Miljø og prioriteter. Og pis og papir

Den er stor, dén klimadebat. Angstprovokerende og uoverskuelig. Og må vi overhovedet snakke om den eller bliver vi brændt på bålet? Sådan har jeg tænkt, når tankerne melder sig. Men har man en stemme, råber man undertiden. Og jeg har brug for at råbe. For den er allevegne, den klimadebat. Den træder os over tæerne og den prikker os på skulderen. Og alligevel er det, som om vi formår at se den anden vej. Klima er nummer ét, når Gallup beder os krydse vigtige emner af i en valgkamp. Men det er Middag for 2 med entrécote i køledisken i Brugsen også.

For den kan vel for helvede vente, den dér drivhuseffekt, til vi har spist vores fredagsbøf og bestilt den nye kjole. Den, der står til de nye sko til maj-brylluppet på landet. Det kan jo ikke passe, at lige præcis jeg, som er så forpustet, forpint og fortravlet, at lige præcis jeg også skal løse klimaet. Lige præcis jeg, som vågner udmattet hver morgen til et ræs af motionsløb, havregrød, aflevering, arbejde, fritidsaktiviteter, bilkøer, kalenderjonglering, mandagsapati, onsdagssex og fredagsbøf. Lige præcis jeg har fortjent min bøf, mine jeans og min bil. Præcis jeg har brug for den tur til Thailand og også den til Malta. Så kan miljøet vel klare sig. Med aktivisterne, veganerne, planteæderne og dem fra det dér grønne parti. Og politikerne har lavet en aftale i Paris og et sted er der nogen, der har styr på noget. Jeg tænker, de ringer, hvis jeg skal give nogle penge eller afbestille bøffen for en uge eller to.

Sådan tror jeg, vi alle har tænkt. Jeg har i hvert fald, i mange år. Tænkt, at det ikke handlede om mig. At miljøet er noget derude. At det her, lige her, det er jo bare mit lille liv. Det her er blot mine valg. Og jeg havde en drøm at udleve. Et liv at sætte sammen og en liste så lang.

I toppen lå der et stort og flot hus, der lå to biler, et job med pæn indkomst og ting. Der lå tøj og renovering og flere ting. Alskens forsikringer og pis og papir. Og nederst, allernederst, under hus og ting og papir og pis, der lå den mand jeg elsker og vores to små børn. Og havde du spurgt mig dengang om jeg prioriterede alt det pis og papir og hus og bil over kærligheden selv, mine børn og min mand, så havde jeg rystet på hovedet og sagt “Nej, er du gal.” Men sådan prioriterede jeg ikke desto mindre. For ting koster penge og penge koster tid. 

Og sådan så min liste ud, fordi jeg tog den for givet. Fordi jeg havde kopieret den fra et blad, eller en veninde eller god-knows-who. Fordi jeg så de andre leve dét liv med dén liste, fordi jeg havde set mine forældre leve dét liv med dén liste og fordi jeg aldrig følte grund til at stoppe op og sætte spørgsmåltegn ved dét liv. Sætte spørgsmålstegn ved min liste. Og jeg levede det liv, fordi jeg tænkte det ville det føles godt. På overfladen. Og til en start. Fordi huset, tingene, bilerne, tøjet, pisset og alt papiret føltes som en lækker, cremet succes i et samfund, hvor menneskeligt værd langsomt, men sikkert, er forvekslet med status. Fordi jeg tænkte jeg ville føle mig selv som lækker og cremet succes, når jeg stod dér med det hele i favnen. Fordi jeg tænkte “Nu skal jeg fandeme vise jer at jeg også kan”. 

Men det kunne jeg ikke en skid. For dér stod jeg med favnen fuld. Af huset, jobbet, bilerne, tøjet og tingene og helt klar til at råbe ad verden. Og da udeblev følelsen af succes. Udmattelse, angst, irritation, frustration, rastløshed, afmagt, skam og skyld. Jeg følte så mange ting, da jeg stod dér med favnen fuld. Men ingen af dem var cremet succes.

Og alt imens tænkte jeg, at vi har styr på det der ‘miljø’. At vi kan redde det, indgribe, sætte ind. Give lidt penge, samle noget affald og stemme på de rette.

