Drømme er flygtige og flyvske bæster

Drømme er flygtige og flyvske bæster. Hvis bare mine drømme for fem år siden var de samme, som jeg drømmer idag. Så behøvede jeg ikke skifte min retning, ændre min mening, tilgive mig selv mine valg. Men ingen har vel blot én drøm hele livet. Ingen jagter vel kun en enkelt drage. Vi løber og stierne snor sig og de leder til nye stier, som vi aldrig før har trådt. Og vi ved, så snart vi ser dem, at dem må vi tage, den vej må vi løbe. For en usynlig tråd trækker i hjertet og en hånd puffer os i ryggen.

Og ser jeg kun tilbage eller ned på fødderne, så synker hjertet og jeg mister modet. Jeg vil blive og gå på stien jeg kender. Frem og tilbage, her, ved de træer hvor vi skar vores navne. Og jeg glemmer at alle minderne aldrig var blevet, hvis ikke vi var gået med snoren, der trak. Med stierne, der snoede og foldede sig ud. For alle drømme starter et sted. Lige så vel som de slutter.

Og bliver jeg på stien, fordi frygten tager over, så løber drømmene selv. Af de snoede stier og krogede veje, til jeg en dag slet ikke kan nå dem længere. Og jeg vil sidde i det stille og se tilbage. På et liv i det sikre, fyldt med stier, jeg ikke turde følge og snore der endnu trækker, hvis ender er alt for langt borte.

Engang frygtede jeg drømmene mest af alt. For de tog mig af ukendte veje mod verdener jeg ikke kendte. Og jeg troede slet ikke jeg var modig nok. At jeg turde gribe snoren og løbe med livet. Så jeg blev og holdt fast, med knoer der var hvide. Købte mig fattig i sikkerhed og forsikringer om en fremtid i det kendte. Men drømmene kræver slet ikke mod, de kræver blot, at jeg følger med. At jeg tager deres hånd og ved, at de vil mig. At jeg er dem værd og har ret til hver og én.

For bare tre år siden var min drøm lige her. I det store hus med udsigt til skoven, til markerne, til himlen. Med pejsen i stuen, hvor vi skulle varme os til jul. Og buskene i haven, vi skulle spise af til sommer. Her, ved de høje graner, trak tråden i vores hjerter og vi tog hinanden i hånden og sprang. Vi drømte så kæmpestort, vi drømte om de næste 50 år. For her kunne vi være og leve, mens vores børn kunne lege og gro.

Og vi har fået alle drømmene og mere til. Vi har varmet os ved pejsen, mens vinden tog fat i granerne. Vi har spist til maverne blev store, af ribs og hindbær og solbær. Vi har plukket pærer fra træet og gemt os bag hver en krog. Her er taget de allerførste skridt og her er grædt de tungeste tårer. Her blev vi en familie, her blev vi til. Her var livet, når livet var smukkest og her var livet, når det var mørkest. Her stirrede jeg ind i natten med fortvivlelsen brændende i halsen. Her bristede mit hjerte af glæde og himlen var høj som aldrig før. Her levede vi 50 år på bare tre somre.

Og her, lige her, i kanten af skoven, fandt vi pludselig en ny sti sammen. Én jeg tror, vi begge godt kendte. Jeg tror, den har ligget der al den tid. Men vi måtte her forbi for at finde dens start, for at sparke i de blade, der dækkede den til. Jeg så den og vidste, at den skal vi følge. For tråden trak igen i hjertet og hånden puffede i ryggen. Men jeg blev bange og kiggede væk. For hvad med huset og pejsen. Hvad med de 50 år og alle de drømme vi kendte. Kan man give én drøm i bytte for en ny? Så tog jeg dig i hånden og viste dig stien. Og du kendte den godt og vidste, vi skulle afsted. Du ventede bare på mig. På, at jeg forstod, at alt er et valg. At prisen vi betaler for de 50 år og pejsen og huset er tiden, nu, med jer.

Så her går jeg rundt og drømmer nye drømme, mens mit tunge hjerte tager afsked med de gamle. Jeg maler karme og stikker kanter og gør alting pænt og lyst. Og hvert penselstrøg er et suk og min hals snører sig til. Jeg sætter mig i vinduet og hvisker stille farvel. Til mit kære, gamle, skæve og allerførste hus. Til de vægge, der rummede os, når hjerterne var størst og det gulv, der greb os, når faldet var tungest.

