Den mandag foråret kom

Vi satte os i bilen, du og jeg. Og kørte mod skoven i stilhed. På sædet bag mig gled du i søvn, mens Bennie and the Jets holdt os med selskab. Jeg fandt en vej, vi endnu ikke kendte og åbnede døren til foråret.

Der gik vi, du og jeg, under træernes dække. Og samlede kogler og hørte efter fuglene, før vi satte os i vejkanten.

Og sad.  I stilhed. Med solen i vores ansigter og græs under fødderne. Omkring os kvidrede fuglene om bedre tider. Og bedst som vi troede vores hjerter var frosne, kom foråret. Og talte til os, med ord vi troede vi havde glemt.

Vi var gemt og glemt, dér i vejkanten. Du og jeg, i stilhed. Jeg så på dig, du sad blot dér. Med en enkelt grankogle og en sten du samlede op. “Den glimter, se” sagde jeg, da du viste den til solen. Og du var stille, helt stille, mens foråret tøede os op.

Og måske husker vi det aldrig igen. Den dag foråret kom, i vejkanten i skoven. Og måske husker vi det for evigt. Men der sad vi, det ved jeg. Du og jeg, helt stille. Og fuglene vidste præcis hvem vi var. Sådan som fuglene gør. De sang for alle, for træerne, for os. Og de synger endnu et sted derude.

I vejkanten, hvor vi altid vil sidde. En mandag, et forår, engang. Og jeg vil komme tilbage og sætte mig og se dig sidde dér. Med din hue, din grankogle og din bløde kind. Med nakken bagover, mens du spejder efter toppen af granen. Og dér, lige dér, vil tiden forsvinde. Præcis som den gør hvert forår. Når hjertet græder og griner i ét og øjnene flyder over.

Der vil vi mødes, du og jeg, i stilhed, når det bliver forår. Der vil vi sidde og vide at evigheden er så kort som et enkelt øjeblik.

Man taler da med træer, ik?

Bag det hus, hvor jeg voksede op, var skoven. En uendelig skov, med store, gamle træer, der strakte sig endeløst op ad bakken og ned mod vejen. Vel egentlig kun en halv kilometers penge i voksenterminologi. Men i min lille verden, et helt univers. Med gyngen over skrænten, med lysningen bag hegnet, hvor vi lavede bål. Med uendelige eventyr, gemmesteder, historier.

Siden blev skoven til brænde og jorden belagt med boliger, som historien vil have det i det 20. århundrede.

Men før det, før det boede jeg i det gule hus i svinget, med en magisk skov bag min have. I den magiske skov voksede bunkevis af træer. Og gik man ind ad stien nedenfor hækken og fulgte man hegnet langs haven op bag huset og fortsatte nogle meter ind til dér hvor skoven tætnede, så stødte man på det. Mit træ. Gammelt, knudret og med tusinder af grene, der strakte sig ud og ind og ud igen i en uendelig længsel mod himlen. Præcis så mange og så tykke og så lave, at man med lethed kunne stryge til tops og indtage hele verden. Stammen var stor som verden selv og under den bredte de gamle, tykke rødder sig ned i skovens muld.

Og der, i hulrummet under rødderne var det allerbedste: træets hemmelige gemmested. Her skjulte vi alle de bedste skatte. En gammel shampoo-flaske med smukt motiv, de smukke små sæber vi havde fundet, en spand til alverdens sager. Vi gemte dem alle lige dér og træet vogtede over dem og røbede aldrig vores hemmelighed. Når jeg var trist til mode, eller glad, eller alene, eller tænksom. Når solen stod højt og når vinden ruskede. Så søgte jeg tilflugt hos mit træ. Jeg fandt skattene frem og beundrede dem, holdt min hånd på stammen med de dybe fuger, mens vi delte historier, mit træ og jeg.

Og som historien ville have det, måtte mit træ lade livet, så flere menneskevæsener kunne komme til. Og senere flyttede jeg derfra og senere endnu blev jeg voksen. Og jeg holdt op med at gemme skatte under træer og søge tilflugt under grønne kroner. Ikke fordi jeg ikke ville, men fordi jeg glemte.

