Køkkenhave i forhaven? Når du har en græsplæne, men skal bruge en mark #2

Jeg var ved at forfatte en længere opdatering til føljetonen omkring græsplænen, der skal forsyne os med sprøde grøntsager og have-terapi de næste mange år. I mellemtiden har jeg dog også haft gang i noget andet i forbindelse med selvforsynings-projektet – nemlig at interviewe en vaskeægte selvforsynings-inspiration. Når man er en haverookie, der pludselig beslutter sig for at dyrke mad på sin grund, er det livsvigtigt at kunne trække på erfarne selvforsynere.

Dét er Nelli Arnth og hendes mand. I hvert fald i min bog. Sammen bor de tæt ved vadehavet, som 4. generation på et landsted. Ét de i øvrigt overtog, efter i 2015 at have sagt farvel til byliv og velbetalt job i Århus for at rykke livet vestpå – til to, natur og nærvær. Nelli driver fra landstedet sin egen virksomhed, Hönshuset Creative Studio, der primært er et grafisk design og branding studie, men hvorigennem hun også arbejder som yogalærer, dronepilot, fotograf, samt driver egen webshop; alt sammen drevet af passion, lyst og ønsket om at skabe en hverdag med glæde. Udover at være iværksætter, dyrker Nelli og hendes mand jorden på deres landsted på tredje år. Komplet med køkkenhave, høns, ænder, saftpresning, pølsemageri og alt mulig andet.

Udover alt dette, blogger Nelli om livet med passion og glæde i højsædet. Bloggen, samt den drøm Nelli og hendes mand udlever, har været en stor inspiration for mig de sidste par år og jeg vil virkelig anbefale både at følge med på bloggen, samt på hendes egen Instagram og hendes og hendes mands fælles selvforsyningsprofil her. Nelli har en, i vores samfund, helt unik tilgang til hverdagen og livet. Hun besidder en visdom, der normalt er forbeholdt folk over pensionsalderen og et indre kompas, hun tør lytte til, selvom det fører hende imod strømmen.

Og nu har hun altså også været så hjælpsom at svare på mine haverookie-spørgsmål. Så without further ado, videre til mit interview med Nelli.

De fine billeder i dette indlæg er lånt fra Nellis blog og Instagram.


Interview med Nelli Arnth

selvforsyning med nelli arnth

Hvad er, efter din mening, de bedste afgrøder for selvforsynings-nybegyndere?
Frugttræer og de flerårige planter som ikke kræver meget arbejde, men som man kan høste af år efter år. Dem havde vi særligt fokus på i vores første havesæson på gården.

For eksempel frugttræer og bærbuske. Frugttræerne var vigtige for os at få i jorden, fordi der jo går en del år før de rigtigt begynder at give noget. Vi plantede æbletræer, pæretræer, blommetræer, kirsebærtræer og en masse forskellige bærbuske. Allerede året efter høstede vi massevis af bær. Det var dejligt at få etableret så tidligt som muligt og en glæde at følge træerne vokse. Og så passer det stort set sig selv. Jeg husker ret tydeligt da vi kunne plukke vores første æble. Det var altså for fedt.

Vi købte også nogle rabarber frø som vi forspirede og plantede ud. Nu har vi vel omkring 12 planter der forsyner os med rabarbermarmelade og rød grød året rundt. Rabarberplanten er flerårig og bryder gennem jorden i det tidlige forår. Den klarer helt sig selv.

Vi såede også flerårige krydderurter som mynte, citronmelisse og oregano. Hvert forår spirer de frem og breder sig helt vildt. De tiltrækker masser af bier og insekter og forsyner køkkenet med smag og dufte over en lang periode. Vi har aldrig prøvet at løbe tør, for hver gang du tager et par håndfulde, vokser det bare ud igen.

I år er vi blevet inspirerede af permakulturen hvor der i den grad arbejdes med flerårige spiselige planter. Der findes så mange spændende planter som jeg ikke før kendte til og i år vil vi prøve at så kaukasisk spinatranke og bronzefennikel.

I køkkenhaven er det afgrøder som gulerødder, kartofler, løg og græskar der batter ift. selvforsyning. De er at lette at gro. Fælles for dem er, at de kan blive i køkkenhaven til frosten kommer. Her høstes de og kan vinteropbevares ret længe under de rette forhold. Sæsonen er derfor lang og så er det grøntsager som vi bruger meget ofte i vores madlavning.

