vi på bordene. Og endnu andre dage sidder vi blot stille, med verden. Med de sure, de glade, de sørgmodige, de eftertænksomme, de levende og de døde. Stille, i tusmørket, med verden og tiden. Iagttager og lytter med dis om hjertet – og en urolig baby på brystet.

Stilleben

For tiden øver jeg mig i at sidde stille. At være stille, at blive stille.

Jeg er gået igang med at læse den bogen Nok! Af John Naish og dens første kapital sendte mig direkte ud i lidt af en digitaliserings-detox.

Jeg tilbringer for tiden dagene derhjemme på barsel med en lille størrelse, der ikke er meget ældre end 1 måned. Og 9 ud af 10 dage ender med at jeg falder om med tungen ude af munden over heller ikke at have nået alt det jeg synes jeg skulle idag – hverken vasketøjet, eller badet, eller nå ja, det der nærvær med mand og børn og mig selv. Jeg føler mig fortravlet, jeg har ondt af mig selv og jeg hører mig selv lyde som visse martyrske kvindelige familiemedlemmer, hver gang jeg åbner munden overfor min mand.

En dag da jeg, for-Gud-ved-hvilken-gang, praktiserede en omgang amning med tilhørende smartphone-underholdning, faldt jeg over en artikel. En artikel, hvor en dame af min mors generation tillod sig at udtale sig om noget af det mest hellige i det kvindelige, danske samfund: nybagte mødres ret til at brokke sig – og ikke bare brokke sig, men deres ret til konstant at omtale forældreskabet som det hårdeste, der er overgået menneskeheden (du kan læse den her). Kvinden i artiklen lagde venligt op til om ikke mødre idag roligt kunne skrue ned for selvmedlidenheden, læne sig en my tilbage i ammepuden og forsøge at stille skarpt på nydelsen i forældreskabet – fremfor konstant at dyrke og skabe en slags mødregruppe-rundhyl omkring den endeløse tortur moderskabet stiller den moderne kvinde overfor.

Needless to say, kommentarfeltet tilhørende artiklen på Facebook faldt hurtigt i rillen: ‘det-er-sgu-okay-at-fortælle-at-det-er-hårdt #vækmedglansbilledet’. Selvom jeg aldrig er fortaler for glansbilleder af nogen art, satte kvindens ord tanker igang hos mig. Hvorfor var jeg her på min anden og sidste barsel også og endnu en gang faldet direkte i selvmedlidenheds-fælden igen? Og endnu mere: hvorfra kommer den her dyrkelse af ‘det-er-faktisk-pisse-hårdt-at-du-ved-det’-rundhylet blandt nybagte mødre i min alder? Kunne vi egentlig ikke lære noget af den rare dame i artiklen? Ja det er hårdt – men i og med at det er det for os alle (nybagte mødre, that is), er det så ikke også lidt overflødigt at gentage?

Det var først da jeg begyndte at læse første kapitel af Nok! at det gik op for mig hvor noget af det her rundhyl og mit eget føromtalte hjemlige martyrium stammer fra: Ser jeg tilbage over den sidste måned har jeg konstant befundet mig i minimum to verdener på én gang. Konstant ammende/igang med at bestille børnetøj på nettet; vuggende/igang med at indtage afsnit 459 af BH90210; ved at undersøge Babysams åbningstider/ændre min datters afhentningstidspunkt på daycare app’en/bleskiftende. Konstant multi-taskende, konstant hjertebankende, konstant ikke tilstedeværende.

Tager jeg et skridt tilbage og erstatter hver af disse online aktiviteter – der foregår på én og samme tid – med en fysisk aktivitet, så får jeg straks et billede i hovedet af et af de her tegneserie-one-man-bands, der slår på stortromme, mens han spiller både mundharmonika, guitar og triangel. No wonder at hver dag ender forpustet og rundtosset foran fjerneren med en kæmpe pose er-eller-andet-spiseligt indenfor rækkevidde (og en iPhone i hånden).

Hvis vi sammenligner sådan en barselsdag med en tilfældig barselsdag fra den rare dames barsler engang i 70’erne, har de fysisk set været ret ens (bortset fra et åbenlyst fravær af store mængder hessian tapet, fløjl og orange i min barsel). De fysiske rammer og udfordringer omkring forældreskabet og dét at blive mor, er umiddelbart meget ens – men det indre landskab har ændret sig voldsomt for nutidens mødre. Den stress der ligger i at være til stede i adskillige verdener på én gang, kan vi til nød opretholde på arbejdsmarkedet (der i øvrigt – for manges vedkommende – kræver det samme af os). Men når sådan en lille krøllet klump med baby pludselig kræver fuldt nærvær og vi samtidig forsøger at opretholde vores evige tilstedeværelse i de der tusind andre digitale verdener vi er en del af, så ender vi med at føle os hæsblæste, stressede og alt andet end tilstedeværende i vores eget liv. Og det værste er – det er den digitale verden der får den gode udgave af os, mens børnene må tage til takke med en fjern mor og lidt Gurli Gris på tv’et. Vi kigger os omkring og ser at det eneste der har ændret sig, der kan være grund til denne evige hæsblæsende følelse, er den lille krøllede baby og vi konkluderer at det er moderskabet, der pludselig har gjort os stressede.

Jeg siger ikke at det ikke er hårdt at få børn, eller at have børn. Men jeg tror vi kan være mere kærlige ved os selv. Vi kan passe bedre på os selv og vores børn, ved slukke for mobilen, for tv’et, for makeuppen, for rengøringen, for opvasken og for selvkritikken der følger med. Og i stedet skrue op for nærvær og tilstedeværelse, ro i kroppen og ro på sindet. Hvis vi gør det, tror jeg faktisk den rare dame, der barslede i 70’erne har ret. Så er det ikke (nær) så hårdt med de der børn.