Vi satte os i bilen, du og jeg. Og kørte mod skoven i stilhed. På sædet bag mig gled du i søvn, mens Bennie and the Jets holdt os med selskab. Jeg fandt en vej, vi endnu ikke kendte og åbnede døren til foråret.

Der gik vi, du og jeg, under træernes dække. Og samlede kogler og hørte efter fuglene, før vi satte os i vejkanten.

Og sad.  I stilhed. Med solen i vores ansigter og græs under fødderne. Omkring os kvidrede fuglene om bedre tider. Og bedst som vi troede vores hjerter var frosne, kom foråret. Og talte til os, med ord vi troede vi havde glemt.

Vi var gemt og glemt, dér i vejkanten. Du og jeg, i stilhed. Jeg så på dig, du sad blot dér. Med en enkelt grankogle og en sten du samlede op. “Den glimter, se” sagde jeg, da du viste den til solen. Og du var stille, helt stille, mens foråret tøede os op.

Og måske husker vi det aldrig igen. Den dag foråret kom, i vejkanten i skoven. Og måske husker vi det for evigt. Men der sad vi, det ved jeg. Du og jeg, helt stille. Og fuglene vidste præcis hvem vi var. Sådan som fuglene gør. De sang for alle, for træerne, for os. Og de synger endnu et sted derude.

I vejkanten, hvor vi altid vil sidde. En mandag, et forår, engang. Og jeg vil komme tilbage og sætte mig og se dig sidde dér. Med din hue, din grankogle og din bløde kind. Med nakken bagover, mens du spejder efter toppen af granen. Og dér, lige dér, vil tiden forsvinde. Præcis som den gør hvert forår. Når hjertet græder og griner i ét og øjnene flyder over.

Der vil vi mødes, du og jeg, i stilhed, når det bliver forår. Der vil vi sidde og vide at evigheden er så kort som et enkelt øjeblik.