Hvad er I selv gladest for at have i jeres køkkenhave?

Åh, kan man svare det hele? Hver grøntsag kommer ligesom med sin charme og skønhed. Men lad mig fremhæve tre.

KÅL! Grønkål og palmekål er ikke just det letteste at dyrke. Men det er det hele værd når det lykkes. Med 6-7 planter har man kål i rigelige mængder hele vinteren. Vi spiser stadig af den stadig voksende palmekål i køkkenhaven her i slutningen af februar og den smager bare bedre og bedre des mere frost den får.

Jeg en svaghed for squash og græskar. Jeg elsker at følge deres vækst og opdage store farverige græskar under de enorme blade. De breder sig som bare fanden. Så man skal have god plads for at kunne dyrke dem. Hokkaido græskar er et sikkert hit, men jeg glæder mig til at skulle dyrke butternut squash og spaghetti græskar i år. Vi laver alt fra supper og ovnbagt græskar til squashdeller og babymos ud af høsten. Der er mange muligheder.

Sidst men ikke mindst er jeg storforbruger af kruspersille i min madlavning. Det kan pifte så mange retter op og det er ren luksus at man kan plukke af det i uendelige mængder. Duften minder mig om barndommens sommerferier hos mine bedsteforældre. Det er ren luksus.

bærhave

Hvilke er gode vinterafgrøder?

Kål, kål, kål! Som sagt er det lidt svært at dyrke, vi har i hvert fald bøvlet med kållarver alle tre år. Men det er så lækkert at kunne høste hele vinteren! Porre, rødbeder og persille har vi også haft god held med at kunne høste helt ind i vinteren.

Og så overvejer vi at prøve kræfter med slow gardening i drivhuset til vinter.

Hvor køber I jeres frø?

De fleste er fra spirekassen.dk. jeg samarbejder med dem og vi har blandt andet lavet en fælles temakasse med mine bedste selvforsyningsfrø til køkkenhaven.

Jeg er ikke sådan én der spontanshopper. Jeg synes det er en dårlig ide ift. forbrug, klima og økonomi. Men… Når det gælder frø og løg så sker det riiimelig tit at jeg bliver fristet. Det samme gælder når vi er på planteskolen. Så skal vi da lige have et ekstra kirsebærtræ med hjem.

Vi har en oversigt over alle vores frø i et Excel ark med overblik over hvornår de skal forspires eller frilandsås samt hvornår de er købt. Det kan anbefales

Forspirer I inden såning og i så fald, hvilke afgrøder og hvorfor?
Vi forspirer big time. Nogle afgrøder vil have svært ved at klare sig uden forspiring. Men jeg tror egentlig mest at det handler om at vi ikke kan lade være. Allerede i februar kribler det i fingrene efter at komme i gang og inden jeg ser mig om har jeg fyldt vores udestue og alle vindueskarme totalt op med alle mulige (og umulige) beholdere til forspiring. Jeg lærte lektien det første år – husk at skriv på potten hvad du sår! Ellers kan man let fare vildt i det. Det meste forspires i marts og april. Men man kan tyvstarte allerede i februar med blandt andet chilifrø, persille og artiskok. Jeg kigger gerne til potterne flere gange dagligt. Jeg tror mine grøntsagsspirer kan mærke at de virkelig er elsket 😉

Vi forspirer artiskok, kål, squash, græskar, tomat, agurk, chili, broccoli, bladselleri samt en masse blomster 😉 I år har jeg også forsøgt mig med lavendel og vibeæg fra frø. Jeg aner ikke om det lykkes.

Hvad gøder I med og hvordan?

Vi gøder med komposteret have- og køkkenaffald samt hønsemøg fra vores høns. Søren opsatte en stor regnvandstank med vand fra tagrenden. Han lavede et primitivt kar/filter med opsamlede grene og blade der ligger og rådner. Og vandet løber så igennem filteret ned i tanken som vi kan tappe vandet fra. Derudover spreder vi en smule af brændeovnens aske ud over køkkenhaven. Enkelte gange har vi også hentet komøg fra de omkringliggende gårde.