Det er slet ikke dig, det er mig, tænker jeg og ser mod de høje graner. Bag dem gemmer sig så mange stier, så mange snoede, eventyrlige veje. Og jeg er på én gang sørgmodig og lykkelig. Over, at jeg ved, jeg må gå med dem. For intet forpligter som drømme.

Melankoli.

Vi kørte en tur og talte sammen. Børnene sov og horisonterne var lange. Så vi snakkede og snakkede. Om poesi og æstetik. Livet og kunsten og døden og alt det imellem. “Jeg tror du tænker meget poetisk” sagde jeg. “Jeg tror, jeg er æstetiker” svarede du. Og vi talte om den kærlighedshistorie jeg havde skrevet – vores kærlighedshistorie – som gjorde dig tungsindig. Og om melankolien. Den, der vælder op, så snart ordene vælter frem fra mine fingre. “Den er fundamentet for alt andet” sagde jeg i bilen. Den er uundgåelig. Den har fulgt mig siden jeg kan huske og lige så længe har den skræmt mig.

Jeg har misundt de letsindige, lette og flyvske, mens jeg selv har været bundet til jorden. Melankolien har trukket i min hånd og givet min verden tyngde. Når jeg læste Tove Ditlevsen på mit værelse eller Bob Dylans mundharmonika fylder min stue. Når jeg ser i mine børns øjne og når du tager min hånd. Når fuglene kvidrer og himlen er høj og når disen omfavner verden og tonerne er grå.

 

Jeg læste om den, da vi kom hjem. I Gyldendals ordbog.

Melankoli, sænket stemningsleje.

Jeg tror den er så misforstået, den stakkels melankoli. Når den sidder der i hjørnet og hvisker om døden. Jeg tror, vi er bange for den, skræmte over dens klarsyn. Jeg tror, vi skælder den ud og pakker den ned og giver den psykiatriske mærkater. For livet skal helst kunne ta’s med en pille.

Jeg tror den bliver udskældt som var den pessimisme, sortsyn og tungsind. Men dét den vil lære os, handler om livet. Den kommer med bevidstheden om altings endelighed. Den er dén tyngde, der giver forårsdagen sin skønhed og barnehånden sin blødhed. Den tager vores hånd når vi kommer hertil og holder den lige til vi skal herfra. Den trækker i os, insisterende og peger på solen. ”Se nu på den, se nu” ber den os, mens vi løber og jager og ser bort. Den giver os desperationen og gennem den, glæden og nuet.

Og jeg har følt mig så forkert. Tvær og tung om hjertet. Og misundet de luftige, lette og sangviske. For jeg troede at de alene ejede glæden. Og jeg har forsøgt at flygte. At være letsindig og fandenivoldsk på trods, men den finder mig altid igen. Den tager min hånd og hvisker “Husk, at du ikke er uendelig”.

Så med tiden er den blevet min ven. I ved, den der slags der bare blir og blir. Så jeg kan ligeså godt holde af den. Og det er jeg så endt med. For lige så meget som den hvisker om døden, lige så meget råber den om livet. Uden den, var alt blot én dimension, én streng, et enkelt strøg.

Og vi skal sikkert samme vej fremover, den og jeg. Fordi den følger efter og fordi jeg ta’r den med. Og når lykkekulten lukker og selvhjælps-propagandaen engang får sin ende, kan det være den endda blir moderne igen. Når jagten på lykke-fixet stopper og tilværelsen endnu er ulidelig let. Da står den klar med en hånd i mørket og siger “Fortvivl ikke, det her er blot fortvivlelse.” Og måske holder jeg endda op med at misunde de letsindige, de sangviske, de luftige. Måske tør jeg endelig tage imod melankoliens udstrakte hånd, sætte mig hos den og lytte helt stille. Og takke den for al den lykke, døden skænker de levende.

