Stilleben

Stilleben

For tiden øver jeg mig i at sidde stille. At være stille, at blive stille.

Jeg er gået igang med at læse den bogen Nok! Af John Naish og dens første kapital sendte mig direkte ud i lidt af en digitaliserings-detox.

Jeg tilbringer for tiden dagene derhjemme på barsel med en lille størrelse, der ikke er meget ældre end 1 måned. Og 9 ud af 10 dage ender med at jeg falder om med tungen ude af munden over heller ikke at have nået alt det jeg synes jeg skulle idag – hverken vasketøjet, eller badet, eller nå ja, det der nærvær med mand og børn og mig selv. Jeg føler mig fortravlet, jeg har ondt af mig selv og jeg hører mig selv lyde som visse martyrske kvindelige familiemedlemmer, hver gang jeg åbner munden overfor min mand.

En dag da jeg, for-Gud-ved-hvilken-gang, praktiserede en omgang amning med tilhørende smartphone-underholdning, faldt jeg over en artikel. En artikel, hvor en dame af min mors generation tillod sig at udtale sig om noget af det mest hellige i det kvindelige, danske samfund: nybagte mødres ret til at brokke sig – og ikke bare brokke sig, men deres ret til konstant at omtale forældreskabet som det hårdeste, der er overgået menneskeheden (du kan læse den her). Kvinden i artiklen lagde venligt op til om ikke mødre idag roligt kunne skrue ned for selvmedlidenheden, læne sig en my tilbage i ammepuden og forsøge at stille skarpt på nydelsen i forældreskabet – fremfor konstant at dyrke og skabe en slags mødregruppe-rundhyl omkring den endeløse tortur moderskabet stiller den moderne kvinde overfor.

Needless to say, kommentarfeltet tilhørende artiklen på Facebook faldt hurtigt i rillen: ‘det-er-sgu-okay-at-fortælle-at-det-er-hårdt #vækmedglansbilledet’. Selvom jeg aldrig er fortaler for glansbilleder af nogen art, satte kvindens ord tanker igang hos mig. Hvorfor var jeg her på min anden og sidste barsel også og endnu en gang faldet direkte i selvmedlidenheds-fælden igen? Og endnu mere: hvorfra kommer den her dyrkelse af ‘det-er-faktisk-pisse-hårdt-at-du-ved-det’-rundhylet blandt nybagte mødre i min alder? Kunne vi egentlig ikke lære noget af den rare dame i artiklen? Ja det er hårdt – men i og med at det er det for os alle (nybagte mødre, that is), er det så ikke også lidt overflødigt at gentage?

Det var først da jeg begyndte at læse første kapitel af Nok! at det gik op for mig hvor noget af det her rundhyl og mit eget føromtalte hjemlige martyrium stammer fra: Ser jeg tilbage over den sidste måned har jeg konstant befundet mig i minimum to verdener på én gang. Konstant ammende/igang med at bestille børnetøj på nettet; vuggende/igang med at indtage afsnit 459 af BH90210; ved at undersøge Babysams åbningstider/ændre min datters afhentningstidspunkt på daycare app’en/bleskiftende. Konstant multi-taskende, konstant hjertebankende, konstant ikke tilstedeværende.

Tager jeg et skridt tilbage og erstatter hver af disse online aktiviteter – der foregår på én og samme tid – med en fysisk aktivitet, så får jeg straks et billede i hovedet af et af de her tegneserie-one-man-bands, der slår på stortromme, mens han spiller både mundharmonika, guitar og triangel. No wonder at hver dag ender forpustet og rundtosset foran fjerneren med en kæmpe pose er-eller-andet-spiseligt indenfor rækkevidde (og en iPhone i hånden).

Hvis vi sammenligner sådan en barselsdag med en tilfældig barselsdag fra den rare dames barsler engang i 70’erne, har de fysisk set været ret ens (bortset fra et åbenlyst fravær af store mængder hessian tapet, fløjl og orange i min barsel). De fysiske rammer og udfordringer omkring forældreskabet og dét at blive mor, er umiddelbart meget ens – men det indre landskab har ændret sig voldsomt for nutidens mødre. Den stress der ligger i at være til stede i adskillige verdener på én gang, kan vi til nød opretholde på arbejdsmarkedet (der i øvrigt – for manges vedkommende – kræver det samme af os). Men når sådan en lille krøllet klump med baby pludselig kræver fuldt nærvær og vi samtidig forsøger at opretholde vores evige tilstedeværelse i de der tusind andre digitale verdener vi er en del af, så ender vi med at føle os hæsblæste, stressede og alt andet end tilstedeværende i vores eget liv. Og det værste er – det er den digitale verden der får den gode udgave af os, mens børnene må tage til takke med en fjern mor og lidt Gurli Gris på tv’et. Vi kigger os omkring og ser at det eneste der har ændret sig, der kan være grund til denne evige hæsblæsende følelse, er den lille krøllede baby og vi konkluderer at det er moderskabet, der pludselig har gjort os stressede.

Jeg siger ikke at det ikke er hårdt at få børn, eller at have børn. Men jeg tror vi kan være mere kærlige ved os selv. Vi kan passe bedre på os selv og vores børn, ved slukke for mobilen, for tv’et, for makeuppen, for rengøringen, for opvasken og for selvkritikken der følger med. Og i stedet skrue op for nærvær og tilstedeværelse, ro i kroppen og ro på sindet. Hvis vi gør det, tror jeg faktisk den rare dame, der barslede i 70’erne har ret. Så er det ikke (nær) så hårdt med de der børn.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stilleben