Lavpraktisk, langsom livsstil #2

Volume 2. Det er officielt en serie. Jeg fortsætter svadaen af tips til lavpraktisk, langsom livsstil fra mit ståsted af slet ikke værende ekspert på området, men ivrig deler af info og erfaring jeg samler op på min vej.

 

Sæt farten ned. Heeelt ned.

Den her er nem. Den kræver intet og den er tilgængelig flere gange dagligt for langt størstedelen af os. Det handler om at sætte farten ned, når du går.

Jeg har altid gået hurtigt. Virkelig hurtigt. Det er noget folk der kender mig decideret har påtalt og for min mand og jeg var det kilden til virkelig mange diskussioner (Heavy shit, I know) når vi gik en tur gennem byen eller i skoven. Jeg tænkte aldrig over det. Jeg ville bare gerne frem. Hurtigt. Jeg kunne slet ikke se ideen i at gå langsomt. Som at tage landevejen, når man kan køre på motorvej. Hvorfor? Senere hen tror jeg sgu jeg synes jeg virkede lidt sej, når jeg sådan kom farende hen ad gangene på studiet eller arbejdet i et hæsblæsende tempo. Pisse-travl og pisse-vigtig. Pisse-sejt.

Det er først indenfor det sidste år at jeg er holdt op. Når jeg skal fra a til b – især på arbejdet – tager jeg mig god tid og bruger det som en mulighed for at lægge mærke til kun dét. At gå. Mærke fødderne mod jorden, høre lydene, mærke mit åndedræt. Det klarer sindet, det giver tid og mest af alt så går jeg ikke og føler mig så skide-vigtig samtidig. 

 

Lån, byt og giv væk

Jeg kommer fra en familie af krejlere. 90% af alt hvad jeg ejede som barn var noget, nogen havde ejet før mig. Min bedsteste t-shirt kom fra en sort sæk min mor havde med hjem fra arbejde og min yndlingsbamse fandt min bror til mig i en container. Nuff said.

En form for backlash var forventeligt. Og det kom især til udtryk, da jeg fik mit første barn. Lad os bare sige jeg blev lidt loco. Insane in the membrane, baby style. Alt skulle være nyt. Intet måtte være brugt. Manglede vi noget, købte vi det. Gik noget i stykker? Pyt. Køb noget nyt. (Rim not intended. Læste det lige højt for mig selv og det gik op for mig hvor Palles Autoværksted den sætning lyder. Anyways. Vi lader den stå) Jeg købte og købte og asede og masede for at få det her lille stykke flæskede baby til at ligne det der douchede-rosa-med-et-strejf-af-nervøst-sammenbrud-univers som virkede til at være det eneste man kunne opforstre  babyer i anno 2015. Needless to say, det var ikke en succes. 

Idag er jeg vendt 180 grader. Vores bebs nummer 2 fylder 1 år lige om lidt og jeg tror sammenlagt jeg har brugt maksimalt 1.000,- på tøj til ham i hans første leveår. Hele hans garderobe er arvet fra kære venner, bekendte og families bekendte. Når vi skal på weekend og mangler en baby-seng, farer jeg ikke ud og køber en ny, men låner en fra mit netværk. Når tøj er blevet for småt ryger det til den lokale genbrug. Jeg behøver ikke investere i en trampolin til baghaven, for det har naboen, og så kan ungerne hoppe løs på den når de leger med naboens børn. Og det vildeste er, at jeg er langt mere taknemmelig over alle de ting jeg får foræret og låner end jeg var over alt det jeg købte mig selv fattig i førhen. 

Så den her handler lidt om landsbyen. Den der skal til for at opforstre et barn. Den er allevegne. Vi skal bare bruge den, har jeg fundet ud af. Lån, byt, giv, tag imod. Alt lige fra børnetøj til hjælpende hænder. Det hele er der, hvis man tør spørge og samtidig give slip på nogle af de overfladiske værdier vi lader os spise af med idag. Vi kan ikke selv og det har aldrig været meningen at vi skulle selv