Decembermørket lagde sig tungt i år og lettede først igen i januar. Idag åbnede jeg blogskuffen og fandt dette skuffeskriv fra dagene i december:

 

Idag er et komma. Bedre endnu, et semikolon. Idag gør det ondt.

Idag er jeg træt og håbet har gemt sig. Idag dufter jeg decembers tunge, våde dufte. Igen. Igen. Igen. Og idag er igår og i år er sidste år og tolv år er slet ikke gået. For den tunge decmbers dufte vækker mig med et sæt. Løfter mig op og sætter mig ned. Med fødderne for foden af din kiste. I decembers hensynsløse kulde. Rystende, ikke frysende. Stille. Ved din kiste.

Det er dødens urimelighed. At det i sidste ende er de efterladte, der må gå fra den døde. Du forlod os. Og således skal vi forlade dig. Dér. I kisten.

Og jeg vil ikke gå. Men stå der for evigt. I decembers kulde. For foden af din kiste. Og hver december står jeg der igen. Idag står jeg der igen.

Idag gider jeg ikke mere. Idag vil jeg ikke være mere. Idag vil jeg forsvinde. Måske en parantes egner sig bedre, end et semikolon, når alt kommer til alt. Idag vil jeg have du er her igen. Idag skal du se mine børn, dine børnebørn. Idag skal du se mig smile. Idag skal du høre mig le. Idag skal du tage min hånd og sige trøstende ord. Idag skal du få mig til at grine. Idag skal vi spise leverpostejmadder, mens du drikker guldbajere til. Idag skal vi snakke og skændes en smule. En hel del, nok. Idag gider jeg ikke, at du er væk. Idag gider jeg ikke stå her igen. For fødderne af din skide kiste.

Idag viser de nissebanden på tv. Præcis som da jeg gemte mig i armhulen på den grønne sweatshirt. Idag. Igår. I et andet liv.

Idag vil jeg skide tiden et stykke. Krølle den sammen og kyle den ad helvede til. For den eksisterer slet ikke. Tolv år senere og jeg står stadig samme sted. Hver eneste december. Her. I decemberkulden. Rystende, uden at fryse. For foden af din kiste.