Vi sætter os sammen under varme dyner, mens håbet langsomt kryber tilbage under huden. Hårene på armene rejser sig og lægger sig. Skiftevis i bølger. Som om, selv kroppen ikke ved, om den skal grine eller græde. Der er i lasten en dråbe dyd, der er i smerten en streng af glæde. 

Vi driver rundt, i tæt tåget landskab og jeg har glemt, hvilket århundrede vi er i. Om jeg er mand eller kvinde. Hvordan den blå himmel ser ud, bag tågen. Alt er tyst og frosset, nu holder vi vejret med naturen.

Tyngdeløsheden er så tungtflydende, at det nærmest er vulgært. Luften føles tyk i halsen. Og hver dag er igår og i morgen er idag. Vi står op, vi varmer os, vi går ud. Med sammenknebne øjne i frosten. Vi bygger huller og går stille, på det sprøde græs. Trækker solskin ned i lungerne og gemmer det til senere.

Før vi lander her igen. Side om side, under varme dyner.

Ud i den mørke stue, puster vi lidt af det gemte solskin. Mens håbet kryber ind og jeg holder din hånd. Her sidder vi, stille og håber.

Og sker det, en dag eller to eller ti. At håbet nægter at komme krybende. Dér, under dynerne, i den mørke stue. Så kryber vi helt tæt og hvisker i hinandens ører: “I morgen.” Mens vi udånder solskin.