Fastelavnsbollesæson

I min kalender står der “fastelavnsbollesæson” som eneste aftale de kommende tre dage og jeg er træt til langt ind i knoglerne. Januars tæppe ligger tungt om krop og tanker og påmindelsen om bagerboller med rigeligt flødeskum og creme er lige akkurat hvad jeg kan overkomme.

Januar føles på én gang træt og tung og fri og ny. Trætheden midt-vinter har sat sig i musklerne og alt i kroppen længes efter sollys og varme. Længe nok har vi ligget i hi, pakket ned og gemt væk og ventet til senere. De længere dage varsler lysere tider og kroppen kan næsten ikke vente. Min nabo siger at februar siges at være årets koldeste måned. Jeg lytter ikke. Jeg insisterer på at starte foråret med fastelavnsbollerne. For selvom januars træthed griber tungt om mine ankler, spirer håbet og legesyen indeni. Noget er sat fri i år, vækket til live og fundet frem og nu danser det rundt, under mine trætte, tunge muskler. Der er en rislen i mine årer, jeg ikke ved om jeg nogensinde har følt før. Og hvis jeg har, var det senest som lille, når jeg løb stærkt i skoven eller sad helt stille ved bålets knitren. 

Jobbet er opsagt, bilen er solgt og jeg har intet i kalenderen udover fastelavnsbollesæson. Tilværelsen har aldrig været så usikker, uforudsigelig og uplanlagt som nu. Og aldrig har jeg været så tilfreds. Rolig, forhåbningsfuld og begejstret. Igen. Lag er skrællet væk, som jeg ikke anede eksisterede. Inde bagved fandt jeg kun lysten til at skrive og længslen mod skoven. Så jeg skriver og går. Og leger og er. Og jeg glæder mig til fastelavnsbollesæson. Jeg skal ikke andet.

Titusind svar

Hvis I engang finder på at spørge mig, hvorfor jeg gjorde det, vil jeg have titusind svar til jer. For livet er et tæppe, der væves når vi betræder det. Der findes ikke ét enkelt facit til hvert spørgsmål, ligesom der ikke kun er ét enkelt spørgsmål til et facit. Jeg vil for altid kunne give jer titusind grunde og om tyve år, når jeg håber I spørger, vil mine titusind grunde være nye og gennemfarvet af endnu tyve års liv. Da vil dette være et tidsbillede, et monument til minde. Om den dag jeg sagde op. For at passe på jer. På mig. På livet.

Der er titusind fantastiske ting I kan bruge jeres liv på. Titusind og endnu titusind. Og I skal finde dem helt selv og løbe efter dem til hjertet hamrer i brystet på jer, og så løbe lidt længere. Og I skal forlade dem, når de mister deres lys og det skal være ok, for I skal vide at for livet er planer kun til for at blive brudt. Og det er ét af de titusind svar.

I ejer jeres liv, jeres tid og jeres passion. I kan gøre med det, præcis som I vil. Og mennesker i polo og de helt rette sko, vil fortælle jer at den slags ikke lader sig gøre. At livet er arbejde, tid er penge og passion er en hobby i weekenden. Og pludselig er livet en institution og frihed er vekslet for penge. Og I glemmer at livet var jeres fra starten og at alvor aldrig må tages alvorligt. Jeg tror ikke jeg anede, det hele var mit. Før jeg tog det hele tilbage. Det er endnu et svar af de titusind.

Jeg forsøgte dét med balancen. Work-life balancen. Jeg forsøgte, fordi jeg købte historien. Jeg troede man kunne få det hele og glæden samtidig. Men work-life balancen eksisterede ikke derude. Jeg prøvede at være alt på to steder på én og samme tid, men endte altid kun med at være noget nogen steder, engang imellem. Og slet ikke når jeg ville og hvor jeg ville og hvordan jeg ville. Jeg var bagefter, forpustet, fortabt. Og I var kede af det og savnede og græd, når jeg gik og udmattede, når jeg vendte tilbage. Work-life balance, min bare. Og det er endnu ét af de titusind svar.

