Jeg så dit ansigt i et lyskryds idag

Det er mandag d 30. december og jeg så dit ansigt i et lyskryds idag. Når du endelig skal komme forbi, vil jeg foretrække du blot ringer på. Eller prikker mig på skulderen mens jeg sidder alene, så jeg ikke bliver forvirret og kører galt. Midt i et kryds i provinsen fordi min afdøde fars ansigt stirrede på mig fra en Ford Mondeo.

Der er 11 år siden du døde i år. Og jeg tænker om jeg nogensinde bliver voksen. Fra mine måske alt for pink headphones strømmer Dylan og “Knocking on Heavens Door” præcis som dengang. Og udenfor er verden stadig grå og våd. Stadig eller igen.

Med alderen er den største indsigt efterhånden at tiden ikke virker til at eksistere. Og for den døde er intet vel for sent. Hun døde for tidligt, læste jeg på en spiseseddel udenfor tanken og jeg tænkte hvilket idioti. Allesammen dør vi vel til tiden. Allesammen ville vi vel gerne have haft mere tid. Mere kage. Allesammen dør vi vel for tidligt, hvis vi selv kunne udtale os om sagen. Men døden er ikke vores. Ligesom solnedgangen, vinteren og lavvandet ikke er det. Solen går ned præcis når den skal og døden kommer, når det er dens tid.

Og jeg ville elske at spørge dig, om der på dit livs spiseseddel skulle stå noget ligeså idiotisk. Og alt efter dagsformen ville du sikkert svare, at der i stedet skulle stå noget i retning af “Goodnight and good luck”, “Fuck you all” eller “Nina er gået i bad og jeg spiser ostemad”. Og jeg tænker om du mon synes, man kan dø for tidligt.

 

Og derfor og for titusind andre grunde ville jeg foretrække at du, når du kommer forbi, blot ringer på. Eller prikker mig på skulderen mens jeg sidder alene. For når du sådan dukker op i lyskryds i slutningen af december, så kan jeg ikke nå at spørge eller nå at fortælle. Om idiotiske spisesedler og om alt i verden. Om Kleo, der synger med på Walk of Life i sin mormors bil. Om Freddie, der griner så insisterende at verden flyder over. Om Henrik og al den galskab, der holder os levende og lykkelige. Om alle de skridt jeg har trådt siden jeg så dig. Alle de skridt, der på én og samme tid tager mig tættere på dig og længere fra dig.

Kleo insisterer på at lave en nytårsnat til dig. For det er synd, siger hun, at du sidder et sted langt væk og godt ved det er nytår, men ikke får nogen hat. For du er jo død, siger hun.

Nytårshatte bør ikke være forbeholdt de levende. Så næste gang du kommer forbi, så ring blot på. Her er nytårshatte og kaffe på kanden.

Lavpraktisk, langsom livsstil #2

Volume 2. Det er officielt en serie. Jeg fortsætter svadaen af tips til lavpraktisk, langsom livsstil fra mit ståsted af slet ikke værende ekspert på området, men ivrig deler af info og erfaring jeg samler op på min vej.

 

Sæt farten ned. Heeelt ned.

Den her er nem. Den kræver intet og den er tilgængelig flere gange dagligt for langt størstedelen af os. Det handler om at sætte farten ned, når du går.

Jeg har altid gået hurtigt. Virkelig hurtigt. Det er noget folk der kender mig decideret har påtalt og for min mand og jeg var det kilden til virkelig mange diskussioner (Heavy shit, I know) når vi gik en tur gennem byen eller i skoven. Jeg tænkte aldrig over det. Jeg ville bare gerne frem. Hurtigt. Jeg kunne slet ikke se ideen i at gå langsomt. Som at tage landevejen, når man kan køre på motorvej. Hvorfor? Senere hen tror jeg sgu jeg synes jeg virkede lidt sej, når jeg sådan kom farende hen ad gangene på studiet eller arbejdet i et hæsblæsende tempo. Pisse-travl og pisse-vigtig. Pisse-sejt.

