Foråret lader som ingenting

Det er maj igen og bøgen er sprunget ud. Rapsen er så gul, at jeg ikke kan tro, man ikke kan se den fra månen. Det er maj igen og jeg savner dig. Bøgen springer ud, som om den er ligeglad, men jeg kan mærke at du forsvinder. Du er væk i verden og foråret lader som ingenting.

Og Henrik kommer ind og taler lidt om kværulanter og mit blik er fjernt, mens jeg prøver at huske. Jeg er i min egen verden, siger jeg, før han smiler og går igen. Den sprukne lyd af dit hæse grin. Titusind smøger og snakke. Og flere smøger endnu. Titusind ting du sagde, som jeg skulle have skrevet ned. Fået dig til at gentage, mens jeg trykkede play på en båndoptager. En af dem fra 90’ernes politiserier, så jeg kunne bære dig rundt i min lomme. Titusind ting, du sagde og jeg husker intet idag. Alt forsvinder og snart savner jeg mindet om dig.

For tiden læger ikke sår, den kommer bare og går med banker af sand. Banker, der tyngdeløst lægger sig ovenpå og ovenpå igen. Til minderne ligger lige dér på tungen og alligevel er lysår væk. I ét univers er det halvandet år siden jeg så dig sidst. I et andet, er halvandet år en livstid. Og jeg ved ikke længere om jeg tror på tiden. Den virker ikke til at eksistere. Bøgen er akkurat så grøn i år, som den var det alle de forrige og rapsen er ligeså gul. Og tager jeg bilen ind til byen og går i Botanisk Have, så sidder du der sikkert og venter. Med dit lange hår og en smøg i hånden. Med et grin og en øl knappet op. Det må du gøre, for bøgen er akkurat lige så grøn og rapsen er ligeså gul.

Hvis maj er og bliver maj. Og hvis foråret nægter at bemærke, at alting på én gang er forandret. Så må alting være det samme og tid være noget, vi leger. Så ved jeg, du sidder under solen et sted. Med øjnene mod himlen og venter. Venter, uden tid, men med foråret, der nægter at bemærke, du er væk.