Det her liv, vi er blevet solgt

Den dag jeg forsvandt

Der var tale om flere dage, i virkeligheden. Én  i oktober og én midt i juni. De dage jeg forsvandt.

Jeg er her i øvrigt stadig i fysisk forstand. Jeg er ikke væk eller fortabt eller forsvundet. Ikke desto mindre forsvandt jeg. Og hvordan man kan forsvinde uden at være forsvundet, er dét jeg har lyst til at fortælle om.

Den første dag, i oktober, sad jeg i sofaen med lillebror i armene. Han var et par uger gammel, jeg var i hormonelt induceret lykkeland og efterårssolen væltede ind ad vores vinduer. Som det var blevet en vane under min første barsel, lå Michael Laudrups Tænder igen opslået på sofabordet. Alt åndede ro og nærvær. Og når man pludseligt befinder sig i de her situationer er der, som bekendt, kun én ting at gøre: offentliggøre det et sted online. Ellers vil alle andre jo aldrig nogensinde vide at du sidder her og er nærværende. Og rolig. Og lykkelig ind til benet. Så jeg fik med møje besvær drejet lillebrors lift, så fødderne vendte mod sofabordet, hvor Michael Laudrup og hans tænder blev placeret på kanten i den helt rette, skrå vinkel, således at jeg opnåede den helt rigtige komposition på mit lykkelige og nærværende øjeblik. Jeg redigerede øjeblikket i VSCO, så det fik den helt rette farveskala og lagde det på Instagram. For the world to approve. Babyfødder og Majse Njor. Se lige mig.

Og så sad jeg dér. Med babysokker i hånden (der selvfølgelig også var blevet afmonteret i jagten på øjeblikkets insta-appeal) og en sær fornemmelse i maven. Væk var mit øjeblik og følelsen af nærvær. Tilbage var kun tanken om, hvorvidt det der VSCO-filter nu fik lillebrors fødder til at se for røde ud. Det var lige dér jeg besluttede mig, tror jeg. For at forsvinde. Væk fra Instagram. Væk fra bevidstheds-invadering i form af farvekoordinerende MarMar-mødre og storvandrende eventyr-typer. Væk fra galoperende tanke-skizofreni a la “Jeg burde drikke mere kaffe i naturen. Blomstrede kjoler over bukser? Jeg skal også have mig en ladcykel, så mine børn ikke husker deres barndom fra bagsædet af en bil. Pagehår igen? Nu skal jeg også holde op med at bruge plastikposer. Måske jeg skulle give chia-grød endnu et skud.” Væk. Jeg kunne mærke stressen krybe ind og alle barsels-øjeblikkene forsvinde mellem mine hænder. Jeg tog min telefon og holdt fingeren inde. Det lille firkantede symbol hoppede og dansede på min skærm. Jeg trykkede endnu engang og igen. Og med ét forsvandt jeg.

 

Sådan gik jeg rundt, forsvundet og tilstede, indtil en dag i juni. Jeg nød min barsel, jeg nød friheden fra den konstante tilstedeværelse af andres valg. Jeg tog billeder af mine børn for at mindes. Men i fraværet af det tilbagevendende sus fra de små kvadrater, søgte jeg blot rusen et andet sted. Jeg fandt stadig mig selv ubevidst scrollende gennem endeløse kavalkader af venners venskabs-minder, reklame-videoer og dystre nyheder om verdens stadigt værre tilstand. Især det sidste gjorde mig vred. Jeg søgte tilflugt og ro fra verden i et univers, der kun skabte uro. Mit sind blev gang på gang invaderet af katastrofetanker og jeg lagde telefonen fra mig med en større følelse af uro, end da jeg tog den op.

Så jeg tømte det hele. Hev minderne ud i en zippet fil, fandt punktet i hjælpemenuen og klikkede resolut på den blå knap. Forsvundet. Igen.

 

Jeg har været forsvundet i flere måneder nu. Forsvundet og til stede. Jeg kunne godt tænke mig at dette var historien om, hvordan jeg forsvandt fra de sociale medier for pludselig at være fuldt ud til stede i min egen verden. Og det er det, til dels. Tanke-skizofrenien er mindre, jeg er ikke i en konstant redigerings-tilstand og heller ikke længere invaderet af tilbagevendende tanker om verdens ve og vel. Men den lille skærm trækker stadig. Den ligger der stadig med det evige tilbud om flugt. Der er stadig blogs og podcasts og Google og og og. Og jeg flygter stadig. Væk fra livet, nærværet og nuet. Ind i en verden, der er andres. Og væk fra den verden der er min. Flugten er nemmest, når nuet gør ondt. Når angsten tager fat og udmattelsen tager over.

Og alligevel har jeg opdaget noget. At man kan forsvinde uden at være forsvundet. Være væk, men stadig være til. Og jeg har opdaget hvor meget jeg havde savnet at høre venner fortælle om, hvad der er sket siden sidst – uden, at det blot er en analog gengivelse af et online live-feed, jeg allerede har modtaget. Jeg har opdaget, hvor meget jeg går glip af og hvor lidt det rører mig.

Hvor lille og ubetydelig jeg er, i en kæmpestor verden. Og hvor kæmpestor og betydelig jeg er, i min egen lille verden.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det her liv, vi er blevet solgt