Til pludselig en dag, i et helt andet liv. Længe efter afskeden med dét, de kaldte voksenlivet og den dér virkelige verden. Efter turene i skoven igen vendte tilbage i mit liv. Da vi igen var opdagelsesrejsende i skoven, mine to små og jeg, på jagt efter det perfekte klatretræ. Mens vinden ruskede og bed kinderne røde.

Dér, blandt alle mine glemte venner, da huskede jeg pludselig mit gamle træ. Som havde jeg åbnet en kiste fra barndommens loft. Shampooflasken og spanden og fugerne og tilflugten. Minderne om en gammel ven, som jeg alt for længe havde savnet. Og dér, midt i skoven, midt i opdagelsesrejsen, blandt blade og vind og væsener, huskede jeg pludselig min vens navn. Hr. Olsen. Jeg havde givet ham navnet en dag, jeg søgte tilflugt ved foden af den tykke stamme. Det helt rigtige navn til en ældre herre, fuld af års visdom, fuld af de dyrebareste skatte, fuld af en gammel vens trøst.

Og jeg blev på én gang lykkelig og vemodig. Over at have glemt mine gamle ven og hans navn i alle disse år. Over at genfinde mindet om ham, flere end tyve år senere. Over alt det, der ligger gemt, som vi kender, indeni. Men som kan skjules af år og af støj og øjne, der ser. Over at fare vild i livet og over at finde vejen hjem. Til alt, der stadig bor indeni. Min gamle ven bag hegnet. Til de skjulte skatte og en verden i verden. Med solskin og eventyr og væsener.

Til træerne, der stadig og tålmodigt taler, hver gang jeg lytter.

Under hjørnet af min dyne

Mens du stadig kan være under hjørnet af min dyne. Mens du stadig rammer himlen, når jeg løfter dig op. Mens dine øjne lyser mod mine, gennem mørke november morgener. Imens, altimens, ligger jeg her, med dig, under hjørnet af min dyne, med et hjerte der er tungt af titusind års moderskab.

Jeg aner ikke mere om livet end du. Det ved jeg, du vil tro. Men jeg aner intet. Jeg finder det hele frem med dig. For verden før, den kender jeg ikke igen. Og den verden der kommer, den kender du bedre end jeg. Så her går jeg rundt med din bløde hånd i min, mens hvert minut trækker slør ud i fremtiden. For det er dén lillebitte, bløde hånd der skal vise os vejen.

Og dér ligger du under hjørnet af min dyne, i mørket, mens hele verden falder ned til os. Lige her, under dynen, mens mit tunge hjerte synker. Tungere og tungere styrter det vægtløst gennem min krop. Og jeg tænker, at sådan må det være. For sådan har det været i titusind år. For mødre før mødre før mødre. Det må være tungt, det hjerte, så dine vinger kan være lette. Så jeg bærer alt det tunge og mit ømme, ømme hjerte, mens jeg gemmer dig under hjørnet af min dyne. For du er endnu bitte lille og lige her aner vi ikke andet.

Men når nu afsked er det værste man ved, så er atten år en lang én af slagsen. Så her ligger jeg, med dig, under dynen, musestille. Mens tiden i mørket går i stå. Og jeg kysser din pande, mens mit hjerte gør sig klar. Lidt mere, dag for dag. Mens du vokser ud af hjørnet på min dyne.

Til den dag dine vinger er lige akkurat så lette (og mit moderhjerte akkurat så tungt), at du løfter dig herfra og svæver mod verden. Og jeg griner for mig selv imens jeg græder og jeg aner ikke om det er tyngden eller letheden, jeg bærer. Og sådan, lige sådan, må det være. Fra første færd og til den sidste. Når man elsker så højt et lille, lillebitte væsen der lige netop passer under hjørnet af ens dyne.

