Jeg ved ikke hvor jeg var endt, hvis jeg aldrig havde givet op. Eller hvor mange ting, jeg havde været nødsaget til at presse ind i ugens syv dage. Blokfløjte. Springgymnastik. Spansk for begyndere. Hækling. I de 33 år jeg har levet, har jeg påbegyndt en hulens masse. Virkelig meget, faktisk. Noget har jeg gennemført, noget stoppede jeg med igen, lidt gør jeg stadig. Jeg har med andre ord givet op virkelig mange gange. Egentlig er jeg mere for det engelske udtryk “quitting”, der direkte oversat blot betyder at holde op, men som på dansk har fået betydning ‘at give op’. Hvilket i sig selv er tankevækkende nok.

At starte med noget, for herefter at stoppe med det igen, når det mister ens interesse er en ganske naturlig følge af at være et nysgerrigt væsen. Vi undersøger, vi afprøver, vi vedbliver og vi går videre. Nogle gange er vi så heldige at støde på noget, der holder vores interesse og måske endda tænder en flamme indeni. Vi fortaber os og fordyber os og bliver vægtløse i tiden. Vi mærker en ro og det indre og ydre går i ét. Nogle kalder det en passion. Nogle mennesker er så heldige at støde på en passion tidligt i livet, andre finder dem først sent, endnu andre opdager dem aldrig. For der er dét med passion, at den kan ikke arbejdes frem. Den kan ikke opdyrkes eller fremelskes. Den ulmer i det indre, for at blusse op, når vinden tager den.

Og nogle passioner lever længe. Og andre varer dage. Men det lærer vi ikke om. Vi lærer ikke om at vi kan vælge noget til, for derefter at vælge det fra. Vi lærer ikke om, at det er i orden, faktisk presserende vigtigt, at vi smager på livet. Tager en lille bid hist og en lille bid her. For til sidst, måske, at finde det der smager os. Alt det fortæller ingen om. Vi får fortællinger om fejl, om forkerte valg og om de der mennesker, der aldrig holder ved noget. Alt imens vores forældre er grå i ansigterne og lange i øjnene efter 40 år i det samme job.

Handlede hele livet om aldrig at ‘give op’, så havde jeg idag været en trist, blokfløjtespillende, springgymnastikdyrkende, dårligt hæklende, middelmådig marketingkoordinator. Ikke, at der er noget i vejen med det. Men det havde ikke gjort mig glad.

Fordi jeg har ‘givet op’ i mit liv, er jeg idag en mere tilstedeværende, elskende, levende og skrivende kvinde, hustru, mor og menneske. Og det vil jeg hellere, lige nu, end det første.

Så lad os give lidt mere op. Når vi kan mærke, at tiden er til det. Lad os huske at den passion, der varer tre dage, er lige så levende, som den, der varer et liv. Lad os leve efter en ordbog, hvor ‘give op’ og ‘fejl’ erstattes med ‘holde op’ og ‘forsøg’. Lad os tilgive os selv, at vi er børn af en verden af spørgsmål og svar. Af kasser og linjer. Og lad os så krusedulle vores vej gennem livet.

“To my great surprise, I found that going nowhere was at least as exciting as going to Tibet or Cuba. And by going nowhere I mean nothing more intimidating than taking a few hours out of every day, a few days out of every year or even a few years out of a life to sit still long enough to find out what moves you most. To recall where your truest happiness lies. And too remember, that sometimes making a living and making a life point in opposite directions.”

Ordene er taget fra en Ted Talk med journalisten Pick Iyer. Ord, jeg igen og igen  vender tilbage til og har vendt tilbage til over det sidste halvandet år. Det halvandet år, der er gået, siden jeg trykkede på Pause.  

Fordi det var de ord, der var med til at åbne min bevidsthed. Få mig til at forstå. At pauserne i livet, den tid, hvor vi trækker stikket, tillader os selv bare at være. De pauser er helt essentielle for vores eksistens. Ikke bare for glæden, for meningsfuldheden, for lykken. Pauserne er livsnødvendige for os.

Men alt dette anede jeg ikke. Jeg anede det ikke, for jeg så det ikke omkring mig. For i vores verden pauser noget, man gør sig fortjent til. Har du født et barn, får du et år. Har du arbejdet fem dage, får du to dage. Har du knoklet et liv, får du sit livs efterår. Til at være, at nyde, at samle næring.