Mit liv, med min liste og mit pis og mit papir og min skam og min angst og min afmagt. Det faldt mig aldrig ind at dét er selve klimakrisen. At alt det pres vi lægger på os selv, lægger vi på hele verden.

Og vi ser os selv som udenforstående, vi mennesker, når snakken drejer sig om miljø. Miljøet er noget, vi påvirker. Har ansvar for. Har indvirkning på. Noget, vi mødes i Paris og laver aftaler omkring. Noget med naturen, træerne, dyrene.

Initiativerne fejler intet. Ej heller intentionerne. Men vores tankegang er i så høj grad et udtryk for det skråplan, vi har kørt vores verden ud på. Som levende organismer i verden, eksisterer vi ikke udenfor miljøet. Som levende væsener, kan vi ikke omtale miljø som værende noget, vi indgriber på. Vi er en del af miljøet og det er en del af os. Vi er en del af den natur, den verden og hele det system, der netop nu er ude af balance. Vi er den verden, der er ude af balance. Overfloden er allevegne. Den er materiel, den er social, den er følelsesmæssig. Vi er overvældede, vores børn er overvældede og naturen er det samme. Naturen udpines, dyr uddør, klimaet forandres og selv bliver vi syge af stress, fjerner os fra hinanden og bliver mere og mere fjendske overfor alt og alle. These are the days it never rains, but it pours. 

Alt føles som tilvalg, fordi ingen fortæller os om fravalgene. Vi tager for os i buffeten og forstår ikke hvorfor vi råber ad vores børn på vejen. Eller hvorfor vi har hjertebanken hver dag på vej til arbejde. Eller hvorfor vi bliver rasende, når vores elskede insisterer på at se os i øjnene og tale, midt i Netflix serien. Vi tager til takke med et liv halvt levet, fyldt med pis og med papir, mens vi skeler til vores dødelighed og håber på udsættelse. For når vi engang er færdige med alt det her råben, alt det her løben, alt det her dulmen, så skal vi jo nok nå at leve lidt. Slå bremsen i og finde roen og hinanden. Det er alt sammen på listen. Og udenfor døren brænder jorden, men den må vente, den må vente, for listen er så lang.

Og vi streger intet ud og vælger intet fra. Ikke engang når verden brænder, vores børn får angst og livet selv gør vores medmennesker syge. Vi vælger til og vælger til. Vi forkæler os selv og stryger vores forslåede egoer, alt imens vi aldrig skeler til, hvad vores tilvalg ødelægger.

Og når selv fremskrivningerne indhenter os og angsten bliver for svær, forsøger vi os med janteloven. Vi råber om klimatosser mens vi fnyser “Kunne mindre ikke have gjort det?”. Nej, mindre kunne ikke gøre det. Mindre kan ikke gøre det. For et ødelagt system kan ikke lappes udefra. Det er som Einstein sagde, omend om noget meget mere dybsindigt end dette. Vi kan ikke løse problemerne med den samme tankegang der skabte dem.

Vi kan vælge el frem for diesel og vi kan sige nej tak til Tupperware. Og tage bussen og spise vegansk til vi brækker os. Men hullet i verden er indeni os og kan ikke lappes udefra. Så længe vi løber og ser væk og adskiller og fremmedgør. Så længe vi er forpustede og lukker øjnene og udsætter, så heler vi intet i verden. Så sætter vi plastre og bandager på et sår, der vil bløde helt indtil den dag vi forstår. At en krise skabt af et fravær af omsorg kun kan løses med omsorg igen.

Men vi løber og adskiller og opnår og skriver lister og forstår intet som helst. Og vi ser væk fra hinanden og løber gennem vores børns barndom. Vi tager til takke med frihed i doser af seks uger årligt og vi dulmer sorgen med overflod. For vi er rigere end nogensinde før, men som mennesker er vi udmagrede. Og ansigt til ansigt med den krise vores verdens levende organismer befinder sig i, kan vi slet ikke begribe at dette dog ikke kan klares med penge. At det virkelig kan passe, at vi ikke kan give en halvtredser om måneden til nogen, der fikser det. Og så snart vores penge ophører med at have magt, da tyr vi til apati. Så kan det være ligegyldigt. Hvad nytter jeg så alligevel. Så tror jeg slet ikke på at mine valg overhovedet gør nogen forskel. Ansigt til ansigt med den største medmenneskelige krise i verdenshistorien, tror vi ikke, vi har nogen våben. Det falder os ikke ind at gribe til empati. Til omsorg. For os selv, dernæst hinanden, dernæst vores vores verden.

