Jeg kan umuligt være den eneste…

… der ikke bryder sig om nytår.

Hvert år omkring denne tid lander den samme, velkendte uro i kroppen og jeg ønsker inderligt at kunne aflyse årets sidste dag og hoppe direkte til januar og et helt nyt år.

Og med god grund.

Fyrværkeri gør mig bange, afslutninger gør mig melankolsk, larm udmatter mig og pænt tøj og opsat hår får mig til at føle mig som en fisk på land.

Nytåret giver mig akut flugt-instinkt og jeg veksler hele dagen idag mellem lige dele savn til julens trygge, vamsede, varme overspisning af snebolde og januars grå og forudsigelige hverdag. Jeg vil spole. Tilbage eller frem. Bare jeg slipper for d. 31.

det har været sådan så længe jeg kan huske. Som barn elskede jeg den højtidelige stemning, der indfandt sig når “Vær velkommen” strømmede ud fra fjernsynet lidt over tolv. Det gør jeg stadig. Men jeg hadede det fyrværkeri og bulder og brag der fulgte efter. Larmen gjorde mig ængstelig og fyrværkeriet gjorde mig bange. Allerhelst ville jeg sidde indendøre og se ud på de mange fine farver, mens jeg i al hemmelighed glædede mig til det gik over. Og allermest holdt jeg af gåturen med min mor dagen efter, når det hele var overstået, alt var gråt og verden åndede ro igen.

Senere, da jeg blev ældre, ændrede nytåret betydning. Nu var det noget med årets fest og champagne-branderter. Glimmer, opsat hår og høje hæle. Forventninger, der ikke blev indfriet. Og mig, der inderligt glædede mig til 1. januar, hvor jeg igen kunne trække i løst tøj og lade håret og forventningerne hænge.

Idag er nytår blevet en sær blanding af det hele og mere til. To små børn har introduceret en ny form for uro for det snigende midnats-bulder, der med garanti afbryder deres nattesøvn op til flere gange. De seneste år har desuden gjort at denne status-dag følges af en bølge af tungsind, der stille og roligt ruller sig ind over min december-ro. Minder om hårde år, om dem vi har mistet, om det vi har gennemgået og lært. Tanker om det kommende år, om det vi skal igennem, dem vi står overfor at miste. Sammen med taknemmelighed over det vi har, det vi har bygget, de to smukke børn vi har fået – det faktum at vi alle har hinanden og at det er den vigtigste status af alle.

Og dér, et sted midtimellem, lander det så, mit nytår. Vi holder det helt alene i år. Os to og vores to små. Ingen forventninger og rigeligt med tid. Udsigt til farverne fra vinduet. Fryd over knaldperler på terrassen. Taknemmelighed, når klokken slår tolv. Over alt hvad vi har og har haft. Over at vi står her endnu, sammen. Og over at det, trods alt og endnu engang, endelig blev d. 1. januar.

Mørket åbner døre

Mørket er tungt af ånde fra os alle fire. Buttede barnefingre holder fast i min arm, på min mave hviler en fod og på gulvet en af nattens brugte bleer.
Mit hemmelige liv her i mørket åbner døre både frem og tilbage. Jeg drømmer mens jeg er vågen og nyder nattens stilhed når den lille spiser.
Engang var vi to i dette mørke. Forvirrede, forelskede, for os selv. Nu er vi fire. Det er så mærkeligt magisk at lave en familie. At udvide indefra. At have dem hos sig, men hele tiden mindre og mindre. Fra mave, til arm, til hånd og videre ud i verden. Jeg snuser dem i nakken og tænker at vi alle har hinanden til låns. En dag må I videre.

Men her i sengen og mens I er mine, kan jeg ligge i mørket og åbne døre fremad. Til en barndom med jer. Endeløse sommerdage og den bedste kælkebakke. Is større end hænderne kan bære og skrammede, bare knæ. Den der følelse, når tåen rammer asfalten, fra pedalen på cyklen. Det sekund, hvor tyggegummiboblen sprænger og klistrer sig fast til ansigtet.

