Den dag jeg forsvandt

Der var tale om flere dage, i virkeligheden. Én  i oktober og én midt i juni. De dage jeg forsvandt.

Jeg er her i øvrigt stadig i fysisk forstand. Jeg er ikke væk eller fortabt eller forsvundet. Ikke desto mindre forsvandt jeg. Og hvordan man kan forsvinde uden at være forsvundet, er dét jeg har lyst til at fortælle om.

Den første dag, i oktober, sad jeg i sofaen med lillebror i armene. Han var et par uger gammel, jeg var i hormonelt induceret lykkeland og efterårssolen væltede ind ad vores vinduer. Som det var blevet en vane under min første barsel, lå Michael Laudrups Tænder igen opslået på sofabordet. Alt åndede ro og nærvær. Og når man pludseligt befinder sig i de her situationer er der, som bekendt, kun én ting at gøre: offentliggøre det et sted online. Ellers vil alle andre jo aldrig nogensinde vide at du sidder her og er nærværende. Og rolig. Og lykkelig ind til benet. Så jeg fik med møje besvær drejet lillebrors lift, så fødderne vendte mod sofabordet, hvor Michael Laudrup og hans tænder blev placeret på kanten i den helt rette, skrå vinkel, således at jeg opnåede den helt rigtige komposition på mit lykkelige og nærværende øjeblik. Jeg redigerede øjeblikket i VSCO, så det fik den helt rette farveskala og lagde det på Instagram. For the world to approve. Babyfødder og Majse Njor. Se lige mig.

Og så sad jeg dér. Med babysokker i hånden (der selvfølgelig også var blevet afmonteret i jagten på øjeblikkets insta-appeal) og en sær fornemmelse i maven. Væk var mit øjeblik og følelsen af nærvær. Tilbage var kun tanken om, hvorvidt det der VSCO-filter nu fik lillebrors fødder til at se for røde ud. Det var lige dér jeg besluttede mig, tror jeg. For at forsvinde. Væk fra Instagram. Væk fra bevidstheds-invadering i form af farvekoordinerende MarMar-mødre og storvandrende eventyr-typer. Væk fra galoperende tanke-skizofreni a la “Jeg burde drikke mere kaffe i naturen. Blomstrede kjoler over bukser? Jeg skal også have mig en ladcykel, så mine børn ikke husker deres barndom fra bagsædet af en bil. Pagehår igen? Nu skal jeg også holde op med at bruge plastikposer. Måske jeg skulle give chia-grød endnu et skud.” Væk. Jeg kunne mærke stressen krybe ind og alle barsels-øjeblikkene forsvinde mellem mine hænder. Jeg tog min telefon og holdt fingeren inde. Det lille firkantede symbol hoppede og dansede på min skærm. Jeg trykkede endnu engang og igen. Og med ét forsvandt jeg.

 

Sådan gik jeg rundt, forsvundet og tilstede, indtil en dag i juni. Jeg nød min barsel, jeg nød friheden fra den konstante tilstedeværelse af andres valg. Jeg tog billeder af mine børn for at mindes. Men i fraværet af det tilbagevendende sus fra de små kvadrater, søgte jeg blot rusen et andet sted. Jeg fandt stadig mig selv ubevidst scrollende gennem endeløse kavalkader af venners venskabs-minder, reklame-videoer og dystre nyheder om verdens stadigt værre tilstand. Især det sidste gjorde mig vred. Jeg søgte tilflugt og ro fra verden i et univers, der kun skabte uro. Mit sind blev gang på gang invaderet af katastrofetanker og jeg lagde telefonen fra mig med en større følelse af uro, end da jeg tog den op.

Så jeg tømte det hele. Hev minderne ud i en zippet fil, fandt punktet i hjælpemenuen og klikkede resolut på den blå knap. Forsvundet. Igen.