Og pauser er noget, vi bliver tildelt, når det er fuldstændig umuligt for os at gøre andet. Når vi blive ramt af livet. gennem stress, livsomvæltning, sorg, sygdom, krise.

Pauser er noget, man gør sig fortjent til. Frivilligt eller ufrivilligt.

Men hvordan landede vi her? Ser jeg tilbage, har pauserne altid været en del af vores natur. For mange af de mennesker, hvis ideer vores samfund står på skuldrene af, var pauserne lige så essentiel en del af arbejdet, som arbejdet selv. Mennesker som Darwin, Kierkegaard og Nietschze gik dagligt lange ture på adskillige timer, som en del af deres virke og inspiration. Adskillige store tænkere har udtalt sig omkring, hvordan disse pauser var den helt essentielle del af deres arbejde. Det er her, inspirationen, ideerne, arbejdet bliver grundlagt. Selve nedskrivningen, udførelsen er blot en fuldbyrdelse af de frugter der høstes gennem pausen.

Og i naturen selv, er pauserne mellem blomstring en del af hele livets cyklus. Vi ville aldrig bilde os ind at forvente af æbletræet, at det skal bære frugt året rundt.

Alligevel er det den tanke, der ligger til grund for hele vores måde at anskue vores arbejdsliv. Vores liv, faktisk. Pauserne, som er det mest naturlige og helt essentielle i vores eksistens, er blevet sygeliggjorte. Især de store af slagsen. De pauser er for de svage, de ældre, de syge.

Men vi kender nok alle oplevelsen. Af problemet, der blev løst i drømmen. Opgaven, der fandt løsningen på gåturen. Ideen, der kom på ferien.

Og tænk en gang. Hvis alle disse små gemnembrud kan komme gennem de mindste af pauser, som søvn, en gåtur, ferie. Tænk, hvad der så kunne hænde med verden, hvis vi alle tog os tid til at stoppe op. Helt op. Og holde pause. Og bare blive ved. Lige indtil noget trak så meget i os, at vi ikke kunne lade være med at gå igang igen.

Bag det hus, hvor jeg voksede op, var skoven. En uendelig skov, med store, gamle træer, der strakte sig endeløst op ad bakken og ned mod vejen. Vel egentlig kun en halv kilometers penge i voksenterminologi. Men i min lille verden, et helt univers. Med gyngen over skrænten, med lysningen bag hegnet, hvor vi lavede bål. Med uendelige eventyr, gemmesteder, historier.

Siden blev skoven til brænde og jorden belagt med boliger, som historien vil have det i det 20. århundrede.

Men før det, før det boede jeg i det gule hus i svinget, med en magisk skov bag min have. I den magiske skov voksede bunkevis af træer. Og gik man ind ad stien nedenfor hækken og fulgte man hegnet langs haven op bag huset og fortsatte nogle meter ind til dér hvor skoven tætnede, så stødte man på det. Mit træ. Gammelt, knudret og med tusinder af grene, der strakte sig ud og ind og ud igen i en uendelig længsel mod himlen. Præcis så mange og så tykke og så lave, at man med lethed kunne stryge til tops og indtage hele verden. Stammen var stor som verden selv og under den bredte de gamle, tykke rødder sig ned i skovens muld.

Og der, i hulrummet under rødderne var det allerbedste: træets hemmelige gemmested. Her skjulte vi alle de bedste skatte. En gammel shampoo-flaske med smukt motiv, de smukke små sæber vi havde fundet, en spand til alverdens sager. Vi gemte dem alle lige dér og træet vogtede over dem og røbede aldrig vores hemmelighed. Når jeg var trist til mode, eller glad, eller alene, eller tænksom. Når solen stod højt og når vinden ruskede. Så søgte jeg tilflugt hos mit træ. Jeg fandt skattene frem og beundrede dem, holdt min hånd på stammen med de dybe fuger, mens vi delte historier, mit træ og jeg.

Og som historien ville have det, måtte mit træ lade livet, så flere menneskevæsener kunne komme til. Og senere flyttede jeg derfra og senere endnu blev jeg voksen. Og jeg holdt op med at gemme skatte under træer og søge tilflugt under grønne kroner. Ikke fordi jeg ikke ville, men fordi jeg glemte.