Jeg har læst mig til at agurker og tomater er svære at dyrke sammen i drivhus, har I nogen erfaringer med det?

Vi har kun haft drivhus en enkelt sæson, så vi er ikke just eksperter 😉 Men vi dyrkede agurker og tomater side om side uden problemer overhovedet.

høns selvforsyning

Hvad er den vigtigste havevisdom I har opnået efter 3 år med selvforsyning?

Havearbejde og selvforsyning skal gøre dig glad. Prøv at undgå at få dårlig samvittighed over ikke at nå det hele. Vi har et ordsprog der hedder ”man høster det man når”. Så hvis græskarene når at rådne inden du får brugt dem alle, så skidt pyt. Smid det til kompost eller lad hønsene få glæde af det. Del ud af det du har for meget af. Der er en stor glæde i at levere friske æg, grøntsager, bær og frugter til venner og familie. Vi har startet en selvforsyningsbytte gruppe her i området. Hvis man har overflod af en given afgrøde kan man ligge det op på siden og så melder andre ind med hvad de ønsker at bytte med. Det er en alletiders måde at supplere forrådskammeret.

Prøv dig frem og vær nysgerrig. Arbejd med det du finder flow i. Lad være med at tænke så meget på om du gør tingene forkert. Vi har haft mange tiltag der ”fejlede”. Bladlus i æbletræerne, kållarver i grønkålen og litervis af stikkelsbærsaft der smagte meget mærkeligt. Lad selvforsyningsprojektet være en rejse som du nyder undervejs i stedet for kun at fokusere på slutresultatet.

Og sidst, men ikke mindst – nyd skønheden i haven. Som at følge noget der spirer. Nyd diversiteten i farver, mønstre, teksturer og smage. Jeg lader mig selv dykke ned i skønheden i de mindste ting. Som den lille krokus der åbner sig i foråret, i grønkålens krusede blade eller i følelsen af bare tæer i mulden.

Jeg er en forkælet Peter Pan

Jeg stirrer ud i morgenens mørke, mens jeg forsøger at tælle timer. Jeg har glemt hvornår jeg sidst har fået en fuld nats søvn. Jeg vender mig og gnider mine fødder mod hinanden. Mit hjerte begynder at slå hurtigere og rastløsheden tager til.

“Det er som om, livet har fået en anden farve” siger jeg til Henrik igen og igen. Som om de her sidste år har fjernet sløret for mine øjne og gjort farverne mørke og slørede. Jeg ønsker igen og igen at skrue på tiden. At gå tilbage til en tid, hvor sorgen var fjern og himlen var høj. “The light years” hørte jeg en forfatter kalde det. Den salige periode, hvor årene siger vi er blevet voksne, men voksenalderens tyngde endnu ikke har lagt sig på vores skuldre. Hvor alt synes opnåeligt og åbent og fri af konsekvenser.

Jeg ved ikke om jeg nogensinde helt slipper savnet til den tid. Om jeg kan genskabe følelsen engang igen. For livet har en anden farve nu og kontrasterne er skarpe. Og jeg føler mig som en forkælet Peter Pan, der leder og leder efter den evige barndom, på konstant flugt i mørket, efter sorgløsheden igen. Og jeg nynner Leonard Cohen og fortæller mig selv at alle de sande gaver i livet er grimt pakket ind.

Ring the bells that still can ring
Forget your perfect offering

There is a crack, a crack in everything
That’s how the light gets in

Og udenfor mit vindue synger fuglene om nye begyndelser. Om varmen, der kommer og håbet, der endnu er vores. Jeg lytter vemodigt og forsøger at håbe. Prøver det på og ser om det passer. For håbet er stadig mit og nuet og livet. Og de mennesker jeg savner, dem skylder jeg taknemmeligheden. Og det er sorgens forbandede tve-æg: at de, du savner så det river i sjælen, de, der tvinger din krop til at stå stille, de er de selvsamme der skubber dig i ryggen og hvisker, at du må rejse dig og gå videre.

Jeg ku faktisk godt være blevet astronaut

Jeg har vel været omtrent 19. Jeg sad i bussen på vej fra Ikast gymnasium. Det var forår, jeg var igang med at færdiggøre min HF og indeni boblede tankerne om fremtiden. Spørgsmålet “Hvad skal du så, når du er færdig?” var på det stadie af tilværelsen blevet et fast ritual i mødet med enhver, der tilhørte mine forældres generation. 

