Under hjørnet af min dyne

Mens du stadig kan være under hjørnet af min dyne. Mens du stadig rammer himlen, når jeg løfter dig op. Mens dine øjne lyser mod mine, gennem mørke november morgener. Imens, altimens, ligger jeg her, med dig, under hjørnet af min dyne, med et hjerte der er tungt af titusind års moderskab.

Jeg aner ikke mere om livet end du. Det ved jeg, du vil tro. Men jeg aner intet. Jeg finder det hele frem med dig. For verden før, den kender jeg ikke igen. Og den verden der kommer, den kender du bedre end jeg. Så her går jeg rundt med din bløde hånd i min, mens hvert minut trækker slør ud i fremtiden. For det er dén lillebitte, bløde hånd der skal vise os vejen.

Og dér ligger du under hjørnet af min dyne, i mørket, mens hele verden falder ned til os. Lige her, under dynen, mens mit tunge hjerte synker. Tungere og tungere styrter det vægtløst gennem min krop. Og jeg tænker, at sådan må det være. For sådan har det været i titusind år. For mødre før mødre før mødre. Det må være tungt, det hjerte, så dine vinger kan være lette. Så jeg bærer alt det tunge og mit ømme, ømme hjerte, mens jeg gemmer dig under hjørnet af min dyne. For du er endnu bitte lille og lige her aner vi ikke andet.

Men når nu afsked er det værste man ved, så er atten år en lang én af slagsen. Så her ligger jeg, med dig, under dynen, musestille. Mens tiden i mørket går i stå. Og jeg kysser din pande, mens mit hjerte gør sig klar. Lidt mere, dag for dag. Mens du vokser ud af hjørnet på min dyne.

Til den dag dine vinger er lige akkurat så lette (og mit moderhjerte akkurat så tungt), at du løfter dig herfra og svæver mod verden. Og jeg griner for mig selv imens jeg græder og jeg aner ikke om det er tyngden eller letheden, jeg bærer. Og sådan, lige sådan, må det være. Fra første færd og til den sidste. Når man elsker så højt et lille, lillebitte væsen der lige netop passer under hjørnet af ens dyne.

Efterår igen og igen

Jeg har sokker på i dobbeltlag og ingen intentioner om at gå i bad, før solen kommer. Little Wing fylder igen stuen og jeg gider ikke se mennesker. Eller mig selv i spejlet. Udenfor danser bladene om kap med regnen i en vertikal strøm mod jorden og mine fingerspidser er ru. Fordi jeg skærer mig på farverne, lyset, livet. Efteråret er tilbage.

Jorden tager bladenes farver tilbage og fra den evigt våde muld stiger melankolien med dug og tåge og vådt i vådt i vådt. Cirklen sluttes endnu engang. Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå. Intet tilstede, alt i bevægelse. Intet forgængeligt, alting foranderligt.

Sommerens sindssyge fortager sig langsomt, mens drømme bliver til planer og lister, der skrives. Og jeg når lige at hade mig selv en smule for de kæmpestore armbevægelser jeg absolut skulle møde sommersolen med. De skide nøgne arme flyver så nemt til vejrs. Næste år må jeg huske. Lave en sticky note og sætte den i min kalender. “Husk efteråret” skal der stå. Husk, at sindssygen fortager sig. Hver gang efteråret vender tilbage og vandet forlader himlen. Når selv de maniske mærker tågen trække ind og lægger sig apatiske i sengen, for først at stå op med forårets komme. Husk nu det skide efterår.

Og playlisten på Spotify insisterer på at fortsætte med Hoochie Coochie Man, men den går ikke. Jeg bliver her i min svømmepøl af melankoli og udskyder til solen kommer. I et tidligere liv indtog jeg med sikkerhed efteråret i en skov, omhyllet af mørke. Med græs på taget, ild i ovnen og whiskey i glasset. Og langt skæg og ugegammel skjorte. Uden andre forpligtelser end de ord der ramte papiret, når flasken var tom. Jeg spiste spegepølse, der hang fra en krog i loftet og syltede grøntsager direkte fra glasset, mens verden udenfor vinduet insisterede. Hvis jeg er kommet af jorden, så har jeg med sikkerhed siddet dér engang. Med whiskyen i glasset og pølsen hængende fra loftet i skoven. Omhyllet af ensomhed. Mættende, sorgløs ensomhed.

