Serien af lavpraktiske tips til den langsomme livsstil fortsætter. I denne uge med et twist af småbørnsfamilie og skærmtid. 

Ud på tur, kun lidt sur

Henrik og jeg elsker at tage på Jyllands-eventyr. Smøre madpakke, pakke ungerne i bilen og køre ud i det blå. Kleo, vores ældste, har dig aldrig delt vores forkærlighed for køreture, hvilket har resulteret i at en fast bestanddel af disse køreture stort set altid har været Dora the Explorer på repeat. Efter hun er blevet større har det dog irriteret mig at de her udflugter blev lig med tegnefilm ad libitum for hende – og dermed Freddie. Turene er for Henrik og jeg et frirum, hvor man får talt sammen om alt mellem himmel og jord, hvor man opdager nye steder sammen og hvor man bare er, ja, sammen. 

Jeg har derfor forsøgt at gøre en indsats for at fjerne skærmene fra bilen, ved i stedet at introducere noget helt old-school køreunderholdning: Kørekufferten. Kufferten indeholder legesager, pixi-bøger og tegnesager, så der er masser af mulighed for at fordybe sig på turen. 

Ingen er perfekte og skærmen kommer stadig frem engang imellem, men som udgangspunkt bliver der nu sagt nej til tegnefilm, når vi kører, og så læser vi i stedet en bog eller leger med et puslespil. For nogle uger siden kørte vi således hele vejen til Vesterhavet uden én eneste tegnefilm. Det er store sager for en Dora-addict in recovery.

 

Flyt fjernsynet

Denne her er måske ikke så ligetil for alle og nogle vil endda synes den er en kende frelst. Men det er en lille ændring der har gjort en kæmpe forskel herhjemme.

Teknologien og skærmene fylder en større og større del af vores hverdag og jeg føler en stor trang til at gøre mig bevidst om brugen af begge dele. Jeg hører ikke til dem, der synes at teknologien forpester vores verden, men jeg synes desværre tit at jeg glemmerat tænke over formålet, når jeg benytter mig af teknologi. Dermed er den gået hen og blevet et mål i sig selv, fremfor et middel – til kontakt, oplysning, underholdning. Dette er noget, jeg tænker meget over i forhold til mine børns opvækst (ligesom 99,9% af alle danske forældre) og i forhold til min egen tilstedeværelse i mit liv. Jeg elsker at se en god film – også sammen med mine børn. Men jeg elsker ikke at kunne se tilbage på en uge hvor samtlige aftener er forsvundet foran fjernsynet, fordi jeg ikke havde energi til at foretage mig andet.

Så da Henrik for en uge siden foreslog at flytte fjernsynet ud af stuen, var jeg klar med det samme. Kontoret blev nedlagt (vi sidder alligevel altid og arbejder ved vores og børnenes fælles krea-bord i spisestuen) og konverteret til fjernsynshule ved hjælp af en gammel sofa og et par Fatboys fra kælderen. Fjernsynet kom op og en fjernsynshule var født. 

Her, et par uger efter, er status dén at Kleo ikke ser nær så meget tv som før. Hun ser en enkelt tegnefilm hist og her og når hun leger i stuen, hænger fjernsynet ikke længere og lokker på væggen (eller kører uafbrudt som baggrundsstøj). Henrik og jeg har samtidig fået et andet forhold til vores aftener. Vi ser stadig tv, hvis vi har lyst, men i og med at vi nu aktivt skal vælge det til, ved at at gå ind i et andet rum, bliver det ikke længere bare noget der tændes på autopilot. Det åbner op for mere tid, pludselig. Aftener der kan bruges på at læse, tale sammen, skrive – eller indhente tiltrængt søvn.