Muhammed, Gud og interpretive dans

Berlingske vil også bringe Muhammed annonce, står der på min skærm, under overskriften ‘Seneste nyt’ og jeg overvejer kort, om folk simpelthen bare stiltiende har samtykket, at verdens undergang alligevel er skudt igang. Og i så tilfælde kan vi jo ligeså godt gå full retard. I køkkenet, i et sommerhus fra tresserne, et sted i Danmark, insisterer Freddie råbende på at få lov at hjælpe med at vaske op. Hvem ved, maybe the world has come to an end? Den kollektive sindssyge sniger sig altid ind af de smalleste sprækker.

Og Freddie fortsætter den midlertidige sindsplage i en form for moderne, interpretive dans til p8 jazz fra DAB radioen i hjørnet. Midt på det plettede uldtæppe. Jeg gad vide om forstyrrelserne nogensinde lægger sig. Om der kommer en dag med stilhed. Klokken nitten om aftenen en tilfældig søndag.

Jeg gad vide, om vi nogensinde igen kan blive enige om, at vi er mennesker først. At ytringsfrihed er en smuk ting, såfremt vi benytter den til at fremme det gode. Præcis som vores hjerner og næver og virke i verden. Gad vide, om det er nu. Om det er nu, vi er kommet til det sted i historien, hvor manglen på fysisk virke efterlod os alle tomme for egentligt formål. Og dermed alt for frie til at udforske det uudtømmelige, menneskelig idioti.

Er det nu, sindssygen oprinder? Komplet med Muhammed annoncer og interpretiv dans. Eller er der en form for Gud derude, der bamhjertigt skænker os et par runder mere? Om ikke andet, så for egen underholdnings skyld. Selv en Gud har vel svært ved at  modstå fristelsen for at se hvad der sker i næste afsnit.

Et forsvar for at ‘give op’

Jeg ved ikke hvor jeg var endt, hvis jeg aldrig havde givet op. Eller hvor mange ting, jeg havde været nødsaget til at presse ind i ugens syv dage. Blokfløjte. Springgymnastik. Spansk for begyndere. Hækling. I de 33 år jeg har levet, har jeg påbegyndt en hulens masse. Virkelig meget, faktisk. Noget har jeg gennemført, noget stoppede jeg med igen, lidt gør jeg stadig. Jeg har med andre ord givet op virkelig mange gange. Egentlig er jeg mere for det engelske udtryk “quitting”, der direkte oversat blot betyder at holde op, men som på dansk har fået betydning ‘at give op’. Hvilket i sig selv er tankevækkende nok.

At starte med noget, for herefter at stoppe med det igen, når det mister ens interesse er en ganske naturlig følge af at være et nysgerrigt væsen. Vi undersøger, vi afprøver, vi vedbliver og vi går videre. Nogle gange er vi så heldige at støde på noget, der holder vores interesse og måske endda tænder en flamme indeni. Vi fortaber os og fordyber os og bliver vægtløse i tiden. Vi mærker en ro og det indre og ydre går i ét. Nogle kalder det en passion. Nogle mennesker er så heldige at støde på en passion tidligt i livet, andre finder dem først sent, endnu andre opdager dem aldrig. For der er dét med passion, at den kan ikke arbejdes frem. Den kan ikke opdyrkes eller fremelskes. Den ulmer i det indre, for at blusse op, når vinden tager den.

Og nogle passioner lever længe. Og andre varer dage. Men det lærer vi ikke om. Vi lærer ikke om at vi kan vælge noget til, for derefter at vælge det fra. Vi lærer ikke om, at det er i orden, faktisk presserende vigtigt, at vi smager på livet. Tager en lille bid hist og en lille bid her. For til sidst, måske, at finde det der smager os. Alt det fortæller ingen om. Vi får fortællinger om fejl, om forkerte valg og om de der mennesker, der aldrig holder ved noget. Alt imens vores forældre er grå i ansigterne og lange i øjnene efter 40 år i det samme job.

Handlede hele livet om aldrig at ‘give op’, så havde jeg idag været en trist, blokfløjtespillende, springgymnastikdyrkende, dårligt hæklende, middelmådig marketingkoordinator. Ikke, at der er noget i vejen med det. Men det havde ikke gjort mig glad.