Vi læner os tilbage i en fløjlsblød offerrolle, mens vores børns verden brænder.

Igår sad Kleo på sengen i soveværelset med mit ur. “Nu er klokken 10. Nu er den 11. Nu er den 12” råbte hun fra soveværelset med korte mellemrum. Indenfor et par minutter, var der gået et døgn. Tænk, hvis tiden gik så hurtigt, tænkte jeg. Gad vide om det kunne få os til at stoppe op. Tage ansvar for vores valg. Tage de svære samtaler og vælge om. Prioritere, fremfor kun at vælge til. Vende ryggen til et ødelagt system og gribe modet til at bygge et nyt fra bunden. Med hinanden på toppen af listen, ligemeget hvad. Med omsorg. Og uden så meget pis og papir.

Den dér kamp, vi kæmper

Jeg blev interviewet den anden dag. Af min veninde, der er journalist på en lokal avis. Interviewet fandt sted i anledningen af Kvindernes Kampdag. En dag, der allers altid enten kommer bag på mig eller går min næse fuldstændig forbi.

Men interviewet fik mig til at tænke. Over kvinder – og den der kamp, der kæmpes.

For der kæmpes en kamp. En kamp for kvinderne. For vores køn, vores ligestilling, vores muligheder, vores ret. Sidstnævnte, kan jeg godt få en fornemmelse af, virker til at være det der får den største fokus i denne her tredje-fjerde-bølge feminisme, der har rullet over os de sidste år. Og dét der med at holde på sin ret, det har en tendens til, i sagens natur, at få en trodsig klang. En klang, der fjerner fokus fra den snak, der ligger nedenunder.

Mange af de slag, man har udkæmpet og udkæmper under kvindefanen har haft deres historiske ret og rolle. Og på mange måder er de valg jeg træffer idag, kun mulige at træffe, fordi kvinder før mig har kæmpet for mine muligheder. Dog ser jeg ikke mine valg som del af en feministisk dagsorden. Jeg ser ikke mine valg som del af en kamp for at være kvinde. Ikke fordi de som sådan ikke kan ses sådan. Men fordi jeg ikke først og fremmest definerer mig som kvinde, men som menneske. Og jeg tror at al vores snak om lige ret og ligestilling dækker over en anden og langt mere vigtig snak: snakken om frihed og ligeværd.

Jeg tror på ligeværd, forud for ligestilling. For uden ligeværdet er ligestillingen ligegyldig. Samtidig kan noget aldrig stilles lige hvis det ikke har lige værd. Og værdet, det vil altid komme fra mig selv, fra min selvrespekt. Værdet handler om at jeg respekterer mine ønsker, respekterer min tid, respekterer mig selv nok til at vide at jeg er mine inderste ønsker og drømme værd. Og så snart jeg kommer dertil – så er det ligegyldigt om jeg får eller opnår det samme som naboen – og om jeg er kvinde eller mand.

I ligestillingen ligger der en udmåling og en sammenligning med andre, som jeg i udgangspunktet ikke går op i. Jeg underkender hverken behovet for feminisme eller de kampe der er kæmpet for kvindekønnet. Men når jeg ser mig omkring idag, tror jeg ikke så meget kampen angår det kvindelige køn, som det angår mennesket som helhed. Vi har i virkeligheden langt mere brug for menneskets kampdag. En dag hvor vi holder på vores ret til at være mennesker – og medmennesker især. Hvor vi holder på retten til at løsrive os fra de økonomiske systemer, institutioner og arbitrære samfunds-rammer, der ligger til grund for udmålingen, og komme tilbage til blot at være mennesker. Nøgne, ansvarlige, dømt til friheden.  Denne ret har alle, kvinder som mænd, unge som gamle. Friheden er vi alle dømt til – friheden til at vælge selv. Og det skylder vi at lære vores børn frem for alt andet.

