I morgen

Vi sætter os sammen under varme dyner, mens håbet langsomt kryber tilbage under huden. Hårene på armene rejser sig og lægger sig. Skiftevis i bølger. Som om, selv kroppen ikke ved, om den skal grine eller græde. Der er i lasten en dråbe dyd, der er i smerten en streng af glæde. 

Vi driver rundt, i tæt tåget landskab og jeg har glemt, hvilket århundrede vi er i. Om jeg er mand eller kvinde. Hvordan den blå himmel ser ud, bag tågen. Alt er tyst og frosset, nu holder vi vejret med naturen.

Tyngdeløsheden er så tungtflydende, at det nærmest er vulgært. Luften føles tyk i halsen. Og hver dag er igår og i morgen er idag. Vi står op, vi varmer os, vi går ud. Med sammenknebne øjne i frosten. Vi bygger huller og går stille, på det sprøde græs. Trækker solskin ned i lungerne og gemmer det til senere.

Før vi lander her igen. Side om side, under varme dyner.

Ud i den mørke stue, puster vi lidt af det gemte solskin. Mens håbet kryber ind og jeg holder din hånd. Her sidder vi, stille og håber.

Og sker det, en dag eller to eller ti. At håbet nægter at komme krybende. Dér, under dynerne, i den mørke stue. Så kryber vi helt tæt og hvisker i hinandens ører: “I morgen.” Mens vi udånder solskin.

Idag er et komma

Decembermørket lagde sig tungt i år og lettede først igen i januar. Idag åbnede jeg blogskuffen og fandt dette skuffeskriv fra dagene i december:

 

Idag er et komma. Bedre endnu, et semikolon. Idag gør det ondt.

Idag er jeg træt og håbet har gemt sig. Idag dufter jeg decembers tunge, våde dufte. Igen. Igen. Igen. Og idag er igår og i år er sidste år og tolv år er slet ikke gået. For den tunge decmbers dufte vækker mig med et sæt. Løfter mig op og sætter mig ned. Med fødderne for foden af din kiste. I decembers hensynsløse kulde. Rystende, ikke frysende. Stille. Ved din kiste.

Det er dødens urimelighed. At det i sidste ende er de efterladte, der må gå fra den døde. Du forlod os. Og således skal vi forlade dig. Dér. I kisten.

Og jeg vil ikke gå. Men stå der for evigt. I decembers kulde. For foden af din kiste. Og hver december står jeg der igen. Idag står jeg der igen.

Idag gider jeg ikke mere. Idag vil jeg ikke være mere. Idag vil jeg forsvinde. Måske en parantes egner sig bedre, end et semikolon, når alt kommer til alt. Idag vil jeg have du er her igen. Idag skal du se mine børn, dine børnebørn. Idag skal du se mig smile. Idag skal du høre mig le. Idag skal du tage min hånd og sige trøstende ord. Idag skal du få mig til at grine. Idag skal vi spise leverpostejmadder, mens du drikker guldbajere til. Idag skal vi snakke og skændes en smule. En hel del, nok. Idag gider jeg ikke, at du er væk. Idag gider jeg ikke stå her igen. For fødderne af din skide kiste.

Idag viser de nissebanden på tv. Præcis som da jeg gemte mig i armhulen på den grønne sweatshirt. Idag. Igår. I et andet liv.

Idag vil jeg skide tiden et stykke. Krølle den sammen og kyle den ad helvede til. For den eksisterer slet ikke. Tolv år senere og jeg står stadig samme sted. Hver eneste december. Her. I decemberkulden. Rystende, uden at fryse. For foden af din kiste.

Uden stemme i en verden af råb

Vi kører mod det lave aftenlys og bag mine øjenlåg brænder titusind sole. Vi fire og lange køer og slør fra rækker af røde øjne blander sig og blander sig i ét væk.

Jeg har det, som om min stemme er mistet. Forsvundet igen. Jeg gik så mange år rundt helt uden, inden jeg fandt den. Endelig. Og den væltede ud.

