Müslibar og Rolling Stones

Klokken er lige akkurat 12. Jeg har stoppet bilen ved siden af kirken i nabolandsbyen. Ved siden af mig, på den anden side af stendiget, står rækker af gravsten beslutsomt fast mod efterårs-vinden, der ellers har sat alt andet i bevægelse. Alt dirrer, blafrer og bølger. Endeløst og utrætteligt. Igen og igen. Solen varmer mit ansigt og sætter spil i bladene. Her er på én gang oprørsk og stille.

Som mit sind, får jeg lyst til at skrive, men analogien er tacky. Varmen i bilen tvinger mig til at åbne døren og jeg fjerner et stykke müslibar fra panelet ved håndtaget. Hvornår faen har jeg spist müslibar?

Min bil er et stort alter til erindring om hverdagens ulidelige lavpraktik. Muslibar på panelet, brugte skrabelodder i vinduet, en enkelt gummistøvle, en snurretop, en tom dåse-sodavand og Rolling Stones Greatest på triple-cd. Jeg overvejer, hvad den ville sige om mig, hvis min tre-dørs VW Fox blev opgravet som tidskapsel om adskillige århundreder.

Jeg er konstant på tidsrejse. Frem og tilbage og det gør mig rundtosset og svimmel. Min mave er et stort, tomt hul og jeg falder og falder og griber efter alt hvad jeg kan.

Jeg har fortabt mig selv lidt i verden. Hakket boksene af og gjort folk noget så stolte og glemt mig selv i processen. Min mand siger at dette bliver et vendepunkt. Et af dem, vi vil se tilbage på og tænke “Herfra blev vores liv bedre”. Jeg tror på ham.

Jeg vil ikke mere hamsterhjul og ROI og kalendre i Outlook. Ikke mere performance-evaluering og “løber-du-også-nej-jeg-kører-mountainbike”-udvekslinger henover paleobrød i kantinen.

Jeg er gammel indtørret muslibar og snurretop, en herreløs gummistøvle og Rolling Stones. Jeg aner ikke hvordan jeg er endt her. Og det er ligegyldigt. Jeg skal bare finde ud igen.