Når man kun er lille

“Men det er vores bakke, det her. Det er vores naboer.” sagde jeg til Henrik, mens tårerne løb ned ad mine kinder. Dér sad jeg, helt lillebitte, jaloux og uden luft. I vores sofa, mens børnene sov og himlen skiftede farve.

Huset er solgt, aftalen underskrevet og om en måned har vi ikke længere udsigt til granerne, marken og æbletræet. Vi sælger ud og pakker ned og rykker op. Og mit hjerte bliver let, når jeg tænker på rejsen foran os. Friheden, roen, det simple. Den rene tavle, mulighederne. Tiden.

Og alligevel er jeg lille, lillebitte. For det her, lige her, det er min vej. De her, det er mine naboer. Det er mine og jeg vil ikke dele. Og historien om en graciøs videregivelse med ønsker om alt vel ville være poetisk, men den lever ikke i mig. Det gør en lille pige, der fandt sin plads i verden her, ved foden af granerne. En lille pige, der pludselig var mor og hustru og voksen. Som flyttede og faldt og rejste sig med hjælp. Som varmede sig i omsorgen og følelsen af et hjem.

Og hun græder, når hun skal væk. Og hun savner og er lille og vægtløs. Og jeg ved hun må gå, men hun insisterer på at vi bliver. Bare en stund, mens vi ser ud på granerne. Og æbletræet og juli-himlen, mens vi sammen græder lidt. Og mindes og mærker og er. Og hun bander imens og græder lidt igen, for hun er så bange for at miste. Så jeg tager hendes hånd og holder hende tæt og viser hende stien videre.

Det er så skide svært at vokse, når man kun er lillebitte.

Jeg burde skrive noget

Jeg burde sætte mig ned. Skrive en opdatering om min køkkenhave. Om kartoffelplanterne der skyder mod himlen og de skæve rækker med radiser.

Men den sidste tid har været et ræs. Et ræs for at få lov at stå stille. Og i mit hoved er et ekko af tomme tanker. Jeg sætter mig, skriver halve sætninger og sletter dem igen. Falder i staver og stirrer ud på bladene. Skriver noget halvfærdigt i min kalender og stirrer igen.

Vi byggede vores liv, før vi kendte os selv og nu må vi skille det ad. Én efter én, fjerner vi klodser fra tårnet, før vi til sidst sidder på gulvet med dem alle i hænderne igen. Så vi kan bygge på ny. Langsomt, nøjsomt, med vilje. Men faktum er, at det at skabe et langsomt liv, sker i bølger af hæsblæsende, kaotisk virvar. Sådan har det sidste halve år været. Hæsblæsende. Kaotisk. Virvar. Og alligevel har det været smukt. Fyldigt, rigtigt, godt.

For det var i de seks måneder, vi valgte at jeg skulle opsige mit job. At jeg skulle passe på vores børn og være sammen med dem hver dag. At barndommen frem for alt skal have lov at være magisk. De var i de måneder, vi besluttede at Henrik næste år skal være selvstændig. Og senere, at vi skal flytte, mod mindre plads og større frihed. Men det var også i de seks måneder, at Henrik for anden gang blev sygemeldt med stress, mens jeg stadig kom mig ovenpå min sygemelding. De var i de måneder, at vi knoklede for at færdiggøre et hus, som vi blot var midt i at renovere, da vi pludselig kunne mærke, at vi ikke længere skulle bo her. Det var i de seks måneder, det pludselig stod klart at vi ikke har eneste dag at spilde. Det var i de seks måneder, vi holdt fast i hinadens hænder til knoerne blev hvide, fordi vi nogle gange følte, det var de eneste hænder at holde fast i. Det var i de seks måneder jeg lærte mig selv at kende. Som hustru og som mor. Det var i de seks måneder, jeg så mine spøgelser i øjnene og tog dem i hånden.

“At dét vi gør, er det rigtige, betyder ikke at det kommer til at blive let. Tværtimod.” sagde Henrik en morgen, da jeg sad på køkkenbordet. Og græd. For gud-ved-hvilken gang. Det letteste i verden havde nok været at blive. I jobbet, i huset, i afsavnet og apatien. At betragte dem, der løb efter drømmene og tænke ‘hvor er det modigt’.

I stedet står vi her. Og jeg mærker bedre og bedre hvordan det stille, frie liv bor indeni. Jobbet, huset, tingene, pengene er alt sammen lag, vi har skrællet væk for at gøre det nemmere at leve i overensstemmelse med det, der er indeni. Lag, der skulle fjernes, for at vi kan have lov til at være. Klodser, vi tager fra tårnet. Og jeg ser først nu, at den største illusion for mig var, at med de lag, ville bekymringerne forsvinde. Og det har de gjort, mange af dem. Men kun for at give plads til nye.

For friheden ligger ikke i fraværet af forpligtelser, ejendele, ansvar. Friheden er ikke let og ligetil. Den kradser og klør og gør ondt. Og den kommer med det største ansvar. Ansvaret for at bruge tiden, præcis, som vi mener den skal bruges. Ansvaret for at give vores børn den barndom, vi mener de fortjener. Ansvaret for at stille spørgsmål og turde se svarene i øjnene. Ansvaret for at lægge bekymringerne ned. Lukke øjnene, tage skridtet og lade livet gribe.

Den er nogle gange ensom, den sti vi fandt, herude ved de høje graner. Den er usikker, skræmmende og ikke altid farbar. Den er fyldt med tvivl, konfrontation og hårdt arbejde. Men den er den helt rigtige. For os.

Og bag granerne lysner det på juli-himlen. Og jeg danser til Gnags, mens ungerne skråler. Væk mig med et nip af det som fuglene får pip af og så’n noget. Og min far er her igen og igen. For han ville aldrig gå glip af en revolution. Eller børn, der danser i underhylere til Vilde Kaniner. Og han tager min hånd og siger jeg kan. Puster mod i mine lunger, mens jeg retter mig op.

Og jeg kommer i tanke om dengang han skrev i et kort. At man kan hvad man vil, hvis man vil det man kan.