Men den blev falsk og hul og jeg kunne ikke kende mig selv. Og jeg blev selvbevidst og så mig selv udefra. Og alt jeg ønskede var at forsvinde. Blot være. En stemme uden krop til ører uden øjne. Er det mon for meget forlangt? Er det enhver fortællers dilemma?

Nu åbner jeg munden og der kommer ingenting. Som i de råbende drømme uden lyd. Hvor nogen redigerer i baggrunden og har skrevet regler i papirerne. Du får synet med i nattenes verden og hørelsen også. Men stemmen må du lade blive udenfor.

Allevegne er der én, der råber på opmærksomhed. Den eneste stemme, der mangler, er min. At mangle sin stemme midt i et inferno af skrig. At miste sin stemme i stilhed. Et sind uden stemme, i en verden uden mund. Med masker i blåt og afstand. Og kaos og ramlende dimensioner. Kan man hviske sig vej, i en verden af råb?

Så her sidder jeg, stemmeløs. Med titusind sole under mine øjenlåg og to sovende væsener på sæderne bagved. Og vi fortsætter hen ad vejen, i rækkerne af røde øjne. For måske finder jeg den igen et sted. Min stemme. På den anden side af de titusind sole.

Jeg så dit ansigt i et lyskryds idag

Det er mandag d 30. december og jeg så dit ansigt i et lyskryds idag. Når du endelig skal komme forbi, vil jeg foretrække du blot ringer på. Eller prikker mig på skulderen mens jeg sidder alene, så jeg ikke bliver forvirret og kører galt. Midt i et kryds i provinsen fordi min afdøde fars ansigt stirrede på mig fra en Ford Mondeo.

Der er 11 år siden du døde i år. Og jeg tænker om jeg nogensinde bliver voksen. Fra mine måske alt for pink headphones strømmer Dylan og “Knocking on Heavens Door” præcis som dengang. Og udenfor er verden stadig grå og våd. Stadig eller igen.

Med alderen er den største indsigt efterhånden at tiden ikke virker til at eksistere. Og for den døde er intet vel for sent. Hun døde for tidligt, læste jeg på en spiseseddel udenfor tanken og jeg tænkte hvilket idioti. Allesammen dør vi vel til tiden. Allesammen ville vi vel gerne have haft mere tid. Mere kage. Allesammen dør vi vel for tidligt, hvis vi selv kunne udtale os om sagen. Men døden er ikke vores. Ligesom solnedgangen, vinteren og lavvandet ikke er det. Solen går ned præcis når den skal og døden kommer, når det er dens tid.

Og jeg ville elske at spørge dig, om der på dit livs spiseseddel skulle stå noget ligeså idiotisk. Og alt efter dagsformen ville du sikkert svare, at der i stedet skulle stå noget i retning af “Goodnight and good luck”, “Fuck you all” eller “Nina er gået i bad og jeg spiser ostemad”. Og jeg tænker om du mon synes, man kan dø for tidligt.

 

Og derfor og for titusind andre grunde ville jeg foretrække at du, når du kommer forbi, blot ringer på. Eller prikker mig på skulderen mens jeg sidder alene. For når du sådan dukker op i lyskryds i slutningen af december, så kan jeg ikke nå at spørge eller nå at fortælle. Om idiotiske spisesedler og om alt i verden. Om Kleo, der synger med på Walk of Life i sin mormors bil. Om Freddie, der griner så insisterende at verden flyder over. Om Henrik og al den galskab, der holder os levende og lykkelige. Om alle de skridt jeg har trådt siden jeg så dig. Alle de skridt, der på én og samme tid tager mig tættere på dig og længere fra dig.

Kleo insisterer på at lave en nytårsnat til dig. For det er synd, siger hun, at du sidder et sted langt væk og godt ved det er nytår, men ikke får nogen hat. For du er jo død, siger hun.

Nytårshatte bør ikke være forbeholdt de levende. Så næste gang du kommer forbi, så ring blot på. Her er nytårshatte og kaffe på kanden.

