Træerne har slugt os

Træerne har slugt os og her er stille, mussestille. Du lægger dit lille hoved ved mig, mens jeg tænder for musikken. “Det er dejligt, mor” siger du og dine øjne lyser mod mine. Her, hvor træerne har slugt os og alle vores hemmeligheder. Her går vi rundt i stille tilfredshed og langsomt, men sikkert, rejser vi os igen. Vi holder hinandens hænder, vi taler, vi griner. Vi tager os tid, for vi har den, i spande. Og vi mærker det alle, her hvor skoven har skjult os. Det er dén, der altid har kaldt. Kan det virkelig være, når jeg at tænke, mellem kaffe og endeløs stirren på blade der klapper i vidnen. Kan det være at dette liv altid har levet her mellem træerne og nede under huden. Har det levet sig selv og ventet på os. Tålmodigt, tilfreds, vel vidende. På den dag vi ville ankomme og trætte smide vores bagage på trappen foran huset, for at lade træerne sluge os, én efter én. 

Og frem fra de lysegrønne blade springer magiske væsener og fra anlægget på væggen, kriblen fra barndommen. Fuld af nattens stjerner. Fuld af alle himlens stjerneskud. Og dagene kommer og de går igen med en lethed jeg ikke anede. De danser forbi os og vi følger med. Og jeg græder, for jeg har aldrig vidst at al den slags lykke måske altid har boet her, lige her i skoven. Lige her, under huden.

Jeg vil aldrig tilbage, men blive her i skoven, med de væsener der finder mig mellem træerne. Jeg vil blive lige her til væsenerne får fingre, der bøjes og skriver, og bliver til ord på papiret foran mig. De vandrer ud i skumringen, med natsværmere og månefødsel og ser til mens jeg drømmer og de holder om mit hjerte. Og du ligger her hos mig i den stribede sofa og jeg aer dit hår, mens jeg græder. Og bag døren drømmer din lillebror med en nakke der dufter af hjerter, der bobler. Og jeg græder kun fordi I to har vist mig vejen. I kom og fandt mig, fortabt, uden magi. I gav mig alle historierne, magien og væsenerne. De væsener, der kravler frem fra skoven nu. I kender dem alle og kalder dem frem. De danser med os i stuen og giver hjerterne vinger. Og træerne griber os og tager imod det hele.

 

Så jeg sætter mig i ly af skoven og skriver. Og tænker, mens væsenerne danser. Tænker over den dér virkelige verden. Den, vi kaldes tilbage til, så snart vi drømmer så stort at det kradser. Den, I skulle hærdes for at klare jer i. Den, jeg tvang os til at leve i. For jeg tror ikke længere på den. Jeg tror ikke på at den findes. Herude er der ikke virkelighed og fantasi. Drømmeland og morgendag. Her er verden i os. Hele verden. Drømmene, fantasien. Træerne, skyerne. Sorgen, lykken, kærligheden, uendeligheden. Nattens væsener og dagenes lys. I har altid vidst det. Dig og lillebror, med nakken af guld. 

Så jeg skriver kun for at overbevise mig. Fordi jeg var faret vild i en verden uden væsener. Fordi jeg havde lært at min verden var uvirkelig. Fordi jeg engang cyklede ind i en bil, da jeg dagdrømte. Og lærte, at biler cykler man udenom og drømme gemmes til natten. Fordi jeg ´lærte at begå mig´. Tage i skole og få flotte karakterer. Sætte ting i system og adskille, adskille, adskille. Virkelighed her. Fantasi dér. Dagdrømme her. Udrette dér. Og at fantasien, dén skal udnyttes. For kreativitet er penge værd. Og at natten er til drømme, men dagen, dén er virkelighedens.

Og jeg øvede mig og øvede mig. Og jeg gjorde det bedste, jeg kunne. Til dagdrømmene lagde sig ned, én for én, og jeg styrede cyklen udenom bilerne.

Til jeg vågnede helt forladt en dag. Med barnestemmer omkring mig. Med en længsel indeni mod alt hvad jeg havde forladt. Mod en barndom hvor alt igen var ét og ingen stillede spørgsmål. Mod væsenerne i min verden, der var draget bort. Mod jeres jubel, dén dag, i dynerne i min seng.

 

Så nu sidder vi her i sofaen, med striberne, og alt er ét. Og du lytter til musikken og siger “Ved du hvad den hedder, mor, den her sang?” Og jeg lytter og forstår at du mærker det også. Jeg lytter, mens du siger: “Den hedder En Stille Aften. Og den hedder også Når jeg kigger udenfor, falder stjernerne ned på min vej.”

Og af alle væsenerne, er jeg det allerheldigste. For lige her sidder jeg, med jer, der ved at stjernerne falder ned til os, lige når vi mangler dem.