Efterår igen og igen

Jeg har sokker på i dobbeltlag og ingen intentioner om at gå i bad, før solen kommer. Little Wing fylder igen stuen og jeg gider ikke se mennesker. Eller mig selv i spejlet. Udenfor danser bladene om kap med regnen i en vertikal strøm mod jorden og mine fingerspidser er ru. Fordi jeg skærer mig på farverne, lyset, livet. Efteråret er tilbage.

Jorden tager bladenes farver tilbage og fra den evigt våde muld stiger melankolien med dug og tåge og vådt i vådt i vådt. Cirklen sluttes endnu engang. Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå. Intet tilstede, alt i bevægelse. Intet forgængeligt, alting foranderligt.

Sommerens sindssyge fortager sig langsomt, mens drømme bliver til planer og lister, der skrives. Og jeg når lige at hade mig selv en smule for de kæmpestore armbevægelser jeg absolut skulle møde sommersolen med. De skide nøgne arme flyver så nemt til vejrs. Næste år må jeg huske. Lave en sticky note og sætte den i min kalender. “Husk efteråret” skal der stå. Husk, at sindssygen fortager sig. Hver gang efteråret vender tilbage og vandet forlader himlen. Når selv de maniske mærker tågen trække ind og lægger sig apatiske i sengen, for først at stå op med forårets komme. Husk nu det skide efterår.

Og playlisten på Spotify insisterer på at fortsætte med Hoochie Coochie Man, men den går ikke. Jeg bliver her i min svømmepøl af melankoli og udskyder til solen kommer. I et tidligere liv indtog jeg med sikkerhed efteråret i en skov, omhyllet af mørke. Med græs på taget, ild i ovnen og whiskey i glasset. Og langt skæg og ugegammel skjorte. Uden andre forpligtelser end de ord der ramte papiret, når flasken var tom. Jeg spiste spegepølse, der hang fra en krog i loftet og syltede grøntsager direkte fra glasset, mens verden udenfor vinduet insisterede. Hvis jeg er kommet af jorden, så har jeg med sikkerhed siddet dér engang. Med whiskyen i glasset og pølsen hængende fra loftet i skoven. Omhyllet af ensomhed. Mættende, sorgløs ensomhed.

Alt imens vågner jeg her. Under tunge dyner og med perler på ruden. En blød fod mod min kind og en hånd i mit hår. Whisky og ensomhed tilhører et andet liv og her er de store armbevægelser ikke kun sommerens. Tilværelsen insisterer på min deltagelse, mens jeg overstrækker mine ømme lemmer og indtager stilhed i rationerede doser. En midaldrende mand med hang til whisky og pølser fra loftet landet midt i havregrød og speedsnak og kapløb om bordet og blerøv. Jeg svarer i enstavelsesord mens jeg stirrer gennem væggen.

Og dagen vågner langsomt og sorgløs ensomhed udskiftes med savlekys. Whisky i glas med chokolade bagerst i skabet. Mens den ugegamle skjorte er bestandig. Og efterårets melankoli jages langsomt men sikkert på flugt midt i dublo-klodser og kærlighed uden betingelse. Og Little Wing giver vej til Alfons Åberg. Som én sæson til en anden. Intet forgængeligt, alting foranderligt. En tid til ensomhed og en tid til firsomhed. Én til ømme, langsomme lemmer og én til flyvende arme.

Og selv en gammel, halvfuld mand med hang til ensomhed og syltede ting på glas bliver omvendt til store armbevægelser af al den efterårslykke.

Træerne har slugt os

at bo i skoven

Træerne har slugt os og her er stille, mussestille. Du lægger dit lille hoved ved mig, mens jeg tænder for musikken. “Det er dejligt, mor” siger du og dine øjne lyser mod mine. Her, hvor træerne har slugt os og alle vores hemmeligheder. Her går vi rundt i stille tilfredshed og langsomt, men sikkert, rejser vi os igen. Vi holder hinandens hænder, vi taler, vi griner. Vi tager os tid, for vi har den, i spande. Og vi mærker det alle, her hvor skoven har skjult os. Det er dén, der altid har kaldt. Kan det virkelig være, når jeg at tænke, mellem kaffe og endeløs stirren på blade der klapper i vidnen. Kan det være at dette liv altid har levet her mellem træerne og nede under huden. Har det levet sig selv og ventet på os. Tålmodigt, tilfreds, vel vidende. På den dag vi ville ankomme og trætte smide vores bagage på trappen foran huset, for at lade træerne sluge os, én efter én. 