Fordi jeg har ‘givet op’ i mit liv, er jeg idag en mere tilstedeværende, elskende, levende og skrivende kvinde, hustru, mor og menneske. Og det vil jeg hellere, lige nu, end det første.

Så lad os give lidt mere op. Når vi kan mærke, at tiden er til det. Lad os huske at den passion, der varer tre dage, er lige så levende, som den, der varer et liv. Lad os leve efter en ordbog, hvor ‘give op’ og ‘fejl’ erstattes med ‘holde op’ og ‘forsøg’. Lad os tilgive os selv, at vi er børn af en verden af spørgsmål og svar. Af kasser og linjer. Og lad os så krusedulle vores vej gennem livet.

Det er når æbletræet afblomstrer, at det sætter frugt

“To my great surprise, I found that going nowhere was at least as exciting as going to Tibet or Cuba. And by going nowhere I mean nothing more intimidating than taking a few hours out of every day, a few days out of every year or even a few years out of a life to sit still long enough to find out what moves you most. To recall where your truest happiness lies. And too remember, that sometimes making a living and making a life point in opposite directions.”

Ordene er taget fra en Ted Talk med journalisten Pick Iyer. Ord, jeg igen og igen  vender tilbage til og har vendt tilbage til over det sidste halvandet år. Det halvandet år, der er gået, siden jeg trykkede på Pause.  

Fordi det var de ord, der var med til at åbne min bevidsthed. Få mig til at forstå. At pauserne i livet, den tid, hvor vi trækker stikket, tillader os selv bare at være. De pauser er helt essentielle for vores eksistens. Ikke bare for glæden, for meningsfuldheden, for lykken. Pauserne er livsnødvendige for os.

Men alt dette anede jeg ikke. Jeg anede det ikke, for jeg så det ikke omkring mig. For i vores verden pauser noget, man gør sig fortjent til. Har du født et barn, får du et år. Har du arbejdet fem dage, får du to dage. Har du knoklet et liv, får du sit livs efterår. Til at være, at nyde, at samle næring.

Og pauser er noget, vi bliver tildelt, når det er fuldstændig umuligt for os at gøre andet. Når vi blive ramt af livet. gennem stress, livsomvæltning, sorg, sygdom, krise.

Pauser er noget, man gør sig fortjent til. Frivilligt eller ufrivilligt.

Men hvordan landede vi her? Ser jeg tilbage, har pauserne altid været en del af vores natur. For mange af de mennesker, hvis ideer vores samfund står på skuldrene af, var pauserne lige så essentiel en del af arbejdet, som arbejdet selv. Mennesker som Darwin, Kierkegaard og Nietschze gik dagligt lange ture på adskillige timer, som en del af deres virke og inspiration. Adskillige store tænkere har udtalt sig omkring, hvordan disse pauser var den helt essentielle del af deres arbejde. Det er her, inspirationen, ideerne, arbejdet bliver grundlagt. Selve nedskrivningen, udførelsen er blot en fuldbyrdelse af de frugter der høstes gennem pausen.

Og i naturen selv, er pauserne mellem blomstring en del af hele livets cyklus. Vi ville aldrig bilde os ind at forvente af æbletræet, at det skal bære frugt året rundt.

Alligevel er det den tanke, der ligger til grund for hele vores måde at anskue vores arbejdsliv. Vores liv, faktisk. Pauserne, som er det mest naturlige og helt essentielle i vores eksistens, er blevet sygeliggjorte. Især de store af slagsen. De pauser er for de svage, de ældre, de syge.

Men vi kender nok alle oplevelsen. Af problemet, der blev løst i drømmen. Opgaven, der fandt løsningen på gåturen. Ideen, der kom på ferien.

Og tænk en gang. Hvis alle disse små gemnembrud kan komme gennem de mindste af pauser, som søvn, en gåtur, ferie. Tænk, hvad der så kunne hænde med verden, hvis vi alle tog os tid til at stoppe op. Helt op. Og holde pause. Og bare blive ved. Lige indtil noget trak så meget i os, at vi ikke kunne lade være med at gå igang igen.

