Det er mandag d 30. december og jeg så dit ansigt i et lyskryds idag. Når du endelig skal komme forbi, vil jeg foretrække du blot ringer på. Eller prikker mig på skulderen mens jeg sidder alene, så jeg ikke bliver forvirret og kører galt. Midt i et kryds i provinsen fordi min afdøde fars ansigt stirrede på mig fra en Ford Mondeo.

Der er 11 år siden du døde i år. Og jeg tænker om jeg nogensinde bliver voksen. Fra mine måske alt for pink headphones strømmer Dylan og “Knocking on Heavens Door” præcis som dengang. Og udenfor er verden stadig grå og våd. Stadig eller igen.

Med alderen er den største indsigt efterhånden at tiden ikke virker til at eksistere. Og for den døde er intet vel for sent. Hun døde for tidligt, læste jeg på en spiseseddel udenfor tanken og jeg tænkte hvilket idioti. Allesammen dør vi vel til tiden. Allesammen ville vi vel gerne have haft mere tid. Mere kage. Allesammen dør vi vel for tidligt, hvis vi selv kunne udtale os om sagen. Men døden er ikke vores. Ligesom solnedgangen, vinteren og lavvandet ikke er det. Solen går ned præcis når den skal og døden kommer, når det er dens tid.

Og jeg ville elske at spørge dig, om der på dit livs spiseseddel skulle stå noget ligeså idiotisk. Og alt efter dagsformen ville du sikkert svare, at der i stedet skulle stå noget i retning af “Goodnight and good luck”, “Fuck you all” eller “Nina er gået i bad og jeg spiser ostemad”. Og jeg tænker om du mon synes, man kan dø for tidligt.

Og derfor og for titusind andre grunde ville jeg foretrække at du, når du kommer forbi, blot ringer på. Eller prikker mig på skulderen mens jeg sidder alene. For når du sådan dukker op i lyskryds i slutningen af december, så kan jeg ikke nå at spørge eller nå at fortælle. Om idiotiske spisesedler og om alt i verden. Om Kleo, der synger med på Walk of Life i sin mormors bil. Om Freddie, der griner så insisterende at verden flyder over. Om Henrik og al den galskab, der holder os levende og lykkelige. Om alle de skridt jeg har trådt siden jeg så dig. Alle de skridt, der på én og samme tid tager mig tættere på dig og længere fra dig.

Kleo insisterer på at lave en nytårsnat til dig. For det er synd, siger hun, at du sidder et sted langt væk og godt ved det er nytår, men ikke får nogen hat. For du er jo død, siger hun.

Nytårshatte bør ikke være forbeholdt de levende. Så næste gang du kommer forbi, så ring blot på. Her er nytårshatte og kaffe på kanden.