 

Jeg har været forsvundet i flere måneder nu. Forsvundet og til stede. Jeg kunne godt tænke mig at dette var historien om, hvordan jeg forsvandt fra de sociale medier for pludselig at være fuldt ud til stede i min egen verden. Og det er det, til dels. Tanke-skizofrenien er mindre, jeg er ikke i en konstant redigerings-tilstand og heller ikke længere invaderet af tilbagevendende tanker om verdens ve og vel. Men den lille skærm trækker stadig. Den ligger der stadig med det evige tilbud om flugt. Der er stadig blogs og podcasts og Google og og og. Og jeg flygter stadig. Væk fra livet, nærværet og nuet. Ind i en verden, der er andres. Og væk fra den verden der er min. Flugten er nemmest, når nuet gør ondt. Når angsten tager fat og udmattelsen tager over.

Og alligevel har jeg opdaget noget. At man kan forsvinde uden at være forsvundet. Være væk, men stadig være til. Og jeg har opdaget hvor meget jeg havde savnet at høre venner fortælle om, hvad der er sket siden sidst – uden, at det blot er en analog gengivelse af et online live-feed, jeg allerede har modtaget. Jeg har opdaget, hvor meget jeg går glip af og hvor lidt det rører mig.

Hvor lille og ubetydelig jeg er, i en kæmpestor verden. Og hvor kæmpestor og betydelig jeg er, i min egen lille verden.

Det her liv, vi er blevet solgt

Vi bor i et hus fra 1970. Huset og næsten alt i det står fuldstændig som da det blev bygget for 48 år siden. Og det var præcis dét vi forelskede os i, da vi for tre år siden skrev under på at tage springet fra byen og ud i bakkerne på landet og det, der nu er blevet vores hjem.

Jeg elsker især vores køkken. De gamle, slidte egetræslåger spreder varme og giver mig en følelse af ro og tryghed. Køkkenet er flot, solidt og fuldt ud funktionelt. Alligevel stiller stort set alle gæster i vores hjem det samme spørgsmål: “Skal I have nyt køkken?” Og når vi til deres overraskelse svarer nej, følges det tit op med et “Nå ja, men man kan jo også altid male lågerne. Så er det jo nærmest som et nyt køkken igen.”

(Nelli Arnth fra hönsthuset.com har i øvrigt skrevet et virkelig godt indlæg om netop den oplevelse. Jeg fik en mindre åbenbaring, da jeg læste det og det gik op for mig at jeg ikke er den eneste der elsker mit gamle hus.)

Jeg har intet imod nye køkkener. For hulen, de kommer med en hel del fordele, som mit gamle 70’er køkken ikke har (såsom passende bordhøjde, for blot at nævne én). Men jeg er ked af at vi er havnet et sted, hvor det nærmest ikke engang anses som en mulighed at bo i et gammelt hus, uden at rive alt ud og erstatte det med nyt og hvidt og stilrent. Og hvad værre er: vi, der bliver voksne nu, har ikke levet længe nok til at vide at det liv vi alle ser som normen – huset, jobbet, det nye køkken, det nye badeværelse, de to biler, de rigtige bukser, marathon-løbet, den helt rigtige dousede rosa på børnenes sengetøj – alt sammen er et produkt af årtiers markedsføring. Livet, som vi tror det skal se ud, er et flot indpakket og voldsomt overpriced produkt. Markedsføringen bombarderer os allevegne: fra vores venner, på Instagram, fra den anden side af hækken, i børnehavens garderobe, på jobbet, i mødregruppen. Og vi æder det råt.

For vi er flokdyr. Vi vil passe ind. Vi vil have status. Så vi tager uddannelsen, vi får jobbet, vi køber huset, vi fylder det med tingene, vi køber de to biler og vi renoverer køkkenet. Og når statusangsten puster os i nakken, giver vi børnene de rigtige mærker på og booker flyveren til Maldiverne. Vi stiger i graderne, vi arbejder mere, vi betaler med vores frihed og helbred. Men vi gør det iført de rigtige Celine støvler.

Og vi har fuldstændig glemt at det kan være anderledes. Vi har glemt at vores forældre sparede op i 20 år for at få det nye badeværelse. Vi lukker øjnene for det faktum at de ting vi idag tager som nødvendige byggesten i det moderne liv, er luksusvarer og bekvemmeligheder, som kun indenfor de sidste fire-fem årtier er blevet allemands-eje – og vel at mærke kun i den priviligerede del af verden. (Et sindssygt eksempel på det, fra Alain de Bottons bog Statusangst, er at kun 3 procent af den nordamerikanere i 1970 mente at det var nødvendigt med to fjernsyn pr. husstand. I 2000 var tallet 45 procent.)