Vi gror mennesker i kasser

Vi gror mennesker i kasserVi cyklede en tur idag. Kleo, Freddie og jeg. Kleo stoppede på hjørnet ved lygtepælen og legede at hun besøgte købmanden. Imens cyklede tre piger forbi. Kleo kom hen til mig, med lave skuldre. “Mor, hun sagde at jeg ikke kan finde ud af at køre uden støttehjul.” Og så: “Jeg vil gerne hjem. Domme cykel. Domme støttehjul!”

Vi snakkede sammen og jeg gav hende et kram. Vi snakkede om hvor fjollet det er at sige sådan. For det er jo helt ligegyldigt hvad man kan eller ikke kan. Det, der ikke er ligegyldigt er den dejlige cykeltur vi havde. At vi er sammen og har det sjovt og godt.

Så vi sagde “Pilut med dig!” (vi læser Madicken for tiden). Og så fortsatte vi i øvrigt hjemad. Med lave skuldre, stadig. Og et ønske om at få fjernet de dumme støttehjul i morgen.

Her til aften talte vi om det igen. Det med støttehjulene. Jeg fortalte Kleo at der jo er voksne mennesker der ikke kan køre bil. Til dem siger vi ikke “Ha, du kan ikke køre bil!”. Vi siger “Kom, du kan køre med mig.” Og jeg fortalte en historie om en edderkop med en hat og en morale. Og så faldt hun i søvn. Og jeg lå i mørket og tænkte.

På pigen på cyklen. Og hvordan hun blot er udtryk for det system vi har byget op. Det system, vi kalder barndommen.

Vi lever I en verden, der er så fuldstændig bizart fokuseret på evner, at selv vores børn opdeler sig og hinanden baseret på hvad de kan. “Kan jeg binde mine sko, når jeg bliver seks år, mor? Jeg vil gerne være 10, for så kan jeg tegne rigtig godt!” Fra vi er bittesmå, bliver vi målt og vejet, mens vores mødre læser i bøger om udviklingstrin, rulninger fra mave til ryg og “vinduer” for pottetræning. Når du er tre, skal du smide sutten og når du starter i børnehave skal du droppe luren og inden du starter skole skal du kunne tørre dig selv. Og “Det du kan selv, det gør du selv” for udviklingens rulletrappe kører kun én vej.

Og vi spejler os i alle de andre små, der sidder i kassen med os. Fordi vi har samme alder og er samlet her i kassen for at lære de samme ting, allesammen. Så vi kan tjene os retten til adgangsbilletten til næste trin på stigen. Næste kasse. Hvor vi igen lærer de selvsamme ting, allesammen, på én gang. Og falder du bagefter eller forstår du ikke, eller længes dine øjne mod ruden. Så er der metoder, der kan rette dig ind igen, til du igen ligger dér midt i kassen. Og melder klar til igen at ville det samme, som de andre, igen og igen. Når du er syv, kan du lære om bogstaver, når du er ni, kan du lære engelsk. Vi lærer den hurtigt, stigen og vi lærer at det må være meningen med livet at klatre på den.

Til du til sidst, sammen med alle dine kasse-kammerater, kommer til enden af den sidste kasse. Spændte og dygtiggjorte indenfor alt det samme træder i hver og én ud på den anden side af kassen, ser jer omkring og spørger “hvor er den næste?”. Mens de voksne ryster på hovedet og spørger “Hvad vil du?” Og du bliver forvirret og bange og forstår slet ikke, for hvor blev nu kasserne af. Da jeg var fire, lærte jeg at cykle og jeg svømmede da jeg var seks. Og jeg har lyttet efter og hoppet fra kasse til kasse og nu spørger du mig hvad jeg vil? Hvor mærker jeg det med at ville? På hvilket trin på stigen lærte jeg dét? Fortæl mig blot hvad jeg skal, i denne kasse, nu hvor jeg er blevet de 17. For jeg er skabt i en verden af kasser. Af trin med dygtiggørelse. Jeg er et produkt af et system, der gør os alle til én.

