Efterår igen og igen

Under hjørnet af min dyne

Mens du stadig kan være under hjørnet af min dyne. Mens du stadig rammer himlen, når jeg løfter dig op. Mens dine øjne lyser mod mine, gennem mørke november morgener. Imens, altimens, ligger jeg her, med dig, under hjørnet af min dyne, med et hjerte der er tungt af titusind års moderskab.

Jeg aner ikke mere om livet end du. Det ved jeg, du vil tro. Men jeg aner intet. Jeg finder det hele frem med dig. For verden før, den kender jeg ikke igen. Og den verden der kommer, den kender du bedre end jeg. Så her går jeg rundt med din bløde hånd i min, mens hvert minut trækker slør ud i fremtiden. For det er dén lillebitte, bløde hånd der skal vise os vejen.

Og dér ligger du under hjørnet af min dyne, i mørket, mens hele verden falder ned til os. Lige her, under dynen, mens mit tunge hjerte synker. Tungere og tungere styrter det vægtløst gennem min krop. Og jeg tænker, at sådan må det være. For sådan har det været i titusind år. For mødre før mødre før mødre. Det må være tungt, det hjerte, så dine vinger kan være lette. Så jeg bærer alt det tunge og mit ømme, ømme hjerte, mens jeg gemmer dig under hjørnet af min dyne. For du er endnu bitte lille og lige her aner vi ikke andet.

Men når nu afsked er det værste man ved, så er atten år en lang én af slagsen. Så her ligger jeg, med dig, under dynen, musestille. Mens tiden i mørket går i stå. Og jeg kysser din pande, mens mit hjerte gør sig klar. Lidt mere, dag for dag. Mens du vokser ud af hjørnet på min dyne.

Til den dag dine vinger er lige akkurat så lette (og mit moderhjerte akkurat så tungt), at du løfter dig herfra og svæver mod verden. Og jeg griner for mig selv imens jeg græder og jeg aner ikke om det er tyngden eller letheden, jeg bærer. Og sådan, lige sådan, må det være. Fra første færd og til den sidste. Når man elsker så højt et lille, lillebitte væsen der lige netop passer under hjørnet af ens dyne.

4

  • Line

    Endnu en fantastisk flot tekst. Du sætter virkelig de smukkeste ord på, hvordan jeg går og har det.
    Det er netop erkendelsen af, at det hele er et meget langstrakt farvel der gør at jeg får tårer i øjnene næsten dagligt. Så kysser jeg mit barn 50 gange mere, og holder ham ind til mig lidt tættere og lidt længere. Jeg giver alle de kys jeg kan komme i nærheden af, så længe jeg får lov!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Stine

      Ja, også mig. “Du skal lære at det hele er til låns” sagde min mand den anden dag. Og det er det der er så uendeligt dejligt og uendeligt ubærligt på den og samme tid.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Åh ja, så fint, så rigtigt og så meget også mit hjerte…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Stine

      Det er så rart at høre, Lise. Det er som om vi alle går og bærer en lille flig af det store mor-hjerte i os. Heldigvis er ømheden og tyngden universel, så vi kan dele den lidt <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Efterår igen og igen