Jeg vågnede først op til denne frihed i starten af mine tredivere. Og jeg føler det er den største forpligtelse overfor mine børn at jeg udlever denne frihed. At jeg gennem mit liv og deres barndom viser dem, at vi alle fortjener vores ønsker og drømme og at livet er dét liv vi vælger. Jeg har en forpligtelse til at vise mine børn at deres liv er deres – ikke alle andres. Jeg ser det som den eneste måde hvorpå min datter og min søn kan vokse op og se sig selv og alle andre mennesker som ligeværdige og ligestillede. Du er ikke din uddannelse, dit job, det hus du bor i eller den bil du kører i. Du er ikke din plads i samfundets rangorden eller de sko du står i. Du er dig. Din fornemste opgave i livet er at blive dig, som Kierkegaard har lært os. Og du er helt fri til at blive dig.

Indser vi alle dette, er vi alle lige for hinanden. Køn, seksualitet, race og alt andet falder fra og bliver ligegyldigt. Når vi alle er frie mennesker, der vælger det liv vi vil leve, så har vi ikke længere brug for at kæmpe for ligestillingen. For da er vi i sagens natur lige: Vi lever alle det liv vi selv har valgt. 

Og her vil mange råbe op og protestere. For ingen har jo valgt deres skæbne ethundrede procent. Livet er livet og når livet hænder, er det med den største tilfældighed. Og de her tilfældigheder har det med at påvirke vores ydre muligheder. Men selvom livet giver os forskellige kort, er livets tilfældigheder, noget vi, som levende mennesker, alle er ofre for. Her er vi, i udgangspunktet, også alle lige. Livet kan give os forskellige fødder at gå med, men vi vælger stadig frit de stier vi betræder. Hvadend du er gået fallit, eller er født ind i generationers dårligdom, hvadend du har mistet dit arbejde eller din elskede, da har du stadig altid friheden. Den har du i hvert nu og så længe du lever. Friheden til at blive dig. Friheden til at være menneske. Friheden til at vælge den vej du går herfra.

Og mere end det: du har en forpligtelse. En forpligtelse overfor livet. En forpligtelse til at handle på den viden du har, på de muligheder du har. Deri består din frihed og nøglen til dit værd. Først når jeg bruger min frihed til at handle, opbygger jeg mit værd som menneske. Og først da kan jeg se mig selv og andre som ligeværdige. 

Jeg ved i virkeligheden ikke en skid om kvindekamp. Om feminisme og ligeløn og mit køns ret. Men jeg ved at jeg først rigtig følte ligeværd, den dag jeg tog livet i hånden og gik min egen vej med det. Den dag holdt jeg langsomt op med st skele til de andre og deres liv, for at se om vi var lige. For fra den dag så jeg mig selv som et frit menneske. Og som frie mennesker er vi alle lige

Jeg ku faktisk godt være blevet astronaut

Jeg har vel været omtrent 19. Jeg sad i bussen på vej fra Ikast gymnasium. Det var forår, jeg var igang med at færdiggøre min HF og indeni boblede tankerne om fremtiden. Spørgsmålet “Hvad skal du så, når du er færdig?” var på det stadie af tilværelsen blevet et fast ritual i mødet med enhver, der tilhørte mine forældres generation. 

Jeg vidste præcis hvad jeg ville. Samme år havde jeg taget filosofi som valgfag. Et lille hold, med Dorte som lærer og kun 9 elever omkring et bord i et lille depot-lokale. Filosofi var noget jeg indtil da kun havde stiftet bekendtskab med gennem lange samtaler med min far om Nietzsche, Kierkegaard og Dostojevskij. Dé samtaler var allerede dengang noget af det dyrebareste jeg kendte til. Så jeg havde store forventninger til Dorte og depotrummet.

De blev indfriet, hver og én. Dorte var filosofi-nørd; hun elskede det til fingerspidserne og vores lille hold tog hurtig form af en filosofisk debat-klub. Hver torsdag over middag mødtes vi og endevendte alt fra dannelsen af staten, over moralbegrebet til eksistentialismen. Tiden flød ud og når én time var ovre, glædede jeg mig til den næste. 

