Man taler da med træer, ik?

Bag det hus, hvor jeg voksede op, var skoven. En uendelig skov, med store, gamle træer, der strakte sig endeløst op ad bakken og ned mod vejen. Vel egentlig kun en halv kilometers penge i voksenterminologi. Men i min lille verden, et helt univers. Med gyngen over skrænten, med lysningen bag hegnet, hvor vi lavede bål. Med uendelige eventyr, gemmesteder, historier.

Siden blev skoven til brænde og jorden belagt med boliger, som historien vil have det i det 20. århundrede.

Men før det, før det boede jeg i det gule hus i svinget, med en magisk skov bag min have. I den magiske skov voksede bunkevis af træer. Og gik man ind ad stien nedenfor hækken og fulgte man hegnet langs haven op bag huset og fortsatte nogle meter ind til dér hvor skoven tætnede, så stødte man på det. Mit træ. Gammelt, knudret og med tusinder af grene, der strakte sig ud og ind og ud igen i en uendelig længsel mod himlen. Præcis så mange og så tykke og så lave, at man med lethed kunne stryge til tops og indtage hele verden. Stammen var stor som verden selv og under den bredte de gamle, tykke rødder sig ned i skovens muld.

Og der, i hulrummet under rødderne var det allerbedste: træets hemmelige gemmested. Her skjulte vi alle de bedste skatte. En gammel shampoo-flaske med smukt motiv, de smukke små sæber vi havde fundet, en spand til alverdens sager. Vi gemte dem alle lige dér og træet vogtede over dem og røbede aldrig vores hemmelighed. Når jeg var trist til mode, eller glad, eller alene, eller tænksom. Når solen stod højt og når vinden ruskede. Så søgte jeg tilflugt hos mit træ. Jeg fandt skattene frem og beundrede dem, holdt min hånd på stammen med de dybe fuger, mens vi delte historier, mit træ og jeg.

Og som historien ville have det, måtte mit træ lade livet, så flere menneskevæsener kunne komme til. Og senere flyttede jeg derfra og senere endnu blev jeg voksen. Og jeg holdt op med at gemme skatte under træer og søge tilflugt under grønne kroner. Ikke fordi jeg ikke ville, men fordi jeg glemte.

–

Til pludselig en dag, i et helt andet liv. Længe efter afskeden med dét, de kaldte voksenlivet og den dér virkelige verden. Efter turene i skoven igen vendte tilbage i mit liv. Da vi igen var opdagelsesrejsende i skoven, mine to små og jeg, på jagt efter det perfekte klatretræ. Mens vinden ruskede og bed kinderne røde.

Dér, blandt alle mine glemte venner, da huskede jeg pludselig mit gamle træ. Som havde jeg åbnet en kiste fra barndommens loft. Shampooflasken og spanden og fugerne og tilflugten. Minderne om en gammel ven, som jeg alt for længe havde savnet. Og dér, midt i skoven, midt i opdagelsesrejsen, blandt blade og vind og væsener, huskede jeg pludselig min vens navn. Hr. Olsen. Jeg havde givet ham navnet en dag, jeg søgte tilflugt ved foden af den tykke stamme. Det helt rigtige navn til en ældre herre, fuld af års visdom, fuld af de dyrebareste skatte, fuld af en gammel vens trøst.

Og jeg blev på én gang lykkelig og vemodig. Over at have glemt mine gamle ven og hans navn i alle disse år. Over at genfinde mindet om ham, flere end tyve år senere. Over alt det, der ligger gemt, som vi kender, indeni. Men som kan skjules af år og af støj og øjne, der ser. Over at fare vild i livet og over at finde vejen hjem. Til alt, der stadig bor indeni. Min gamle ven bag hegnet. Til de skjulte skatte og en verden i verden. Med solskin og eventyr og væsener.

Til træerne, der stadig og tålmodigt taler, hver gang jeg lytter.