Og frem fra de lysegrønne blade springer magiske væsener og fra anlægget på væggen, kriblen fra barndommen. Fuld af nattens stjerner. Fuld af alle himlens stjerneskud. Og dagene kommer og de går igen med en lethed jeg ikke anede. De danser forbi os og vi følger med. Og jeg græder, for jeg har aldrig vidst at al den slags lykke måske altid har boet her, lige her i skoven. Lige her, under huden.

Jeg vil aldrig tilbage, men blive her i skoven, med de væsener der finder mig mellem træerne. Jeg vil blive lige her til væsenerne får fingre, der bøjes og skriver, og bliver til ord på papiret foran mig. De vandrer ud i skumringen, med natsværmere og månefødsel og ser til mens jeg drømmer og de holder om mit hjerte. Og du ligger her hos mig i den stribede sofa og jeg aer dit hår, mens jeg græder. Og bag døren drømmer din lillebror med en nakke der dufter af hjerter, der bobler. Og jeg græder kun fordi I to har vist mig vejen. I kom og fandt mig, fortabt, uden magi. I gav mig alle historierne, magien og væsenerne. De væsener, der kravler frem fra skoven nu. I kender dem alle og kalder dem frem. De danser med os i stuen og giver hjerterne vinger. Og træerne griber os og tager imod det hele.

 

Så jeg sætter mig i ly af skoven og skriver. Og tænker, mens væsenerne danser. Tænker over den dér virkelige verden. Den, vi kaldes tilbage til, så snart vi drømmer så stort at det kradser. Den, I skulle hærdes for at klare jer i. Den, jeg tvang os til at leve i. For jeg tror ikke længere på den. Jeg tror ikke på at den findes. Herude er der ikke virkelighed og fantasi. Drømmeland og morgendag. Her er verden i os. Hele verden. Drømmene, fantasien. Træerne, skyerne. Sorgen, lykken, kærligheden, uendeligheden. Nattens væsener og dagenes lys. I har altid vidst det. Dig og lillebror, med nakken af guld. 

Så jeg skriver kun for at overbevise mig. Fordi jeg var faret vild i en verden uden væsener. Fordi jeg havde lært at min verden var uvirkelig. Fordi jeg engang cyklede ind i en bil, da jeg dagdrømte. Og lærte, at biler cykler man udenom og drømme gemmes til natten. Fordi jeg ´lærte at begå mig´. Tage i skole og få flotte karakterer. Sætte ting i system og adskille, adskille, adskille. Virkelighed her. Fantasi dér. Dagdrømme her. Udrette dér. Og at fantasien, dén skal udnyttes. For kreativitet er penge værd. Og at natten er til drømme, men dagen, dén er virkelighedens.

Og jeg øvede mig og øvede mig. Og jeg gjorde det bedste, jeg kunne. Til dagdrømmene lagde sig ned, én for én, og jeg styrede cyklen udenom bilerne.

Til jeg vågnede helt forladt en dag. Med barnestemmer omkring mig. Med en længsel indeni mod alt hvad jeg havde forladt. Mod en barndom hvor alt igen var ét og ingen stillede spørgsmål. Mod væsenerne i min verden, der var draget bort. Mod jeres jubel, dén dag, i dynerne i min seng.

 

Så nu sidder vi her i sofaen, med striberne, og alt er ét. Og du lytter til musikken og siger “Ved du hvad den hedder, mor, den her sang?” Og jeg lytter og forstår at du mærker det også. Jeg lytter, mens du siger: “Den hedder En Stille Aften. Og den hedder også Når jeg kigger udenfor, falder stjernerne ned på min vej.

Og af alle væsenerne, er jeg det allerheldigste. For lige her sidder jeg, med jer, der ved at stjernerne falder ned til os, lige når vi mangler dem.