Tilbage til bussen. Skoleåret og HF gik på hæld og dér sad jeg, på vej hjem. Ved siden af mig satte sig min historie-lærer, Nis. Nis var en fantastisk lærer. Eller. Nis var en fantastisk karakter. Nis var barn af tresserne og havde med ildhu brugt de foregående to år på at forsøge at få en samling af 25 HF elever til at forholde sig kritisk til det faktum, at al den historie-litteratur der lå til grund for vores undervisning, var forfattet i den vestlige verden, af vestlige forfattere, med vestlige briller. Nis gjorde hvad han kunne for at indgyde en smule revolutionær tankegang i sindet på de unge mennesker, der krydsede hans vej. Hans succes med projektet, som gymnasielærer på Ikast Gymnasium og HF, var nok selvsagt til at overse. Ikke desto mindre havde han, over de to år, hvor jeg havde modtaget undevisning fra ham i Historie og Tysk, indgydet en respekt hos mig. Som barn af en anti-autoritær far med akut hang til revolution og oprør, forstod jeg Nis’ sprog som mit modersmål. 

Som så mange andre, var Nis nu interesseret i at vide, hvad jeg ville med tilværelsen. Opslugt af min kærlighed til filosofi, svarede jeg, at det var det jeg ville. Jeg ville studere filosofi. 

“Det må du ikke gøre” var Nis’ prompte svar. “Så ender du bare som mig. Som gymnasielærer. Find i stedet en uddannelse, du kan bruge til noget.”

Ordene satte sig fast. Så meget, at jeg stadig tænker tilbage på samtalen i bussen den dag idag. Jeg blev slukøret og tænksom. Min glæde ved at have fundet en passion, der i den grad tændte et lys i mig, blev til lutter bekymring. For her sad Nis, idealist til benet og fuldstændig druknet i uddannelsessystemets bureaukrati. Skuffelsen i hans øjne var ikke til at overse, da han sagde “så ender du som mig.” Skuffelsen over et spildt liv, ønsker der ikke blev indfriet, drømme der kun forblev drømme. Her sad en mand, der havde villet noget. Og en mand der var endt med, uge efter uge, forgæves at forsøge at tale en smule revolution ind i en ungdom, der levede fra forelæsning til forelæsning. Livet havde serveret ham en stor, fed skuffelse og nu, da revolutionen var fejlet, kunne han i det mindste gøre sit for at undgå at ungdommen endte som ham.

Jeg lyttede til Nis. I min verden var anti-autoritære typer med hang til revolution jo folk der skulle lyttes til. Jeg lyttede og jeg lagde drømmen om filosofi-studiet på hylden. Hvad kunne man i det hele taget bruge sådan en filosofi-uddannelse til? Jeg fulgte i stedet hans råd og fandt mig en uddannelse jeg ‘kunne bruge til noget’. Sådan en på Handelshøjskolen, der var både ‘erhvervsrettet’ og ‘efterspurgt’. Og Nis havde ret. Den gav mig muligheder. Muligheder, som filosofi-studiet nok ikke havde givet. Muligheder for et job fra 8-16 med en pæn løn, en bonusordning, pension og karrierestige forude.

Dét, jeg ikke vidste da jeg var 19, var at al den slags er fuldstændig ligegyldigt. En pæn løn, en stige at kravle på og en årlig bonus er alt sammen fantastisk, hvis man får det for at gøre dét man elsker. Men i sig selv har det ingen værdi. ‘At kunne bruges til noget’ er en stor kvalitet for en maskine, vil jeg tro, hvis maskiner havde holdninger til den slags. Selv havde jeg aldrig mærket et dybt-følt behov for at lave noget, der kunne bruges til noget. Jeg havde tværtimod oplevet størst glæde, når jeg gjorde de ting, der i sig selv ikke kunne ‘bruges’ til noget som helst. Såsom at sidde ved et knitrende bål i skumring, at skrive til hænderne blev ømme, at læse og lære og tænke.

Men jeg var 19 og på tærsklen til voksenlivet og det var tydeligt at mærke at den slags unyttigheder ikke hører voksenlivet til. Her stoppede legen. Her sluttede lysten og pligterne tog over. 

Jeg har siden tænkt tilbage på min snak med Nis den dag i bussen. Livet er en lang tråd af tilfældigheder og hvor mon jeg ville være, hvis jeg ikke havde siddet ved siden af Nis den dag i bussen? 

Min bogreol er fyldt med både Nietzsche, Sartre og Kierkegaard, mens jeg har fyldt mit liv med excel-ark, medieplaner og Skype-møder. Jeg blev ældre og ældre og lærte at lægge flere og flere lag oven på min lyst. Lag som “det kan man ikke leve af”, “hvad vil folk ikke tænke” og “du skal udnytte dit gennemsnit”. Jo flere år der gik, jo flere lag kom der til. Men jeg var sikker på at guleroden gemte sig for enden. Belønningen for at være nyttig, effektiv og pligtopfyldende. Klappet på håret for at have valgt rigtigt.