I skal det hele og jeg er kun med. Ser til og suger og forsøger at gemme det hele. Til I en dag ikke er til låns længere.

In other news

  • Jeg har lavet min egen voksenjulekalender i år. Den går i store træk ud på hver dag at smugspise noget af min datters slik med hovedet inde i skabet. #brugdenhvisdukan
  • Ammehjernen er ankommet. Jeg kan huske hvordan man spiser, at jeg har to børn og forstyrrende meget af teksten til Coco Jambo. Og det er cirka det.
  • Jeg har brug for en alvorlig snak med hvem end der kom på udtrykket Slept like a baby. Hvem er du? Hvem er disse babyer du kender? Hvorfor sover de så godt? Hvorfor vågner dine reference-babyer ikke hver gang man hoster/de prutter/der kører en bil forbi/de skifter søvnfase/hvert tiende minut? Jeg er lige dele misundelig og forundret. Eller. Nej. Den er 80/20.
  • Da jeg var yngre forstod jeg aldrig de der likørflasker i Anton Berg æskerne. Så blev jeg mor. Nu er de min største kærlighed. Sprut og chokolade i én og samme indpakning. Jeg håber, at hvem end der kom op med dén ide, fik både lønforhøjelse, forlænget ferie og kage i kantinen, lige på stedet.
  • Jeg er ved at læse Charlie Hotel Oscar Kilo af Maise Njor og Camilla Stockmann. Hvilket gør at jeg konstant har Foxtrot Unicorn Charlie Kilo med Bloodhound Gang på hjernen. Et soundtrack der giver et frisk pust til babyboblen.

Hvornår kommer de voksne?

Kender I det? De der situationer hvor man helt per automatik tænker “Jeg gi’r op. Jeg ringer til de voksne, så klarer de den”. Og i et splitsekund indfinder roen sig i maven indtil det går op for en – jeg er de voksne. Der er ikke nogen at ringe efter. This is it. Værsågod og fix det, voksenstyle.

For mig indtraf situationen i går morges. For Gud-ved-hvilken gang. Men senest altså, i går morges. Vi havde netop haft inspektion af rørskaden i badeværelset af murerfirma, der selvfølgelig kunne fortælle at – surprise! – det hele ville blive dyrere end først antaget (som med alt andet i et hus fra 1970), jeg havde udsigt til at min mand tager på forretningsrejse (kalder vi det stadig det? Jeg mangler et bedre, ikke-firser-klingende udtryk) til Thailand i morgen og dermed (og for anden gang indenfor to uger) efterlader mig som ene-direktør i det cirkus der er vores hjemlige liv, og mens jeg forsøgte at excellere i disciplinen “giv baby og 2-årig bleer og tøj på på samme tid” måtte jeg – igen, for Gud-ved-hvilken gang – forgæves forsøge at forklare 2-årig, at hendes lillebror ikke bryder sig meget om direkte slag i ansigtet. Jeg sad pludselig med råbende og skrigende 2-årig på skødet, mens lillebror lå, opløst i gråd, på dobbeltsengen og det eneste jeg kunne tænke var “hvornår kommer de voksne” – der er vel forhåbentlig ingen der regner med at det er mig der skal opstampe energien, tålmodigheden og de uanede mængder af trøste-chokolade, der ville gøre det muligt at komme igennem denne uge, eller bare den her morgen med alle lemmer, følelser og familiemedlemmer intakte?!

Det var der nogen der regnede med. Og jeg fik jo styr på det. Og vi kom ud af døren. Godtnok til lortebil, der ikke ville starte i frostvejr. Men ud af døren kom vi. Og også ned i vuggestuen (tak til nabo med startkabler). Og nogen blev bestukket med sut. Og alle blev glade igen.

Og de voksne var mig. Og jeg ved ikke om jeg nogensinde vænner mig til det. Måske holder jeg aldrig op med at føle mig lidt som en 12-årig, der leger far-mor-og-børn i en voksen dames tøj.

22965f05-9638-44f6-9b88-a375e4bc8c35