Stjernekrig i min stue

Der er stille omkring mig. Eftermiddagskaffen er stadig lun og dét er i sig selv en sjældenhed. Jeg har fødderne oppe og på den anden side af ruden synger fuglene foråret ind. Herfra har jeg udsigt til både himmel, skov og æbletræ.

Inde i stuen er de netop landet på månen. Alle tre iførte sig rumhjelme, før de satte sig i kontrolrummet ved el-orglet og gjorde klar til lift-off. Nu udforsker de månelandskabet med lette, langsomme skridt og Navigatør Kleo råber “Er alle mand klaaar?” før de igen letter med kurs mod Jorden. Før de ser sig om, er de under angreb. Rumvæsener har kurs mod fartøjet. Styrmand Freddie er utrænet i den kritiske situation og besætningen havner i nærkamp. Et øjeblik er alt kaos. Rumvæsenerne har omringet fartøjet og der skydes fra alle hjørner. Navigatøren rammes af en pludselig tørst og Kaptajnen sendes efter forsyninger. For en stund er der våbenhvile.

Besætningen er igen velforsynet og fartøjet letter. Der hersker let rastløshed blandt dele af besætningen, men modet genvindes efter en kort tale fra Kaptajnen. Pludselig er rumvæsenerne tilbage. Men denne gang er besætningen forberedt. Angrebet afværges og fartøjet vender sikkert tilbage til jorden.

Engang, i et liv for længe siden, hadede jeg mandage. De gav mig hvide knoer og knuder i maven. De markerede starten på virkeligheden, på adskillelsen, på længslen. De var lange som år og beige på beige. De startede med et suk og jeg sank, når de var til ende. Jeg sank og tænkte “I morgen er det kun tirsdag”. Hver uge var en ørkenvandring mod fredagens frihed, hver dag endnu et skridt nærmere.

Idag er endnu en mandag. En mandag i mit parallelle liv. Og idag er der stjernekrig i min stue. Idag er der ikke længere hvide knoer, knuder i maven eller længsel. Kun stjernekrig i stuen og sol i min kop. Og Navigatøren åbner stille døren, kommer ind og sætter sig hos mig. “Jeg vil sidde hos dig” siger hun og så “må jeg skrive?”. Vi ser på hinanden og sidder dér lidt, mens hun fortæller mig om rumfærden og kampen og rejsen hjem igen. Så skriver hun lidt, før vi rejser os for at lave tomatsuppe til besætningen.

Hvide knoer kan man altid få. Men stjernekrige som denne, udkæmpes kun én gang hvert årtusind.

Revolution og havregrød

Jeg har bygget mig et andet hjem under min dyne. Et hemmelig hytte, hvor jeg skriver i fred. Omkring mig sover de trætte og under taget på min hytte ånder alt ro.

For tiden har ordene svært ved at komme. Jeg kan mærke dem i halsen og under min hud. Det snører og prikker og de sidder lige der. Men de vil ikke videre, de er som i protest. Stilstående, ventende, spørgende. Så nu sidder jeg her i mit bomulds-hjem og forsøger at drive dem ud. Jeg letter på taget for at få luft. Her er alt, alt for godt isoleret. I mit hoved kører Bob Dylan på repeat og jeg savner morgenens lys.

For tiden føler jeg mig som en omvandrende kliché. Jeg har opsagt mit job, klippet mit hår og solgt min telefon. Jeg er lige dele revolution og midtvejskrise. Folk ser på mig og siger jeg er modig. Jeg ser mig selv i spejlet og kan ikke kende noget igen.

På den anden side af revolutionen venter havregrøden. Hverdagen og den der frihed, jeg jagtede. Og den er så pissehamrende forpligtende. Og det er først nu det rigtig går op for mig. Jeg satte mig i min bil hver eneste dag. Satte knappen på autopilot og gjorde hvad jeg skulle. Jeg sejlede gennem livet, mens alt indeni var slukket. Og det var det nemmeste i verden. Uforpligtende, beige, simpelt.

Nu står jeg her, uden andet end os. Intet at gemme sig bag eller i. Og jeg græder alene ved tanken.

For jeg har aldrig før bare skulle være. Alene formuleringen virker som et testamente til mine manglende evner. “Skulle være”. Og være nok ved blot at være. Jeg har gjort og præsteret og taget mig af. Og livet er rullet afsted og jeg har følt mig som en succes. Og så er det er nu, at ordene sætter sig fast. Jeg skulle skrælle omtrent tyve lag før jeg fandt ud af, at jeg ikke har den fjerneste anelse om hvordan man er til. Er jeg mon nok, nu jeg bare er mig.

“Hamsterhjulet er indeni” sagde Henrik den anden dag. Jobbet og status og penge. Alt det er bare praktik. Åg, vi smider for at mærke, at det virkelige ræs er det der foregår i os. At den virkelige kamp ikke er mod verden, men med mig selv. Indeni mig selv.

Så jeg koger havregrød på den anden side af revolutionen. Og går i forårssolen og smider sten i bækken. Og taler med Henrik og krammer mine børn, indtil jeg lærer at alt det, og lige netop dét, er godt nok. Det er alt hvad der er brug for.

Den dér kamp, vi kæmper

Jeg blev interviewet den anden dag. Af min veninde, der er journalist på en lokal avis. Interviewet fandt sted i anledningen af Kvindernes Kampdag. En dag, der allers altid enten kommer bag på mig eller går min næse fuldstændig forbi.

Men interviewet fik mig til at tænke. Over kvinder – og den der kamp, der kæmpes.