Det kom ikke. Og den følelse jeg havde haft i maven i depotrummet, da vi diskuterede statens oprindelse, den fandt jeg heller ikke bag min skærm fra 8-16. Men det var okay. For sådan er voksenlivet jo. Arbejdet er en pligt. Passionen kan du dyrke i din fritid. 

Der skulle gå tretten år, før det gik op for mig at det er en udmagrende måde at leve sit liv på. Og at man kan leve et helt liv uden nogensinde at lytte til sig selv, sin værdi og sin mening. Og i stedet jagte den gennemgående mening i nutidens tilværelse: at vi skal ‘kunne bruges til noget’. 

Der skulle gå tretten år før jeg forstod at vi låner denne mening fra en fjern fortid. Hvor man havde brug for mennesker, der fungerede som maskiner til at bygge byer. Og at mennesker derfor skulle bearbejdes, udvikles og optimeres efter en kravspecifikation. Og at al læring derfor skulle være nyttig. Og at alle spørgsmål derfor kom med ét og kun et svar. Og at Nis derfor gang på gang stødte panden mod “kommer det til eksamen?”-muren dengang, i Ikast. Og at det langsomt slukkede hans revolutionære flamme. Og at han derfor viftede det hvide flag på den synkende skude af menneskeligt oprør, dengang i bussen, mens han kastede mig en velment redningsplanke og råbte “red dig selv!”.

Vores børn vokser op med angst og stress. Med skam og hamrende hjerter. I et liv hvor det eneste sikre er at intet er sikkert, sender vi dem afsted med determinismen som eneste værktøj i tasken. De ser på os med store, frygtsomme øjne, mens de spørger hvad der venter dem, hvis ikke de får 12-taller, hvis ikke de svarer rigtigt, hvis ikke de vælger rigtigt første gang? Vi invaderer deres barndom med pligt og skal og bør, alt imens vi undrer os over hvor legen i vores egne liv blev af. Vi efterlader intet rum til fejl, til leg og til at lytte til stemmen inderst inde. Vi overdøver den udefra, til de ikke aner de har en stemme – og at dén er den vigtigste at lytte til.

Da jeg sad dér i bussen og var 19 og forvirret og tynget, kunne Nis lige så vel have sagt: “Gør hvad du vil, til du ikke vil det længere. Prøv af og fortab dig og begå tusind fejl. Verden er enorm og ingen kigger.” Og jeg kunne have lyttet og være blevet filosof. Eller ikke og blevet astronaut. Og verden kunne være sådan et sted, hvor børn blev det de drømte om, mens de voksne blandede sig udenom.

Myten om convenience

Er convenience sundt for os?Jeg læste en artikel om Frida og Mikkel igår. Frida og Mikkel er på alle måder et par, der lever deres ideologi. På gården Stenbjerglykke lever de selvforsynende i pagt med naturens gang og med hjælp fra deres børn. Hele familien tager del i det arbejde det er at leve livet på gården. Og dét er netop pointen: det er hårdt arbejde. At forsyne sig selv og sin familie efter gammeldags metoder er benhårdt arbejde  hver eneste dag. Men ifølge Mikkel og Frida, er det arbejdet der giver meningen. Ikke de lange ferie-dage, hvor vi kan drive og dovne og drømme, men dagligdagen med arbejdet for maden på bordet. 

Frida og Mikkels tilgang til tilværelsen pustede til noget, jeg længe har funderet over: Hvordan convenience (det danske ord Bekvemmelighed er simpelthen ikke tilstrækkeligt i denne sammenhæng) er blevet en af de centrale værdier i vores samfund. Og hvor bagvendt dét er. For convenience er ikke og har aldrig været en værdi i sig selv. Convenience er en nødvendighed i et samfund, der løber løbsk; en pille, der fjerner symptomerne, men aldrig kan kurere sygdommen.

I mit arbejde har jeg oplevet hvordan convenience igen og igen er blevet det centrale salgsargument, når en service eller et produkt skal markedsføres. “Fordi det er nemt! Fordi det sparer tid!” er argumenterne, og alle nikker. Med ét enkelt klik, er en tagline jeg har brugt alt for mange gange i mit arbejde. 