Det er først indenfor det sidste år at jeg er holdt op. Når jeg skal fra a til b – især på arbejdet – tager jeg mig god tid og bruger det som en mulighed for at lægge mærke til kun dét. At gå. Mærke fødderne mod jorden, høre lydene, mærke mit åndedræt. Det klarer sindet, det giver tid og mest af alt så går jeg ikke og føler mig så skide-vigtig samtidig. 

 

Lån, byt og giv væk

Jeg kommer fra en familie af krejlere. 90% af alt hvad jeg ejede som barn var noget, nogen havde ejet før mig. Min bedsteste t-shirt kom fra en sort sæk min mor havde med hjem fra arbejde og min yndlingsbamse fandt min bror til mig i en container. Nuff said.

En form for backlash var forventeligt. Og det kom især til udtryk, da jeg fik mit første barn. Lad os bare sige jeg blev lidt loco. Insane in the membrane, baby style. Alt skulle være nyt. Intet måtte være brugt. Manglede vi noget, købte vi det. Gik noget i stykker? Pyt. Køb noget nyt. (Rim not intended. Læste det lige højt for mig selv og det gik op for mig hvor Palles Autoværksted den sætning lyder. Anyways. Vi lader den stå) Jeg købte og købte og asede og masede for at få det her lille stykke flæskede baby til at ligne det der douchede-rosa-med-et-strejf-af-nervøst-sammenbrud-univers som virkede til at være det eneste man kunne opforstre  babyer i anno 2015. Needless to say, det var ikke en succes. 

Idag er jeg vendt 180 grader. Vores bebs nummer 2 fylder 1 år lige om lidt og jeg tror sammenlagt jeg har brugt maksimalt 1.000,- på tøj til ham i hans første leveår. Hele hans garderobe er arvet fra kære venner, bekendte og families bekendte. Når vi skal på weekend og mangler en baby-seng, farer jeg ikke ud og køber en ny, men låner en fra mit netværk. Når tøj er blevet for småt ryger det til den lokale genbrug. Jeg behøver ikke investere i en trampolin til baghaven, for det har naboen, og så kan ungerne hoppe løs på den når de leger med naboens børn. Og det vildeste er, at jeg er langt mere taknemmelig over alle de ting jeg får foræret og låner end jeg var over alt det jeg købte mig selv fattig i førhen. 

Så den her handler lidt om landsbyen. Den der skal til for at opforstre et barn. Den er allevegne. Vi skal bare bruge den, har jeg fundet ud af. Lån, byt, giv, tag imod. Alt lige fra børnetøj til hjælpende hænder. Det hele er der, hvis man tør spørge og samtidig give slip på nogle af de overfladiske værdier vi lader os spise af med idag. Vi kan ikke selv og det har aldrig været meningen at vi skulle selv

En lille smule Jesus, en lille smule yoga

Der sker noget ude på landet. Noget, de ikke har i byen.

For eksempel går jeg hver mandag til yoga i det gamle missionshus. Missionshuset tilhørte i gamle dage Indre Mission, men er nu købt af et par lokale, der bl.a. udlejer det til fester, konfirmationer – og yoga. Mandag, tirsdag og torsdag. Herude er det gamle missionshus dermed blot et venue og det var derfor ikke før til aftenens yoga-session, at det gik op for mig, hvor tværkulturel en oplevelse det er, det her med at dyrke yoga i et gammelt missionshus.

Ud af højtalerne strømmede messende indisk, mens jeg fra min ‘hund med hovedet nedad’ fæstnede blikket på et billede af den gamle hovedgade, bag prædikestolen – og i øvrigt ved siden af de tre store, blå IKEA sække med yoga-klodser og bælter, som instruktøren slæber ind ad døren hver mandag kl 17:57.

Yoga, Jesus, IKEA. Spiritualitet, religion, kultur. I tilfældig forening i en landsby midt i Jylland.

Det ser du ikke i byen.

Jeg kan umuligt være den eneste…

… der ikke bryder sig om nytår.

Hvert år omkring denne tid lander den samme, velkendte uro i kroppen og jeg ønsker inderligt at kunne aflyse årets sidste dag og hoppe direkte til januar og et helt nyt år.

