Et forsvar for at 'give op'

Uden stemme i en verden af råb

Vi kører mod det lave aftenlys og bag mine øjenlåg brænder titusind sole. Vi fire og lange køer og slør fra rækker af røde øjne blander sig og blander sig i ét væk.

Jeg har det, som om min stemme er mistet. Forsvundet igen. Jeg gik så mange år rundt helt uden, inden jeg fandt den. Endelig. Og den væltede ud.

Men den blev falsk og hul og jeg kunne ikke kende mig selv. Og jeg blev selvbevidst og så mig selv udefra. Og alt jeg ønskede var at forsvinde. Blot være. En stemme uden krop til ører uden øjne. Er det mon for meget forlangt? Er det enhver fortællers dilemma?

Nu åbner jeg munden og der kommer ingenting. Som i de råbende drømme uden lyd. Hvor nogen redigerer i baggrunden og har skrevet regler i papirerne. Du får synet med i nattenes verden og hørelsen også. Men stemmen må du lade blive udenfor.

Allevegne er der én, der råber på opmærksomhed. Den eneste stemme, der mangler, er min. At mangle sin stemme midt i et inferno af skrig. At miste sin stemme i stilhed. Et sind uden stemme, i en verden uden mund. Med masker i blåt og afstand. Og kaos og ramlende dimensioner. Kan man hviske sig vej, i en verden af råb?

Så her sidder jeg, stemmeløs. Med titusind sole under mine øjenlåg og to sovende væsener på sæderne bagved. Og vi fortsætter hen ad vejen, i rækkerne af røde øjne. For måske finder jeg den igen et sted. Min stemme. På den anden side af de titusind sole.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et forsvar for at 'give op'