For der er jo en grund til at vi alle jagter den, bekvemmeligheden. Convenience er lidt som dovenskab. Det føles dejligt i øjeblikket og giver en masse på den korte bane. Som når du har hovedpine og tager en Panodil. Smerterne forsvinder, det føles godt. Vi kan løbe lidt stærkere, blive lidt længere på arbejdet, klemme en ekstra løbetur ind i ugen og se lidt mere Bagedyst om aftenen. Når ikke vi skal bruge tid på selv at handle ind, støvsuge, køre til byen efter julegaver, huske venners fødselsdage, sætte en plade på afspilleren, og så videre, og så videre. Så vi ender med at jagte convenience og proppe den ind i alle aspekter af vores tilværelse. For det føles rart med en ekstra løbetur, ekstra fritid, mere Bagedyst. Belønningen sker med det samme og vi klapper os selv på ryggen for at få puslespillet til at gå op. 

Der er bare ét problem: Nok føles convenience dejligt her og nu, men på den lange bane ender den med at gøre problemet langt være. Den Panodil vi sluger hver dag, gør os blinde for det faktum at der ligger en sygdom til grund for vores smerte. 

Mennesket har været jæger og levet i pagt med naturen i omtrent 200.000 år. Herefter begyndte vi at dyrke jorden gennem landbruget. Først indenfor de sidste par hundrede år er vi begyndt at bevæge os væk fra skaffelsen eller dyrkelsen af egen føde som primær beskæftigelse. Med industrialiseringen blev ideen om den industrielle effektivitet  altomfattende. Hele vores tilværelse opereres efter effektivitetens principper og vi glemmer helt at vores natur er en anden. At dét at arbejde for føden, at tage os af familien og skabe tryghed om hjemmet ligger dybt i vores dna. At fysisk arbejde efterfulgt af belønning, er fundamentet for den mening vi finder i tilværelsen.

Aldrig har så mange daglige aktiviteter kunnet udføres så bekvemt som idag – og aldrig før har så mange mennesker kæmpet med at finde meningen med tilværelsen. Vi identificerer os med de maskiner vi omgiver os med, instrumentaliserer kroppen og gør hjernen til kommandocentralen. Vi implementerer convenience overalt, så maskinen kører så gnidningsfrit som muligt. Og alt imens mangler vi pludselig gnidningerne, kampen, fysikken. Vi går i terapi-have og bliver selvforsynende for igen at få belønningen af at dyrke vores jord. Vi løber marathon og kører mountainbike for at genforene os med kroppen og den fysiske kamp for målet. Vi strikker, hækler og laver keramik på livet løs, og genfinder glæden ved håndværket. Vi søger efter kampen, efter igen at mærke det hårde arbejde og den efterfølgende belønning.

Jeg tror ikke idealet er at vi alle flytter på landet og dyrker vores egen jord og syr vores eget tøj. Udviklingen er konstant og den er en del af den menneskelige præmis. Jeg tror heller ikke at convenience kun er til skade. Convenience giver os tid og kan være et effektivt middel til et større mål. Men jeg tror det er vigtigere end nogensinde før, ikke at glemme mennesket i udviklingen. Huske, at det nemme liv – hvor tillokkende det end virker – ikke nødvendigvis er et meningsfuldt liv; tværtimod. I en verden hvor alt må vige for målet, genfinder vi kun meningen hvis vi en gang imellem husker os selv på at se ned på vores fødder og fortabe os lidt i rejsen, i arbejdet og i det ubekvemme. 

Det her liv, vi er blevet solgt

Vi bor i et hus fra 1970. Huset og næsten alt i det står fuldstændig som da det blev bygget for 48 år siden. Og det var præcis dét vi forelskede os i, da vi for tre år siden skrev under på at tage springet fra byen og ud i bakkerne på landet og det, der nu er blevet vores hjem.

Jeg elsker især vores køkken. De gamle, slidte egetræslåger spreder varme og giver mig en følelse af ro og tryghed. Køkkenet er flot, solidt og fuldt ud funktionelt. Alligevel stiller stort set alle gæster i vores hjem det samme spørgsmål: “Skal I have nyt køkken?” Og når vi til deres overraskelse svarer nej, følges det tit op med et “Nå ja, men man kan jo også altid male lågerne. Så er det jo nærmest som et nyt køkken igen.”