Så hvad gør man så, når man gerne vil trække i nødbremsen? Når man allerede har købt en del af pakken, men tydeligt mærker at prisen er for høj, og man gerne vil returnere resten? For bare tre år siden, da vi flyttede fra byen og herud i bakkerne, var jeg overbevist om at resten af mit arbejdsliv skulle bestå af 37+ timers uger, med dertilhørende lønstigninger og bonusser. Godt nok købte vi billigere end vi kunne have gjort, men vi var ikke sene til at fylde på med to biler, nye vinduer, møbler, tøj og mere og mere. Indtil livet tog et sving. Som livet nu har det med at gøre. Og det er gået op for os begge, hvad det er for en stige vi har haft travlt med at klatre op ad.

Vi har aldrig haft et ønske om at total-renovere. Og endnu mindre nu. Nu er vores største ønske mere frihed. Mere tid. Mere ro. Herude i bakkerne, med vores børn og med hinanden. Og når vi endelig taler markedsføring, så er dét for høj en pris at betale for stilrene, hvide køkkener, dobbelte brusekabiner og en splinterny stationcar. Forstå mig ret, jeg synes også produktet er lækkert. Pakken er indbydende. Men prisen er for høj. Alt for høj. Og som enhver god marketingmedarbejder ved, så skal de tre P’er være afstemt, for at få produktet over disken.

Så jeg tager gerne et par ekstra sokker på i mit 70’er køkken, når det bliver vinter. Jeg hygger mig med at se, hvor længe vores 12 år gamle Golf mon holder os alle fire kørende. Og jeg tager imod genbrugstøj til mine unger med kyshånd og taknemmelighed. Der er ikke meget status i det. Men der er et ton af frihed.

Müslibar og Rolling Stones

Klokken er lige akkurat 12. Jeg har stoppet bilen ved siden af kirken i nabolandsbyen. Ved siden af mig, på den anden side af stendiget, står rækker af gravsten beslutsomt fast mod efterårs-vinden, der ellers har sat alt andet i bevægelse. Alt dirrer, blafrer og bølger. Endeløst og utrætteligt. Igen og igen. Solen varmer mit ansigt og sætter spil i bladene. Her er på én gang oprørsk og stille.

Som mit sind, får jeg lyst til at skrive, men analogien er tacky. Varmen i bilen tvinger mig til at åbne døren og jeg fjerner et stykke müslibar fra panelet ved håndtaget. Hvornår faen har jeg spist müslibar?

Min bil er et stort alter til erindring om hverdagens ulidelige lavpraktik. Muslibar på panelet, brugte skrabelodder i vinduet, en enkelt gummistøvle, en snurretop, en tom dåse-sodavand og Rolling Stones Greatest på triple-cd. Jeg overvejer, hvad den ville sige om mig, hvis min tre-dørs VW Fox blev opgravet som tidskapsel om adskillige århundreder.

Jeg er konstant på tidsrejse. Frem og tilbage og det gør mig rundtosset og svimmel. Min mave er et stort, tomt hul og jeg falder og falder og griber efter alt hvad jeg kan.

Jeg har fortabt mig selv lidt i verden. Hakket boksene af og gjort folk noget så stolte og glemt mig selv i processen. Min mand siger at dette bliver et vendepunkt. Et af dem, vi vil se tilbage på og tænke “Herfra blev vores liv bedre”. Jeg tror på ham.

Jeg vil ikke mere hamsterhjul og ROI og kalendre i Outlook. Ikke mere performance-evaluering og “løber-du-også-nej-jeg-kører-mountainbike”-udvekslinger henover paleobrød i kantinen.

Jeg er gammel indtørret muslibar og snurretop, en herreløs gummistøvle og Rolling Stones. Jeg aner ikke hvordan jeg er endt her. Og det er ligegyldigt. Jeg skal bare finde ud igen.