–

Til pludselig en dag, i et helt andet liv. Længe efter afskeden med dét, de kaldte voksenlivet og den dér virkelige verden. Efter turene i skoven igen vendte tilbage i mit liv. Da vi igen var opdagelsesrejsende i skoven, mine to små og jeg, på jagt efter det perfekte klatretræ. Mens vinden ruskede og bed kinderne røde.

Dér, blandt alle mine glemte venner, da huskede jeg pludselig mit gamle træ. Som havde jeg åbnet en kiste fra barndommens loft. Shampooflasken og spanden og fugerne og tilflugten. Minderne om en gammel ven, som jeg alt for længe havde savnet. Og dér, midt i skoven, midt i opdagelsesrejsen, blandt blade og vind og væsener, huskede jeg pludselig min vens navn. Hr. Olsen. Jeg havde givet ham navnet en dag, jeg søgte tilflugt ved foden af den tykke stamme. Det helt rigtige navn til en ældre herre, fuld af års visdom, fuld af de dyrebareste skatte, fuld af en gammel vens trøst.

Og jeg blev på én gang lykkelig og vemodig. Over at have glemt mine gamle ven og hans navn i alle disse år. Over at genfinde mindet om ham, flere end tyve år senere. Over alt det, der ligger gemt, som vi kender, indeni. Men som kan skjules af år og af støj og øjne, der ser. Over at fare vild i livet og over at finde vejen hjem. Til alt, der stadig bor indeni. Min gamle ven bag hegnet. Til de skjulte skatte og en verden i verden. Med solskin og eventyr og væsener.

Til træerne, der stadig og tålmodigt taler, hver gang jeg lytter.

“Vil nogen ikke sige, at det bare er en fase?”

Jeg stod stille i den halvvåde novembervind og iagttog Kleo, der demonstrativt forsøgte at gynge sig selv på den lavthængende, halvrådne gynge udenfor feriekolonien. Havets susen og Kleos utålmodighed gjorde det svært at stable en bare nogenlunde nærværende samtale på benene med den meget begejstrede journalist der sad i den anden ende af røret. Grundet en dårligt timet tissetur i busken samme morgen (Kleo, heldigvis) var vi nu pludselig havnet som centrum for et simple living portræt i et lokalt blad.

“Vil nogen ikke sige at det bare er en fase?” spurgte journalisten i den anden ende. Jo, svarede jeg. For det er det jo. Alt er en fase. Jeg var barn, før jeg blev ung og ung før jeg blev voksen. Jeg boede ét sted, før jeg flyttede og endnu ét før jeg flyttede igen. Jeg uddannede mig, arbejdede, sagde op. Jeg levede med Henrik i tosomhed, hvorefter vi fik børn. Og en dag flyver de fra reden og tosomheden vender tilbage. Alt er faser. Livet er, per definition, faser.

Men jeg forstod godt hvad hun mente. Med faserne. Den nedladende tone vi støder på. “Det er bare en fase” siger vi hovedrystende om vores børn, når de rammer deres unge år. “Vent og se, det er en fase” siger vi vidende og med himmelvendte øjne om dem vi kender der stikker ud, stikker af eller stikker op. Det er en fase. Som for at berolige hinanden. Bare rolig, det er en sindssyge, der fortager sig. Og de sindssyge lytter vi ikke til. Før eller senere vender de tilbage til de snorlige rækker og indfinder sig igen. Når fasen er ovre.

Det vender tilbage til mig igen og igen. Planlægningen af livet. Foreskrivningen. Planen, kasserne, forudsigeligheden. Flugten fra faserne. Gør livet ondt på os, fordi vi har glemt at det er faser? At vi ikke kan holde livet i et knytnævegreb og tvinge det til at forblive det samme for tid og evighed? Hvad hvis vi gav slip? Mærkede faserne og sæsonernes skiften. Indeni og udenpå. Hvis vi havde modet til at læne os ind mod livet og følge med når faserne skifter. Ikke kæmpe imod med gråd og angst og kontrol, men stole på livet selv, på det der kalder indeni og bare drive med.

