Lang tid

.Dér stod jeg, i regnen, mens jeg iagttog dig. Nøjsom, stille, sirligt. Trak du én efter én de lange velcro-stropper gennem spænderne, før du satte dem fast. Én efter én efter én. Mens regnen løb og gjorde min nakke våd og kold.

Og de der velcrostropper. De kan blot løsnes. For igen at blive strammet, næste gang du skal ud. Det er en af den slags ting, jeg næsten ville have vovet at påstå, var meningen. Med den slags stropper. Men du er nøjsom. Og sirlig. Og du insisterer. De skal trækkes ud af spænderne. Og trækkes ind igen.

Men din mor er sjældent nøjsom. Og nakken var ikke længere tør.

“Du behøver ikke gøre det sådan hver gang. Det tager så lang tid at gøre det på den måde,” sagde jeg og trak kraven op om halsen.

“Jeg kan godt li‘ lang tid,” svarede du blot.

Og der stod jeg, med våd nakke, i efterårsregnen. Den dag jeg huskede. At den lange tid skal tages alvorligt.

Altid nænsomt pakket. Aldrig sirligt afstemt

Jeg gik bag en mand på gaden idag. Ved sin side trak han en cykel. Bagpå cyklen var en kurv, helt fuld og tætpakket. Snackgulerødder i poser, asparges, tre liter yoghurt på spand fra Thise og to liter mælk. Side om side i kurven, helt sirligt. Og for et øjeblik var alt jeg ønskede. Et liv så fint, så enkelt, så overskueligt, som de snackgulerødder, asparges, tre liter yoghurt og to liter mælk i dén kurv.

Så rigtigt og fint. Perfekt afstemt til størrelsen af kurven, gled snackgulerødder, asparges, tre liter yoghurt og to liter mælk gennem byens mylder og gader af larm. I oktobers eftermiddags tusmørke. Ud og ind og et enkelt stop ved banken. Så op og videre. Men hele tiden så fint og hele tiden perfekt afstemt. Til størrelsen af kurven på cyklen.

Var livet blot så enkelt. Så enkelt og sirligt afstemt.

Var mit liv en kurv på en cykel, var det en af dem i siv. Der var gået lidt op i den ene side og blevet skæv i hanken. Og nogle ville elske dens patina, mens andre ville købe nyt. Og kurven ville være fyldt med dimser og dutter. Gamle vanter og lakridser fra en svunden tid. Og tilfældigt neddumpede varer. Lidt brød på bud, lidt økologisk, lidt fra den der kasse med varer for de halvfattige og miljøglade. Men aldrig. Aldrig sirligt afstemt efter størrelsen på kurven.

Dog altid pakket med nænsom hånd, så ikke chokoladebollerne blev mast af to liter havremælk og et kilo kartofler. Altid nænsomt pakket, aldrig sirligt afstemt.

Og hist og her ville en dims eller en dut, eller en hel pose med bleer, eller en top fra et bundt med gulerødder (placeret strategisk på en af de virkelige gode sommerdage med overskud og sol i væld) altid vælte ud over kanten. Den kant der var gået lidt op, ved siden af hanken der var lidt skæv. Og pladsen ville altid være for trang, trods kurven var stor og fyldig. Og en pakke toiletpapir ville havne i rygsækken og en pose med kaffe på styret. Og tre ting på listen ville altid være glemt.

Og et eller andet sted, hvem ved. I oktobers eftermiddagsdis, i fugtige, grålige gader. Ville nogen få øje på den gamle kurv i siv. Med hanken der var skæv og det, der var gået op i siden. Bagpå en cykel i let slinger, henover brosten og mellem folk. Med kaffe på styret og toiletpapir i tasken. Måske ville nogen se på kurven, tætpakket på sin usirlige måde. Og skele til sin egen sirligt pakkede plasticpose med hank, med tre liter sødmælk og rullepølse fra slagter. Og, hvem ved, måske for et øjeblik ønske sig en flig af noget. Så uendeligt lidt afstemt til størrelsen på kurven, men dog så nænsomt pakket.