Systemerne, vi sætter vores børn i, fra de træder ind i denne verden og til de en dag indtager den på egen hånd, er ikke nogle de kommer med. Ej heller findes de fra naturen. Systemerne er skabt for samfundets nemhed. For systematisering af mennesket i grupper.

For du kan køre med støttehjul, til du er ti eller tyve eller tres. Du kan beholde sutten, til den dag skal herfra. Du kan gemme fysik og kemi, til du gider og du kan lære at tørre dig, præcis når det passer. Ingen af de evner, du opnår i livet, har en deadline eller en udløbsdato. Og får nogen på et tidspunkt bildt dig ind, at du er færdig med at kvalificere dig som menneske, den dag du fylder 18, så håber jeg, du siger “Pilut med dig”. Privilegiet som menneske er at lære hver dag.

Og ingen af os er domme voksne eller lede forældre. Og alle vil vi vores børn det godt. Men denne udvillingsstige, vi forsøger at passe vores kære små ind i, er blot en kopi af den stige, vi selv har forsøgt at tilpasse vores liv til. Og et udtryk for det faktum, at vores voksne liv er bygget op omkring selvsamme adfærd: At vi anser hinanden som årgange af den samme model.

Lige så vel som vi er ved at tvinge biodiversiteten ud af dyrenes og planternes verden, ser vi også rammerne for diversiteten iblandt os mennesker smuldre. Ikke fordi vi er slette mennesker, der vil hinanden det skidt. Slet ikke. Men fordi vi simpelthen ikke kan få den menneskelige diversitet til at passe ned i de firkantede rammer, vi har bygget. Vi vil gerne rumme hinanden, give plads til forskelligheden. Men ligegyldigt hvilken retning vi rager i, rammer vi kassernes sider.

Jeg mener ikke, vi skal holde op med at stille krav til hinanden og til vores børn. Tværtimod. Jeg tror, vi som mennesker alle vokser, når vi kan mærke at omverdenen forventer noget af os. Men jeg mener, kravene skal de være de rette. Og siden vi alle som mennesker er unikke, hver og en, skal vi være påpasselige hver eneste gang vi standardiserer og generaliserer kravene til hinanden.

Eller, sagt bedre af en helt anden end mig: “Everybody is a genius. But if you judge a fish by its ability to climb a tree, it will live its whole life believing that it is stupid.” Denne helt anden er Albert Einstein. En mand, der i øvrigt blev verdenskendt som videnskabsmand. I min bog er han en af verdens mest inspirerende filosoffer. Og sådan er mennesket så smukt et væsen. Sådan har vi alle, på en og samme tid, så forskellige linser at indtage verden igennem og tilsvarende så forskellige facetter at vise til verden. Hvis vi får pladsen.

For hvad verden har brug for, er plads. Så vi finurlige væsener kan ånde, være og leve.

For alting kan plantes i kasser. Men levende organismer gror og udvikler sig. Før eller siden, vil kassen blive for lille. Spørgsmålet er så: beskærer vi planten eller tager vi den ud af kassen og sætter den fri til at gro?

Miljø og prioriteter. Og pis og papir

Den er stor, dén klimadebat. Angstprovokerende og uoverskuelig. Og må vi overhovedet snakke om den eller bliver vi brændt på bålet? Sådan har jeg tænkt, når tankerne melder sig. Men har man en stemme, råber man undertiden. Og jeg har brug for at råbe. For den er allevegne, den klimadebat. Den træder os over tæerne og den prikker os på skulderen. Og alligevel er det, som om vi formår at se den anden vej. Klima er nummer ét, når Gallup beder os krydse vigtige emner af i en valgkamp. Men det er Middag for 2 med entrécote i køledisken i Brugsen også.

For den kan vel for helvede vente, den dér drivhuseffekt, til vi har spist vores fredagsbøf og bestilt den nye kjole. Den, der står til de nye sko til maj-brylluppet på landet. Det kan jo ikke passe, at lige præcis jeg, som er så forpustet, forpint og fortravlet, at lige præcis jeg også skal løse klimaet. Lige præcis jeg, som vågner udmattet hver morgen til et ræs af motionsløb, havregrød, aflevering, arbejde, fritidsaktiviteter, bilkøer, kalenderjonglering, mandagsapati, onsdagssex og fredagsbøf. Lige præcis jeg har fortjent min bøf, mine jeans og min bil. Præcis jeg har brug for den tur til Thailand og også den til Malta. Så kan miljøet vel klare sig. Med aktivisterne, veganerne, planteæderne og dem fra det dér grønne parti. Og politikerne har lavet en aftale i Paris og et sted er der nogen, der har styr på noget. Jeg tænker, de ringer, hvis jeg skal give nogle penge eller afbestille bøffen for en uge eller to.