Måske ville vi så ikke have trang til at se på de skæve og midlertidigt sindssyge (Gud velsigne dem) og væbne os med hovedrysten og “Det er bare en fase”. For så ville deres sindssyge ikke gnave i vores egne lemmer. Vi ville se at sindssygen og faserne blot er drevet af livet selv.

 

Skal jeg partout forpligte mig for livet, med 30 års lån og løfter om evighed? Eller må jeg vælge og mærke og vælge om igen. Må jeg drive med livet og de sving der kommer. Må jeg stikke af i en retning og komme tilbage og fortælle at den går jeg aldrig igen. Må jeg een gang for alle droppe den perfektionisme, der hærger vores forestilling om tiden og livet og bare være og drive og mærke. Og leve. Perfektionisme eksisterer per definition ikke, hørte jeg for nyligt. For alt er i konstant forandring. Livet, verden, universet. Og når alt er i konstant forandring, er intet nogensinde perfekt. Og samtidig er alt til hver en tid perfekt. Helt uden vores stræben. Helt uden vores indgriben, kontrol, planer og pros and cons lister.

Livet klarer sig selv. Livet tager sig af sig selv. Og det tager sig af os. Vores opgave er ikke at vælge rigtigt i første forsøg. For der findes intet rigtigt. Eller forkert. Der findes faser. Efter faser, efter faser. Og de kommer selv og de går igen. Én tid er ikke mere dyrebar end en anden. Én tid har ikke mere kvalitet end en anden. Og hver en fase, hvadend den varer 50 år eller tre uger, bærer sin egen gave med sig.

Der venter ingen blomster ved enden af vejen til den, der ramte rigtigt i første forsøg. Der venter ingen stående applaus for korrekt kalkulation og tro tjeneste. Til gengæld venter der galskab i krogene. Lykke og tvivl og håb og tro. Og alt det andet, vi læste om i bøgerne. Det venter altsammen på os. I faserne, hvis vi tør gå med dem. Og læne os ind og leve liv efter liv, hele livet.

Jeg vender altid tilbage til valget. Det frie valg. Ligesom valget altid vender tilbage til mig.

Valget giver friheden ben. Valget tager os fra den ene virkelighed til den anden. Fra ét parallelt liv til det næste. Og valget er et privilegie. For som levende har vi det altid. Det frie valg.

En dag i juni skrev Siff til mig. Om jeg ville præsentere mig selv og vores historie i et indlæg på hendes blog, Ind i Verden. Ind i Verden rummer en historie om en familie der valgte nærværet, tiden og bevidstheden først. En historie om et liv med få ting, på få kvadratmeter, med rum til tanker og plads til tiden. Siffs tanker var med mig, da jeg for lidt over et halvt år siden sagde mit job op og vi startede vores rejse mod et liv med plads til livet. Jeg har fulgt hendes blog længe, så da hun skrev, sagde jeg ja med det samme.

Og nu ligger vores lille historie, som den blev fortalt en juli-aften på sofaen i det gamle hus, på Siffs blog. Og det er første gang jeg har forsøgt at nedskrive den. Måske fordi jeg skriver bedst fra såret, ikke fra arret. Måske fordi den skræmmer mig, historien. Fordi minderne vælter frem fra mørket og tager pusten fra mig til tider.

Men som med så meget andet, er dét der skræmmer os mest, som regel også det, der kalder højest. Og den var god at få skrevet, den historie, den juli-aften. Den sad fast et sted og den kom med forløsning.

Og den handler om valget. Siffs blog er ikke længere online, men her kan du læse indlægget:

–

 

Klokken er lige slået 20. I vores seng i den anden ende af det alt for store hus, ligger to små kroppe filtret ind i drømme. Udenfor mit vindue skifter juli-himlen med blæsten, mens jeg stirrer på de spæde knopper i æbletræet. Inden de har vokset sig til store saftige æbler, er vi væk. Good riddance, når jeg lige at tænke. Der er sgu altid så mange orm i de æbler.

Jeg har aldrig kunnet lide at præsentere mig selv. Det gør mig selvbevidst og ulideligt sårbar. At skulle prøve at præsentere de sidste års rejse er endnu mere uoverstigeligt. For hvor starter man? Og hvordan fortæller man en historie, man endnu er midt i at udleve? Når jeg ser tilbage, har jeg altid været på vej hertil. Og alligevel var jeg nok havnet et helt andet sted, hvis de sidste fire år ikke forløb som de gjorde.

