Muhammed, Gud og interpretive dans

bag sorte rektangler

Vi lever bag sorte rektangler og næres af lys i stager. Her går vi rundt, med lange fingre og trækker slør af glimt ud i tiden. Fingrene danser og vi trækker og hiver. Skubber lys gennem de mørke firkanter, ind i tiden, ud af året. Til solen vil se os igen.

Er vi levende her, bag de mørke ruder? Går tiden stadig forbi? Vi lægges i arkiv i en lomme uden tyngde. På én gang ulideligt genkendt og underligt uvelkomment.

Og tiden vi går i, er ikke vores. Jeg betragter den fra siden, med en rynke mellem brynene. Tilstede og slet ikke. Mens jeg går rundt, bag maske, mellem reoler med poesi. Bag mørke firkanter på det lokale bibliotek. Poesi i kasser, opdelt efter forbogstav. Bag de sorte rektangler strækker jeg fingrene ud efter ord. Optimisme i poser, jævnligt doseret. Jeg åbner en bog med Inger Christensen greatest. De fremmede ord gør svimmel bag masken. Det kradser indeni.

Og jeg har lyst til at ringe til stjernerne og fortælle. Siden I døde, er verden en anden.

Den verden, de døde går fra, den går fra os, med dem. For tiden vil kun fremad. Den bølger, skubber og strømmer. Mest stille og ubemærket og så. I store ryk, der tager os alle med. Som en bølge, der løfter fødderne fra bunden. For igen at sætte dem et ukendt sted. Sådan vil tiden. Fremad og fremad. Og forandre den verden, de savnede forlod.

Og jeg vil både blive og jeg vil med og se. Den nye verden, der kommer. På den anden side af de sorte rektangler. Så jeg stirrer ind i stagernes lys, mens jeg lægger mig stille. I arkiv til genfødsel. I den nye verden, i den nye tid, som mine fingre strækker sig lange efter.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Muhammed, Gud og interpretive dans