Sådan tror jeg, vi alle har tænkt. Jeg har i hvert fald, i mange år. Tænkt, at det ikke handlede om mig. At miljøet er noget derude. At det her, lige her, det er jo bare mit lille liv. Det her er blot mine valg. Og jeg havde en drøm at udleve. Et liv at sætte sammen og en liste så lang.

I toppen lå der et stort og flot hus, der lå to biler, et job med pæn indkomst og ting. Der lå tøj og renovering og flere ting. Alskens forsikringer og pis og papir. Og nederst, allernederst, under hus og ting og papir og pis, der lå den mand jeg elsker og vores to små børn. Og havde du spurgt mig dengang om jeg prioriterede alt det pis og papir og hus og bil over kærligheden selv, mine børn og min mand, så havde jeg rystet på hovedet og sagt “Nej, er du gal.” Men sådan prioriterede jeg ikke desto mindre. For ting koster penge og penge koster tid. 

Og sådan så min liste ud, fordi jeg tog den for givet. Fordi jeg havde kopieret den fra et blad, eller en veninde eller god-knows-who. Fordi jeg så de andre leve dét liv med dén liste, fordi jeg havde set mine forældre leve dét liv med dén liste og fordi jeg aldrig følte grund til at stoppe op og sætte spørgsmåltegn ved dét liv. Sætte spørgsmålstegn ved min liste. Og jeg levede det liv, fordi jeg tænkte det ville det føles godt. På overfladen. Og til en start. Fordi huset, tingene, bilerne, tøjet, pisset og alt papiret føltes som en lækker, cremet succes i et samfund, hvor menneskeligt værd langsomt, men sikkert, er forvekslet med status. Fordi jeg tænkte jeg ville føle mig selv som lækker og cremet succes, når jeg stod dér med det hele i favnen. Fordi jeg tænkte “Nu skal jeg fandeme vise jer at jeg også kan”. 

Men det kunne jeg ikke en skid. For dér stod jeg med favnen fuld. Af huset, jobbet, bilerne, tøjet og tingene og helt klar til at råbe ad verden. Og da udeblev følelsen af succes. Udmattelse, angst, irritation, frustration, rastløshed, afmagt, skam og skyld. Jeg følte så mange ting, da jeg stod dér med favnen fuld. Men ingen af dem var cremet succes.

Og alt imens tænkte jeg, at vi har styr på det der ‘miljø’. At vi kan redde det, indgribe, sætte ind. Give lidt penge, samle noget affald og stemme på de rette.

Mit liv, med min liste og mit pis og mit papir og min skam og min angst og min afmagt. Det faldt mig aldrig ind at dét er selve klimakrisen. At alt det pres vi lægger på os selv, lægger vi på hele verden.

Og vi ser os selv som udenforstående, vi mennesker, når snakken drejer sig om miljø. Miljøet er noget, vi påvirker. Har ansvar for. Har indvirkning på. Noget, vi mødes i Paris og laver aftaler omkring. Noget med naturen, træerne, dyrene.

Initiativerne fejler intet. Ej heller intentionerne. Men vores tankegang er i så høj grad et udtryk for det skråplan, vi har kørt vores verden ud på. Som levende organismer i verden, eksisterer vi ikke udenfor miljøet. Som levende væsener, kan vi ikke omtale miljø som værende noget, vi indgriber på. Vi er en del af miljøet og det er en del af os. Vi er en del af den natur, den verden og hele det system, der netop nu er ude af balance. Vi er den verden, der er ude af balance. Overfloden er allevegne. Den er materiel, den er social, den er følelsesmæssig. Vi er overvældede, vores børn er overvældede og naturen er det samme. Naturen udpines, dyr uddør, klimaet forandres og selv bliver vi syge af stress, fjerner os fra hinanden og bliver mere og mere fjendske overfor alt og alle. These are the days it never rains, but it pours. 