Jeg vidste præcis hvad jeg ville. Samme år havde jeg taget filosofi som valgfag. Et lille hold, med Dorte som lærer og kun 9 elever omkring et bord i et lille depot-lokale. Filosofi var noget jeg indtil da kun havde stiftet bekendtskab med gennem lange samtaler med min far om Nietzsche, Kierkegaard og Dostojevskij. Dé samtaler var allerede dengang noget af det dyrebareste jeg kendte til. Så jeg havde store forventninger til Dorte og depotrummet.

De blev indfriet, hver og én. Dorte var filosofi-nørd; hun elskede det til fingerspidserne og vores lille hold tog hurtig form af en filosofisk debat-klub. Hver torsdag over middag mødtes vi og endevendte alt fra dannelsen af staten, over moralbegrebet til eksistentialismen. Tiden flød ud og når én time var ovre, glædede jeg mig til den næste. 

Tilbage til bussen. Skoleåret og HF gik på hæld og dér sad jeg, på vej hjem. Ved siden af mig satte sig min historie-lærer, Nis. Nis var en fantastisk lærer. Eller. Nis var en fantastisk karakter. Nis var barn af tresserne og havde med ildhu brugt de foregående to år på at forsøge at få en samling af 25 HF elever til at forholde sig kritisk til det faktum, at al den historie-litteratur der lå til grund for vores undervisning, var forfattet i den vestlige verden, af vestlige forfattere, med vestlige briller. Nis gjorde hvad han kunne for at indgyde en smule revolutionær tankegang i sindet på de unge mennesker, der krydsede hans vej. Hans succes med projektet, som gymnasielærer på Ikast Gymnasium og HF, var nok selvsagt til at overse. Ikke desto mindre havde han, over de to år, hvor jeg havde modtaget undevisning fra ham i Historie og Tysk, indgydet en respekt hos mig. Som barn af en anti-autoritær far med akut hang til revolution og oprør, forstod jeg Nis’ sprog som mit modersmål. 

Som så mange andre, var Nis nu interesseret i at vide, hvad jeg ville med tilværelsen. Opslugt af min kærlighed til filosofi, svarede jeg, at det var det jeg ville. Jeg ville studere filosofi. 

“Det må du ikke gøre” var Nis’ prompte svar. “Så ender du bare som mig. Som gymnasielærer. Find i stedet en uddannelse, du kan bruge til noget.”

Ordene satte sig fast. Så meget, at jeg stadig tænker tilbage på samtalen i bussen den dag idag. Jeg blev slukøret og tænksom. Min glæde ved at have fundet en passion, der i den grad tændte et lys i mig, blev til lutter bekymring. For her sad Nis, idealist til benet og fuldstændig druknet i uddannelsessystemets bureaukrati. Skuffelsen i hans øjne var ikke til at overse, da han sagde “så ender du som mig.” Skuffelsen over et spildt liv, ønsker der ikke blev indfriet, drømme der kun forblev drømme. Her sad en mand, der havde villet noget. Og en mand der var endt med, uge efter uge, forgæves at forsøge at tale en smule revolution ind i en ungdom, der levede fra forelæsning til forelæsning. Livet havde serveret ham en stor, fed skuffelse og nu, da revolutionen var fejlet, kunne han i det mindste gøre sit for at undgå at ungdommen endte som ham.

Jeg lyttede til Nis. I min verden var anti-autoritære typer med hang til revolution jo folk der skulle lyttes til. Jeg lyttede og jeg lagde drømmen om filosofi-studiet på hylden. Hvad kunne man i det hele taget bruge sådan en filosofi-uddannelse til? Jeg fulgte i stedet hans råd og fandt mig en uddannelse jeg ‘kunne bruge til noget’. Sådan en på Handelshøjskolen, der var både ‘erhvervsrettet’ og ‘efterspurgt’. Og Nis havde ret. Den gav mig muligheder. Muligheder, som filosofi-studiet nok ikke havde givet. Muligheder for et job fra 8-16 med en pæn løn, en bonusordning, pension og karrierestige forude.

