Altid nænsomt pakket. Aldrig sirligt afstemt

Lang tid

.Dér stod jeg, i regnen, mens jeg iagttog dig. Nøjsom, stille, sirligt. Trak du én efter én de lange velcro-stropper gennem spænderne, før du satte dem fast. Én efter én efter én. Mens regnen løb og gjorde min nakke våd og kold.

Og de der velcrostropper. De kan blot løsnes. For igen at blive strammet, næste gang du skal ud. Det er en af den slags ting, jeg næsten ville have vovet at påstå, var meningen. Med den slags stropper. Men du er nøjsom. Og sirlig. Og du insisterer. De skal trækkes ud af spænderne. Og trækkes ind igen.

Men din mor er sjældent nøjsom. Og nakken var ikke længere tør.

“Du behøver ikke gøre det sådan hver gang. Det tager så lang tid at gøre det på den måde,” sagde jeg og trak kraven op om halsen.

“Jeg kan godt li‘ lang tid,” svarede du blot.

Og der stod jeg, med våd nakke, i efterårsregnen. Den dag jeg huskede. At den lange tid skal tages alvorligt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Altid nænsomt pakket. Aldrig sirligt afstemt