Alt føles som tilvalg, fordi ingen fortæller os om fravalgene. Vi tager for os i buffeten og forstår ikke hvorfor vi råber ad vores børn på vejen. Eller hvorfor vi har hjertebanken hver dag på vej til arbejde. Eller hvorfor vi bliver rasende, når vores elskede insisterer på at se os i øjnene og tale, midt i Netflix serien. Vi tager til takke med et liv halvt levet, fyldt med pis og med papir, mens vi skeler til vores dødelighed og håber på udsættelse. For når vi engang er færdige med alt det her råben, alt det her løben, alt det her dulmen, så skal vi jo nok nå at leve lidt. Slå bremsen i og finde roen og hinanden. Det er alt sammen på listen. Og udenfor døren brænder jorden, men den må vente, den må vente, for listen er så lang.

Og vi streger intet ud og vælger intet fra. Ikke engang når verden brænder, vores børn får angst og livet selv gør vores medmennesker syge. Vi vælger til og vælger til. Vi forkæler os selv og stryger vores forslåede egoer, alt imens vi aldrig skeler til, hvad vores tilvalg ødelægger.

Og når selv fremskrivningerne indhenter os og angsten bliver for svær, forsøger vi os med janteloven. Vi råber om klimatosser mens vi fnyser “Kunne mindre ikke have gjort det?”. Nej, mindre kunne ikke gøre det. Mindre kan ikke gøre det. For et ødelagt system kan ikke lappes udefra. Det er som Einstein sagde, omend om noget meget mere dybsindigt end dette. Vi kan ikke løse problemerne med den samme tankegang der skabte dem.

Vi kan vælge el frem for diesel og vi kan sige nej tak til Tupperware. Og tage bussen og spise vegansk til vi brækker os. Men hullet i verden er indeni os og kan ikke lappes udefra. Så længe vi løber og ser væk og adskiller og fremmedgør. Så længe vi er forpustede og lukker øjnene og udsætter, så heler vi intet i verden. Så sætter vi plastre og bandager på et sår, der vil bløde helt indtil den dag vi forstår. At en krise skabt af et fravær af omsorg kun kan løses med omsorg igen.

Men vi løber og adskiller og opnår og skriver lister og forstår intet som helst. Og vi ser væk fra hinanden og løber gennem vores børns barndom. Vi tager til takke med frihed i doser af seks uger årligt og vi dulmer sorgen med overflod. For vi er rigere end nogensinde før, men som mennesker er vi udmagrede. Og ansigt til ansigt med den krise vores verdens levende organismer befinder sig i, kan vi slet ikke begribe at dette dog ikke kan klares med penge. At det virkelig kan passe, at vi ikke kan give en halvtredser om måneden til nogen, der fikser det. Og så snart vores penge ophører med at have magt, da tyr vi til apati. Så kan det være ligegyldigt. Hvad nytter jeg så alligevel. Så tror jeg slet ikke på at mine valg overhovedet gør nogen forskel. Ansigt til ansigt med den største medmenneskelige krise i verdenshistorien, tror vi ikke, vi har nogen våben. Det falder os ikke ind at gribe til empati. Til omsorg. For os selv, dernæst hinanden, dernæst vores vores verden.

Vi læner os tilbage i en fløjlsblød offerrolle, mens vores børns verden brænder.

Igår sad Kleo på sengen i soveværelset med mit ur. “Nu er klokken 10. Nu er den 11. Nu er den 12” råbte hun fra soveværelset med korte mellemrum. Indenfor et par minutter, var der gået et døgn. Tænk, hvis tiden gik så hurtigt, tænkte jeg. Gad vide om det kunne få os til at stoppe op. Tage ansvar for vores valg. Tage de svære samtaler og vælge om. Prioritere, fremfor kun at vælge til. Vende ryggen til et ødelagt system og gribe modet til at bygge et nyt fra bunden. Med hinanden på toppen af listen, ligemeget hvad. Med omsorg. Og uden så meget pis og papir.