Dét, jeg ikke vidste da jeg var 19, var at al den slags er fuldstændig ligegyldigt. En pæn løn, en stige at kravle på og en årlig bonus er alt sammen fantastisk, hvis man får det for at gøre dét man elsker. Men i sig selv har det ingen værdi. ‘At kunne bruges til noget’ er en stor kvalitet for en maskine, vil jeg tro, hvis maskiner havde holdninger til den slags. Selv havde jeg aldrig mærket et dybt-følt behov for at lave noget, der kunne bruges til noget. Jeg havde tværtimod oplevet størst glæde, når jeg gjorde de ting, der i sig selv ikke kunne ‘bruges’ til noget som helst. Såsom at sidde ved et knitrende bål i skumring, at skrive til hænderne blev ømme, at læse og lære og tænke.

Men jeg var 19 og på tærsklen til voksenlivet og det var tydeligt at mærke at den slags unyttigheder ikke hører voksenlivet til. Her stoppede legen. Her sluttede lysten og pligterne tog over. 

Jeg har siden tænkt tilbage på min snak med Nis den dag i bussen. Livet er en lang tråd af tilfældigheder og hvor mon jeg ville være, hvis jeg ikke havde siddet ved siden af Nis den dag i bussen? 

Min bogreol er fyldt med både Nietzsche, Sartre og Kierkegaard, mens jeg har fyldt mit liv med excel-ark, medieplaner og Skype-møder. Jeg blev ældre og ældre og lærte at lægge flere og flere lag oven på min lyst. Lag som “det kan man ikke leve af”, “hvad vil folk ikke tænke” og “du skal udnytte dit gennemsnit”. Jo flere år der gik, jo flere lag kom der til. Men jeg var sikker på at guleroden gemte sig for enden. Belønningen for at være nyttig, effektiv og pligtopfyldende. Klappet på håret for at have valgt rigtigt.

Det kom ikke. Og den følelse jeg havde haft i maven i depotrummet, da vi diskuterede statens oprindelse, den fandt jeg heller ikke bag min skærm fra 8-16. Men det var okay. For sådan er voksenlivet jo. Arbejdet er en pligt. Passionen kan du dyrke i din fritid. 

Der skulle gå tretten år, før det gik op for mig at det er en udmagrende måde at leve sit liv på. Og at man kan leve et helt liv uden nogensinde at lytte til sig selv, sin værdi og sin mening. Og i stedet jagte den gennemgående mening i nutidens tilværelse: at vi skal ‘kunne bruges til noget’. 

Der skulle gå tretten år før jeg forstod at vi låner denne mening fra en fjern fortid. Hvor man havde brug for mennesker, der fungerede som maskiner til at bygge byer. Og at mennesker derfor skulle bearbejdes, udvikles og optimeres efter en kravspecifikation. Og at al læring derfor skulle være nyttig. Og at alle spørgsmål derfor kom med ét og kun et svar. Og at Nis derfor gang på gang stødte panden mod “kommer det til eksamen?”-muren dengang, i Ikast. Og at det langsomt slukkede hans revolutionære flamme. Og at han derfor viftede det hvide flag på den synkende skude af menneskeligt oprør, dengang i bussen, mens han kastede mig en velment redningsplanke og råbte “red dig selv!”.

Vores børn vokser op med angst og stress. Med skam og hamrende hjerter. I et liv hvor det eneste sikre er at intet er sikkert, sender vi dem afsted med determinismen som eneste værktøj i tasken. De ser på os med store, frygtsomme øjne, mens de spørger hvad der venter dem, hvis ikke de får 12-taller, hvis ikke de svarer rigtigt, hvis ikke de vælger rigtigt første gang? Vi invaderer deres barndom med pligt og skal og bør, alt imens vi undrer os over hvor legen i vores egne liv blev af. Vi efterlader intet rum til fejl, til leg og til at lytte til stemmen inderst inde. Vi overdøver den udefra, til de ikke aner de har en stemme – og at dén er den vigtigste at lytte til.

