I morgen

Vi sætter os sammen under varme dyner, mens håbet langsomt kryber tilbage under huden. Hårene på armene rejser sig og lægger sig. Skiftevis i bølger. Som om, selv kroppen ikke ved, om den skal grine eller græde. Der er i lasten en dråbe dyd, der er i smerten en streng af glæde. 

Vi driver rundt, i tæt tåget landskab og jeg har glemt, hvilket århundrede vi er i. Om jeg er mand eller kvinde. Hvordan den blå himmel ser ud, bag tågen. Alt er tyst og frosset, nu holder vi vejret med naturen.

Tyngdeløsheden er så tungtflydende, at det nærmest er vulgært. Luften føles tyk i halsen. Og hver dag er igår og i morgen er idag. Vi står op, vi varmer os, vi går ud. Med sammenknebne øjne i frosten. Vi bygger huller og går stille, på det sprøde græs. Trækker solskin ned i lungerne og gemmer det til senere.

Før vi lander her igen. Side om side, under varme dyner.

Ud i den mørke stue, puster vi lidt af det gemte solskin. Mens håbet kryber ind og jeg holder din hånd. Her sidder vi, stille og håber.

Og sker det, en dag eller to eller ti. At håbet nægter at komme krybende. Dér, under dynerne, i den mørke stue. Så kryber vi helt tæt og hvisker i hinandens ører: “I morgen.” Mens vi udånder solskin.

Idag er et komma

Decembermørket lagde sig tungt i år og lettede først igen i januar. Idag åbnede jeg blogskuffen og fandt dette skuffeskriv fra dagene i december:

 

Idag er et komma. Bedre endnu, et semikolon. Idag gør det ondt.

Idag er jeg træt og håbet har gemt sig. Idag dufter jeg decembers tunge, våde dufte. Igen. Igen. Igen. Og idag er igår og i år er sidste år og tolv år er slet ikke gået. For den tunge decmbers dufte vækker mig med et sæt. Løfter mig op og sætter mig ned. Med fødderne for foden af din kiste. I decembers hensynsløse kulde. Rystende, ikke frysende. Stille. Ved din kiste.

Det er dødens urimelighed. At det i sidste ende er de efterladte, der må gå fra den døde. Du forlod os. Og således skal vi forlade dig. Dér. I kisten.

Og jeg vil ikke gå. Men stå der for evigt. I decembers kulde. For foden af din kiste. Og hver december står jeg der igen. Idag står jeg der igen.

Idag gider jeg ikke mere. Idag vil jeg ikke være mere. Idag vil jeg forsvinde. Måske en parantes egner sig bedre, end et semikolon, når alt kommer til alt. Idag vil jeg have du er her igen. Idag skal du se mine børn, dine børnebørn. Idag skal du se mig smile. Idag skal du høre mig le. Idag skal du tage min hånd og sige trøstende ord. Idag skal du få mig til at grine. Idag skal vi spise leverpostejmadder, mens du drikker guldbajere til. Idag skal vi snakke og skændes en smule. En hel del, nok. Idag gider jeg ikke, at du er væk. Idag gider jeg ikke stå her igen. For fødderne af din skide kiste.

Idag viser de nissebanden på tv. Præcis som da jeg gemte mig i armhulen på den grønne sweatshirt. Idag. Igår. I et andet liv.

Idag vil jeg skide tiden et stykke. Krølle den sammen og kyle den ad helvede til. For den eksisterer slet ikke. Tolv år senere og jeg står stadig samme sted. Hver eneste december. Her. I decemberkulden. Rystende, uden at fryse. For foden af din kiste.

bag sorte rektangler

Vi lever bag sorte rektangler og næres af lys i stager. Her går vi rundt, med lange fingre og trækker slør af glimt ud i tiden. Fingrene danser og vi trækker og hiver. Skubber lys gennem de mørke firkanter, ind i tiden, ud af året. Til solen vil se os igen.

Er vi levende her, bag de mørke ruder? Går tiden stadig forbi? Vi lægges i arkiv i en lomme uden tyngde. På én gang ulideligt genkendt og underligt uvelkomment.