“And there is the account of the hanging of three men, and a scuba diver, and a suicide. There are stories of coincidence and chance, of intersections and strange things told, and which is which and who only knows?” som han siger i mine ungdomsårs yndlings film.

Og det er vel også ligemeget. I sidste ende har min historie landet mig her. På en sofa i et alt for stort hus, med et æbletræ, på en kæmpe grund, som vi alt sammen forlader om en måned. Alene dét at skulle tænke tilbage giver mig kuldegysninger. Minder om mørke vinteraftener vælter frem og jeg synes næsten jeg kan mærke den metalliske smag i munden igen. Når jeg vågnede klokken 3 om natten med galoperende hjerte og ikke kunne sove, mens tanker om død og ødelæggelse rullede gennem mit sind, som et godstog ude af kontrol. Når jeg stod med min Kleo på armen og bønfaldt Henrik om at blive hjemme, fordi dagen alene med mine tanker i det store hus, fik benene til at forsvinde under mig.

–

De store følelser har altid ulmet i mig. Sårbarheden. Som lille skreg jeg uden ende, når de tog over. Jeg råbte og slog og kastede med alt, der var i nærheden. De var så kæmpestore og helt umulige, følelserne. Og jeg var lille og afmægtig og alene. Hidsig, blev jeg kaldt. Og det var jeg. Udenpå. Indeni var jeg bange.

Jeg følte mig ved siden af. Ikke som de andre og aldrig som et helt rigtigt menneske. Jeg brugte timer i min fantasi og timer på at aflæse mine legekammerater, for at forsøge at være som dem, de rigtige menneskebørn. Men jeg følte mig altid forkert. Som otte-årig opfandt jeg en ‘bedste veninde’, for det fandt jeg ud af, at man skulle have. Når børnene fra de store huse spurgte om mit tøj var arvet, løj jeg og sagde at min mor havde købt det i en butik i Århus. Min familie boede sammen, men hver for sig og det var ikke kun det faktum, at vi ikke havde to biler eller tog på skiferie, der gjorde os anderledes. Min far var en revolutionær idealist og min mor en ængstelig tryghedsnarkoman, begge med et temperament der kunne slå gnister. Vores hjem var et cirkus, til tider. Kaotisk, forvirrende og farverigt. Alt i én og på samme tid. Og midt i det hele kæmpede jeg for at finde min plads. For at gøre mig bemærket. Det gjorde jeg i skolen. Med flotte karakterer, roser og klap på håret. Her kunne jeg noget. Så her var jeg nogen, konkluderede jeg fejlagtigt. Hvad man ikke gør for at være et rigtigt menneskebarn.

Allerede fra begyndelsen af mit liv var døden altid nærværende. Inden jeg fyldte 18, havde jeg deltaget i seks begravelser. Tre af dem bedsteforældre, der døde efter et langt liv. Resten var min fars søskende, der én efter én mødte en tragisk ende. “Hvem er nu død?” spurgte mine forældre en lang årrække halvt spøgende, når nogen ringede fra dén side af familien. Jeg synes ikke, det var sjovt.

Min egen far døde, da jeg var 22. De dæmoner, der havde jagtet ham siden hans fødsel, indhentede ham og han døde alene, i en taglejlighed i en landsby i Vestjylland. Jeg brugte tiden efter hans død på at overbevise mig selv om, at jeg ikke havde ret til at være ked af det. Ikke sådan rigtigt. Som far havde han alligevel været en svær størrelse at leve med, så hvordan kunne jeg have ret til at sørge? Jeg masede og klemte på de kæmpestore følelser. Jeg pakkede dem væk og af vejen og så væk fra spejlet.

Sådan gik mine tyvere. Med kontrol og prestige-jagt og “jeg skal fandeme vise jer, at jeg kan”, mens følelserne jagtede mig. Frygten, melankolien, tristheden, vreden.

–

Det er blot én historie. En anden starter, da jeg blev mor. Som 28-årig til Kleo.

At blive mor var på én gang en ubeskrivelig lykke og en inderligt angst. Jeg var vant til en verden af facit med to streger. Hvor man kunne læse nok og så klare det godt. Det var dét jeg kunne. Det var jo dén jeg var. Så jeg læste og læste. Og ledte og ledte. Efter de rigtige svar. Efter facit til at lykkes med det her lille menneske i mine hænder. Og bekymringen tog overhånd og fødselsdepressionen spirede.