Da jeg sad dér i bussen og var 19 og forvirret og tynget, kunne Nis lige så vel have sagt: “Gør hvad du vil, til du ikke vil det længere. Prøv af og fortab dig og begå tusind fejl. Verden er enorm og ingen kigger.” Og jeg kunne have lyttet og være blevet filosof. Eller ikke og blevet astronaut. Og verden kunne være sådan et sted, hvor børn blev det de drømte om, mens de voksne blandede sig udenom.

Babyrøv og klassisk musik

Engang, når vi fortæller historien om de her dage, vil den være eventyrlig. Fyldt med mod og kærlighed. Det vil være historien om, hvordan vi sagde nej tak, tog livet i hånden og gik den anden vej. Det er en fantastisk fortælling. Og det er det også lige nu. Og det skal jeg nogle gange minde mig selv om. For det er også alt andet.

Som idag, hvor jeg vågnede alt for tidligt i mørket i dobbeltsengen. Mit hoved kørte på dobbelttakt og det brændte bag mine øjenlåg, men jeg kunne ikke finde tilbage til søvnen. Jeg vendte og drejede mig, tankerne sværmede og med ti minutters intervaller blev min tankestrøm invaderet af tilstedeværelsen af skiftevis en blerøv, så en fod, så et hoved og så en blerøv. Forgæves forsøgte jeg mig med noget morgen-meditation dér blandt blerøv og tumlende tanker. Needless to say, det forløb med mindre succes. Tankerne fortsatte med at løbe af med mig og kaste sig over ethvert ledigt bytte. Da blerøven meldte godmorgen og vi endelig stod op, var min krop tung som bly og verden tåget.

Jeg talte med Henrik over havregrøden. “Nogle gange glemmer vi også at jeg for bare et halvt år siden var et helt andet menneske” sagde jeg. “Sådan ét, der skulle have planer for alt, styr på alt, kontrol over alt. Og der er jo stadig rester tilbage af hende. Nogle gange glemmer vi det.” 

“Men hvorfor er det vigtigt?” svarede han. “Hvorfor er det vigtigt at huske?”

Jeg ved godt han har ret. Hvorfor er det vigtigt? Vi er her nu. Jeg er her nu. Hvad vi var engang, kommer aldrig igen og alt hvad vi skal blive i morgen, ejer vi ikke endnu. 

Alligevel bliver jeg lille, når frygten dukker op. Når den prikker mig på skulderen med ‘hvad nu hvis’ og ‘har du tænkt på’. Jeg falder i kaninhullet og leder og leder. For der må da være noget jeg har overset, noget der ødelægger planen. Det må der være, jeg skal bare finde det. Og jeg falder og falder og bliver mindre og mindre. Til jeg er helt lillebitte og en stemmer hvisker “Husk nu, at jeg slet ikke er modig. Husk nu, at jeg jo ikke kan det her. Husk nu, at jeg slet ikke er god nok.”

En dag vil jeg have glemt de dage. De vil vige for nye dage, som igen vil vige for andre. Og idag vil blive en del af dén der fortælling. Om modet og kærligheden og alt det andet. Og jeg vil have glemt at der var dage hvor jeg stod midt i det hele og var lille. Hvor jeg manglede en hånd at holde fast i og modet til at stå. Og være og vente. Og tro på at alt er helt som det skal være.

Og midt i alt var Freddies kindtænder på vej. Og han græd og havde ondt og ville intet. Så jeg tog ham op og gik ud på badeværelset, hvor blerøven blev smidt og jeg fyldte vand i karret. Jeg sad med ham på armen, mens vandet langsomt løb. Og den hånd jeg havde mest brug for at holde, vidste jeg pludselig hvor jeg skulle finde. Jeg huskede min fars kærlighed for Gustav Mahler og tændte for anlægget. Jeg slukkede for vandet og satte Freddie i karret og satte mig ned og smilede med ham, mens de klassiske toner fyldte vores badeværelse. Bar babyrøv og klassiske strygere. 

Og pludselig kom roen. Visheden. Lige dér midt i babyrøv og kindtænder og på tværs af et helt århundrede. Strygerne sang om den samme frygt og fortvivlelse, som hundrede år senere sidder i min krop. Et sted engang har mindst én mand følt den samme afmagt. For frygten er universel og det samme er modet. Modet til at stå fast, modet til at være, modet til at læse min historie mens den skrives. Og nyde fortællingen, uden frygt for slutningen.