Jeg burde skrive noget

Når man kun er lille

“Men det er vores bakke, det her. Det er vores naboer.” sagde jeg til Henrik, mens tårerne løb ned ad mine kinder. Dér sad jeg, helt lillebitte, jaloux og uden luft. I vores sofa, mens børnene sov og himlen skiftede farve.

Huset er solgt, aftalen underskrevet og om en måned har vi ikke længere udsigt til granerne, marken og æbletræet. Vi sælger ud og pakker ned og rykker op. Og mit hjerte bliver let, når jeg tænker på rejsen foran os. Friheden, roen, det simple. Den rene tavle, mulighederne. Tiden.

Og alligevel er jeg lille, lillebitte. For det her, lige her, det er min vej. De her, det er mine naboer. Det er mine og jeg vil ikke dele. Og historien om en graciøs videregivelse med ønsker om alt vel ville være poetisk, men den lever ikke i mig. Det gør en lille pige, der fandt sin plads i verden her, ved foden af granerne. En lille pige, der pludselig var mor og hustru og voksen. Som flyttede og faldt og rejste sig med hjælp. Som varmede sig i omsorgen og følelsen af et hjem.

Og hun græder, når hun skal væk. Og hun savner og er lille og vægtløs. Og jeg ved hun må gå, men hun insisterer på at vi bliver. Bare en stund, mens vi ser ud på granerne. Og æbletræet og juli-himlen, mens vi sammen græder lidt. Og mindes og mærker og er. Og hun bander imens og græder lidt igen, for hun er så bange for at miste. Så jeg tager hendes hånd og holder hende tæt og viser hende stien videre.

Det er så skide svært at vokse, når man kun er lillebitte.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg burde skrive noget