Hvis man intet husker

Vi var på Djursland idag. Forbi stedet. Blandt solskin og forår. Mellem himmel og jord.

Tiden heler såret, kan jeg mærke. Og det gør mig vred. Så jeg sætter mig ned for mig selv. Med jævne mellemrum og piller det op med vilje. Kradser og river til det svier igen. Til jeg kan mærke dig. Her.

Her, i min verden, er du stadig ikke død. I grunden forestiller jeg mig nok ikke nogen døde som døde. ‘Døden tog ham’ står der i de gamle romaner. Dem, der er gule af tid og dufter af dage, der gik fra os. ‘Døden tog ham’. Døden tager ikke og slet ikke dig. Om nogen tog nogen, var det nærmere omvendt. Du smilte vel dit smil og tog den ved hånden. Viste den vejen hjem.  Og så lavede i en aftale. Og nu er du dronning af månen.

 

Ikke desto mindre sidder jeg her. To år efter og skriver breve i intetheden. Manglen af dig, efterlod mig ensom blandt mennesker. Død eller ej. Du, dronning af månen.

Og det slår mig hver gang, at jeg næppe strejfer din tanke, så tit som du fylder min. Til gengæld drømmer træerne vel næppe om mig, som jeg om dem, du ved. Du har så mange at savne, deroppe på månen. Hernede har jeg blot én. Og sådan er de rejsendes privilegie. Sådan er det, nu du er dronning af månen.

Og alt imens du danser rundt i månestøvet, er livet på jorden stadig gennemblødt af trivielle pinsler. Som den krumme, der har sat sig fast i revnen ved siden af P-tasten på mit tastatur. Hvad den vil mig, aner jeg ikke. Hvis krummer i revner ved P-taster vil nogen noget.

Jeg vil vel bare ikke glemslen. Den skræmmer mig fra vid og sans. Hvor går de døde hen, når de levende glemmer? Er du stadig dronning af månen, når jeg ikke længere husker? Hvad er meningen med glemsel, hvis ikke at pine de levende med tidens gang.

Alligevel tænker jeg, at intet nogensinde forsvinder. Hvis døde ikke er døde og du er dronning af månen. Så går alle de tabte minder til et tidløst sted. Hvor de samles og venter. Til den dag, vi skal afsted. Og får dem alle igen. Og alt bliver igen tidløst. Dansen igen uden tyngde. Og du er dronning af månen. Og jeg er blot på vej. Og sammen husker vi igen. Dengang vi pissede om kap. Og dansede uden ende. Og kørte i pickup til Djursland.

Alligevel er jeg hjemsøgt af én tanke. Alligevel bliver jeg ved. At sætte mig ned og pille i såret og endeløst huske og huske. For selvom du er dronning af månen. Selvom de døde aldrig dør. Så er savnet af dig det dig jeg har. Og kan man savne, hvis man intet husker?

 

Den mandag foråret kom

Vi satte os i bilen, du og jeg. Og kørte mod skoven i stilhed. På sædet bag mig gled du i søvn, mens Bennie and the Jets holdt os med selskab. Jeg fandt en vej, vi endnu ikke kendte og åbnede døren til foråret.

Der gik vi, du og jeg, under træernes dække. Og samlede kogler og hørte efter fuglene, før vi satte os i vejkanten.

Og sad.  I stilhed. Med solen i vores ansigter og græs under fødderne. Omkring os kvidrede fuglene om bedre tider. Og bedst som vi troede vores hjerter var frosne, kom foråret. Og talte til os, med ord vi troede vi havde glemt.

Vi var gemt og glemt, dér i vejkanten. Du og jeg, i stilhed. Jeg så på dig, du sad blot dér. Med en enkelt grankogle og en sten du samlede op. “Den glimter, se” sagde jeg, da du viste den til solen. Og du var stille, helt stille, mens foråret tøede os op.

Og måske husker vi det aldrig igen. Den dag foråret kom, i vejkanten i skoven. Og måske husker vi det for evigt. Men der sad vi, det ved jeg. Du og jeg, helt stille. Og fuglene vidste præcis hvem vi var. Sådan som fuglene gør. De sang for alle, for træerne, for os. Og de synger endnu et sted derude.

I vejkanten, hvor vi altid vil sidde. En mandag, et forår, engang. Og jeg vil komme tilbage og sætte mig og se dig sidde dér. Med din hue, din grankogle og din bløde kind. Med nakken bagover, mens du spejder efter toppen af granen. Og dér, lige dér, vil tiden forsvinde. Præcis som den gør hvert forår. Når hjertet græder og griner i ét og øjnene flyder over.

Der vil vi mødes, du og jeg, i stilhed, når det bliver forår. Der vil vi sidde og vide at evigheden er så kort som et enkelt øjeblik.