Dis over bakkerne

Det er morgen og tusmørke stadig. Der dis over bakkerne så langt øjet rækker. Klokken er kun akkurat 8 og kaffen er allerede kold. På min mave, i viklen, sover den sidst tilkomne allerede sin formiddagslur. En urolig en af slagsen. Mon det nogensinde bliver anderledes, når jeg at tænke og skubber så tanken væk.

Det er en af de dage hvor tankerne kommer rullende over bakkerne med disen. De lægger sig tungt om hjertet og ligger der, stille som disen, og venter på at solen brænder igennem for at fordampe dem. De er ikke store, tankerne. Snarere tværtimod. Det er de der små hverdagstanker, der kryber op på mig i de lange barselsdage, midt mellem morgengrød, tøjvask og bleskift. Det er små bekymringer, der hurtigt vokser i stilheden. Det er huskelister, der presser sig på. Det er dårlig samvittighed, skyld, skam, frygt, tungsind. De ligger der bare, tungt om mit sind og stille.

Jeg har lært dem alle at kende nu. Jeg ved at hvis jeg bare lader dem ligge der, stille, så fordamper de så snart solen får ordentligt fat. Som ham gæsten, der insisterer på at være skidesur i stolen ovre i hjørnet, ligegyldigt hvor meget alle de andre hygger sig. Han er velkommen. Han skal bare have lov at sidde der, i hjørnet, og være sur. Han må gerne. Før eller siden tager han altid hjem igen. Og mens han er der, minder han om at der ikke altid behøver være glæde.

Nogle dage er vi skidesure ovre i hjørnet. Andre dage danser vi på bordene. Og endnu andre dage sidder vi blot stille, med verden. Med de sure, de glade, de sørgmodige, de eftertænksomme, de levende og de døde. Stille, i tusmørket, med verden og tiden. Iagttager og lytter med dis om hjertet – og en urolig baby på brystet.