Jeg kan huske en efterårsdag, hvor vi gik gennem Marselisborg, mens træerne stadig var grønne. Du, Kleo, var kun et halvt år og Line havde dig på armen. Du pegede og pludrede og Line snakkede med. I talte om træerne og fuglene og ingen ved hvad. I var opslugt og glade og himlen var høj. Året forinden havde Line fået kræft og før du blev tre, var hun borte. Hun var noget af det fineste i min lille verden, hun var bare 31 og pludselig væk. Og jeg mangler hende hver dag, hver eneste dag. Alligevel er hun lige her. Hun puster mig i ryggen og og giver en opsang. Hun tager min hånd og lader min sjæl råbe højt. Hun råber “bullshit” fra den anden side så højt at det runger. Hun var i mit liv af en helt særlig grund. Én af titusind.

Jeg håber, I spørger en dag. Jeg håber I spørger hvorfor. Hvorfor jeg sagde op og kom hjem for at leve, med jer og med livet og tiden. Jeg håber I tænker vi var rablende skøre, jeres far og jeg, et par småtossede idealister. For kun tosser tror stadig på kærligheden i et samfund drevet af angst. Og i et samfund drevet af angst, er kærlighed det bedste jeg kan give jer. Dét og mine titusind svar.

Intentioner, 2019

Intentioner 2019Jeg har aldrig rigtig gjort i nytårsforsæt. Årskift gør mig langt mere melankolsk end håbefuld og at sætte et forsæt for et helt år, når jeg knapt kan se gennem januars grå tåge, virker mest af alt som at spænde ben for mig selv før jeg overhovedet er begyndt at gå. 

Men med tiden (og børnene) er det gået op for mig at det kan være nødvendigt at have nogle løbende mantraer – huskeregler, søjler, citater. Reb, at holde fast i når der går havregrød og Vaffelvovse i det store, forkromede overblik. Indtil nu har dette fungeret efter det sindrige system, at min post-amme-hjerne flankeret af en analog kalender spækket med noter, forsøger at internalisere et nedkog af alt fra Cohen citater over terapeutiske mantraer til tilfældige videnskabelige facts. Alt sammen ting, jeg med de bedste intentioner har tænkt “dét skal jeg huske!”, for herefter at skrible det ned på note-siderne i min kalender og fuldstændig glemme det igen alt imellem 2 timer og tre dage senere. Et mildest talt mindre bæredygtigt system. Hvis man gerne vil benytte de her ting til at gennemføre en form for varig forandring, altså. Det var her at årsskiftet viste sig at være kærkomment, after all.

For når jeg bladrer igennem min kalender for 2018, er alle ugerne spækket med ønsket om forandring. Med vejrtrækningsøvelser, stress-cirkler, opskrifter på hjemmelavet tørshampoo. Havetips, meditationsteknik og lommefilosofi. Lutter gode intentioner. 

Og det er jo det årsskiftet kan. Dét med intentionerne. Begyndelsen, der vækker håbet. Et håb, som jeg personligt synes bliver kvalt ved at nedfælde forsætter for det nye år. Forsætterne indeholder en vis tvang; et stift rettet blik på målet.

Men intentionerne, dem holder jeg af. De lover intet og skuffer ingen. De er rene og klare og fri af målet. De hylder begyndelsen, fremsynet og håbet. Så på årets første side i min kalender står nu mine intentioner for 2019.

Om man arbejder med forsæt eller intentioner, er vel same same, vil nogen nok synes. Men for mig gør det en forskel med intentionerne. Det sætter stemningen for 2019, uden at pålægge pres. Det giver rum til at snuble og gå en anden vej for en tid, uden skyld eller dårlig samvittighed, for intentionerne er stadig de bedste. 

Helt lavpraktisk var de her intentioner noget, min mand og jeg nedfældede over en kop the og risalamande rester, da vi var i sommerhus mellem jul og nytår. 2019 står i vores lille familie for nogle store forandringer (mere om det senere) og årsskiftet kaldte derfor på en fælles prioritering. Derudover har det føltes som om de sidste par år har brugt os mere end vi har brugt årene, og den følelse ville vi gerne ændre ved at gøre os bevidste om hvad vi vil fylde 2019 med. Intentionerne er opdelt i tre intentioner for familien, tre intentioner for mig selv og tre intentioner for vores fællles projekter. Her indgår både intentioner som at lave mad ude mere end 183 dage i 2019 (her kan det med fordel nævnes at det er en fremragende ide at have indkøbt en bålgryde før man nedfælder den slags og klokken pludselig slår 2019. Men som sagt: intentioner), at blive rarere (og mindre irritabel) at være i selskab med, at anlægge en køkkenhave samt at dyrke 20 minutters yoga om ugen. Godt og blandet, men alt sammen ting, der fylder mit liv med mere af det jeg gerne vil fylde det med.