Lavpraktisk, langsom livsstil #2

Volume 2. Det er officielt en serie. Jeg fortsætter svadaen af tips til lavpraktisk, langsom livsstil fra mit ståsted af slet ikke værende ekspert på området, men ivrig deler af info og erfaring jeg samler op på min vej.

 

Sæt farten ned. Heeelt ned.

Den her er nem. Den kræver intet og den er tilgængelig flere gange dagligt for langt størstedelen af os. Det handler om at sætte farten ned, når du går.

Jeg har altid gået hurtigt. Virkelig hurtigt. Det er noget folk der kender mig decideret har påtalt og for min mand og jeg var det kilden til virkelig mange diskussioner (Heavy shit, I know) når vi gik en tur gennem byen eller i skoven. Jeg tænkte aldrig over det. Jeg ville bare gerne frem. Hurtigt. Jeg kunne slet ikke se ideen i at gå langsomt. Som at tage landevejen, når man kan køre på motorvej. Hvorfor? Senere hen tror jeg sgu jeg synes jeg virkede lidt sej, når jeg sådan kom farende hen ad gangene på studiet eller arbejdet i et hæsblæsende tempo. Pisse-travl og pisse-vigtig. Pisse-sejt.

Det er først indenfor det sidste år at jeg er holdt op. Når jeg skal fra a til b – især på arbejdet – tager jeg mig god tid og bruger det som en mulighed for at lægge mærke til kun dét. At gå. Mærke fødderne mod jorden, høre lydene, mærke mit åndedræt. Det klarer sindet, det giver tid og mest af alt så går jeg ikke og føler mig så skide-vigtig samtidig. 

 

Lån, byt og giv væk

Jeg kommer fra en familie af krejlere. 90% af alt hvad jeg ejede som barn var noget, nogen havde ejet før mig. Min bedsteste t-shirt kom fra en sort sæk min mor havde med hjem fra arbejde og min yndlingsbamse fandt min bror til mig i en container. Nuff said.

En form for backlash var forventeligt. Og det kom især til udtryk, da jeg fik mit første barn. Lad os bare sige jeg blev lidt loco. Insane in the membrane, baby style. Alt skulle være nyt. Intet måtte være brugt. Manglede vi noget, købte vi det. Gik noget i stykker? Pyt. Køb noget nyt. (Rim not intended. Læste det lige højt for mig selv og det gik op for mig hvor Palles Autoværksted den sætning lyder. Anyways. Vi lader den stå) Jeg købte og købte og asede og masede for at få det her lille stykke flæskede baby til at ligne det der douchede-rosa-med-et-strejf-af-nervøst-sammenbrud-univers som virkede til at være det eneste man kunne opforstre  babyer i anno 2015. Needless to say, det var ikke en succes. 

Idag er jeg vendt 180 grader. Vores bebs nummer 2 fylder 1 år lige om lidt og jeg tror sammenlagt jeg har brugt maksimalt 1.000,- på tøj til ham i hans første leveår. Hele hans garderobe er arvet fra kære venner, bekendte og families bekendte. Når vi skal på weekend og mangler en baby-seng, farer jeg ikke ud og køber en ny, men låner en fra mit netværk. Når tøj er blevet for småt ryger det til den lokale genbrug. Jeg behøver ikke investere i en trampolin til baghaven, for det har naboen, og så kan ungerne hoppe løs på den når de leger med naboens børn. Og det vildeste er, at jeg er langt mere taknemmelig over alle de ting jeg får foræret og låner end jeg var over alt det jeg købte mig selv fattig i førhen. 

Så den her handler lidt om landsbyen. Den der skal til for at opforstre et barn. Den er allevegne. Vi skal bare bruge den, har jeg fundet ud af. Lån, byt, giv, tag imod. Alt lige fra børnetøj til hjælpende hænder. Det hele er der, hvis man tør spørge og samtidig give slip på nogle af de overfladiske værdier vi lader os spise af med idag. Vi kan ikke selv og det har aldrig været meningen at vi skulle selv