Det er når æbletræet afblomstrer, at det sætter frugt

“To my great surprise, I found that going nowhere was at least as exciting as going to Tibet or Cuba. And by going nowhere I mean nothing more intimidating than taking a few hours out of every day, a few days out of every year or even a few years out of a life to sit still long enough to find out what moves you most. To recall where your truest happiness lies. And too remember, that sometimes making a living and making a life point in opposite directions.”

Ordene er taget fra en Ted Talk med journalisten Pick Iyer. Ord, jeg igen og igen  vender tilbage til og har vendt tilbage til over det sidste halvandet år. Det halvandet år, der er gået, siden jeg trykkede på Pause.  

Fordi det var de ord, der var med til at åbne min bevidsthed. Få mig til at forstå. At pauserne i livet, den tid, hvor vi trækker stikket, tillader os selv bare at være. De pauser er helt essentielle for vores eksistens. Ikke bare for glæden, for meningsfuldheden, for lykken. Pauserne er livsnødvendige for os.

Men alt dette anede jeg ikke. Jeg anede det ikke, for jeg så det ikke omkring mig. For i vores verden pauser noget, man gør sig fortjent til. Har du født et barn, får du et år. Har du arbejdet fem dage, får du to dage. Har du knoklet et liv, får du sit livs efterår. Til at være, at nyde, at samle næring.

Og pauser er noget, vi bliver tildelt, når det er fuldstændig umuligt for os at gøre andet. Når vi blive ramt af livet. gennem stress, livsomvæltning, sorg, sygdom, krise.

Pauser er noget, man gør sig fortjent til. Frivilligt eller ufrivilligt.

Men hvordan landede vi her? Ser jeg tilbage, har pauserne altid været en del af vores natur. For mange af de mennesker, hvis ideer vores samfund står på skuldrene af, var pauserne lige så essentiel en del af arbejdet, som arbejdet selv. Mennesker som Darwin, Kierkegaard og Nietschze gik dagligt lange ture på adskillige timer, som en del af deres virke og inspiration. Adskillige store tænkere har udtalt sig omkring, hvordan disse pauser var den helt essentielle del af deres arbejde. Det er her, inspirationen, ideerne, arbejdet bliver grundlagt. Selve nedskrivningen, udførelsen er blot en fuldbyrdelse af de frugter der høstes gennem pausen.

Og i naturen selv, er pauserne mellem blomstring en del af hele livets cyklus. Vi ville aldrig bilde os ind at forvente af æbletræet, at det skal bære frugt året rundt.

Alligevel er det den tanke, der ligger til grund for hele vores måde at anskue vores arbejdsliv. Vores liv, faktisk. Pauserne, som er det mest naturlige og helt essentielle i vores eksistens, er blevet sygeliggjorte. Især de store af slagsen. De pauser er for de svage, de ældre, de syge.

Men vi kender nok alle oplevelsen. Af problemet, der blev løst i drømmen. Opgaven, der fandt løsningen på gåturen. Ideen, der kom på ferien.

Og tænk en gang. Hvis alle disse små gemnembrud kan komme gennem de mindste af pauser, som søvn, en gåtur, ferie. Tænk, hvad der så kunne hænde med verden, hvis vi alle tog os tid til at stoppe op. Helt op. Og holde pause. Og bare blive ved. Lige indtil noget trak så meget i os, at vi ikke kunne lade være med at gå igang igen.