For der kæmpes en kamp. En kamp for kvinderne. For vores køn, vores ligestilling, vores muligheder, vores ret. Sidstnævnte, kan jeg godt få en fornemmelse af, virker til at være det der får den største fokus i denne her tredje-fjerde-bølge feminisme, der har rullet over os de sidste år. Og dét der med at holde på sin ret, det har en tendens til, i sagens natur, at få en trodsig klang. En klang, der fjerner fokus fra den snak, der ligger nedenunder.

Mange af de slag, man har udkæmpet og udkæmper under kvindefanen har haft deres historiske ret og rolle. Og på mange måder er de valg jeg træffer idag, kun mulige at træffe, fordi kvinder før mig har kæmpet for mine muligheder. Dog ser jeg ikke mine valg som del af en feministisk dagsorden. Jeg ser ikke mine valg som del af en kamp for at være kvinde. Ikke fordi de som sådan ikke kan ses sådan. Men fordi jeg ikke først og fremmest definerer mig som kvinde, men som menneske. Og jeg tror at al vores snak om lige ret og ligestilling dækker over en anden og langt mere vigtig snak: snakken om frihed og ligeværd.

Jeg tror på ligeværd, forud for ligestilling. For uden ligeværdet er ligestillingen ligegyldig. Samtidig kan noget aldrig stilles lige hvis det ikke har lige værd. Og værdet, det vil altid komme fra mig selv, fra min selvrespekt. Værdet handler om at jeg respekterer mine ønsker, respekterer min tid, respekterer mig selv nok til at vide at jeg er mine inderste ønsker og drømme værd. Og så snart jeg kommer dertil – så er det ligegyldigt om jeg får eller opnår det samme som naboen – og om jeg er kvinde eller mand.

I ligestillingen ligger der en udmåling og en sammenligning med andre, som jeg i udgangspunktet ikke går op i. Jeg underkender hverken behovet for feminisme eller de kampe der er kæmpet for kvindekønnet. Men når jeg ser mig omkring idag, tror jeg ikke så meget kampen angår det kvindelige køn, som det angår mennesket som helhed. Vi har i virkeligheden langt mere brug for menneskets kampdag. En dag hvor vi holder på vores ret til at være mennesker – og medmennesker især. Hvor vi holder på retten til at løsrive os fra de økonomiske systemer, institutioner og arbitrære samfunds-rammer, der ligger til grund for udmålingen, og komme tilbage til blot at være mennesker. Nøgne, ansvarlige, dømt til friheden.  Denne ret har alle, kvinder som mænd, unge som gamle. Friheden er vi alle dømt til – friheden til at vælge selv. Og det skylder vi at lære vores børn frem for alt andet.

Jeg vågnede først op til denne frihed i starten af mine tredivere. Og jeg føler det er den største forpligtelse overfor mine børn at jeg udlever denne frihed. At jeg gennem mit liv og deres barndom viser dem, at vi alle fortjener vores ønsker og drømme og at livet er dét liv vi vælger. Jeg har en forpligtelse til at vise mine børn at deres liv er deres – ikke alle andres. Jeg ser det som den eneste måde hvorpå min datter og min søn kan vokse op og se sig selv og alle andre mennesker som ligeværdige og ligestillede. Du er ikke din uddannelse, dit job, det hus du bor i eller den bil du kører i. Du er ikke din plads i samfundets rangorden eller de sko du står i. Du er dig. Din fornemste opgave i livet er at blive dig, som Kierkegaard har lært os. Og du er helt fri til at blive dig.

Indser vi alle dette, er vi alle lige for hinanden. Køn, seksualitet, race og alt andet falder fra og bliver ligegyldigt. Når vi alle er frie mennesker, der vælger det liv vi vil leve, så har vi ikke længere brug for at kæmpe for ligestillingen. For da er vi i sagens natur lige: Vi lever alle det liv vi selv har valgt. 

Og her vil mange råbe op og protestere. For ingen har jo valgt deres skæbne ethundrede procent. Livet er livet og når livet hænder, er det med den største tilfældighed. Og de her tilfældigheder har det med at påvirke vores ydre muligheder. Men selvom livet giver os forskellige kort, er livets tilfældigheder, noget vi, som levende mennesker, alle er ofre for. Her er vi, i udgangspunktet, også alle lige. Livet kan give os forskellige fødder at gå med, men vi vælger stadig frit de stier vi betræder. Hvadend du er gået fallit, eller er født ind i generationers dårligdom, hvadend du har mistet dit arbejde eller din elskede, da har du stadig altid friheden. Den har du i hvert nu og så længe du lever. Friheden til at blive dig. Friheden til at være menneske. Friheden til at vælge den vej du går herfra.

Og mere end det: du har en forpligtelse. En forpligtelse overfor livet. En forpligtelse til at handle på den viden du har, på de muligheder du har. Deri består din frihed og nøglen til dit værd. Først når jeg bruger min frihed til at handle, opbygger jeg mit værd som menneske. Og først da kan jeg se mig selv og andre som ligeværdige. 

Jeg ved i virkeligheden ikke en skid om kvindekamp. Om feminisme og ligeløn og mit køns ret. Men jeg ved at jeg først rigtig følte ligeværd, den dag jeg tog livet i hånden og gik min egen vej med det. Den dag holdt jeg langsomt op med st skele til de andre og deres liv, for at se om vi var lige. For fra den dag så jeg mig selv som et frit menneske. Og som frie mennesker er vi alle lige