Alt imens vågner jeg her. Under tunge dyner og med perler på ruden. En blød fod mod min kind og en hånd i mit hår. Whisky og ensomhed tilhører et andet liv og her er de store armbevægelser ikke kun sommerens. Tilværelsen insisterer på min deltagelse, mens jeg overstrækker mine ømme lemmer og indtager stilhed i rationerede doser. En midaldrende mand med hang til whisky og pølser fra loftet landet midt i havregrød og speedsnak og kapløb om bordet og blerøv. Jeg svarer i enstavelsesord mens jeg stirrer gennem væggen.

Og dagen vågner langsomt og sorgløs ensomhed udskiftes med savlekys. Whisky i glas med chokolade bagerst i skabet. Mens den ugegamle skjorte er bestandig. Og efterårets melankoli jages langsomt men sikkert på flugt midt i dublo-klodser og kærlighed uden betingelse. Og Little Wing giver vej til Alfons Åberg. Som én sæson til en anden. Intet forgængeligt, alting foranderligt. En tid til ensomhed og en tid til firsomhed. Én til ømme, langsomme lemmer og én til flyvende arme.

Og selv en gammel, halvfuld mand med hang til ensomhed og syltede ting på glas bliver omvendt til store armbevægelser af al den efterårslykke.

Når man kun er lille

“Men det er vores bakke, det her. Det er vores naboer.” sagde jeg til Henrik, mens tårerne løb ned ad mine kinder. Dér sad jeg, helt lillebitte, jaloux og uden luft. I vores sofa, mens børnene sov og himlen skiftede farve.

Huset er solgt, aftalen underskrevet og om en måned har vi ikke længere udsigt til granerne, marken og æbletræet. Vi sælger ud og pakker ned og rykker op. Og mit hjerte bliver let, når jeg tænker på rejsen foran os. Friheden, roen, det simple. Den rene tavle, mulighederne. Tiden.

Og alligevel er jeg lille, lillebitte. For det her, lige her, det er min vej. De her, det er mine naboer. Det er mine og jeg vil ikke dele. Og historien om en graciøs videregivelse med ønsker om alt vel ville være poetisk, men den lever ikke i mig. Det gør en lille pige, der fandt sin plads i verden her, ved foden af granerne. En lille pige, der pludselig var mor og hustru og voksen. Som flyttede og faldt og rejste sig med hjælp. Som varmede sig i omsorgen og følelsen af et hjem.

Og hun græder, når hun skal væk. Og hun savner og er lille og vægtløs. Og jeg ved hun må gå, men hun insisterer på at vi bliver. Bare en stund, mens vi ser ud på granerne. Og æbletræet og juli-himlen, mens vi sammen græder lidt. Og mindes og mærker og er. Og hun bander imens og græder lidt igen, for hun er så bange for at miste. Så jeg tager hendes hånd og holder hende tæt og viser hende stien videre.

Det er så skide svært at vokse, når man kun er lillebitte.

Foråret lader som ingenting

Det er maj igen og bøgen er sprunget ud. Rapsen er så gul, at jeg ikke kan tro, man ikke kan se den fra månen. Det er maj igen og jeg savner dig. Bøgen springer ud, som om den er ligeglad, men jeg kan mærke at du forsvinder. Du er væk i verden og foråret lader som ingenting.

Og Henrik kommer ind og taler lidt om kværulanter og mit blik er fjernt, mens jeg prøver at huske. Jeg er i min egen verden, siger jeg, før han smiler og går igen. Den sprukne lyd af dit hæse grin. Titusind smøger og snakke. Og flere smøger endnu. Titusind ting du sagde, som jeg skulle have skrevet ned. Fået dig til at gentage, mens jeg trykkede play på en båndoptager. En af dem fra 90’ernes politiserier, så jeg kunne bære dig rundt i min lomme. Titusind ting, du sagde og jeg husker intet idag. Alt forsvinder og snart savner jeg mindet om dig.