(Nelli Arnth fra hönsthuset.com har i øvrigt skrevet et virkelig godt indlæg om netop den oplevelse. Jeg fik en mindre åbenbaring, da jeg læste det og det gik op for mig at jeg ikke er den eneste der elsker mit gamle hus.)

Jeg har intet imod nye køkkener. For hulen, de kommer med en hel del fordele, som mit gamle 70’er køkken ikke har (såsom passende bordhøjde, for blot at nævne én). Men jeg er ked af at vi er havnet et sted, hvor det nærmest ikke engang anses som en mulighed at bo i et gammelt hus, uden at rive alt ud og erstatte det med nyt og hvidt og stilrent. Og hvad værre er: vi, der bliver voksne nu, har ikke levet længe nok til at vide at det liv vi alle ser som normen – huset, jobbet, det nye køkken, det nye badeværelse, de to biler, de rigtige bukser, marathon-løbet, den helt rigtige dousede rosa på børnenes sengetøj – alt sammen er et produkt af årtiers markedsføring. Livet, som vi tror det skal se ud, er et flot indpakket og voldsomt overpriced produkt. Markedsføringen bombarderer os allevegne: fra vores venner, på Instagram, fra den anden side af hækken, i børnehavens garderobe, på jobbet, i mødregruppen. Og vi æder det råt.

For vi er flokdyr. Vi vil passe ind. Vi vil have status. Så vi tager uddannelsen, vi får jobbet, vi køber huset, vi fylder det med tingene, vi køber de to biler og vi renoverer køkkenet. Og når statusangsten puster os i nakken, giver vi børnene de rigtige mærker på og booker flyveren til Maldiverne. Vi stiger i graderne, vi arbejder mere, vi betaler med vores frihed og helbred. Men vi gør det iført de rigtige Celine støvler.

Og vi har fuldstændig glemt at det kan være anderledes. Vi har glemt at vores forældre sparede op i 20 år for at få det nye badeværelse. Vi lukker øjnene for det faktum at de ting vi idag tager som nødvendige byggesten i det moderne liv, er luksusvarer og bekvemmeligheder, som kun indenfor de sidste fire-fem årtier er blevet allemands-eje – og vel at mærke kun i den priviligerede del af verden. (Et sindssygt eksempel på det, fra Alain de Bottons bog Statusangst, er at kun 3 procent af den nordamerikanere i 1970 mente at det var nødvendigt med to fjernsyn pr. husstand. I 2000 var tallet 45 procent.)

Så hvad gør man så, når man gerne vil trække i nødbremsen? Når man allerede har købt en del af pakken, men tydeligt mærker at prisen er for høj, og man gerne vil returnere resten? For bare tre år siden, da vi flyttede fra byen og herud i bakkerne, var jeg overbevist om at resten af mit arbejdsliv skulle bestå af 37+ timers uger, med dertilhørende lønstigninger og bonusser. Godt nok købte vi billigere end vi kunne have gjort, men vi var ikke sene til at fylde på med to biler, nye vinduer, møbler, tøj og mere og mere. Indtil livet tog et sving. Som livet nu har det med at gøre. Og det er gået op for os begge, hvad det er for en stige vi har haft travlt med at klatre op ad.

Vi har aldrig haft et ønske om at total-renovere. Og endnu mindre nu. Nu er vores største ønske mere frihed. Mere tid. Mere ro. Herude i bakkerne, med vores børn og med hinanden. Og når vi endelig taler markedsføring, så er dét for høj en pris at betale for stilrene, hvide køkkener, dobbelte brusekabiner og en splinterny stationcar. Forstå mig ret, jeg synes også produktet er lækkert. Pakken er indbydende. Men prisen er for høj. Alt for høj. Og som enhver god marketingmedarbejder ved, så skal de tre P’er være afstemt, for at få produktet over disken.

Så jeg tager gerne et par ekstra sokker på i mit 70’er køkken, når det bliver vinter. Jeg hygger mig med at se, hvor længe vores 12 år gamle Golf mon holder os alle fire kørende. Og jeg tager imod genbrugstøj til mine unger med kyshånd og taknemmelighed. Der er ikke meget status i det. Men der er et ton af frihed.