Og med god grund.

Fyrværkeri gør mig bange, afslutninger gør mig melankolsk, larm udmatter mig og pænt tøj og opsat hår får mig til at føle mig som en fisk på land.

Nytåret giver mig akut flugt-instinkt og jeg veksler hele dagen idag mellem lige dele savn til julens trygge, vamsede, varme overspisning af snebolde og januars grå og forudsigelige hverdag. Jeg vil spole. Tilbage eller frem. Bare jeg slipper for d. 31.

det har været sådan så længe jeg kan huske. Som barn elskede jeg den højtidelige stemning, der indfandt sig når “Vær velkommen” strømmede ud fra fjernsynet lidt over tolv. Det gør jeg stadig. Men jeg hadede det fyrværkeri og bulder og brag der fulgte efter. Larmen gjorde mig ængstelig og fyrværkeriet gjorde mig bange. Allerhelst ville jeg sidde indendøre og se ud på de mange fine farver, mens jeg i al hemmelighed glædede mig til det gik over. Og allermest holdt jeg af gåturen med min mor dagen efter, når det hele var overstået, alt var gråt og verden åndede ro igen.

Senere, da jeg blev ældre, ændrede nytåret betydning. Nu var det noget med årets fest og champagne-branderter. Glimmer, opsat hår og høje hæle. Forventninger, der ikke blev indfriet. Og mig, der inderligt glædede mig til 1. januar, hvor jeg igen kunne trække i løst tøj og lade håret og forventningerne hænge.

Idag er nytår blevet en sær blanding af det hele og mere til. To små børn har introduceret en ny form for uro for det snigende midnats-bulder, der med garanti afbryder deres nattesøvn op til flere gange. De seneste år har desuden gjort at denne status-dag følges af en bølge af tungsind, der stille og roligt ruller sig ind over min december-ro. Minder om hårde år, om dem vi har mistet, om det vi har gennemgået og lært. Tanker om det kommende år, om det vi skal igennem, dem vi står overfor at miste. Sammen med taknemmelighed over det vi har, det vi har bygget, de to smukke børn vi har fået – det faktum at vi alle har hinanden og at det er den vigtigste status af alle.

Og dér, et sted midtimellem, lander det så, mit nytår. Vi holder det helt alene i år. Os to og vores to små. Ingen forventninger og rigeligt med tid. Udsigt til farverne fra vinduet. Fryd over knaldperler på terrassen. Taknemmelighed, når klokken slår tolv. Over alt hvad vi har og har haft. Over at vi står her endnu, sammen. Og over at det, trods alt og endnu engang, endelig blev d. 1. januar.

In other news

  • Jeg har lavet min egen voksenjulekalender i år. Den går i store træk ud på hver dag at smugspise noget af min datters slik med hovedet inde i skabet. #brugdenhvisdukan
  • Ammehjernen er ankommet. Jeg kan huske hvordan man spiser, at jeg har to børn og forstyrrende meget af teksten til Coco Jambo. Og det er cirka det.
  • Jeg har brug for en alvorlig snak med hvem end der kom på udtrykket Slept like a baby. Hvem er du? Hvem er disse babyer du kender? Hvorfor sover de så godt? Hvorfor vågner dine reference-babyer ikke hver gang man hoster/de prutter/der kører en bil forbi/de skifter søvnfase/hvert tiende minut? Jeg er lige dele misundelig og forundret. Eller. Nej. Den er 80/20.
  • Da jeg var yngre forstod jeg aldrig de der likørflasker i Anton Berg æskerne. Så blev jeg mor. Nu er de min største kærlighed. Sprut og chokolade i én og samme indpakning. Jeg håber, at hvem end der kom op med dén ide, fik både lønforhøjelse, forlænget ferie og kage i kantinen, lige på stedet.
  • Jeg er ved at læse Charlie Hotel Oscar Kilo af Maise Njor og Camilla Stockmann. Hvilket gør at jeg konstant har Foxtrot Unicorn Charlie Kilo med Bloodhound Gang på hjernen. Et soundtrack der giver et frisk pust til babyboblen.