For tiden læger ikke sår, den kommer bare og går med banker af sand. Banker, der tyngdeløst lægger sig ovenpå og ovenpå igen. Til minderne ligger lige dér på tungen og alligevel er lysår væk. I ét univers er det halvandet år siden jeg så dig sidst. I et andet, er halvandet år en livstid. Og jeg ved ikke længere om jeg tror på tiden. Den virker ikke til at eksistere. Bøgen er akkurat så grøn i år, som den var det alle de forrige og rapsen er ligeså gul. Og tager jeg bilen ind til byen og går i Botanisk Have, så sidder du der sikkert og venter. Med dit lange hår og en smøg i hånden. Med et grin og en øl knappet op. Det må du gøre, for bøgen er akkurat lige så grøn og rapsen er ligeså gul.

Hvis maj er og bliver maj. Og hvis foråret nægter at bemærke, at alting på én gang er forandret. Så må alting være det samme og tid være noget, vi leger. Så ved jeg, du sidder under solen et sted. Med øjnene mod himlen og venter. Venter, uden tid, men med foråret, der nægter at bemærke, du er væk.

Melankoli.

Vi kørte en tur og talte sammen. Børnene sov og horisonterne var lange. Så vi snakkede og snakkede. Om poesi og æstetik. Livet og kunsten og døden og alt det imellem. “Jeg tror du tænker meget poetisk” sagde jeg. “Jeg tror, jeg er æstetiker” svarede du. Og vi talte om den kærlighedshistorie jeg havde skrevet – vores kærlighedshistorie – som gjorde dig tungsindig. Og om melankolien. Den, der vælder op, så snart ordene vælter frem fra mine fingre. “Den er fundamentet for alt andet” sagde jeg i bilen. Den er uundgåelig. Den har fulgt mig siden jeg kan huske og lige så længe har den skræmt mig.

Jeg har misundt de letsindige, lette og flyvske, mens jeg selv har været bundet til jorden. Melankolien har trukket i min hånd og givet min verden tyngde. Når jeg læste Tove Ditlevsen på mit værelse eller Bob Dylans mundharmonika fylder min stue. Når jeg ser i mine børns øjne og når du tager min hånd. Når fuglene kvidrer og himlen er høj og når disen omfavner verden og tonerne er grå.

 

Jeg læste om den, da vi kom hjem. I Gyldendals ordbog.

Melankoli, sænket stemningsleje.

Jeg tror den er så misforstået, den stakkels melankoli. Når den sidder der i hjørnet og hvisker om døden. Jeg tror, vi er bange for den, skræmte over dens klarsyn. Jeg tror, vi skælder den ud og pakker den ned og giver den psykiatriske mærkater. For livet skal helst kunne ta’s med en pille.

Jeg tror den bliver udskældt som var den pessimisme, sortsyn og tungsind. Men dét den vil lære os, handler om livet. Den kommer med bevidstheden om altings endelighed. Den er dén tyngde, der giver forårsdagen sin skønhed og barnehånden sin blødhed. Den tager vores hånd når vi kommer hertil og holder den lige til vi skal herfra. Den trækker i os, insisterende og peger på solen. ”Se nu på den, se nu” ber den os, mens vi løber og jager og ser bort. Den giver os desperationen og gennem den, glæden og nuet.

Og jeg har følt mig så forkert. Tvær og tung om hjertet. Og misundet de luftige, lette og sangviske. For jeg troede at de alene ejede glæden. Og jeg har forsøgt at flygte. At være letsindig og fandenivoldsk på trods, men den finder mig altid igen. Den tager min hånd og hvisker “Husk, at du ikke er uendelig”.

Så med tiden er den blevet min ven. I ved, den der slags der bare blir og blir. Så jeg kan ligeså godt holde af den. Og det er jeg så endt med. For lige så meget som den hvisker om døden, lige så meget råber den om livet. Uden den, var alt blot én dimension, én streng, et enkelt strøg.

Og vi skal sikkert samme vej fremover, den og jeg. Fordi den følger efter og fordi jeg ta’r den med. Og når lykkekulten lukker og selvhjælps-propagandaen engang får sin ende, kan det være den endda blir moderne igen. Når jagten på lykke-fixet stopper og tilværelsen endnu er ulidelig let. Da står den klar med en hånd i mørket og siger “Fortvivl ikke, det her er blot fortvivlelse.” Og måske holder jeg endda op med at misunde de letsindige, de sangviske, de luftige. Måske tør jeg endelig tage imod melankoliens udstrakte hånd, sætte mig hos den og lytte helt stille. Og takke den for al den lykke, døden skænker de levende.