Det her liv, vi er blevet solgt

Vi bor i et hus fra 1970. Huset og næsten alt i det står fuldstændig som da det blev bygget for 48 år siden. Og det var præcis dét vi forelskede os i, da vi for tre år siden skrev under på at tage springet fra byen og ud i bakkerne på landet og det, der nu er blevet vores hjem.

Jeg elsker især vores køkken. De gamle, slidte egetræslåger spreder varme og giver mig en følelse af ro og tryghed. Køkkenet er flot, solidt og fuldt ud funktionelt. Alligevel stiller stort set alle gæster i vores hjem det samme spørgsmål: “Skal I have nyt køkken?” Og når vi til deres overraskelse svarer nej, følges det tit op med et “Nå ja, men man kan jo også altid male lågerne. Så er det jo nærmest som et nyt køkken igen.”

(Nelli Arnth fra hönsthuset.com har i øvrigt skrevet et virkelig godt indlæg om netop den oplevelse. Jeg fik en mindre åbenbaring, da jeg læste det og det gik op for mig at jeg ikke er den eneste der elsker mit gamle hus.)

Jeg har intet imod nye køkkener. For hulen, de kommer med en hel del fordele, som mit gamle 70’er køkken ikke har (såsom passende bordhøjde, for blot at nævne én). Men jeg er ked af at vi er havnet et sted, hvor det nærmest ikke engang anses som en mulighed at bo i et gammelt hus, uden at rive alt ud og erstatte det med nyt og hvidt og stilrent. Og hvad værre er: vi, der bliver voksne nu, har ikke levet længe nok til at vide at det liv vi alle ser som normen – huset, jobbet, det nye køkken, det nye badeværelse, de to biler, de rigtige bukser, marathon-løbet, den helt rigtige dousede rosa på børnenes sengetøj – alt sammen er et produkt af årtiers markedsføring. Livet, som vi tror det skal se ud, er et flot indpakket og voldsomt overpriced produkt. Markedsføringen bombarderer os allevegne: fra vores venner, på Instagram, fra den anden side af hækken, i børnehavens garderobe, på jobbet, i mødregruppen. Og vi æder det råt.

For vi er flokdyr. Vi vil passe ind. Vi vil have status. Så vi tager uddannelsen, vi får jobbet, vi køber huset, vi fylder det med tingene, vi køber de to biler og vi renoverer køkkenet. Og når statusangsten puster os i nakken, giver vi børnene de rigtige mærker på og booker flyveren til Maldiverne. Vi stiger i graderne, vi arbejder mere, vi betaler med vores frihed og helbred. Men vi gør det iført de rigtige Celine støvler.

Og vi har fuldstændig glemt at det kan være anderledes. Vi har glemt at vores forældre sparede op i 20 år for at få det nye badeværelse. Vi lukker øjnene for det faktum at de ting vi idag tager som nødvendige byggesten i det moderne liv, er luksusvarer og bekvemmeligheder, som kun indenfor de sidste fire-fem årtier er blevet allemands-eje – og vel at mærke kun i den priviligerede del af verden. (Et sindssygt eksempel på det, fra Alain de Bottons bog Statusangst, er at kun 3 procent af den nordamerikanere i 1970 mente at det var nødvendigt med to fjernsyn pr. husstand. I 2000 var tallet 45 procent.)

Så hvad gør man så, når man gerne vil trække i nødbremsen? Når man allerede har købt en del af pakken, men tydeligt mærker at prisen er for høj, og man gerne vil returnere resten? For bare tre år siden, da vi flyttede fra byen og herud i bakkerne, var jeg overbevist om at resten af mit arbejdsliv skulle bestå af 37+ timers uger, med dertilhørende lønstigninger og bonusser. Godt nok købte vi billigere end vi kunne have gjort, men vi var ikke sene til at fylde på med to biler, nye vinduer, møbler, tøj og mere og mere. Indtil livet tog et sving. Som livet nu har det med at gøre. Og det er gået op for os begge, hvad det er for en stige vi har haft travlt med at klatre op ad.

Vi har aldrig haft et ønske om at total-renovere. Og endnu mindre nu. Nu er vores største ønske mere frihed. Mere tid. Mere ro. Herude i bakkerne, med vores børn og med hinanden. Og når vi endelig taler markedsføring, så er dét for høj en pris at betale for stilrene, hvide køkkener, dobbelte brusekabiner og en splinterny stationcar. Forstå mig ret, jeg synes også produktet er lækkert. Pakken er indbydende. Men prisen er for høj. Alt for høj. Og som enhver god marketingmedarbejder ved, så skal de tre P’er være afstemt, for at få produktet over disken.

Så jeg tager gerne et par ekstra sokker på i mit 70’er køkken, når det bliver vinter. Jeg hygger mig med at se, hvor længe vores 12 år gamle Golf mon holder os alle fire kørende. Og jeg tager imod genbrugstøj til mine unger med kyshånd og taknemmelighed. Der er ikke meget status i det. Men der er et ton af frihed.