Jeg har sokker på i dobbeltlag og ingen intentioner om at gå i bad, før solen kommer. Little Wing fylder igen stuen og jeg gider ikke se mennesker. Eller mig selv i spejlet. Udenfor danser bladene om kap med regnen i en vertikal strøm mod jorden og mine fingerspidser er ru. Fordi jeg skærer mig på farverne, lyset, livet. Efteråret er tilbage.

Jorden tager bladenes farver tilbage og fra den evigt våde muld stiger melankolien med dug og tåge og vådt i vådt i vådt. Cirklen sluttes endnu engang. Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå. Intet tilstede, alt i bevægelse. Intet forgængeligt, alting foranderligt.

Sommerens sindssyge fortager sig langsomt, mens drømme bliver til planer og lister, der skrives. Og jeg når lige at hade mig selv en smule for de kæmpestore armbevægelser jeg absolut skulle møde sommersolen med. De skide nøgne arme flyver så nemt til vejrs. Næste år må jeg huske. Lave en sticky note og sætte den i min kalender. “Husk efteråret” skal der stå. Husk, at sindssygen fortager sig. Hver gang efteråret vender tilbage og vandet forlader himlen. Når selv de maniske mærker tågen trække ind og lægger sig apatiske i sengen, for først at stå op med forårets komme. Husk nu det skide efterår.

Og playlisten på Spotify insisterer på at fortsætte med Hoochie Coochie Man, men den går ikke. Jeg bliver her i min svømmepøl af melankoli og udskyder til solen kommer. I et tidligere liv indtog jeg med sikkerhed efteråret i en skov, omhyllet af mørke. Med græs på taget, ild i ovnen og whiskey i glasset. Og langt skæg og ugegammel skjorte. Uden andre forpligtelser end de ord der ramte papiret, når flasken var tom. Jeg spiste spegepølse, der hang fra en krog i loftet og syltede grøntsager direkte fra glasset, mens verden udenfor vinduet insisterede. Hvis jeg er kommet af jorden, så har jeg med sikkerhed siddet dér engang. Med whiskyen i glasset og pølsen hængende fra loftet i skoven. Omhyllet af ensomhed. Mættende, sorgløs ensomhed.

Alt imens vågner jeg her. Under tunge dyner og med perler på ruden. En blød fod mod min kind og en hånd i mit hår. Whisky og ensomhed tilhører et andet liv og her er de store armbevægelser ikke kun sommerens. Tilværelsen insisterer på min deltagelse, mens jeg overstrækker mine ømme lemmer og indtager stilhed i rationerede doser. En midaldrende mand med hang til whisky og pølser fra loftet landet midt i havregrød og speedsnak og kapløb om bordet og blerøv. Jeg svarer i enstavelsesord mens jeg stirrer gennem væggen.

Og dagen vågner langsomt og sorgløs ensomhed udskiftes med savlekys. Whisky i glas med chokolade bagerst i skabet. Mens den ugegamle skjorte er bestandig. Og efterårets melankoli jages langsomt men sikkert på flugt midt i dublo-klodser og kærlighed uden betingelse. Og Little Wing giver vej til Alfons Åberg. Som én sæson til en anden. Intet forgængeligt, alting foranderligt. En tid til ensomhed og en tid til firsomhed. Én til ømme, langsomme lemmer og én til flyvende arme.

Og selv en gammel, halvfuld mand med hang til ensomhed og syltede ting på glas bliver omvendt til store armbevægelser af al den efterårslykke.