Og tiden vi går i, er ikke vores. Jeg betragter den fra siden, med en rynke mellem brynene. Tilstede og slet ikke. Mens jeg går rundt, bag maske, mellem reoler med poesi. Bag mørke firkanter på det lokale bibliotek. Poesi i kasser, opdelt efter forbogstav. Bag de sorte rektangler strækker jeg fingrene ud efter ord. Optimisme i poser, jævnligt doseret. Jeg åbner en bog med Inger Christensen greatest. De fremmede ord gør svimmel bag masken. Det kradser indeni.

Og jeg har lyst til at ringe til stjernerne og fortælle. Siden I døde, er verden en anden.

Den verden, de døde går fra, den går fra os, med dem. For tiden vil kun fremad. Den bølger, skubber og strømmer. Mest stille og ubemærket og så. I store ryk, der tager os alle med. Som en bølge, der løfter fødderne fra bunden. For igen at sætte dem et ukendt sted. Sådan vil tiden. Fremad og fremad. Og forandre den verden, de savnede forlod.

Og jeg vil både blive og jeg vil med og se. Den nye verden, der kommer. På den anden side af de sorte rektangler. Så jeg stirrer ind i stagernes lys, mens jeg lægger mig stille. I arkiv til genfødsel. I den nye verden, i den nye tid, som mine fingre strækker sig lange efter.

Muhammed, Gud og interpretive dans

Berlingske vil også bringe Muhammed annonce, står der på min skærm, under overskriften ‘Seneste nyt’ og jeg overvejer kort, om folk simpelthen bare stiltiende har samtykket, at verdens undergang alligevel er skudt igang. Og i så tilfælde kan vi jo ligeså godt gå full retard. I køkkenet, i et sommerhus fra tresserne, et sted i Danmark, insisterer Freddie råbende på at få lov at hjælpe med at vaske op. Hvem ved, maybe the world has come to an end? Den kollektive sindssyge sniger sig altid ind af de smalleste sprækker.

Og Freddie fortsætter den midlertidige sindsplage i en form for moderne, interpretive dans til p8 jazz fra DAB radioen i hjørnet. Midt på det plettede uldtæppe. Jeg gad vide om forstyrrelserne nogensinde lægger sig. Om der kommer en dag med stilhed. Klokken nitten om aftenen en tilfældig søndag.

Jeg gad vide, om vi nogensinde igen kan blive enige om, at vi er mennesker først. At ytringsfrihed er en smuk ting, såfremt vi benytter den til at fremme det gode. Præcis som vores hjerner og næver og virke i verden. Gad vide, om det er nu. Om det er nu, vi er kommet til det sted i historien, hvor manglen på fysisk virke efterlod os alle tomme for egentligt formål. Og dermed alt for frie til at udforske det uudtømmelige, menneskelig idioti.

Er det nu, sindssygen oprinder? Komplet med Muhammed annoncer og interpretiv dans. Eller er der en form for Gud derude, der bamhjertigt skænker os et par runder mere? Om ikke andet, så for egen underholdnings skyld. Selv en Gud har vel svært ved at  modstå fristelsen for at se hvad der sker i næste afsnit.

Lang tid

.Dér stod jeg, i regnen, mens jeg iagttog dig. Nøjsom, stille, sirligt. Trak du én efter én de lange velcro-stropper gennem spænderne, før du satte dem fast. Én efter én efter én. Mens regnen løb og gjorde min nakke våd og kold.

Og de der velcrostropper. De kan blot løsnes. For igen at blive strammet, næste gang du skal ud. Det er en af den slags ting, jeg næsten ville have vovet at påstå, var meningen. Med den slags stropper. Men du er nøjsom. Og sirlig. Og du insisterer. De skal trækkes ud af spænderne. Og trækkes ind igen.

Men din mor er sjældent nøjsom. Og nakken var ikke længere tør.

“Du behøver ikke gøre det sådan hver gang. Det tager så lang tid at gøre det på den måde,” sagde jeg og trak kraven op om halsen.

“Jeg kan godt li‘ lang tid,” svarede du blot.

Og der stod jeg, med våd nakke, i efterårsregnen. Den dag jeg huskede. At den lange tid skal tages alvorligt.