Og når systemet går på autopilot og overblikket ryger, kan jeg forhåbentlig slå op på første side af 2019 og finde de gode intentioner frem igen. Skrue ned for forventningerne og op for håbet. Holde fast i de reb, jeg har lagt ud for mig selv og samtidig have modet til at slippe alle de andre. Eller også glemmer jeg alt og træder ved siden af titusind gange. Men jeg gør det med de bedste intentioner.

Pistacienødder i mørket

Jeg spiser pistacienødder i sengen i skæret fra en døende iphone og det minder mig om et liv der var engang. Den mig, der var engang. Om karrysild på rugbrød i Pernilles et-værelses på Silkeborgvej, klokken 3 om natten, efter en bytur. Om din far, der forgæves forsøger at overbevise mig om at børste tænder, før jeg går i seng og vaske frugten, før jeg spiser den. 

Fra et eller andet sted i huset strømmer en svag lyd af pan-fløjte og jeg forestiller mig alt hvad jeg skriver simultan-oplæst til tonerne fra Irish Boy. Forsvundne Danskere, party of one.

Jeg var ikke altid sådan her. Jeg var ikke altid kun det her. I en tid, der var engang, var jeg fandenivoldsk og frygtløs. Jeg var stor i slaget og sikker på livet. Jeg forsvandt undervejs, men jeg var her engang. Jeg spiser pistacienødder i sengen til lyden af dit åndedræt og i mørket kan jeg næsten finde mig igen. Fandenivoldsk og sikker på livet. Jeg lukker øjnene i mørket og mærker mig frem og det føles vigtigere end nogensinde, at finde tilbage. At finde hende den skråsikre igen.

Der er ting jeg vil have du skal huske og ting jeg jeg håber du altid vil tro på. At din ærlighed er en sjælden valuta i en verden af konsensus.

Jeg spiser flere pistacienødder og drømmer om at de var en berliner med hindbær. Eller en sjus med en helvedes masse rom. Engang drak jeg mig pisse-fuld i et telt på Skanderborg og mødte din far. Sammen sejlede vi gennem natten til tonerne af Kashmir med bland-selv-slik under armen. Vi delte posen på en bænk, mens vi så ud over søen og havde en af de der vigtige snakke, som jeg aldrig igen vil kunne huske. Og vi blev gift og Line fortalte gæsterne om posen med bland-selv. Om bland-selv-testen og hvordan den kan afsløre et forholds bæredygtighed med præcision. Hun havde en rød kjole på og det længste, smukkeste hår og hendes tale gjorde mig stolt, som var jeg hendes lillesøster. 

Hun var det reneste i verden og nu er hun væk. Og verden er fattig og jeg mangler min ven. Når det menneske du har mistet er et af de bedste du har kendt, bliver opgaven med at bære dem videre kollosal.

Jeg lammes i dens nærvær og stirrer ud i mørket. Spiser pistacienødder og ønsker mig tilbage til en tid, hvor jeg kun skulle bære mig selv og mit eget spøgelse. For hvordan skal jeg nogensinde blive opgaven værdig? Jeg er et sølle hylster for Line at skulle leve videre i. For Line var ærlighed og renhed. Fandenivoldsk og favnende. Hun var et menneskebarn, der plantede små blomster hvor hun gik. Og jeg er en tarvelig kryster, der spiser pistacienødder i mørket.

Dog er der er ting, jeg vil have du skal vide. Der er en mig, jeg vil have du skal kende. Men jeg er stadig ved at grave for at finde hende frem, for en del af hende gik med de døde. Så når jeg ydmygt graver og famler og vakler for at finde hende og vise hende til dig, så bær over. Jeg er din mor. Men jeg er kun et menneske.