Og midt i alt dét, rykkede vores verden. Vi fandt drømmehuset på bakken, ved de høje graner. Vi flyttede en dag i oktober og spøgelserne flyttede med. Bekymringen tog til og blev langsomt til angst og depressionen lagde sig som en tung, stille dyne over den efterårsgrå himmel. Et alt for stort hus i en by uden venner. Et lillebitte liv, som kun jeg kunne passe på. Og den store, tomme intethed der skyllede ind hver morgen klokken 4.

Og så. Mere meningsløshed. En decemberdag, to måneder efter vi flyttede, blev min søsters mand indlagt på sygehuset. Lægerne troede det var influenza. Det viste sig at være langt, langt værre og i slutningen af januar var han væk. Tilbage stod min søster og to små børn. Og i verden manglede der en far. Og jeg stod med lille Kleo på armen, midt i mørket og følte jorden forsvinde.

Jeg kan ikke lide at se billeder fra den tid. Jeg vil helst ikke mindes. “Nyd det nu! Nyd det nu!” kørte mantraet som i tomgang. Men omkring mig forsvandt alt og verden havde ingen farve.

Da det blev tid at komme tilbage på arbejde igen, flygtede jeg alt hvad remmer og tøj kunne holde. Jeg var in no state til at arbejde, men at blive derhjemme i angsten og mørket var ganske simpelt ikke en mulighed. Så jeg kæmpede og kæmpede. Mit tøj blev løsere og jeg løb stærkere og stærkere. Væk fra angsten, mørket, intetheden. Og Kleo græd i vuggestuen og vores dage fra hinanden var endeløse. Men jeg kunne ikke andet.

–

Der er så mange forgreninger og stier. Så mange snore, man kan trække i, i sådan et liv. Så mange grunde jeg kan pege på, når jeg spørger mig selv, hvordan jeg endte her. Meget er tilfældigt, men noget ved jeg. Noget ved jeg helt sikkert. Havde jeg ikke mødt Line, havde jeg nok fortsat som altid.

Line var min veninde siden studiet. Hun var stor som livet selv og det reneste og ærligste jeg har kendt. Når hun grinede, spirede alt omkring hende og hun satte verden i brand. For mig var hun mere end en veninde. Hun var det vindue, jeg havde manglet. Vinduet ind til mig. Line havde røntgen-syn og omkring hende forsvandt alt bullshit. Vi var venner fra første stund. Vi grinede, så det gjorde ondt i lemmerne og snakkede, så det rykkede i verden.

Line blev syg, før Kleo kom til. Brystkræft. Hun kom i behandling, blev erklæret rask og gift med sin kærlighed Martin. En eftermiddag i vores anden december i det store hus, ringede hun til mig. Kræften var tilbage og den havde spredt sig. Hun ville ikke overleve det. Jeg var på vej hjem fra arbejde og holdt ind til siden, mens jeg kiggede ud over markerne. Nede i vuggestuen hentede jeg Kleo, mens jeg så ned i gulvet. Lidt over et år senere døde Line.

Jeg kan fortælle tusind og atter tusind historier. Men den vigtigste jeg har at fortælle, handler om Line. Hun havde 31 år på jorden. Men hun greb mere af livet, end de fleste, der fylder 90. Hun var stærk og lysende klar. Og hun døde, før jeg overhovedet forstod, at det er spild af liv at være noget som helst andet.

Hendes død gjorde mig angst. I dag forstår jeg, at det var fordi jeg mistede mit vindue. Vinduet ind til mig. Line så mig præcis som jeg ville ønske, verden så mig. Nu var hun væk og her sad jeg tilbage. Alene. Uværdig. Usynlig.

Nogle måneder efter Lines død, vendte jeg tilbage på arbejde efter min barsel med Freddie. Tre måneder senere blev jeg sygemeldt. Stress og Angst. Verdens tyngdesløshed. Men dén kunne man ikke krydse af i erklæringen til jobcentret. Med ét stod verden stille og jeg lagde alt fra mig. Hele mit 32-årige liv havde jeg gjort. Præsteret. Opnået. Set efter andre og dømt mig selv derefter. Tikket alle boksene og gjort alle noget så stolte. Alt imens jeg var forsvundet. Dømt uværdig og pakket væk.

Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste bare, at det var det vigtigste i verden at finde mig igen. At mine børn skulle vide hvem deres mor var. At jeg ikke ved slutningen af mit liv ville gøre status over halvhjertede forsøg og et indre liv, der aldrig blev levet ud. Så jeg trykkede reset. Satte alt på pause og startede fra scratch. Jeg gik ture i skoven og skrev. For det var det eneste, jeg havde lyst til. På min hjembys lokale café, en gammel pladeforretning jeg plejede at besøge med min far; dén hvor han købte Rolling Stones triple cd’en, som jeg hørte igen og igen og igen; dér sad jeg nu og skrev. Til Line, med Line, for at finde mig. Jeg startede med min nekrolog. Sådan som jeg ønskede den en dag vil se ud:

Stine gik med hjertet først, delte ud af livet til dem hun mødte og gjorde en forskel, hvor end hun var. Hun var  hurtig til at grine, havde en fantastisk humor og ledte efter magien i alt. Hun elskede eventyr, både de store og de små, og havde det allerbedst omgivet af træer, med fødderne i græsset, øjnene mod horisonten og sine kære i hånden. Herfra udforskede hun verden, fandt nye veje og tog på eventyr hver gang chancen bød sig.

Needless to say, den var ikke i nærheden af at beskrive mit liv som det så ud, den oktober-dag i 2018. Så jeg tog en dyb indånding. Tog Line i den ene hånd og min far i den anden. Og så lavede jeg det om.

–

Det er fire år siden jeg blev mor for første gang. Tre et halvt år siden vi flyttede. Tre et halvt år siden jeg sad på gulvet i køkkenet og ikke anede hvordan jeg skulle komme tilbage til verden. Tre et halvt siden vi mistede min svoger. To et halvt år siden Henrik blev sygemeldt med stress, første gang. Knap to år siden Freddie kom til verden. Halvandet år siden Line døde. Næsten et år siden jeg blev sygemeldt med stress. Og et halvt år siden Henrik blev sygemeldt for anden gang.

Fire år. Fire år med den største lykke og det dybeste mørke. Fire år, hvor verden skiftede farve, for aldrig at blive den samme igen. Fire år, der satte sig som tredive.

Der er så mange stier og grene og snore. The account of the hanging of three men and a scuba diver and a suicide. Og folk spørger nogle gange hvorfor vi vælger som vi vælger og jeg ved ikke hvilken snor, jeg skal trække i. For alt er vævet sammen og den ene sti viser os den næste.

Og lige nu er vi her. Jeg afleverer ikke længere mine børn og jeg har opsagt mit job. Når jeg har tiden, skriver jeg. For det er dét, der altid har gjort mig glad. Henrik bliver selvstændig i det nye år og det store hus med æbletræet er solgt. Det samme er mange af vores ting. Vi har vekslet det hele for tid, med hinanden. For det er vores højeste prioritet nu. Tid. Sammen. Vi har ingen planer. Jo, én. Vi skal have en campingvogn. Til eventyr.

Den anden dag skrev en bekendt “Held og lykke med det. Tiny Houses er det nye sort.”

Og jeg forstår godt hvis folk ser det hele som en fiks ide. Den seneste bølge og noget med minimalisme. Hashtag omsorgsrevolution og Husk at elske. Jeg kan huske mig selv grine fjoget, når min far reciterede Kierkegaard. Livet må forstås baglæns, men må leves forlæns. Jaja, bevares.

Tusind og atter tusind historier, som kan fortælles på titusind måder. Og alligevel kan det siges så simpelt. Jeg kendte en mand engang. En revolutionær, en ren sjæl, en idealist og min far. Han døde inden han fyldte 60. Jeg kendte endnu en mand. Godheden selv, sine venners ven og far i to små verdener. Han nåede ikke at blive 40. Og så kendte jeg en pige. Hun såede blomster overalt hvor hun gik. Hun blev kun 31.

Valget er et privilegie, der er forbeholdt de levende. En dag skal jeg væk og kan ikke længere vælge. Derfor vælger jeg det liv jeg vil, i dag.