Køkkenhave i forhaven? Når du har en græsplæne, men skal bruge en mark #3

Der er noget helt igennem skørt ved at sidde og skrive ud i den tomme luft. Som for eksempel når man har fået startet en føljeton omkring anlægning af køkkenhave i forhaven, aka. hvad gør man når man har en græsplæne men skal bruge en mark? Læs første del i føljetonen her og anden del her. Men en føljeton er jo en føljeton og her kommer tredje del.
Da vi sidst forlod projektet her på domænet var planen at anlægge en række firkantede højbede i forhaven og gøre vores lange bed langs indkørslen firkantet og indrammet også. Vinteren over har jeg mange gange stået og skuet ud over forhaven og prøvet at forestille mig det færdige resultat. Og er faktisk landet på en anden løsning.
Bedet langs indkørslen har allerede en organisk, buet form og for at spare på både udgifter og kræfter og samtidig opnå et flot og sammenhængende resultat, landede jeg til sidst på at lave samme form på køkkenbedene.
Efter nærmere rekognosering i baghaven, gik det dog op for mig at her faktisk er rigeligt med plads til at lave et første-års bed til køkkenhave. Her er et langt stykke græs, ved siden af vores gamle pæretræ med plads til alt hvad vi har planer om at plante første år. I hjørnet af stykket ligger allerede et hindbærbed, der hele sidste sommer forsynede os med store, søde bær. I baghaven har vi desuden et par andre bærbuske – solbær, ribs og en enkelt stikkelsbærbusk, som vi aftog fra børnenes farfar og plantede i efteråret.
Tanken om at køkkenhaven ikke blot er et stykke græs i baghaven med rækker af grøntsager, men nærmere en integreret del af hele haven, tiltaler mig meget. Derfor tænker jeg også at omlægge et par andre steder i haven til køkkenhave. Det første år vi boede i huset, havde vi et par krydderurter i baghaven og jeg erfarede hurtigt, at det kan være rigtig rart at have krydderurterne tæt på køkkenet, så man hurtigt kan hoppe i sandalerne og ud og klippe af. På vores terrasse foran køkkenet har vi heldigvis hele to bede, der egner sig glimrende til formålet, så her tænker jeg at have krydderurter i det ene og ærter i det andet.
Sidst, men ikke mindst, skal vi på den anden side af det gamle pæretræ i baghaven have rejst et drivhus. For nu bliver det et hjemmebygget et af slagsen, som min mand får lov at stå for. Mere om det senere.
For at give os selv størst mulighed for en god start, har vi valgt at starte med enkelte, udvalgte afgrøder. Derfor kommer vi til at plante: gulerødder, ærter, porrer, tomater, agurker samt rosenkål og grønkål/palmekål. Af børnenes farfar har jeg ladet mig fortælle at både porrer og rosenkål skulle være nemme afgrøder at gå til for nybegyndere. Selvsagt noterede jeg mig begge med det samme. Derudover kan jeg godt lide tanken om at have afgrøder fra haven om vinteren, såvel som om sommeren, og her skulle rosenkål og palmekål egne sig godt.
Gennem vinteren har jeg begravet mig i John Seymors “Den selvforsynende have” og afskrevet samtlige guldkorn i min kalender. Bogen er skrevet engang i 70’erne men er stadig en bibel indenfor selvforsyning, med sine detaljerede beskrivelser og smukke illustrationer.
Derudover har jeg selvfølgelig været så heldig at interviewe Nelli Arnth omkring hendes og hendes mands erfaringer med deres køkkenhave på deres landsted i Vestjylland. Læs hele interviewet her.
Så hvad er status? For en måneds tid siden var ungerne og jeg ude i baghaven og afmærke det område hvor den nye køkkenhave skal være. Min plan var herefter, i bedste John Seymour stil, at gå i kast med spaden og reol-grave hele baduljen. Henrik og min svigerfar grinede dog lidt af den plan og foreslog i stedet at vi låner en fræser og ordner jorden på den måde. Givet, det virker som en sjovere plan. I landsbyen har vi et par gode venner, hvoraf den ene er kæmpe have-entusiast. Han har kontakt til en bondemand i nabolandsbyen, hvor vi kan hente møg, som vi skal have blandet op med jorden.
Og så er vi klar til at så. Og når man er haverookie som mig er det jo en hel videnskab i sig selv. For hvad skal forspires og hvad skal sås direkte? Hvilken jord, hvor meget sol og hvornår? Her kan jeg anbefale at bruge både oversigten over vækstkrav fra “Den selvforsynende have” samt Økohavens såkalender, som du finder lige her. Sammen giver de et godt overblik over timing, jordforhold og vejrkrav. På økohaven.dk (ingen spons, blot kærlig info) kan man desuden købe økologiske frø til såning.
Jeg glæder mig til at komme med billeder fra hele processen i løbet af foråret. Og indtil da, tager en haverookie som mig altid gerne imod gode haveråd med kyshånd.