Om træer

Køkkenhave i forhaven? Når du har en græsplæne, men skal bruge en mark #1

I pauserne fra alle de tungere indslag her på domænet skal der også være plads til noget lavpraktik. For det er jo det, livet er. Det tunge og det lette. Lige dele dødsangst og daglivare-tips (Eller. Forhåbentlig 20/80).

Dette indlæg mænger sig i sidstnævnte kategori. Ikke desto mindre berører det noget større. Det handler i bund og grund om hvad vi gør med den jord vi (banken) ejer.

I lang tid tænkte jeg, at det der med at være selvforsynende var noget for bofællesskaber og hippie-røve. Så fandt jeg ud af at tid er vigtigere for mig end penge – og det har den konsekvens at man bliver lidt af en fattigrøv. Og vupti, var tanken om at være selvforsynende pludselig lokkende. Derudover gik det op for mig, at jeg bruger mere og mere tid på at tænke over, hvordan vi kan benytte den jord vi har, til at forsyne os og vores børn med næring – fremfor at bruge tid og energi på at trimme jorden, så den er pæn og præsentabel overfor vores naboer. Så, turns out, jeg er nok også lidt af en hippie-røv.

 

Heldigvis har vi på vores 2000 kvm store grund masser af plads til at leve den (semi-)selvforsynende drøm ud. Der er bare lige dét, at den største del af vores grund udgøres af en stor græsplæne foran vores hus. Plænen skråner og er til skue for en del af vores naboer. For at opsummere, placerer det os altså i et dilemme man kunne kalde “Hvad gør man, når man har en forhave, men egentlig skulle bruge en mark?”.

Man tager selvfølgelig sin kreative kasket på. Nød lærer som bekendt fattigrøve at gro deres egen mad på de særeste steder og dermed er en føljeton født:

Guiden til hvordan du bruger din forhave som mark uden at det ligner pis

Siden jeg har hele den lange, mørke vinter til at planlægge og tegne, kommer de her indlæg til at omhandle forskellige ideer til hvordan projektet kan gribes an, samt en famlende begynders guide til hvilke grøntsager man skal starte med at så (plante? Det er dér vi er) på sin selvforsynende villa-mark. Måske kommer jeg endda til at tage fat i et par selvforsynings-entusiaster hen ad vejen og malke dem for råd i de her indlæg. Det skal nok blive godt. Selvfølgelig skal det dét.

I går aftes satte jeg mig for første gang med en blok og en pen og lod ideerne komme dumpende. Nedenfor kan I se en tegning over vores forhave som den ser ud fra oven. Langt det meste er græs, afgrænset mod vejen af et bed med buske og langs indkørslen af et staude-bed.

Forhaven uden køkkenhave

Den ide, der ummidelbart tiltaler mig mest – og som passer bedst til vores 70er-hus – er at lave en form for afgrænsning af staudebedet i form af brædder eller lignende, så det bliver delt i to firkantede bede. Tanken er så at lade denne afgrænsning gå igen i resten af forhaven, hvor jeg laver nogle lavere højbede med samme brædder. Disse bede bliver så en blanding af pyntebede og køkkenhave og dermed både funktionelle og dekorative. Jeg har forsøgt at skitsere ideen nedenfor.

Forhave med køkkenhave

Måske bliver det løsningen, måske noget helt andet. Men nu er første spadestik i hvert fald taget og det giver noget lethed til vinterens mørke at bruge den på at planlægge en spirende have.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om træer