Hvis man intet husker

Vi var på Djursland idag. Forbi stedet. Blandt solskin og forår. Mellem himmel og jord.

Tiden heler såret, kan jeg mærke. Og det gør mig vred. Så jeg sætter mig ned for mig selv. Med jævne mellemrum og piller det op med vilje. Kradser og river til det svier igen. Til jeg kan mærke dig. Her.

Her, i min verden, er du stadig ikke død. I grunden forestiller jeg mig nok ikke nogen døde som døde. ‘Døden tog ham’ står der i de gamle romaner. Dem, der er gule af tid og dufter af dage, der gik fra os. ‘Døden tog ham’. Døden tager ikke og slet ikke dig. Om nogen tog nogen, var det nærmere omvendt. Du smilte vel dit smil og tog den ved hånden. Viste den vejen hjem.  Og så lavede i en aftale. Og nu er du dronning af stjernerne.

 

Ikke desto mindre sidder jeg her. To år efter og skriver breve i intetheden. Manglen af dig, efterlod mig ensom blandt mennesker. Død eller ej. Du, dronning blandt stjerner.

Og det slår mig hver gang, at jeg næppe strejfer din tanke, så tit som du fylder min. Til gengæld drømmer træerne vel næppe om mig, som jeg om dem, du ved. Du har så mange at savne, deroppe. Hernede har jeg blot én. Og sådan er de rejsendes privilegie. Sådan er det, nu du er dronning af stjernerne.

Og alt imens du danser rundt i stjernestøvet, er livet på jorden stadig gennemblødt af trivielle pinsler. Som den krumme, der har sat sig fast i revnen ved siden af P-tasten på mit tastatur. Hvad den vil mig, aner jeg ikke. Hvis krummer i revner ved P-taster vil nogen noget.

Jeg vil vel bare ikke glemslen. Den skræmmer mig fra vid og sans. Hvor går de døde hen, når de levende glemmer? Er du stadig dronning af stjerner, når jeg ikke længere husker? Hvad er meningen med glemsel, hvis ikke at pine de levende med tidens gang.

Alligevel tænker jeg, at intet nogensinde forsvinder. Hvis døde ikke er døde og du er dronning af stjerner. Så går alle de tabte minder til et tidløst sted. Hvor de samles og venter. Til den dag, vi skal afsted. Og får dem alle igen. Og alt bliver igen tidløst. Dansen igen uden tyngde. Og du er dronning af stjernerne. Og jeg er blot på vej. Og sammen husker vi igen. Dengang vi pissede om kap. Og dansede uden ende. Og kørte i pickup til Djursland.

Alligevel er jeg hjemsøgt af én tanke. Alligevel bliver jeg ved. At sætte mig ned og pille i såret og endeløst huske og huske. For selvom du er dronning af stjernerne. Selvom de døde aldrig dør. Så er savnet af dig det dig jeg har. Og kan man savne, hvis man intet husker?